Come fly with me

Hvis I tror at det er besværligt at komme ind i Israel, så prøv at komme ud af landet!

Af personlige årsager, er jeg rejst til det danske land. Og det var slet ikke så lige til. Mit første fly blev aflyst grundet vulkanudbruddet på Island, og da jeg endelig kunne komme med et fly, skulle det stadig ikke være en dans på roser.

Jeg skulle flyve klokken 5, og kom ud til Ben Gurion Airport 3 timer før.
Før jeg kunne få lov at tjekke min bagage ind, skulle jeg først udspørges af en securityvagt om mit ophold her i Israel; hvad jeg har lavet, hvor jeg boede, hvorfor jeg valgte Israel, hvorfor jeg har været i Egypten og Jordan og om jeg havde lokale venner. Efter at have svaret villigt på alle de spørgsmål der blev stillet, kom en anden securityvagt som stillede de samme spørgsmål før jeg fik lov at sende min bagage igennem røntgen som optakt til at få gennemrodet al min bagage, især elektronikken, og få den tjekket for stoffer og andet illegalt. Samtidigt blev jeg endnu engang udspurgt om mit ophold i landet.
Jeg fik lov til at tjekke min bagage ind, og skulle igennem security check. Der blev jeg igen holdt tilbage og først udspurgt af en kvinde om mit ophold, og fik gennemrodet mit elektroniske udstyr. Det var ikke nok, der skulle lige tilkaldes endnu en vagt som også skulle forhøre mig; hvad hedder min institution, min leder, min husmoder og beboerne og er det kun israelere?

De havde fundet noget mistænksomt ved min macbook, så jeg blev ført tilbage til den stand hvor al bagage gennemtjekkes. Hele min rygsæk blev tømt og alt mit elektroniske udstyr blev skilt ad således at SD kort og batteri blev taget ud af kamera og batteri samt simkort blev fjernet fra mobil. Alt andet såsom parfume, pringles, tørklæde og sågar min appelsin fik også flere grundige tjek igennem røntgenscanneren.
Det var jo blandt andet min computer som var grund til hele postyret, så jeg blev taget med hen til et aflukket rum, blev placeret i en bås mindende om et omklædningsrum med forhæng for mens de skilte min computer ad for at se nærmere på den. Og nu de var igang med at tjekke min computer, kunne de også give mig en fuld kropsvisitering, hvor selv min BH blev tjekket.
Tiden tikkede, og selvom jeg var kommet 3 timer før afgang, var tiden ved at løbe fra mig. Den pige som havde fået ansvaret for at tjekke mig beklagede flere gange det grundige tjek, og lovede mig at hun ville sørge for at jeg ville nå mit fly.
Jeg burde måske være blevet nervøs under alle disse forhøringer, men jeg tog det hele meget overraskende cool. Jeg svarede ærligt og uddybende på alle spørgsmål og vidste at jeg intet ulovligt havde på mig. Så jeg vidste der ikke var nogen grund til at være nervøs. Det værste der kunne ske, var at jeg ville misse mit fly. Men jeg blev jo lovet at kunne nå det.

Efter et kvarters grundigt tjek af min computer skulle mine ting lige endnu engang igennem røntgenscanneren, og så blev jeg ført igennem al andet kontrol direkte hen til min gate.
Så det hele endte godt, og jeg blev i dag, 9 timer senere, modtaget i Ålborg Lufthavn af min dejlige familie og kom hjem til en frokost bestående af rejer, laks, rugbrød, nybagte boller, spegepølse og frikadeller.
Alt har en god slutning.

Illustrationer

Vil ikke sige så meget andet end at jeg nu har nøvlet mig sammen til at få lagt nogle billeder ind til mine blogindlæg. Helt tilbage til Bethlehem indlægget.
Enjoy.

Når jeg finder overskuddet til det, ligger jeg også billeder på Facebook. Men hav tålmodighed. Det er en tidsrøver jeg ikke har gidet endnu.

Max Brenner, chocolate by the bald man

Så er det altså sket. Jeg er blevet forelsket. Jeg har fundet kærligheden hernede i Israel, nærmere betegnet i Tel Aviv.
Det er dog ikke et menneske som har stjålet mit hjerte, men værket af et menneske.
I Tel Aviv kan man komme på en restaurant som serverer almindelig mad, men har specialiseret sig i chokolade desserter. Stedet hedder "Max Brenner Chocolate Bar" og første gang jeg følte forelskelsens sommerfugle sværme i min mave, var da volontørerne Lisbeth, Annette og Martin fra Tel Aviv introducerede os for Max Brenner i marts måned. Det var kærlighed ved første mundfuld.

Vi er lige kommet hjem fra endnu et besøg hos Tel Aviv volontørerne. Det var skønt at se dem igen, selvom det ikke er så lang tid siden vi var på udflugt sammen. Men hvad der næsten var endnu mere skønt, var at besøge Max B. igen. Jeg elsker ham.
Efter en fantastisk lækker aftensmad kokkereret af vores værter blev der slået mave, røget lidt vandpibe og gjort klar til dessert på Max Brenner.
Ord kan ikke beskrive den kulinariske fornøjelse det er for hver mundfuld man tager. Det er alt lavet på et orgie af rigtig chokolade.

Det kan kun anbefales at hvis man kommer til Tel Aviv, skal man besøge dette sted. Man kan også besøge Max Brenner i USA, Australien, Filippinerne og Singapore. Har man muligheden, gør det!
Men advarsel: Et besøg hos Max Brenner fører oftest til afhængighed.

Kaki

Jeg ved godt at dette ikke er så indbydende et indlæg at læse, jeg synes bare jeg har oplevet rigtig meget af den brune substans som befinder sig i tarmene for nylig. Og er ideen med en blog ikke at skrive om det man oplever?

Jeg har haft Jordan-mave.
Vores terrasse flyder med kattelort fra de herreløse katte som raserer vores containere.
En fugl havde smidt en kæmpe klat på den bog som jeg er ved at læse. Nu klistrer mine sider.
En beboer har pruttet mig direkte i ansigtet, da jeg var ved at skifte bleen.
Og en anden beboer har lige lagt en dej så stor at den har stoppet toilettet.

You've gotta love this shit. Bogstaveligt talt.

Independence Day

Israel har holdt Independence Day, og det fejres meget mere end den danske grundlovsdag. Det israelske flag pryder hver en bil og bygning, og folk går klædt i blåt og hvidt.

Det er sådan set d. 14. maj 1948 at Israel blev et uafhængigt land, men den forklaring vi har fået på hvorfor uafhængighedsdagen fejres fra d. 19. april om aftenen klokken 20 og 24 timer frem (i Israel var en helligdag oftest et døgn, men døgnet er fra solnedgang til solnedgang næste dag), lyder: "it's just the jews and their calculations".

Søndag d. 18 april klokken 20 om aftenen lød en sirene, som indikering af at "Memorial Day for Fallen Soldiers" begyndte. Ligesom til "Holocaust Martyrs' and Heroes' Remembrance Day", var der denne aften et stort show i fjernsynet, hvor man mindes de faldne soldater, og dagen efter besøger man soldaternes grave og lægger blomster.
Dette døgn sørger israelerne. Flere af beboerne havde ikke lyst til at se showet, for de vidste at de ikke vil kunne holde til det. Det er alt for sørgeligt for dem, og det kommer for tæt på.
Alle israelere skal nemlig i værnepligt fra de er 18 år. Mændene skal tjene 3 år og kvinderne 2 år. Og det at miste en søn, bror eller ven i krig er en reel fare for de pårørende - til trods for at trafikken har haft flere ofre end krigene siden oprettelsen af staten Israel, hvilket også siger en del om trafikken hernede.

Når døgnet for "Memorial Day" slutter, starter døgnet for fejringen af "Independence Day". Dette siger beboerne på vores institution er en ret kompleks omskiftning. Du skal gå fra at sørge til at juble fra klokken er 19.59 til 20.00.

Men "Independence Day" er nu meget nice.
Vi hyggede mandag eftermiddag i Independence Park sammen med Joffi'erne, hvor der både var regulært chilling på et tæppe, ultimatum, kongespil og grill.

Da det begyndte at blive mørkt, bevægede os fra Israel Missionen os til Ben Yehuda med to volontører fra Ordet og Israel. Der var masser af liv på gaden, men vi ville hen og få en øl. Derfor gik vi hen til en sidegade der bugner med barer, hvor vi fik øl og drinks. Vi mødtes senere med Joffi'erne, og det var en hyggelig aften med et voldsomt liv i gaden af glade mennsker - blandt andet en fyr kun i hvide underbukser og det israelske flag som kappe.

I dag, som er den dag man reelt set fejrer Independence Day, skulle vi på arbejde. Men det var en god arbejdsdag, hvor alle os 3 volontører var på arbejde med en worker, som medbragte sin religiøse mand og deres to små drenge. Og så blev der ellers lavet pommes frites, salat, pita og grillet både kylling, kebabspyd, kødboller. Bordet bugnede med lækker mad.

On air

Jeg var omtalt i radioen i går.
Yup, den er god nok. Det var godt nok ikke på P3, men på Odense Studenterradio - som i mine øjne er næsten lige så sejt.

Ja, jeg kan det der med at mænge mig med offentligheden. Først bliver jeg bedste venner med Carsten Soulshock natten før jeg rejser til Israel. Vi blev så gode venner at jeg fik op til flere kindkys, da vi nemlig begge er nordjyder og han generelt bare synes enormt godt om mig. Respekt.

Og nu, eller det vil sige i går aftes, blev jeg nævnt og diskuteret i "Olæ - the radioshow" på Odense Studenterradio. Så tænker man måske, hvorfor i alverden er hun så populær, hende der Astrid. Det er simpelt: Jeg er så nizzle, at min buddy er en af værterne, Patrick C.

Showet hedder "Olæ - the radioshow", de sender hver anden fredag fra 19-20 på Odense Studenterradio - http://www.osr879.dk/ eller på FM 87,9.
Værterne er de to kække fyre Jørgen Bjørn Hansen og Patrick Cedergren.

Gør jer selv en tjeneste og tune in.

Dette indlæg er fuld af reklame, men de reklamerede for mig i går og det skal de lige have lidt credit for.

"I kiss you on your stomach so it will be good again"

Jeg kan ikke andet end at elske de piger jeg tager mig af hernede.

Jeg har haft en del maveproblemer efter vores tur til Sinai og Jordan, og da jeg er meget åben om alt, ved pigerne (og nu jer) også dette.
De sætter virkelig pris på os volontører og det arbejde vi udfører, så de vil os altid det bedste. Især når vi har det skidt, berører det dem dybt og de spørger altid ind til hvordan man har det, og kommer med bud på hvordan man bliver god igen.

Da jeg havde Moran i bad i morges og hun skulle bøje sig forover så jeg kunne tørre hendes ryg, tager hun fat i mig og kysser mig på maven hvorefter hun siger
"I kiss you on your stomach so it will be good again".
Selvom det blot var en simpel gestus, rørte det mig at se hvordan hun bekymrede sig om mit velbefindende, og jeg blev helt overvældet.

Qumran, Masada og Ein Gedi

Det er så blæret at bo i udlandet. Og så Israel af alle lande.
Det er vores fridag, og hvad gør man på sin fridag derhjemme? Jeg er normalt god til at være social, men jeg er også god til at ligge i sofaen og se den ene genudsendelse efter den anden med dårlige realityprogrammer, gerne Top Model og Project Catwalk.
Her bruges fridagene anderledes. Sammen med 7 andre volontører og Lise, tog vi på udflugt til Qumran, Masada og Ein Gedi.

Hvis jeg lige skal agere som lommeparlør, for jer som ikke har historien og geografien helt på plads, kan jeg fortælle at Qumran er det sted hvor dødehavsrullerne blev fundet, Masada er en gammel fæstning, hvor det siges at 900 jøder begik kollektivt selvmord for at undgå at romerne fik magten over dem. Samme sted havde kong Herodes til sommerhus. Ein Gedi er et af de steder, hvor det er muligt at bade ved Det Døde Hav.

Ved Qumran så vi de grotter, hvor man har fundet forskellige fragmenter fra dødehavsruller og livet i bjergene for over 2000 år siden.

Vi besteg Masada, da fæstningen er beliggende oppe på et bjerg. Et kort øjeblik overvejede jeg at tage liften op til toppen, men jeg er stædig og vil kunne svare at jeg gik op til Masadafæstningen - hvis nu jeg engang møder nogen som spørger mig.
Det var en times gåtur op i solens hede ved middagstid, men Negev-ørkenen er et smukt syn, så humøret led ingen last.
Hvis vi ikke havde haft Lise med som vores helt private audioguide, havde Masada ikke været særlig spændende, da det blot er gamle ruiner. Men Lise var med, og det var spændende at høre om hvordan man kunne leve i et overflodssamfund på toppen af et bjerg i ørkenen.
Masada ville være mit foretrukne hotel, hvis jeg havde levet for 2000 år siden. Ham Herodes havde sans for luksus med diverse spa og dampbade. Jeg kunne godt have været en af hans mange koner. Materialisme er lige mig.

Efter at have været kulturelle, blev det tid til at plaske rundt i Det Døde Hav. Det var så fedt!
Jeg har godt hørt at man flyder så let som ingenting. Men at det virkelig passede havde jeg ikke tænkt nærmere over.
Det er sandt. Man ligger vitterligt i havets overflade. Jeg kunne ligge på maven i vandet som om at jeg lå på en luftmadras. Men det var bare mit fedt og koncentrationen af salt i vandet som gjorde det muligt. Det var helt sikkert ikke min sidste gang ved dette hav.
Det eneste jeg skal have i mente, er nok at man ikke skal tage afsted efter en omgang Jordan-mave. Det har tendens til at svie bagi. Og så skal jeg nok lade være med at udpensle hvorfor for jer, men blot lade jeres fantasi sætte i gang.

Holocaust Martyrs' and Heroes' Remembrance Day, 2010

I går, kl 20, startede mindedagen for holocaustens martyer og helte.
I og med at Israel er et land tildelt det jødiske folk som en form for plaster på såret efter deres forfølgelse under Anden Verdenskrig, berører holocausten dem alle dybt.
Der var et mindehøjtidelighedsshow i fjernsynet med sang, taler og portrætter af holocaustens ofre - alt sammen i en meget alvorlig og trist tone, og da jeg var på arbejde mens jeg så showet, fik jeg lov til at opleve hvilken effekt dette havde på vores beboere.
Hernede kan man mærke at det jødiske folk har en meget stærk nationalitetsfølelse. Den forfærdelige fortid har skabt et stort fællesskab. Selvom de piger som så showet stammer fra blandt andet Iran og Yemen, og ikke selv har familie som led under jødeforfølgelserne i Europa, berører det dem dybt hvad der engang skete for deres folk. Tårerne stod ud af øjnene på dem, og snottet løb.
Tænk hvis danskerne var ligeledes. De eneste tidspunkter jeg oplever sand nationalitetsfølelse blandt danskere, er når vi er nået langt i håndbold eller fodbold.

I dag valgte jeg at tage med Katharina (vores tyske roommate) og hendes tyske venner til mindehøjtideligheden i Yad Vashem, Holocaust museet. For at deltage, skulle man være skrevet på en gæsteliste, hvilket jeg ikke var. Men det lykkedes mig alligevel at komme med ind, fordi jeg fulgtes med tyskerne.
Mange stole var stillet op, og højtideligheden gik ud på at klokken 10 blev der holdt et minuts stilhed, hvorefter forskellige foreninger lagde en blomsterkrans ved Warsaw Ghetto Square.
Blandt publikum var præsidenten, premiere ministeren, repræsentants taleren for Knesset (Knesset = Christiansborg), overhovedet for højesteretten, borgmesteren, politichefen og mange, mange andre vigtige mennekser. Jeg er dog for lidt inde i den israelske politik til at opfatte hvem der var hvem.

Efter mindehøjtideligheden valgte jeg at se mig omkring på Yad Vashem.
Da min mor er skolelærer, har mine sommerferier altid indebåret kultur og historie. Og da vi i min familie altid har rejst meget, er det blevet til rigtig meget kultur og historie. Heriblandt har jeg oplevet mange af levnene fra Anden Verdenskrig, såsom Anne Franks hus, massegrave i nordmandiet og koncentrationslejre i både Tyskland, Frankrig og Tjekkiet.
Yad Vashem er ikke bygget på en en gammel KZ lejr eller noget der har noget med krigen at gøre. Alligevel var det en rørende oplevelse at se museet. Ikke fordi museet var meget bedre end andre museer, men nok fordi jeg kom den dag jeg kom. Det er en meget emotionel dag for jøderne, og at betragte museets turister en dag som denne, var meget gribende. Ikke et øje var tørt ved de fleste, og jeg tog helt mig selv i at blive berørt.

Spørge-Jørgen tager til Egypten og Jordan med de kristne

Sine og jeg har fiflet os til i alt 25 feriedage hernede, og det var på tide at få brugt nogle af dem.
Sammen med Israel Missionen, Joffihuset, Ordet & Israel og Dicipelskolen i Tiberias var vi 40 unge som rejste til Egypten og Jordan fra 4-10 april.

Det var en ubeskrivelig oplevelse hvor vi blandt andet besteg Sinaibjerget, sov på toppen så vi kunne se solopgangen. Vi vandrede i en ørken, hvor vi sov i en beduinlejr. Vi red på kameler og så et camel race. Vi sov i sivhytter ned til Det Røde Hav. Vi var på jeep tur i Wadi Rum. Vi fik ikke-alkoholiske drikke og vandpibe i Aqaba. Vi vandrede rundt i Petra og vi legede S, P eller K i Amman. Og jeg har fået ufatteligt mange stempler i mit pas. Awesomeness!

Jeg var meget spændt på at komme afsted. Jeg kendte ikke særlig mange, og jeg vidste at jeg ville være noget anderledes end alle de andre. Dels fordi jeg er nordjyde (der var kun én mere udover mig af samme "nationalitet", alle andre kommer fra bibelstrædet - nemlig midt- og vestjylland) og dels fordi jeg ikke er kristen.
Det sidste viste sig dog slet ikke at være nogen hindring for at møde det nye fællesskab. Det skabte mange spændende samtaler om livets store spørgsmål, og ofte kom spørgsmålet om hvorfor jeg så var taget til Israel, når det ikke var af religiøse årsager. Mit svar

blev kortere og kortere for hver gang, og til sidst komprimerede jeg det til sætningen at det er fordi jeg fik fortalt at det var landet som flød med mælk og honning.

Hernede er jeg den helt store Spørge-Jørgen, men ingen virker til at have noget imod det. Alle svarer gerne på mine store og små spørgsmål om deres tro, og jeg nyder at suge informationerne til mig.
Blandt andet har jeg fået udspurgt mange om synet på skabelsen, på ægteskab, på det at have sex før ægteskab, på at drikke sig fuld og på homoseksualitet.
Til trods for at jeg hovedsageligt rejser med unge fra Indre Mission og Lutheransk Mission, og de har de samme grundværdier, er alle de svar på de spørgsmål jeg stiller, forskellige fra individ til individ.
Det er det forunderlige ved at læse biblen. Det er som hvis en dansklærer beder sine elever om at analysere og fortolke en roman, og alle de stile læreren vil få tilbage, alle er forskellige. Det er forskelligt fra person til person hvad der bliver lagt mærke til og vægt på.
Jeg bør også snart selv begynde at læse lidt i min lommebibel på hverdagsdansk, så jeg kan få et endnu større indblik i hvorfor de kristne og jøderne ter sig som de gør.

Lang Fredag

For jer som ikke ved det, er Lang Fredag den dag hvor Jesu bar korset langs Via Dolorosa og op til Golgata, hvor han blev korsfæstet. Altså går den ud på andet, end at pleje tømmermænd fra torsdagsdruk.
Denne dag er det i Jerusalem en tradition at gå samme vej som Jesus gik i sin tid, nemlig Via Dolorosa.
Den danske vandring på Via Dolorosa foregik kl 8 om morgenen, så vi var tidligt afsted med bussen om morgenen. Der var mange mennesker allerede kl 8 om morgenen mens vi gik. Fik jeg pointeret at det var tidligt om morgenen? Ellers får i den lige en gang til, det var om morgenen - tidligt.

Det foregik således at vi gik fra station til station, hvor vi ved hver station havde oplæsning fra forskellige passager i biblen, hvor vandringen står beskrevet. Efter oplæsning sang vi en salme, og gik derefter videre til næste station. Således foregik hele vandringen som sluttede af med en prædiken i St. John's Chappel i Redeemers Church (den danske kirke).



Efter den danske vandring, var vi nogle stykker som ønskede at se den internationale vandring, som foregik kl 12. Det var umuligt at komme i nærheden i Via Dolorosa. Menneskemængden var massiv, og folk maste hinanden op ad de forskellige politiafskæringer.
Jeg og Emmeli (en pige fra organisationen Ordet og Israel) fiflede os foran til hegnet og kunne se en smule af optoget, da en mand klædt ud som Jesus med en tornekrone, kom bærende med et kæmpe kors i følgeskab af Simon som hjalp med at bære korset, jomfru Maria, Maria Magdalena og romere i armering samt en mand bærende på en kæmpe boom blaster. Folk gik helt grassat da dette optog blev udført, og man kunne ikke se noget for udstrakte hænder med kameraer.

Det er sjovt at se hvor forskellige grupperinger der findes inden for kristendommen, og hvor forskelligt troen praktiseres.
Det danske optog var meget stille, roligt og fredeligt, men der var nogle ortodokse præster af en eller anden art som var villige til at vælte alle ned på deres vej; en idiot havde fejlagtigt troet at han kunne køre i bil på Via Dolorosa i modsat retning af optoget, og da folk prøvede at få bilen fra fra massemængden, kom disse præster stormende ned af gaden med et enormt stort metalkors i stil med 3 meter langt. Og der var ingen nåde, de skulle vandre smertens vej, og det var her og nu. Koste hvad det ville, om så en lille etiopisk kvinde ville blive trampet ned under processen, skulle det ske.

Det er en kæmpe oplevelse at opleve påsken hernede, og på tæt hold se hvor vigtig en rolle religion spiller i mennesket. Folk valfarter fra nær og fjern for at opleve Jerusalem i denne tid. Det får en som mig til at tænke. Det må være utroligt at brænde så meget for noget, som man ikke kan bevise er virkeligt. Jeg er endnu ikke blevet religiøs mens jeg har været hernede, men jeg er begyndt at få en større forståelse for hvorfor det er så vigtigt for nogle mennsker at tro. I de mennesker jeg møder, kan jeg se at deres religion spiller en stor rolle i deres hverdag, og selvom det til tider skaber dem store frustrationer, finder de oftest også stor tilfredsstillelse i deres tro. Og det er fantastisk at betragte.
Hvor jeg dog virkelig håber på at komme ind på antropologistudiet i Århus så jeg kan få et erhverv ud af at betragte menneskers adfærd.

Skærtorsdag

Det er i dag skærtorsdag, den aften hvor Jesu holdte sin sidste nadver, bad i Getsetemans have og blev taget til fange af romerne.
Tjek lige ud, hvor god jeg er blevet til den kristne historie. Respekt til mig.
Vi fejrede skærtorsdag med en international gudstjeneste i Redeemer Church (hvori den danske kirke er placeret) i den gamle by.
Denne gudstjeneste foregik på flere forskellige sprog og derefter gik vi i et optog langs via Dolorosa, ud af byen, forbi Getseteman Have og op til Maria Magdalena kirken.
Under optoget, havde vi et sanghæfte med 17 sange, hvoraf jeg kendte absolut ingen. Lidt ærgerligt. Men heldigvis var jeg ikke den eneste.
Da vi ankom til Maria Magdalena kriken tændte vi lys mens der blev holdt andagt på henholdvis engelsk, tysk, dansk, arabisk og svensk.