Det her indlæg har intet med Israel at gøre. Det har noget at gøre med tiden efter Israel. Nemlig min fremtid.
Da det nu er to fantastiske sabbatsår siden jeg blev student, vil Bertel Haarder gerne hvis jeg begynder min uddannelse.
Så jeg tilfredsstiller ham og flytter til Århus for at påbegynde en universitetsuddannelse.
I år er der rekordmange ansøgere, og rekordmange afslag. Jeg har været meget spændt på hvor jeg mon ville blive optaget.
Mine prioriteter lyder
1. Antropologi
2: Religionsvidenskab
3: Idehistorie (bare fordi man skulle skrive 3 prioriteter)
Mit snit har været 0,1 fra antropologistudiets adgangskrav fra sidste år, så har ikke forventet at skulle begynde ude på Mosgaard.
I stedet har jeg søgt ene boliger nordpå ved universitet fordi jeg har været stensikker og godt tilfreds med tanken om at begynde på religionsvidenskab.
Efter 6 måneder i hovedstaden for verdens tre største monoteistiske religioner har jeg fået endnu større interesse for religion.
Så da min veninde fortalte mig hvordan jeg på nettet kunne opklare min fremtid, foregik det således over facebook chatten:
19.45: Cecilie: asssstriiid??
19:46: Mig: Yoyo!
19:46: Cecilie: hva så??
19:46: Mig: Er du kommet ind? Og hvor?
19:46: Cecilie: ja, på reli ? you ? håber håber hååber!
19:46: Mig: uhh, jeg ved det ikke endnu. Brevet bliver sendt til min mor som ikke er hjemme før i morgen. Men tror det også bliver rel
19:47: Cecilie: du kan tjekke snittene ?
19:47: Mig: jep, rel snit er 7,2 og mit er 8,9 (efter at gange)
19:47: Cecilie: altså håber self på at du får dit højeste ønske opfyldt, men også riiiimelig meget op at vi skal studere sammen
19:47: Mig: for antropologi er det 9,0
19:47: Cecilie: har du søgt stand by på antro? uuh spændende, der er stadig håb for antro ?
19:48: Mig: mit ønske er rel, det er det jeg har forberedt mig på siden jeg ansøgte - hvis jeg by any chance blev optaget på antro ville jeg stærk overveje at skifte over
19:48: Cecilie: okay, wow, spændende !
jeg er SÅ GLAD FOR REL!
19:49: Mig: hvor bliver det nice hvis vi begge kommer ind
19:49: Cecilie: så nice, håber håber hååååååber!
please.
19:49: Mig: samme her! Ej, hvor er det fedt at du er kommet ind på rel Var det også 1. prio?
19:49: Cecilie: wup, yep!
19:50: Mig: niceness!
19:50: Cecilie: ja det er så dejligt, men jeg VIL bare studere med dig
19:50: Mig: vi to er også et godt studieteam
19:51: Cecilie: det er jo det vi er, og så har jeg bare ideer om at vi skal ud og rejse til alle mulige spænende lande sammen
fx indien - billet 3000!
19:51: Mig: Uuuuuh, lyder slet ikke dårligt
jeg er så game. hvor ville jeg ønske jeg kunne få det brev nu. bare så jeg med sikkerhed kunne glæde mig
19:52: Cecilie: præcis, er også spændt. altså hvorfir har du ikke den internet kode fjolle ?
19:52: Mig: internet kode?
19:52: Cecilie: ja, selvbetjening ?
19:53: Mig: på optagelse.dk?
altså hvis det er digital signatur så har jeg det
19:53: Cecilie: https://mit.au.dk/
nej, gå derind, og så skriv glemt adgangskode, og dit brugernummer er dit cpr nummer
19:55Mig: jeg opretter bruger derinde nu
19:55: Cecilie: nice astrid
iih
19:57: Mig: what.....
19:57: Cecilie: ?
19:57: Mig: jeg er blevet optaget på antropologi
det havde jeg slet, slet ikke regnet med
19:58: Cecilie: fejl, jeg tænkte det faktisk nok, fordi når snittet er 9,0 er det fordi at alle er optaget med 9,0 og nogen med 8,9
med forfanden da
men så fik du da svaret
19:59: Mig: "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en studieplads på Antropologi og etnografi.
Ønsker du at modtage den tilbudte studieplads?"
jeg er i chock
19:59: Cecilie: haha, sweet
19:59: Mig: og i vildrede. er det dét jeg vil?
19:59: Cecilie: hvad vil du ?
ja, jeg foreslår jo nok reli - men oh my.
19:59: Mig: ved det ikke, må ringe til min far og fortælle det. smutter lige 10 minutter
Jeg ringede til min far. Og min mor. Og jeg er i vildrede.
Antropologi har været drømmeuddannelsen, og jeg er så uendeligt stolt af mig selv over jeg formåede at komme ind.
Men nu er jeg også i tvivl. Er det virkelig antropologi jeg ønsker, eller er mit hjerte begyndt at banke for religionsvidenskab?
Jeg må sove på det. Jeg ved ikke hvad jeg vælger.
fredag den 30. juli 2010
torsdag den 29. juli 2010
Nishlam! Det er fuldbragt.
Jeg sidder nu med tårer i øjnene og en klump af melankoli i halsen.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.
Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.
Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.
Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.
Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.
Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.
Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.
I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.
Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.
Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.
Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.
Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.
Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.
Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.
Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.
Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.
I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.
Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.
Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.
onsdag den 28. juli 2010
Arbejdsnarkoman
De sidste to dage har jeg haft et sindssygt program.
Mandag aften var Sines og min sidste aften sammen, så vi fejrede det med happy hour på Nadin og gratis drikkevarer hos Shlomi (medejer til Nadin og ejer af sin egen bar).
Det blev såmænd ikke så sent, var hjemme et kvarter efter midnat, men jeg havde fået alt for mange gratis drikkevarer grundet at det jo var den sidste aften. Og jeg havde dagvagt næste dag.
Så tirsdag morgen med dårlig motorik efter kun 4-5 timers søvn mødte jeg op til en forfærdelig morgenvagt.
Min kollega havde sovet over sig, så vi startede morgenen med at være bagud og vi havde endda med en ekstra beboer.
Jeg tog mig sammen og gik i gang med alene at tage den første beboer op. Jeg nåede også at tage to yderligere beboere op før min kollega var færdig med sin første, og i stedet for at færdiggøre det værelse hun var ved, går hun hen til en anden beboer, for den beboer er lettere. Og så går hun en halv time før, og overlader resten til mig.
Så står jeg der med tømmermænd og søvnmangel og må tage i alt 4 ud af 6 beboere op og færdiggøre det arbejde min kollega ikke nåede.
Det var dagvagt og ikke kun morgenvagt, så da Zlil, Etti og Liat bliver hentet, tager jeg med dem ud til deres arbejde på Maon Gilo. Planen er at jeg skal med Zlil i svømmehal.
Selve dagen på Gilo er hyggelig. Jeg skal ikke hjælpe nogen på toilet eller made nogen. Det eneste som er anstrengende, er tiden i poolen med Zlil, da jeg er helt alene om det.
Tilbage på Beit Tamar skal jeg skynde mig at give en beboer bad før vi har vores afskedsfest.
Og først klokken 16 har jeg fri.
Klokken 18.30 skal jeg afsted igen til et bryllup jeg først kommer hjem fra klokken halv to om natten.
Det er meningen jeg skal møde 6-16 næste dag, onsdag, men jeg får lov til først at møde kl 7.
I dag var jeg så på Hotel Regency med to beboere som skal i boblebad og have massage. Den ene beboer er meget stor og kræver en speciel lift.
Hvordan vi formåede at få hende i boblebad og op igen samt ind gennem den lille dør til massageværelset, forstår jeg ikke.
Jeg var game over da vi kom tilbage til Beit Tamar en halv time senere end planlagt.
Altså har jeg tirsdag arbejdet 6-14 + 14-16 + 17.30-01.30
og onsdag arbejdet 7-16.30.
I alt 8 timers søvn i løbet af 2 nætter.
Jeg har været game over, men det har også været nogle fantastiske arbejdstimer.
Og lets face it, jeg har jo kun en yderligere arbejdsdag tilbage, og så kan man lige så godt give sig 100 procent.
Mandag aften var Sines og min sidste aften sammen, så vi fejrede det med happy hour på Nadin og gratis drikkevarer hos Shlomi (medejer til Nadin og ejer af sin egen bar).
Det blev såmænd ikke så sent, var hjemme et kvarter efter midnat, men jeg havde fået alt for mange gratis drikkevarer grundet at det jo var den sidste aften. Og jeg havde dagvagt næste dag.
Så tirsdag morgen med dårlig motorik efter kun 4-5 timers søvn mødte jeg op til en forfærdelig morgenvagt.
Min kollega havde sovet over sig, så vi startede morgenen med at være bagud og vi havde endda med en ekstra beboer.
Jeg tog mig sammen og gik i gang med alene at tage den første beboer op. Jeg nåede også at tage to yderligere beboere op før min kollega var færdig med sin første, og i stedet for at færdiggøre det værelse hun var ved, går hun hen til en anden beboer, for den beboer er lettere. Og så går hun en halv time før, og overlader resten til mig.
Så står jeg der med tømmermænd og søvnmangel og må tage i alt 4 ud af 6 beboere op og færdiggøre det arbejde min kollega ikke nåede.
Det var dagvagt og ikke kun morgenvagt, så da Zlil, Etti og Liat bliver hentet, tager jeg med dem ud til deres arbejde på Maon Gilo. Planen er at jeg skal med Zlil i svømmehal.
Selve dagen på Gilo er hyggelig. Jeg skal ikke hjælpe nogen på toilet eller made nogen. Det eneste som er anstrengende, er tiden i poolen med Zlil, da jeg er helt alene om det.
Tilbage på Beit Tamar skal jeg skynde mig at give en beboer bad før vi har vores afskedsfest.
Og først klokken 16 har jeg fri.
Klokken 18.30 skal jeg afsted igen til et bryllup jeg først kommer hjem fra klokken halv to om natten.
Det er meningen jeg skal møde 6-16 næste dag, onsdag, men jeg får lov til først at møde kl 7.
I dag var jeg så på Hotel Regency med to beboere som skal i boblebad og have massage. Den ene beboer er meget stor og kræver en speciel lift.
Hvordan vi formåede at få hende i boblebad og op igen samt ind gennem den lille dør til massageværelset, forstår jeg ikke.
Jeg var game over da vi kom tilbage til Beit Tamar en halv time senere end planlagt.
Altså har jeg tirsdag arbejdet 6-14 + 14-16 + 17.30-01.30
og onsdag arbejdet 7-16.30.
I alt 8 timers søvn i løbet af 2 nætter.
Jeg har været game over, men det har også været nogle fantastiske arbejdstimer.
Og lets face it, jeg har jo kun en yderligere arbejdsdag tilbage, og så kan man lige så godt give sig 100 procent.
tirsdag den 27. juli 2010
Et tjekket jødisk bryllup
Da en af workerne spurgte, om jeg kunne tænke mig at være Tehilas ledsager til sin brors bryllup, tog det mig ikke lang tid at sige JA!
Jeg har længe ønsket mig at opleve et jødisk bryllup. Og dette var den perfekte mulighed. At det var uden for arbejdstiden havde ingen betydning.
Min opgave var at tage mig af Tehila. Jeg skulle sørge for at hun fik den hjælp hun behøvede, således hendes forældre og søskende kunne nyde brylluppet. Men alle var meget hjælpsommelige.
Det var et virkelig tjekket bryllup og ene tjekkede gæster.
Da man ankom var der forskellige appetizers og åben bar. Man kunne vælge både sushi, mini fajitas og meget mere.
Alle gæster ankom ved otte tiden, og først klokken 21.30 kom bruden og gommen.
De gik op på en pavillion hvor deres nærmeste familie og en rabbiner ventede dem.
Selve vielsen tog et kvarter. Rabbineren sang velsignelser, de drak et glas vin og udvekslede ringe. Gommen holdt en traditionel tale om at han aldrig vil glemme hverken sin brud eller Jerusalem hvorefter han trampede et glas itu og alle brød ud i jubel og mazel tov mens technomusik spillede i højtalerne.
Festen flyttede ind i det moderne indrettede festlokale hvor dj's straks fyrede op for plader og dansegulvet fyldtes.
Der var ingen taler eller noget. Underholdningen var dans imellem retterne.
Efter forretten dæmpedes lyset og musikken blev højere. Gommen kom op på sine venners skuldre og bruden blev løftet op på en stol og alle dansede. Unge som gamle.
Og under den sidste dans var der en fælles traditionel kædedans.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af brylluppet. Jeg vidste godt at Tehilas familie ikke var religiøse, men jeg var ikke klar over hvor moderne de var.
Maden var eminent lækker, og ikke kosher. Det var ene technolignende hits som blev spillet på dansegulvet med dertilhørende lysshow og de religiøse gæster var udskiftet med transseksuelle, homoseksuelle og fashionistas.
Jeg er så glad for at jeg var med til dette bryllup. Det var en virkelig fed fest, selvom jeg var afsted som ansat til at passe Tehila, og selvom jeg ikke kendte nogen, endte jeg med at have en helt fantastisk aften.
Jeg har længe ønsket mig at opleve et jødisk bryllup. Og dette var den perfekte mulighed. At det var uden for arbejdstiden havde ingen betydning.
Min opgave var at tage mig af Tehila. Jeg skulle sørge for at hun fik den hjælp hun behøvede, således hendes forældre og søskende kunne nyde brylluppet. Men alle var meget hjælpsommelige.
Det var et virkelig tjekket bryllup og ene tjekkede gæster.
Da man ankom var der forskellige appetizers og åben bar. Man kunne vælge både sushi, mini fajitas og meget mere.
Alle gæster ankom ved otte tiden, og først klokken 21.30 kom bruden og gommen.
De gik op på en pavillion hvor deres nærmeste familie og en rabbiner ventede dem.
Selve vielsen tog et kvarter. Rabbineren sang velsignelser, de drak et glas vin og udvekslede ringe. Gommen holdt en traditionel tale om at han aldrig vil glemme hverken sin brud eller Jerusalem hvorefter han trampede et glas itu og alle brød ud i jubel og mazel tov mens technomusik spillede i højtalerne.
Festen flyttede ind i det moderne indrettede festlokale hvor dj's straks fyrede op for plader og dansegulvet fyldtes.
Der var ingen taler eller noget. Underholdningen var dans imellem retterne.
Efter forretten dæmpedes lyset og musikken blev højere. Gommen kom op på sine venners skuldre og bruden blev løftet op på en stol og alle dansede. Unge som gamle.
Og under den sidste dans var der en fælles traditionel kædedans.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af brylluppet. Jeg vidste godt at Tehilas familie ikke var religiøse, men jeg var ikke klar over hvor moderne de var.
Maden var eminent lækker, og ikke kosher. Det var ene technolignende hits som blev spillet på dansegulvet med dertilhørende lysshow og de religiøse gæster var udskiftet med transseksuelle, homoseksuelle og fashionistas.
Jeg er så glad for at jeg var med til dette bryllup. Det var en virkelig fed fest, selvom jeg var afsted som ansat til at passe Tehila, og selvom jeg ikke kendte nogen, endte jeg med at have en helt fantastisk aften.
mandag den 26. juli 2010
Nadin Pub
Nadin Pub er et dejligt sted. Et rigtig dejligt sted hvor jeg har fået mange dejlige og få slørede minder.
Min første aften her var i øsende regnvejr til Purim med 15 andre unge fra en kibbutz. Og lige siden har jeg elsket stedet.
Nadin var scenen for Independence Day, "Jerusalem Night(s)" med Sine, Emmeli og Anne Maria, op til flere VM kampe, aftensbajer i happy hour med andre volontører og rigtig mange aftener med kvalitetshygge for Sine og Astrid.
Nadin har forsynet os med utallige bakker popcorn, rigeligt med Goldstar 1/2 liter drafts, en del shots, venskaber med de ansatte og andre glade stamgæster og ikke mindst mange skøre og dejlige minder.
Sine og jeg er blevet stamkunder på Nadin. Vi er altid sikret et bord når vi kommer. Uanset hvor proppet der er med mennesker.
Vi har fået en speciel status på Nadin. Og Nadin har fået en speciel status for os.
Min første aften her var i øsende regnvejr til Purim med 15 andre unge fra en kibbutz. Og lige siden har jeg elsket stedet.
Nadin var scenen for Independence Day, "Jerusalem Night(s)" med Sine, Emmeli og Anne Maria, op til flere VM kampe, aftensbajer i happy hour med andre volontører og rigtig mange aftener med kvalitetshygge for Sine og Astrid.
Nadin har forsynet os med utallige bakker popcorn, rigeligt med Goldstar 1/2 liter drafts, en del shots, venskaber med de ansatte og andre glade stamgæster og ikke mindst mange skøre og dejlige minder.
Sine og jeg er blevet stamkunder på Nadin. Vi er altid sikret et bord når vi kommer. Uanset hvor proppet der er med mennesker.
Vi har fået en speciel status på Nadin. Og Nadin har fået en speciel status for os.
søndag den 25. juli 2010
Turist i sin by
Mine dage tilbage i Jerusalem er ved at være talte, og det giver mig stress. Der er jo stadig så meget at nå, så meget at se, så meget at opleve.
Jeg har fundet min Lonely Planet og Turen Går Til frem, og skrevet op hvilke attraktioner jeg skal nå at se før jeg tager hjem.
Søndag og mandags to-do liste har bestået af
Citadellet og Davidstårnet
Davids grav
Davidsbyen
Hezekiah's Tunnel
Pool of Shiloah
Rockefeller Museum
Ethiopian Monastery
Sct. James Catheadral
Og jeg har fået tjekket det hele ud, og nu har næsten samtlige attraktioner i Lonely Planet et flueben.
Det eneste jeg mangler at se i Jerusalem er Vestmurstunellen og et lysshow på Citadellet som jeg skal se med min mor.
Derudover ønsker jeg også at gå en tur i Zoologisk Have og i det ultra ortodokse kvarter hvor jeg kan se Museum on the Seam.
Om jeg får tid til det hele ved jeg ikke, men jeg kan heldigvis altid komme tilbage.
Cimber Sterling lancerer nemlig fra november direkte forbindelse mellem København og Tel Aviv til 800 kr per vej. Oh yeah.
Jeg har fundet min Lonely Planet og Turen Går Til frem, og skrevet op hvilke attraktioner jeg skal nå at se før jeg tager hjem.
Søndag og mandags to-do liste har bestået af
Citadellet og Davidstårnet
Davids grav
Davidsbyen
Hezekiah's Tunnel
Pool of Shiloah
Rockefeller Museum
Ethiopian Monastery
Sct. James Catheadral
Og jeg har fået tjekket det hele ud, og nu har næsten samtlige attraktioner i Lonely Planet et flueben.
Det eneste jeg mangler at se i Jerusalem er Vestmurstunellen og et lysshow på Citadellet som jeg skal se med min mor.
Derudover ønsker jeg også at gå en tur i Zoologisk Have og i det ultra ortodokse kvarter hvor jeg kan se Museum on the Seam.
Om jeg får tid til det hele ved jeg ikke, men jeg kan heldigvis altid komme tilbage.
Cimber Sterling lancerer nemlig fra november direkte forbindelse mellem København og Tel Aviv til 800 kr per vej. Oh yeah.
fredag den 23. juli 2010
Indvandrer
Indvandrere går i underligt tøj, spiser underlig mad, som lugter, og så bor de i små enklaver, hvor de holder fast i deres egne traditioner fremfor at assimilere sig med samfundet og blandt andet lære landets sprog.
Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.
Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.
Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.
I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.
Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.
Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.
Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.
Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.
Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.
Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.
Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.
I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.
Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.
Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.
Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.
Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.
Abonner på:
Opslag (Atom)
