Jeg har fået den bedste velkomst i Danmark.
Det var en lang rejse hjem. Var endt i byen med hollænderne fra mit hostel, og skulle op klokken 7 næste morgen for at komme tilbage til Beit Tamar og hente min bagage.
Jeg fik pakket alt mit lort som hovedsageligt bestod af tøj, tørklæder og sko. Og der var meget lort.
Jeg har skrevet personlige breve til alle beboerne og lagde det på deres senge, og jeg fik brugt mine sidste 11 shekel på en lille pakke hummus og en dåsecola. Så kunne det ikke blive en mere israelsk diæt.
Min husmor var på arbejde, og jeg sad med hende og hyggede mens jeg ventede på min lufthavnstaxa.
Det var meget hyggeligt, og utroligt dejligt at få en god mulighed for at sige farvel og tak for et godt halvt år.
Jeg fik en lille klump i halsen, da taxaen kørte ud af indkørslen til Beit Tamar, men det var slet ikke så slemt som frygtet.
Jeg er blevet indstillet på at skulle hjem, og mine sidste dage i Tel Aviv har skubbet de sidste 6 måneder ud i periferien af min bevidsthed.
Selve akten i lufthaven med check in og alt som hører dertil i det israelske system gik nogenlunde smertefrit.
Mine meget tætpakkede tasker skulle åbnes og rodes igennem, og jeg var lige ved ikke at måtte få min hummus med. Kun fordi jeg med panik i øjnene fortalte at det var min madpakke til resten af dagen, forbarmede pigerne ved security sig over mig.
På min billet står der at vi må have 30 kg med, og på flyselskabets hjemmeside står at 32 kg kan gå igennem uden betaling, at man må have 8 kg håndbagage og en computertaske op til 4 kg.
Mine tasker vejede henholdsvis 20 kg og 12 kg og min håndbagage vejede 8 kg, hvor min computertaske vejede 4 kg.
Damen ved skranken var pissed off, og sagde jeg kun måtte have 20 plus 8 kg med, men jeg endte mirakuløst nok at få det alt med uden ekstra betaling.
Efter 3 timers søvn, transport fra klokken 7 og frem til 22.30 (23.30 min tid) blev jeg taget imod i Kastrup af min far, mine to kusiner og min veninde der alle stod med flag og kæmpe smil.
Min far kørte os alle ud til mine kusiners lejlighed i København, og så blev der ellers åbnet op for øllene og sladderen og turen gik mod byen.
Aftenen før jeg tog til Israel, var jeg på hardcore druk på Floss i det indre København med de samme piger. Jeg mødte blandt andet Carsten Soulchock og mistede størstedelen af min hukommelse fra aftenen. Klokken 7 næste morgen i Kastrup lufthavn var jeg stadig beruset og bagstiv da vi boardede.
Det blev aftalt at min rejse til Israel skulle fuldendes med samme slags bytur når jeg kom hjem. Og det lykkedes.
Jeg var hjemme klokken 5 dansk tid, og det var herligt at feste i Danmark igen med mine kusiner og veninder.
Jeg var hverken beruset eller bagstiv da min far hentede mig i den lille sorte sportsvogn næste formiddag, men tømmermændene levede i bedste velgående. Heldigvis var det den slags bytur som var alle ildelugtende prutter og en dundrende hovedpine værd.
Jeg er tilbage, og jeg er klar til fest med mine veninder og rustur på universitetet.
Bring it on, den sidste uge har jeg varmet godt op, og er nu ready.
tirsdag den 10. august 2010
søndag den 8. august 2010
Beach & Party
Jeg elsker, elsker, elsker Tel Aviv.
Hvis jeg skulle flytte til en hovedstad 6 måneder, ville jeg dog aldrig vælge denne by, for der er for lidt at se, for lidt at opleve.
Så hellere New York, Sydney eller Tokyo. En by med et "Y", for så lyder det så eksotisk. Sæby. Kan I høre den eksotiske klang i navnet? Det er i hvert fald langt væk. Fra mig.
Efter en hverdag med en arbejdsuge på 40 timer, velvidende at jeg skal hjem til et stress af praktiske opgaver med flytning til Århus og påbegyndelse af studie på Antropologi og etnografi (ja, jeg har besluttet mig), lovede jeg mig selv at mine sidste dage i Israel skulle bruges på strand og fest i Tel Aviv.
Jeg vidste godt at ingen af mine medvolontører ville joine denne plan, men jeg ville bo på et hostel, og sådan et sted skal man virkelig være socialt handicappet hvis man ikke møder nogen.
Lucky for me så skrev min kammerat Anders (den selvsamme Anders som fik mig til Israel) at han skulle til Mellemøsten med sine to fætre, og at de fløj fra Tel Aviv d. 9 august (samme dag som mig, blot 12 timer tidligere).
Jeg har haft nogle vidunderlige dage i Tel Aviv.
Jeg har vitterligt ikke lavet andet end at ligge på en strandseng om dagen, og gå på store nightclubs om natten.
Det var et fuldtidsarbejde at ligge på stranden. Ikke engang markedet eller shoppingcentrene har jeg besøgt, og jeg har kun læst tre sider i min bog. Jeg har bare dovnet den af.
Om aftenen når man var færdig på stranden, og drengene var færdige med at smukkesere sig, var det tid til aftensmad og partytime.
Jeg er vant til at gå i byen med mine veninder, men det var meget underholdende at gå i byen med drengene. Man kom ikke ind som nogle af de første, og man blev ikke tilbudt gratis drikkevarer, men man slap for den evindelige interesse fra hankøn idet man fulgtes med tre styk.
Hver aften blev der festet til den lyse morgen, og hver morgen var jeg på stranden klokken elleve og stegede mens drengene sov på vores hostel.
Det var rart at få varmet op til rustur.
Jeg elsker at gå i byen, og jeg elsker endnu mere at gå i byen i udlandet.
Det har været godt med strand og fest før jeg skal hjem. Jerusalem er kommet på afstand i min bevidsthed.
Lige nu føles det blot som en lækker sommerferie.
Men jeg smutter igen, jeg er blevet inviteret til øl og mad af nogle hollændere på mit hostel.
Cheers
Hvis jeg skulle flytte til en hovedstad 6 måneder, ville jeg dog aldrig vælge denne by, for der er for lidt at se, for lidt at opleve.
Så hellere New York, Sydney eller Tokyo. En by med et "Y", for så lyder det så eksotisk. Sæby. Kan I høre den eksotiske klang i navnet? Det er i hvert fald langt væk. Fra mig.
Efter en hverdag med en arbejdsuge på 40 timer, velvidende at jeg skal hjem til et stress af praktiske opgaver med flytning til Århus og påbegyndelse af studie på Antropologi og etnografi (ja, jeg har besluttet mig), lovede jeg mig selv at mine sidste dage i Israel skulle bruges på strand og fest i Tel Aviv.
Jeg vidste godt at ingen af mine medvolontører ville joine denne plan, men jeg ville bo på et hostel, og sådan et sted skal man virkelig være socialt handicappet hvis man ikke møder nogen.
Lucky for me så skrev min kammerat Anders (den selvsamme Anders som fik mig til Israel) at han skulle til Mellemøsten med sine to fætre, og at de fløj fra Tel Aviv d. 9 august (samme dag som mig, blot 12 timer tidligere).
Jeg har haft nogle vidunderlige dage i Tel Aviv.
Jeg har vitterligt ikke lavet andet end at ligge på en strandseng om dagen, og gå på store nightclubs om natten.
Det var et fuldtidsarbejde at ligge på stranden. Ikke engang markedet eller shoppingcentrene har jeg besøgt, og jeg har kun læst tre sider i min bog. Jeg har bare dovnet den af.
Om aftenen når man var færdig på stranden, og drengene var færdige med at smukkesere sig, var det tid til aftensmad og partytime.
Jeg er vant til at gå i byen med mine veninder, men det var meget underholdende at gå i byen med drengene. Man kom ikke ind som nogle af de første, og man blev ikke tilbudt gratis drikkevarer, men man slap for den evindelige interesse fra hankøn idet man fulgtes med tre styk.
Hver aften blev der festet til den lyse morgen, og hver morgen var jeg på stranden klokken elleve og stegede mens drengene sov på vores hostel.
Det var rart at få varmet op til rustur.
Jeg elsker at gå i byen, og jeg elsker endnu mere at gå i byen i udlandet.
Det har været godt med strand og fest før jeg skal hjem. Jerusalem er kommet på afstand i min bevidsthed.
Lige nu føles det blot som en lækker sommerferie.
Men jeg smutter igen, jeg er blevet inviteret til øl og mad af nogle hollændere på mit hostel.
Cheers
torsdag den 5. august 2010
Kom og se mit Jerusalem
Peder, Simon og Matilde rejste alle hjem d. 31. juli efter vores volontørophold sluttede.
Jeg valgte at blive i Israel halvanden uge længere.
Min mor kom til Jerusalem mandag morgen og tilbragte tre fulde dage med mig. Tre dage lyder måske ikke af så meget, men jeg sætter bare uendelig stor pris på at hun tog sig tiden og økonomien til at besøge mig i mit Jerusalem, mens det stadig er mit.
Det var helt igennem fantastisk at have tre hele dage, hvor det kun var min mor og jeg sammen. Og hvor jeg havde mulighed for at vise hende hvordan jeg har levet det sidste halve år.
Ligesom at det var nice at have Esben til at kigge forbi.
Da hun ankom, fik hun en typisk israelsk morgenmad bestående at kage og sødt brød samt lidt vandmelon, og jeg fik vist hende rundt på Beit Tamar, hvor hun have mulighed for at se mit nye hjem og få af beboerne.
Vi havde et stramt program, hvor jeg fik vist hende det døde hav, jeg tæskede hende igennem alle attraktionerne i Jerusalem, specielt i den gamle by, og jeg havde hende med til Bethleham så hun fik oplevet Vestbredden og så den mur som adskiller Israel fra Palæstina.
Min mor var hardcore og holdt godt ud til trods for det tjeppe tempo og den høje temperatur.
Hun er folkeskolelærer, og jeg er vant til fra barnsben af altid at have været på kultiverende sommerferier. Min familie har altid rejst meget, specielt i Europa, da min far har firmabil. Og til trods for 3 uger i sydens sol hver sommer, har jeg aldrig været brun når jeg kom hjem. Halvdelen af tiden er altid tilbragt i diverse byer, hovedstæder såvel som gamle byer med bymure, og på museer og udstillinger.
Min mor har altid været opsat på at få sine børn til at lære og opleve den verden de lever i. Og programmet har altid været stramt.
Storbysferier var altid det hårdeste. Ud af døren klokken 8 om morgenen og først hjemme igen ved midnatstid. Det var hardcore.
Jeg er blevet meget præget af dette. Min trofaste makker når jeg skal et nyt sted hen, er altid min guidebog og en plan med 10 forskellige punkter på.
Og da min mor kom til Jerusalem, havde jeg også planlangt ned til mindste detalje, hvad vi skulle se, hvor det var, og hvordan man kommer fra A til B.
Og det lykkedes. Min mor lever stadig, og hun har nu en masse på opleveren.
Nu bliver det rart med strand og fest i Tel Aviv de sidste dage.
Jeg valgte at blive i Israel halvanden uge længere.
Min mor kom til Jerusalem mandag morgen og tilbragte tre fulde dage med mig. Tre dage lyder måske ikke af så meget, men jeg sætter bare uendelig stor pris på at hun tog sig tiden og økonomien til at besøge mig i mit Jerusalem, mens det stadig er mit.
Det var helt igennem fantastisk at have tre hele dage, hvor det kun var min mor og jeg sammen. Og hvor jeg havde mulighed for at vise hende hvordan jeg har levet det sidste halve år.
Ligesom at det var nice at have Esben til at kigge forbi.
Da hun ankom, fik hun en typisk israelsk morgenmad bestående at kage og sødt brød samt lidt vandmelon, og jeg fik vist hende rundt på Beit Tamar, hvor hun have mulighed for at se mit nye hjem og få af beboerne.
Vi havde et stramt program, hvor jeg fik vist hende det døde hav, jeg tæskede hende igennem alle attraktionerne i Jerusalem, specielt i den gamle by, og jeg havde hende med til Bethleham så hun fik oplevet Vestbredden og så den mur som adskiller Israel fra Palæstina.
Min mor var hardcore og holdt godt ud til trods for det tjeppe tempo og den høje temperatur.
Hun er folkeskolelærer, og jeg er vant til fra barnsben af altid at have været på kultiverende sommerferier. Min familie har altid rejst meget, specielt i Europa, da min far har firmabil. Og til trods for 3 uger i sydens sol hver sommer, har jeg aldrig været brun når jeg kom hjem. Halvdelen af tiden er altid tilbragt i diverse byer, hovedstæder såvel som gamle byer med bymure, og på museer og udstillinger.
Min mor har altid været opsat på at få sine børn til at lære og opleve den verden de lever i. Og programmet har altid været stramt.
Storbysferier var altid det hårdeste. Ud af døren klokken 8 om morgenen og først hjemme igen ved midnatstid. Det var hardcore.
Jeg er blevet meget præget af dette. Min trofaste makker når jeg skal et nyt sted hen, er altid min guidebog og en plan med 10 forskellige punkter på.
Og da min mor kom til Jerusalem, havde jeg også planlangt ned til mindste detalje, hvad vi skulle se, hvor det var, og hvordan man kommer fra A til B.
Og det lykkedes. Min mor lever stadig, og hun har nu en masse på opleveren.
Nu bliver det rart med strand og fest i Tel Aviv de sidste dage.
søndag den 1. august 2010
Færdig, finito, adios
"Litra od" er hebræisk og betyder "på gensyn".
Litra od er, hvad jeg har måttet sige til mine dejlige venner på Beit Tamar.
Afskedsfesten med Beit Tamar blev holdt tirsdag d. 27. juli.
Min sidste arbejdsdag på Beit Tamar var torsdag d. 29. juli.
Mit sidste sabbatsmåltid på Beit Tamar var fredag d. 30. juli.
1. august, i dag, var jeg med alle beboerne til en fest, og jeg har efterfølgende taget afsked med dem.
Det var meget underligt at skulle tage afsked med mine beboere i aftes.
Jeg har ikke blot været en volontør som har taget sig af deres praktiske nødvendigheder, jeg er også blevet deres veninde. Og omvendt.
Det tog mig over en time at sige farvel til dem, jeg kunne slet ikke løsrive mig.
Men med et ophævet hoved og røde øjne fik jeg givet det sidste kram, og satte mig ud på altanen med min tyske Kat og delte øl og minder.
I dag er det altså et halvt år siden jeg ankom til Jerusalem med store forventninger og et hamrende hjerte af nervøsitet for hvad der ventede mig.
Efter 6 berigende måneder hernede og 6 yderligere kilo på mave, lår og baller, er det ved at være slut.
Jeg har de sidste 6 måneder oplevet verdens tre største monoteistiske religioner på tæt hold, og det har virkelig været spændende. Det har været spændende at komme i kirke med de kristne og spise sabbatsmåltid med jøderne.
Den arabiske kultur har jeg desværre ikke haft stor mulighed for at komme helt tæt på, da Beit Tamar kun har jøder og volontører.
I løbet af det her halve år har jeg også fået rejst meget rundt og set det meste af hvad der er at se i Israel.
Alt fra All Inclusive hotel i Eilat til hardcore ørkentur i Negeve ørkenen, guidet ture til dødehavsområdet, party i Tel Aviv, chill i Haifa, tøsetur i Golanhøjderne, miniferie i Galilæa, udflugter til Bethlehem og Ramallah og meget, meget mere. Blandt andet har jeg rejst til både Jordan og Egypten.
Det har været 6 meget berigende og oplevelsesrige måneder. Jeg har fået udviddet min vennekreds med mange nye og meget anderledes venner, og jeg har fået udviddet mine horisonter.
Jeg ved nu at der rent faktisk findes indre missionske unge mennsker i nutidens Danmark, og jeg ved nu at de stadig er unge, almindelige mennsker ligesom mig. Selvom jeg nok er et dårligt eksemplar på normalitet.
Og jeg har nu fået et fantastisk forhold til 6 unge jødiske kørestolsbrugere, som jeg vil komme til at savne helt urimeligt meget.
Litra od er, hvad jeg har måttet sige til mine dejlige venner på Beit Tamar.
Afskedsfesten med Beit Tamar blev holdt tirsdag d. 27. juli.
Min sidste arbejdsdag på Beit Tamar var torsdag d. 29. juli.
Mit sidste sabbatsmåltid på Beit Tamar var fredag d. 30. juli.
1. august, i dag, var jeg med alle beboerne til en fest, og jeg har efterfølgende taget afsked med dem.
Det var meget underligt at skulle tage afsked med mine beboere i aftes.
Jeg har ikke blot været en volontør som har taget sig af deres praktiske nødvendigheder, jeg er også blevet deres veninde. Og omvendt.
Det tog mig over en time at sige farvel til dem, jeg kunne slet ikke løsrive mig.
Men med et ophævet hoved og røde øjne fik jeg givet det sidste kram, og satte mig ud på altanen med min tyske Kat og delte øl og minder.
I dag er det altså et halvt år siden jeg ankom til Jerusalem med store forventninger og et hamrende hjerte af nervøsitet for hvad der ventede mig.
Efter 6 berigende måneder hernede og 6 yderligere kilo på mave, lår og baller, er det ved at være slut.
Jeg har de sidste 6 måneder oplevet verdens tre største monoteistiske religioner på tæt hold, og det har virkelig været spændende. Det har været spændende at komme i kirke med de kristne og spise sabbatsmåltid med jøderne.
Den arabiske kultur har jeg desværre ikke haft stor mulighed for at komme helt tæt på, da Beit Tamar kun har jøder og volontører.
I løbet af det her halve år har jeg også fået rejst meget rundt og set det meste af hvad der er at se i Israel.
Alt fra All Inclusive hotel i Eilat til hardcore ørkentur i Negeve ørkenen, guidet ture til dødehavsområdet, party i Tel Aviv, chill i Haifa, tøsetur i Golanhøjderne, miniferie i Galilæa, udflugter til Bethlehem og Ramallah og meget, meget mere. Blandt andet har jeg rejst til både Jordan og Egypten.
Det har været 6 meget berigende og oplevelsesrige måneder. Jeg har fået udviddet min vennekreds med mange nye og meget anderledes venner, og jeg har fået udviddet mine horisonter.
Jeg ved nu at der rent faktisk findes indre missionske unge mennsker i nutidens Danmark, og jeg ved nu at de stadig er unge, almindelige mennsker ligesom mig. Selvom jeg nok er et dårligt eksemplar på normalitet.
Og jeg har nu fået et fantastisk forhold til 6 unge jødiske kørestolsbrugere, som jeg vil komme til at savne helt urimeligt meget.
fredag den 30. juli 2010
Fremtidsplaner
Det her indlæg har intet med Israel at gøre. Det har noget at gøre med tiden efter Israel. Nemlig min fremtid.
Da det nu er to fantastiske sabbatsår siden jeg blev student, vil Bertel Haarder gerne hvis jeg begynder min uddannelse.
Så jeg tilfredsstiller ham og flytter til Århus for at påbegynde en universitetsuddannelse.
I år er der rekordmange ansøgere, og rekordmange afslag. Jeg har været meget spændt på hvor jeg mon ville blive optaget.
Mine prioriteter lyder
1. Antropologi
2: Religionsvidenskab
3: Idehistorie (bare fordi man skulle skrive 3 prioriteter)
Mit snit har været 0,1 fra antropologistudiets adgangskrav fra sidste år, så har ikke forventet at skulle begynde ude på Mosgaard.
I stedet har jeg søgt ene boliger nordpå ved universitet fordi jeg har været stensikker og godt tilfreds med tanken om at begynde på religionsvidenskab.
Efter 6 måneder i hovedstaden for verdens tre største monoteistiske religioner har jeg fået endnu større interesse for religion.
Så da min veninde fortalte mig hvordan jeg på nettet kunne opklare min fremtid, foregik det således over facebook chatten:
19.45: Cecilie: asssstriiid??
19:46: Mig: Yoyo!
19:46: Cecilie: hva så??
19:46: Mig: Er du kommet ind? Og hvor?
19:46: Cecilie: ja, på reli ? you ? håber håber hååber!
19:46: Mig: uhh, jeg ved det ikke endnu. Brevet bliver sendt til min mor som ikke er hjemme før i morgen. Men tror det også bliver rel
19:47: Cecilie: du kan tjekke snittene ?
19:47: Mig: jep, rel snit er 7,2 og mit er 8,9 (efter at gange)
19:47: Cecilie: altså håber self på at du får dit højeste ønske opfyldt, men også riiiimelig meget op at vi skal studere sammen
19:47: Mig: for antropologi er det 9,0
19:47: Cecilie: har du søgt stand by på antro? uuh spændende, der er stadig håb for antro ?
19:48: Mig: mit ønske er rel, det er det jeg har forberedt mig på siden jeg ansøgte - hvis jeg by any chance blev optaget på antro ville jeg stærk overveje at skifte over
19:48: Cecilie: okay, wow, spændende !
jeg er SÅ GLAD FOR REL!
19:49: Mig: hvor bliver det nice hvis vi begge kommer ind
19:49: Cecilie: så nice, håber håber hååååååber!
please.
19:49: Mig: samme her! Ej, hvor er det fedt at du er kommet ind på rel Var det også 1. prio?
19:49: Cecilie: wup, yep!
19:50: Mig: niceness!
19:50: Cecilie: ja det er så dejligt, men jeg VIL bare studere med dig
19:50: Mig: vi to er også et godt studieteam
19:51: Cecilie: det er jo det vi er, og så har jeg bare ideer om at vi skal ud og rejse til alle mulige spænende lande sammen
fx indien - billet 3000!
19:51: Mig: Uuuuuh, lyder slet ikke dårligt
jeg er så game. hvor ville jeg ønske jeg kunne få det brev nu. bare så jeg med sikkerhed kunne glæde mig
19:52: Cecilie: præcis, er også spændt. altså hvorfir har du ikke den internet kode fjolle ?
19:52: Mig: internet kode?
19:52: Cecilie: ja, selvbetjening ?
19:53: Mig: på optagelse.dk?
altså hvis det er digital signatur så har jeg det
19:53: Cecilie: https://mit.au.dk/
nej, gå derind, og så skriv glemt adgangskode, og dit brugernummer er dit cpr nummer
19:55Mig: jeg opretter bruger derinde nu
19:55: Cecilie: nice astrid
iih
19:57: Mig: what.....
19:57: Cecilie: ?
19:57: Mig: jeg er blevet optaget på antropologi
det havde jeg slet, slet ikke regnet med
19:58: Cecilie: fejl, jeg tænkte det faktisk nok, fordi når snittet er 9,0 er det fordi at alle er optaget med 9,0 og nogen med 8,9
med forfanden da
men så fik du da svaret
19:59: Mig: "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en studieplads på Antropologi og etnografi.
Ønsker du at modtage den tilbudte studieplads?"
jeg er i chock
19:59: Cecilie: haha, sweet
19:59: Mig: og i vildrede. er det dét jeg vil?
19:59: Cecilie: hvad vil du ?
ja, jeg foreslår jo nok reli - men oh my.
19:59: Mig: ved det ikke, må ringe til min far og fortælle det. smutter lige 10 minutter
Jeg ringede til min far. Og min mor. Og jeg er i vildrede.
Antropologi har været drømmeuddannelsen, og jeg er så uendeligt stolt af mig selv over jeg formåede at komme ind.
Men nu er jeg også i tvivl. Er det virkelig antropologi jeg ønsker, eller er mit hjerte begyndt at banke for religionsvidenskab?
Jeg må sove på det. Jeg ved ikke hvad jeg vælger.
Da det nu er to fantastiske sabbatsår siden jeg blev student, vil Bertel Haarder gerne hvis jeg begynder min uddannelse.
Så jeg tilfredsstiller ham og flytter til Århus for at påbegynde en universitetsuddannelse.
I år er der rekordmange ansøgere, og rekordmange afslag. Jeg har været meget spændt på hvor jeg mon ville blive optaget.
Mine prioriteter lyder
1. Antropologi
2: Religionsvidenskab
3: Idehistorie (bare fordi man skulle skrive 3 prioriteter)
Mit snit har været 0,1 fra antropologistudiets adgangskrav fra sidste år, så har ikke forventet at skulle begynde ude på Mosgaard.
I stedet har jeg søgt ene boliger nordpå ved universitet fordi jeg har været stensikker og godt tilfreds med tanken om at begynde på religionsvidenskab.
Efter 6 måneder i hovedstaden for verdens tre største monoteistiske religioner har jeg fået endnu større interesse for religion.
Så da min veninde fortalte mig hvordan jeg på nettet kunne opklare min fremtid, foregik det således over facebook chatten:
19.45: Cecilie: asssstriiid??
19:46: Mig: Yoyo!
19:46: Cecilie: hva så??
19:46: Mig: Er du kommet ind? Og hvor?
19:46: Cecilie: ja, på reli ? you ? håber håber hååber!
19:46: Mig: uhh, jeg ved det ikke endnu. Brevet bliver sendt til min mor som ikke er hjemme før i morgen. Men tror det også bliver rel
19:47: Cecilie: du kan tjekke snittene ?
19:47: Mig: jep, rel snit er 7,2 og mit er 8,9 (efter at gange)
19:47: Cecilie: altså håber self på at du får dit højeste ønske opfyldt, men også riiiimelig meget op at vi skal studere sammen
19:47: Mig: for antropologi er det 9,0
19:47: Cecilie: har du søgt stand by på antro? uuh spændende, der er stadig håb for antro ?
19:48: Mig: mit ønske er rel, det er det jeg har forberedt mig på siden jeg ansøgte - hvis jeg by any chance blev optaget på antro ville jeg stærk overveje at skifte over
19:48: Cecilie: okay, wow, spændende !
jeg er SÅ GLAD FOR REL!
19:49: Mig: hvor bliver det nice hvis vi begge kommer ind
19:49: Cecilie: så nice, håber håber hååååååber!
please.
19:49: Mig: samme her! Ej, hvor er det fedt at du er kommet ind på rel Var det også 1. prio?
19:49: Cecilie: wup, yep!
19:50: Mig: niceness!
19:50: Cecilie: ja det er så dejligt, men jeg VIL bare studere med dig
19:50: Mig: vi to er også et godt studieteam
19:51: Cecilie: det er jo det vi er, og så har jeg bare ideer om at vi skal ud og rejse til alle mulige spænende lande sammen
fx indien - billet 3000!
19:51: Mig: Uuuuuh, lyder slet ikke dårligt
jeg er så game. hvor ville jeg ønske jeg kunne få det brev nu. bare så jeg med sikkerhed kunne glæde mig
19:52: Cecilie: præcis, er også spændt. altså hvorfir har du ikke den internet kode fjolle ?
19:52: Mig: internet kode?
19:52: Cecilie: ja, selvbetjening ?
19:53: Mig: på optagelse.dk?
altså hvis det er digital signatur så har jeg det
19:53: Cecilie: https://mit.au.dk/
nej, gå derind, og så skriv glemt adgangskode, og dit brugernummer er dit cpr nummer
19:55Mig: jeg opretter bruger derinde nu
19:55: Cecilie: nice astrid
iih
19:57: Mig: what.....
19:57: Cecilie: ?
19:57: Mig: jeg er blevet optaget på antropologi
det havde jeg slet, slet ikke regnet med
19:58: Cecilie: fejl, jeg tænkte det faktisk nok, fordi når snittet er 9,0 er det fordi at alle er optaget med 9,0 og nogen med 8,9
med forfanden da
men så fik du da svaret
19:59: Mig: "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en studieplads på Antropologi og etnografi.
Ønsker du at modtage den tilbudte studieplads?"
jeg er i chock
19:59: Cecilie: haha, sweet
19:59: Mig: og i vildrede. er det dét jeg vil?
19:59: Cecilie: hvad vil du ?
ja, jeg foreslår jo nok reli - men oh my.
19:59: Mig: ved det ikke, må ringe til min far og fortælle det. smutter lige 10 minutter
Jeg ringede til min far. Og min mor. Og jeg er i vildrede.
Antropologi har været drømmeuddannelsen, og jeg er så uendeligt stolt af mig selv over jeg formåede at komme ind.
Men nu er jeg også i tvivl. Er det virkelig antropologi jeg ønsker, eller er mit hjerte begyndt at banke for religionsvidenskab?
Jeg må sove på det. Jeg ved ikke hvad jeg vælger.
torsdag den 29. juli 2010
Nishlam! Det er fuldbragt.
Jeg sidder nu med tårer i øjnene og en klump af melankoli i halsen.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.
Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.
Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.
Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.
Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.
Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.
Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.
I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.
Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.
Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.
Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.
Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.
Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.
Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.
Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.
Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.
I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.
Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.
Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.
onsdag den 28. juli 2010
Arbejdsnarkoman
De sidste to dage har jeg haft et sindssygt program.
Mandag aften var Sines og min sidste aften sammen, så vi fejrede det med happy hour på Nadin og gratis drikkevarer hos Shlomi (medejer til Nadin og ejer af sin egen bar).
Det blev såmænd ikke så sent, var hjemme et kvarter efter midnat, men jeg havde fået alt for mange gratis drikkevarer grundet at det jo var den sidste aften. Og jeg havde dagvagt næste dag.
Så tirsdag morgen med dårlig motorik efter kun 4-5 timers søvn mødte jeg op til en forfærdelig morgenvagt.
Min kollega havde sovet over sig, så vi startede morgenen med at være bagud og vi havde endda med en ekstra beboer.
Jeg tog mig sammen og gik i gang med alene at tage den første beboer op. Jeg nåede også at tage to yderligere beboere op før min kollega var færdig med sin første, og i stedet for at færdiggøre det værelse hun var ved, går hun hen til en anden beboer, for den beboer er lettere. Og så går hun en halv time før, og overlader resten til mig.
Så står jeg der med tømmermænd og søvnmangel og må tage i alt 4 ud af 6 beboere op og færdiggøre det arbejde min kollega ikke nåede.
Det var dagvagt og ikke kun morgenvagt, så da Zlil, Etti og Liat bliver hentet, tager jeg med dem ud til deres arbejde på Maon Gilo. Planen er at jeg skal med Zlil i svømmehal.
Selve dagen på Gilo er hyggelig. Jeg skal ikke hjælpe nogen på toilet eller made nogen. Det eneste som er anstrengende, er tiden i poolen med Zlil, da jeg er helt alene om det.
Tilbage på Beit Tamar skal jeg skynde mig at give en beboer bad før vi har vores afskedsfest.
Og først klokken 16 har jeg fri.
Klokken 18.30 skal jeg afsted igen til et bryllup jeg først kommer hjem fra klokken halv to om natten.
Det er meningen jeg skal møde 6-16 næste dag, onsdag, men jeg får lov til først at møde kl 7.
I dag var jeg så på Hotel Regency med to beboere som skal i boblebad og have massage. Den ene beboer er meget stor og kræver en speciel lift.
Hvordan vi formåede at få hende i boblebad og op igen samt ind gennem den lille dør til massageværelset, forstår jeg ikke.
Jeg var game over da vi kom tilbage til Beit Tamar en halv time senere end planlagt.
Altså har jeg tirsdag arbejdet 6-14 + 14-16 + 17.30-01.30
og onsdag arbejdet 7-16.30.
I alt 8 timers søvn i løbet af 2 nætter.
Jeg har været game over, men det har også været nogle fantastiske arbejdstimer.
Og lets face it, jeg har jo kun en yderligere arbejdsdag tilbage, og så kan man lige så godt give sig 100 procent.
Mandag aften var Sines og min sidste aften sammen, så vi fejrede det med happy hour på Nadin og gratis drikkevarer hos Shlomi (medejer til Nadin og ejer af sin egen bar).
Det blev såmænd ikke så sent, var hjemme et kvarter efter midnat, men jeg havde fået alt for mange gratis drikkevarer grundet at det jo var den sidste aften. Og jeg havde dagvagt næste dag.
Så tirsdag morgen med dårlig motorik efter kun 4-5 timers søvn mødte jeg op til en forfærdelig morgenvagt.
Min kollega havde sovet over sig, så vi startede morgenen med at være bagud og vi havde endda med en ekstra beboer.
Jeg tog mig sammen og gik i gang med alene at tage den første beboer op. Jeg nåede også at tage to yderligere beboere op før min kollega var færdig med sin første, og i stedet for at færdiggøre det værelse hun var ved, går hun hen til en anden beboer, for den beboer er lettere. Og så går hun en halv time før, og overlader resten til mig.
Så står jeg der med tømmermænd og søvnmangel og må tage i alt 4 ud af 6 beboere op og færdiggøre det arbejde min kollega ikke nåede.
Det var dagvagt og ikke kun morgenvagt, så da Zlil, Etti og Liat bliver hentet, tager jeg med dem ud til deres arbejde på Maon Gilo. Planen er at jeg skal med Zlil i svømmehal.
Selve dagen på Gilo er hyggelig. Jeg skal ikke hjælpe nogen på toilet eller made nogen. Det eneste som er anstrengende, er tiden i poolen med Zlil, da jeg er helt alene om det.
Tilbage på Beit Tamar skal jeg skynde mig at give en beboer bad før vi har vores afskedsfest.
Og først klokken 16 har jeg fri.
Klokken 18.30 skal jeg afsted igen til et bryllup jeg først kommer hjem fra klokken halv to om natten.
Det er meningen jeg skal møde 6-16 næste dag, onsdag, men jeg får lov til først at møde kl 7.
I dag var jeg så på Hotel Regency med to beboere som skal i boblebad og have massage. Den ene beboer er meget stor og kræver en speciel lift.
Hvordan vi formåede at få hende i boblebad og op igen samt ind gennem den lille dør til massageværelset, forstår jeg ikke.
Jeg var game over da vi kom tilbage til Beit Tamar en halv time senere end planlagt.
Altså har jeg tirsdag arbejdet 6-14 + 14-16 + 17.30-01.30
og onsdag arbejdet 7-16.30.
I alt 8 timers søvn i løbet af 2 nætter.
Jeg har været game over, men det har også været nogle fantastiske arbejdstimer.
Og lets face it, jeg har jo kun en yderligere arbejdsdag tilbage, og så kan man lige så godt give sig 100 procent.
tirsdag den 27. juli 2010
Et tjekket jødisk bryllup
Da en af workerne spurgte, om jeg kunne tænke mig at være Tehilas ledsager til sin brors bryllup, tog det mig ikke lang tid at sige JA!
Jeg har længe ønsket mig at opleve et jødisk bryllup. Og dette var den perfekte mulighed. At det var uden for arbejdstiden havde ingen betydning.
Min opgave var at tage mig af Tehila. Jeg skulle sørge for at hun fik den hjælp hun behøvede, således hendes forældre og søskende kunne nyde brylluppet. Men alle var meget hjælpsommelige.
Det var et virkelig tjekket bryllup og ene tjekkede gæster.
Da man ankom var der forskellige appetizers og åben bar. Man kunne vælge både sushi, mini fajitas og meget mere.
Alle gæster ankom ved otte tiden, og først klokken 21.30 kom bruden og gommen.
De gik op på en pavillion hvor deres nærmeste familie og en rabbiner ventede dem.
Selve vielsen tog et kvarter. Rabbineren sang velsignelser, de drak et glas vin og udvekslede ringe. Gommen holdt en traditionel tale om at han aldrig vil glemme hverken sin brud eller Jerusalem hvorefter han trampede et glas itu og alle brød ud i jubel og mazel tov mens technomusik spillede i højtalerne.
Festen flyttede ind i det moderne indrettede festlokale hvor dj's straks fyrede op for plader og dansegulvet fyldtes.
Der var ingen taler eller noget. Underholdningen var dans imellem retterne.
Efter forretten dæmpedes lyset og musikken blev højere. Gommen kom op på sine venners skuldre og bruden blev løftet op på en stol og alle dansede. Unge som gamle.
Og under den sidste dans var der en fælles traditionel kædedans.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af brylluppet. Jeg vidste godt at Tehilas familie ikke var religiøse, men jeg var ikke klar over hvor moderne de var.
Maden var eminent lækker, og ikke kosher. Det var ene technolignende hits som blev spillet på dansegulvet med dertilhørende lysshow og de religiøse gæster var udskiftet med transseksuelle, homoseksuelle og fashionistas.
Jeg er så glad for at jeg var med til dette bryllup. Det var en virkelig fed fest, selvom jeg var afsted som ansat til at passe Tehila, og selvom jeg ikke kendte nogen, endte jeg med at have en helt fantastisk aften.
Jeg har længe ønsket mig at opleve et jødisk bryllup. Og dette var den perfekte mulighed. At det var uden for arbejdstiden havde ingen betydning.
Min opgave var at tage mig af Tehila. Jeg skulle sørge for at hun fik den hjælp hun behøvede, således hendes forældre og søskende kunne nyde brylluppet. Men alle var meget hjælpsommelige.
Det var et virkelig tjekket bryllup og ene tjekkede gæster.
Da man ankom var der forskellige appetizers og åben bar. Man kunne vælge både sushi, mini fajitas og meget mere.
Alle gæster ankom ved otte tiden, og først klokken 21.30 kom bruden og gommen.
De gik op på en pavillion hvor deres nærmeste familie og en rabbiner ventede dem.
Selve vielsen tog et kvarter. Rabbineren sang velsignelser, de drak et glas vin og udvekslede ringe. Gommen holdt en traditionel tale om at han aldrig vil glemme hverken sin brud eller Jerusalem hvorefter han trampede et glas itu og alle brød ud i jubel og mazel tov mens technomusik spillede i højtalerne.
Festen flyttede ind i det moderne indrettede festlokale hvor dj's straks fyrede op for plader og dansegulvet fyldtes.
Der var ingen taler eller noget. Underholdningen var dans imellem retterne.
Efter forretten dæmpedes lyset og musikken blev højere. Gommen kom op på sine venners skuldre og bruden blev løftet op på en stol og alle dansede. Unge som gamle.
Og under den sidste dans var der en fælles traditionel kædedans.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af brylluppet. Jeg vidste godt at Tehilas familie ikke var religiøse, men jeg var ikke klar over hvor moderne de var.
Maden var eminent lækker, og ikke kosher. Det var ene technolignende hits som blev spillet på dansegulvet med dertilhørende lysshow og de religiøse gæster var udskiftet med transseksuelle, homoseksuelle og fashionistas.
Jeg er så glad for at jeg var med til dette bryllup. Det var en virkelig fed fest, selvom jeg var afsted som ansat til at passe Tehila, og selvom jeg ikke kendte nogen, endte jeg med at have en helt fantastisk aften.
mandag den 26. juli 2010
Nadin Pub
Nadin Pub er et dejligt sted. Et rigtig dejligt sted hvor jeg har fået mange dejlige og få slørede minder.
Min første aften her var i øsende regnvejr til Purim med 15 andre unge fra en kibbutz. Og lige siden har jeg elsket stedet.
Nadin var scenen for Independence Day, "Jerusalem Night(s)" med Sine, Emmeli og Anne Maria, op til flere VM kampe, aftensbajer i happy hour med andre volontører og rigtig mange aftener med kvalitetshygge for Sine og Astrid.
Nadin har forsynet os med utallige bakker popcorn, rigeligt med Goldstar 1/2 liter drafts, en del shots, venskaber med de ansatte og andre glade stamgæster og ikke mindst mange skøre og dejlige minder.
Sine og jeg er blevet stamkunder på Nadin. Vi er altid sikret et bord når vi kommer. Uanset hvor proppet der er med mennesker.
Vi har fået en speciel status på Nadin. Og Nadin har fået en speciel status for os.
Min første aften her var i øsende regnvejr til Purim med 15 andre unge fra en kibbutz. Og lige siden har jeg elsket stedet.
Nadin var scenen for Independence Day, "Jerusalem Night(s)" med Sine, Emmeli og Anne Maria, op til flere VM kampe, aftensbajer i happy hour med andre volontører og rigtig mange aftener med kvalitetshygge for Sine og Astrid.
Nadin har forsynet os med utallige bakker popcorn, rigeligt med Goldstar 1/2 liter drafts, en del shots, venskaber med de ansatte og andre glade stamgæster og ikke mindst mange skøre og dejlige minder.
Sine og jeg er blevet stamkunder på Nadin. Vi er altid sikret et bord når vi kommer. Uanset hvor proppet der er med mennesker.
Vi har fået en speciel status på Nadin. Og Nadin har fået en speciel status for os.
søndag den 25. juli 2010
Turist i sin by
Mine dage tilbage i Jerusalem er ved at være talte, og det giver mig stress. Der er jo stadig så meget at nå, så meget at se, så meget at opleve.
Jeg har fundet min Lonely Planet og Turen Går Til frem, og skrevet op hvilke attraktioner jeg skal nå at se før jeg tager hjem.
Søndag og mandags to-do liste har bestået af
Citadellet og Davidstårnet
Davids grav
Davidsbyen
Hezekiah's Tunnel
Pool of Shiloah
Rockefeller Museum
Ethiopian Monastery
Sct. James Catheadral
Og jeg har fået tjekket det hele ud, og nu har næsten samtlige attraktioner i Lonely Planet et flueben.
Det eneste jeg mangler at se i Jerusalem er Vestmurstunellen og et lysshow på Citadellet som jeg skal se med min mor.
Derudover ønsker jeg også at gå en tur i Zoologisk Have og i det ultra ortodokse kvarter hvor jeg kan se Museum on the Seam.
Om jeg får tid til det hele ved jeg ikke, men jeg kan heldigvis altid komme tilbage.
Cimber Sterling lancerer nemlig fra november direkte forbindelse mellem København og Tel Aviv til 800 kr per vej. Oh yeah.
Jeg har fundet min Lonely Planet og Turen Går Til frem, og skrevet op hvilke attraktioner jeg skal nå at se før jeg tager hjem.
Søndag og mandags to-do liste har bestået af
Citadellet og Davidstårnet
Davids grav
Davidsbyen
Hezekiah's Tunnel
Pool of Shiloah
Rockefeller Museum
Ethiopian Monastery
Sct. James Catheadral
Og jeg har fået tjekket det hele ud, og nu har næsten samtlige attraktioner i Lonely Planet et flueben.
Det eneste jeg mangler at se i Jerusalem er Vestmurstunellen og et lysshow på Citadellet som jeg skal se med min mor.
Derudover ønsker jeg også at gå en tur i Zoologisk Have og i det ultra ortodokse kvarter hvor jeg kan se Museum on the Seam.
Om jeg får tid til det hele ved jeg ikke, men jeg kan heldigvis altid komme tilbage.
Cimber Sterling lancerer nemlig fra november direkte forbindelse mellem København og Tel Aviv til 800 kr per vej. Oh yeah.
fredag den 23. juli 2010
Indvandrer
Indvandrere går i underligt tøj, spiser underlig mad, som lugter, og så bor de i små enklaver, hvor de holder fast i deres egne traditioner fremfor at assimilere sig med samfundet og blandt andet lære landets sprog.
Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.
Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.
Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.
I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.
Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.
Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.
Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.
Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.
Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.
Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.
Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.
I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.
Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.
Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.
Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.
Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.
torsdag den 22. juli 2010
Mission: Honeymoon
Sine og jeg besluttede os for lang tid siden at vi skulle have nogle feriedage sammen, og der gik ikke lang tid før vi blev enige om at Dahab i Egypten, en laid back dykkerby for backpackere, skulle være vores destination.
Det blev senere besluttet at bruge 8 dage i midten af juli på det vi kalder vores honeymoon.
Vi er jo registrerede ægtefæller på udenrigsministeriets hjemmeside.
Vores honeymoon var eminent lækker.
Det vi fik vores 6 fulde dage til at gå med var at sole sig, læse, bade i poolen, snorkle ved revet hvor vi boede, snorkle ved the Blue Hole (google det, det er sygt sejt), dykke (mig) og spise lækker aftensmad hver aften til ingen penge.
Kun den sikre omgang dårlig mave ville vi gerne være foruden.
Jeg ved ikke hvad vi havde gjort uden nogen pool i Dahab. Der er nemlig ingen reelle strande.
Vi tilbragte flere timer ved poolen. Det var kun når vi snorklede, eller når jeg dykkede, at vi var væk fra den.
Det var så også helt vildt at snorkle. Det er jo i det famøse Røde Hav. Der var fisk i alverdens farver og flotte koraller.
Især snorkling ved the Blue Hole var en fed oplevelse.
Meget af det har jeg set før i Thailand, men jeg synes virkelig at underverdenen var flot. Det kriblede helt i mig efter at komme ud og dykke igen.
Få dage før vores hjemrejse besøgte jeg et af de mange dykkersteder, og jeg fik bestilt to dyk. Et refresh, da det er 15 måneder siden mit sidste dyk, og et fun dive.
Det var så fedt at være tilbage under vandet igen. Så fedt at jeg endte med at bestille endnu et dyk og dermed bruge 80€ på dykning.
Vi var faktisk vældigt sociale i Dahab.
På vejen fra grænsen til Dahab faldt vi i snak med to amerikanske piger og en tjekkisk fyr som vi var ude at spise med en aften, og på samme hotel som os boede Martin og Annette fra Tel Aviv også de første 4 dage.
Det var rigtig dejligt at have 4 dage med Martin og Annette. Det var enormt rart at de kunne vise os rundt i byen og tage os med på de lækre spisesteder, og det var fedt at have nogle at lege med i poolen og når vi skulle snorkle.
I Dahab var der mange danskere. Bare på vores hotel var vi i alt 8 danskere ud af nok 30 gæster. Og der var flere andre i byen. Vi faldt i snak med et andet ungt par som også boede på hotellet, og det endte med at vi sammen tog ud at spise en aften. Jeg tog også mine dyk samme sted som dem, så mit sidste fun dive blev sammen med dem.
Det var faktisk dejligt at selv da Martin og Annette var taget videre til Sharm El Sheik, var der stadig folk i byen som vi snakkede med.
Det bliver hurtigt lokalt når man tilbringer en uge i en lille ferieby, og jeg elskede det.
En af de første aftener stødte vi også på nogle danske drenge som vi hilste på, når vi gik forbi hinanden. De skulle med samme bus som os til Israel, og så var man også social der.
Det er også sjovt som danske turister opsøger hinanden når man er i udlandet.
Enten holder man sin mund når man passerer andre danskere, eller også standser man op og udbryder "Guuuud, er i også danskere?" selvom svaret er åbenlyst.
Det er som en uskreven regel at taler to parter dansk i udlandet, skal man hilse. Bare fordi man deler samme sprog, skal man lige chitchatte lidt med hinanden. Også selvom det er nogen man aldrig ville falde i snak med derhjemme.
Det blev senere besluttet at bruge 8 dage i midten af juli på det vi kalder vores honeymoon.
Vi er jo registrerede ægtefæller på udenrigsministeriets hjemmeside.
Vores honeymoon var eminent lækker.
Det vi fik vores 6 fulde dage til at gå med var at sole sig, læse, bade i poolen, snorkle ved revet hvor vi boede, snorkle ved the Blue Hole (google det, det er sygt sejt), dykke (mig) og spise lækker aftensmad hver aften til ingen penge.
Kun den sikre omgang dårlig mave ville vi gerne være foruden.
Jeg ved ikke hvad vi havde gjort uden nogen pool i Dahab. Der er nemlig ingen reelle strande.
Vi tilbragte flere timer ved poolen. Det var kun når vi snorklede, eller når jeg dykkede, at vi var væk fra den.
Det var så også helt vildt at snorkle. Det er jo i det famøse Røde Hav. Der var fisk i alverdens farver og flotte koraller.
Især snorkling ved the Blue Hole var en fed oplevelse.
Meget af det har jeg set før i Thailand, men jeg synes virkelig at underverdenen var flot. Det kriblede helt i mig efter at komme ud og dykke igen.
Få dage før vores hjemrejse besøgte jeg et af de mange dykkersteder, og jeg fik bestilt to dyk. Et refresh, da det er 15 måneder siden mit sidste dyk, og et fun dive.
Det var så fedt at være tilbage under vandet igen. Så fedt at jeg endte med at bestille endnu et dyk og dermed bruge 80€ på dykning.
Vi var faktisk vældigt sociale i Dahab.
På vejen fra grænsen til Dahab faldt vi i snak med to amerikanske piger og en tjekkisk fyr som vi var ude at spise med en aften, og på samme hotel som os boede Martin og Annette fra Tel Aviv også de første 4 dage.
Det var rigtig dejligt at have 4 dage med Martin og Annette. Det var enormt rart at de kunne vise os rundt i byen og tage os med på de lækre spisesteder, og det var fedt at have nogle at lege med i poolen og når vi skulle snorkle.
I Dahab var der mange danskere. Bare på vores hotel var vi i alt 8 danskere ud af nok 30 gæster. Og der var flere andre i byen. Vi faldt i snak med et andet ungt par som også boede på hotellet, og det endte med at vi sammen tog ud at spise en aften. Jeg tog også mine dyk samme sted som dem, så mit sidste fun dive blev sammen med dem.
Det var faktisk dejligt at selv da Martin og Annette var taget videre til Sharm El Sheik, var der stadig folk i byen som vi snakkede med.
Det bliver hurtigt lokalt når man tilbringer en uge i en lille ferieby, og jeg elskede det.
En af de første aftener stødte vi også på nogle danske drenge som vi hilste på, når vi gik forbi hinanden. De skulle med samme bus som os til Israel, og så var man også social der.
Det er også sjovt som danske turister opsøger hinanden når man er i udlandet.
Enten holder man sin mund når man passerer andre danskere, eller også standser man op og udbryder "Guuuud, er i også danskere?" selvom svaret er åbenlyst.
Det er som en uskreven regel at taler to parter dansk i udlandet, skal man hilse. Bare fordi man deler samme sprog, skal man lige chitchatte lidt med hinanden. Også selvom det er nogen man aldrig ville falde i snak med derhjemme.
onsdag den 14. juli 2010
mandag den 12. juli 2010
Din personlige tourguide, Astrid
Jeg har haft besøg af min bror fra tirsdag til søndag, og det har været fedt på alle tænkelige måder.
Det var utroligt skønt og samtidigt surrealistisk at se ham her i mit Israel.
Jeg har snakket og snakket om de ting jeg går og oplever hernede, og pludselig er han her og ser det. Jeg behøver ikke blot at beskrive med ord længere.
Nu har han set og oplevet min hverdag og hverdags fridage, og han ved lige hvad jeg snakker om når jeg nævner Etti, Nadin eller præstelejligheden (se, ingen af jer som læser dette, ved præcis hvad jeg snakker om).
Jeg oplevede intet nyt under Esbens besøg - pånær Ein Gedi Nature Reserve, Joeys Bar i Tel Aviv og Herodion i Bethlehem.
Noget som var vigtigt for mig, var at han oplevede det, som jeg går og oplever. Han skulle se de steder, hvor jeg hænger ud, og de mennesker jeg hænger ud med.
Og det var skønt at kunne vise hvor fedt jeg har det hernede.
Jeg havde forberedt mig godt før jeg fik besøg, og havde sammensat et stramt program.
Det var ret blæret at være den som havde styr på det hele, og den som vidste nøjagtigt hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer.
Jeg følte mig virkelig som min brors personlige guide, for jeg kunne fortælle om alt vi så. Det var nice.
Det er lækkert at vide at den by som var så fremmed da jeg ankom, kender jeg nu som min egen buskelomme.
Jeg vidste hvordan man kommer fra A til B.
Jeg vidste hvad vi så, og kunne fortælle om det.
Jeg kunne kommunikere med lokalbefolkningen på mere hebræisk, end jeg selv har været opmærksom på.
Jerusalem er blevet mit andet hjem. Hvor fedt er det ikke lige at det er sådan jeg har det?
Det var utroligt skønt og samtidigt surrealistisk at se ham her i mit Israel.
Jeg har snakket og snakket om de ting jeg går og oplever hernede, og pludselig er han her og ser det. Jeg behøver ikke blot at beskrive med ord længere.
Nu har han set og oplevet min hverdag og hverdags fridage, og han ved lige hvad jeg snakker om når jeg nævner Etti, Nadin eller præstelejligheden (se, ingen af jer som læser dette, ved præcis hvad jeg snakker om).
Jeg oplevede intet nyt under Esbens besøg - pånær Ein Gedi Nature Reserve, Joeys Bar i Tel Aviv og Herodion i Bethlehem.
Noget som var vigtigt for mig, var at han oplevede det, som jeg går og oplever. Han skulle se de steder, hvor jeg hænger ud, og de mennesker jeg hænger ud med.
Og det var skønt at kunne vise hvor fedt jeg har det hernede.
Jeg havde forberedt mig godt før jeg fik besøg, og havde sammensat et stramt program.
Det var ret blæret at være den som havde styr på det hele, og den som vidste nøjagtigt hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer.
Jeg følte mig virkelig som min brors personlige guide, for jeg kunne fortælle om alt vi så. Det var nice.
Det er lækkert at vide at den by som var så fremmed da jeg ankom, kender jeg nu som min egen buskelomme.
Jeg vidste hvordan man kommer fra A til B.
Jeg vidste hvad vi så, og kunne fortælle om det.
Jeg kunne kommunikere med lokalbefolkningen på mere hebræisk, end jeg selv har været opmærksom på.
Jerusalem er blevet mit andet hjem. Hvor fedt er det ikke lige at det er sådan jeg har det?
mandag den 5. juli 2010
Brudekjoler og chokoladefondue i Bethlehem
Hvor syret er det ikke lige at bo i Jerusalem, en af de vigtigste byer for mange religioner i verden. Og hvor syret er det ikke lige at man med en bybus kun tager 20 minutter om at komme til Bethlehem, en anden by som man har hørt meget om, især ved juletid.
Palæstina er meget billigere end Israel, og den arabiske kultur byder på meget fascinerende brudekjoler. Og da Eva er blevet forlovet med Jonathan hernede, er det meget oplagt at tage på tøsetur til Bethlehem og prøve hvide skrud til den kommende fest.
Jeg har haft en helt fantastisk tur til Bethlehem med Eva og Matilde. Vi var inde i en brudebutik hvor vi fik lov at vælge de kjoler som Eva skulle prøve for sjov. Og det var voldsomme kreationer de kunne tilbyde med puf, blonder, sten, tiara, slør og paraply.
Der var ikke nogen vinderkjole blandt stativerne, men vi havde en fornøjelig oplevelse og personalet var meget hjælpsommelige.
Da vi var færdige med brudekjoler gik turen til Cafe SiMa, en cafe med lækker mad til overkommelige priser og chokolade fondue. Da jeg var med Eva og Jonathan i Bethlehem under påsken, så vi fonduen og det blev besluttet at volontøserne skulle herhen sammen og dele en fondue. Og nøj hvor var det lækkert. Men hvordan skulle noget med chokolade ikke kunne være lækkert?
Vi slentrede også rundt i Bethlehem og fik købt billige tørklæder en mas, og nød egentlig bare at have en tøsedag sammen.
Palæstina er meget billigere end Israel, og den arabiske kultur byder på meget fascinerende brudekjoler. Og da Eva er blevet forlovet med Jonathan hernede, er det meget oplagt at tage på tøsetur til Bethlehem og prøve hvide skrud til den kommende fest.
Jeg har haft en helt fantastisk tur til Bethlehem med Eva og Matilde. Vi var inde i en brudebutik hvor vi fik lov at vælge de kjoler som Eva skulle prøve for sjov. Og det var voldsomme kreationer de kunne tilbyde med puf, blonder, sten, tiara, slør og paraply.
Der var ikke nogen vinderkjole blandt stativerne, men vi havde en fornøjelig oplevelse og personalet var meget hjælpsommelige.
Da vi var færdige med brudekjoler gik turen til Cafe SiMa, en cafe med lækker mad til overkommelige priser og chokolade fondue. Da jeg var med Eva og Jonathan i Bethlehem under påsken, så vi fonduen og det blev besluttet at volontøserne skulle herhen sammen og dele en fondue. Og nøj hvor var det lækkert. Men hvordan skulle noget med chokolade ikke kunne være lækkert?
Vi slentrede også rundt i Bethlehem og fik købt billige tørklæder en mas, og nød egentlig bare at have en tøsedag sammen.
søndag den 4. juli 2010
Kirke
Jeg har desværre ikke haft mulighed for at deltage i særligt mange gudstjenester, da jeg har arbejdet hver gang.
Og jeg er kommet frem til at "desværre" er det rette ord at bruge. Ikke fordi jeg føler et behov for at høre "Guds ord", men fordi jeg kan mærke at jeg faktisk nyder oplevelsen at gå i kirke hernede til trods for at jeg går under kategorien "kirkefremmed".
I dag var jeg for første gang taget i King of Kings. Jeg havde taget fri i dag, og havde dermed mulighed for at opleve en gudstjeneste i menigheden King of Kings.
Ingen af de andre volontører kunne, så jeg tog frivilligt alene afsted. Tilfældigvis dukkede ungarbejderen fra Joffihuset op, og jeg var ikke mutters alene i folkemængden.
King of Kings er placeret i en stor kongressal/et stort auditorium i midtbyen. Det starter med en times lovsang efterfulgt af en times prædiken.
Jeg må indrømme at prædikerne sjældent rammer mig. Jeg suger til mig hvad der bliver sagt. Jeg lytter interesseret og tænker over det, men jeg er sjældent enig. Det skyldes blot, at jeg ikke kan forholde mig til en almægtig skaber, som har en finger med i alt.
Jeg fascineres dog af de mennesker som inderligt tror på Gud og Jesus som deres frelser. Jeg berøres af at se folk som inderligt beder til noget så uhåndgribeligt som en Gud. I stedet for at tænke, hvor latterligt det er at dedikere sit liv til noget man ikke har et videnskabeligt bevis på, har jeg en stor respekt for deres tiltro.
Til trods for at prædikerne ikke rammer mig hvor hjertet bor, så nyder jeg som sagt at deltage i Gudstjenesterne.
Jeg tror måske det skyldes lovsangene. Det er ikke bare gamle salmer og et orgel, men det er et band og nye, moderne sange med en god melodi og et lækkert beat som spilles.
Især til de messiansk jødiske gudstjenester lever folk sig helt ind i det.
Man står med udstrakte hænder, mens man synger sange om, hvordan man vil tilbede Gud. Og stemningen er helt i top. Det er næsten som at være til koncert med mennesker som synger med og hopper i takt med musikken.
Noget andet jeg nyder og vil komme til at savne, er fællesskabet. Selvom det er Gud, som man er fælles om at samle sig om, så kan jeg godt lide det.
Jeg kan mærke med mig selv, at jeg godt kunne finde på at tage med til kirkelige arrangementer med mine volontørsøskende når jeg kommer til Århus.
Det er faktisk meget besynderligt. For hvordan kan man ønske at gå i kirke og høre lovsange, når man ikke tror på det som bliver sagt og sunget? Jeg har ikke selv noget konkret svar på hvorfor det er sådan. Jeg ved bare, at jeg fortsat ønsker at bevare det fællesskab, jeg har fået hernede. Også selvom det er fællesskabet om Gud og Jesus.
Det er forunderligt hvor påvirket man kan blive af at hænge ud med en præstefamilie og en flok unge kristne.
Og jeg er kommet frem til at "desværre" er det rette ord at bruge. Ikke fordi jeg føler et behov for at høre "Guds ord", men fordi jeg kan mærke at jeg faktisk nyder oplevelsen at gå i kirke hernede til trods for at jeg går under kategorien "kirkefremmed".
I dag var jeg for første gang taget i King of Kings. Jeg havde taget fri i dag, og havde dermed mulighed for at opleve en gudstjeneste i menigheden King of Kings.
Ingen af de andre volontører kunne, så jeg tog frivilligt alene afsted. Tilfældigvis dukkede ungarbejderen fra Joffihuset op, og jeg var ikke mutters alene i folkemængden.
King of Kings er placeret i en stor kongressal/et stort auditorium i midtbyen. Det starter med en times lovsang efterfulgt af en times prædiken.
Jeg må indrømme at prædikerne sjældent rammer mig. Jeg suger til mig hvad der bliver sagt. Jeg lytter interesseret og tænker over det, men jeg er sjældent enig. Det skyldes blot, at jeg ikke kan forholde mig til en almægtig skaber, som har en finger med i alt.
Jeg fascineres dog af de mennesker som inderligt tror på Gud og Jesus som deres frelser. Jeg berøres af at se folk som inderligt beder til noget så uhåndgribeligt som en Gud. I stedet for at tænke, hvor latterligt det er at dedikere sit liv til noget man ikke har et videnskabeligt bevis på, har jeg en stor respekt for deres tiltro.
Til trods for at prædikerne ikke rammer mig hvor hjertet bor, så nyder jeg som sagt at deltage i Gudstjenesterne.
Jeg tror måske det skyldes lovsangene. Det er ikke bare gamle salmer og et orgel, men det er et band og nye, moderne sange med en god melodi og et lækkert beat som spilles.
Især til de messiansk jødiske gudstjenester lever folk sig helt ind i det.
Man står med udstrakte hænder, mens man synger sange om, hvordan man vil tilbede Gud. Og stemningen er helt i top. Det er næsten som at være til koncert med mennesker som synger med og hopper i takt med musikken.
Noget andet jeg nyder og vil komme til at savne, er fællesskabet. Selvom det er Gud, som man er fælles om at samle sig om, så kan jeg godt lide det.
Jeg kan mærke med mig selv, at jeg godt kunne finde på at tage med til kirkelige arrangementer med mine volontørsøskende når jeg kommer til Århus.
Det er faktisk meget besynderligt. For hvordan kan man ønske at gå i kirke og høre lovsange, når man ikke tror på det som bliver sagt og sunget? Jeg har ikke selv noget konkret svar på hvorfor det er sådan. Jeg ved bare, at jeg fortsat ønsker at bevare det fællesskab, jeg har fået hernede. Også selvom det er fællesskabet om Gud og Jesus.
Det er forunderligt hvor påvirket man kan blive af at hænge ud med en præstefamilie og en flok unge kristne.
lørdag den 3. juli 2010
Tel Aviv
Jeg tilbragte fredag til lørdag i Tel Aviv.
Selvom det ikke er den typiske hovedstad med tonsvis af attraktioner, er det dejligt at besøge denne by.
I Jerusalem er man konstant omringet af religion, pånær fredag aften på Rivlin Street, en gade med barer som svagt giver en følelse af at være "hjemme" i Jomfru Ane Gade.
Bybilledet er præget af de religiøse, de ortodokse og de ultra ortodokse jøder med sort jakkesæt, slangekrøller og hovedbeklædning i form af en kippa eller en sort hat.
Det er ikke usædvanligt at se en person i bussen med toraen i hænderne og kroppen rokkende frem og tilbage, mens de inderligt ber til Gud.
Og altid før man skal ind til byen, overvejer man sin påklædning for at undgå misbilligende blikke. Det er tilladt at gå i korte shorts og stropbluser, men nogle gange har det også bare sine konsekvenser.
Jeg elsker at bo i Jerusalem. Det er så anderledes en by end alle andre byer jeg har oplevet.
Alligevel føler jeg en befriende udånding af lettelse når jeg stiger af bussen i Tel Aviv.
Jeg føler mig ikke undertryk i Jerusalem, men alligevel føler jeg mig bedre i stand til at slappe af i Tel Aviv.
Pludselig er jeg tilbage i den vestlige verden, hvor blandt andet folk går klædt efter temperaturen. Mændende bærer ikke lange silkekåber og kæmpe hatte af pels, og kvinderne bærer ikke lange nederdele og langærmede trøjer samt tørklæde eller paryk til at dække håret.
Man går i shorts og korte kjoler.
Man er tilbage til nutiden. Det er en by, hvor det ikke er gamle kirker og ruiner på to-do-listen, men hvor stranden er en af hovedattraktionerne.
Og det er bare indimellem enormt rart med enkelte pauser fra al den religion som omringer en i dagligdagen.
Selvom det ikke er den typiske hovedstad med tonsvis af attraktioner, er det dejligt at besøge denne by.
I Jerusalem er man konstant omringet af religion, pånær fredag aften på Rivlin Street, en gade med barer som svagt giver en følelse af at være "hjemme" i Jomfru Ane Gade.
Bybilledet er præget af de religiøse, de ortodokse og de ultra ortodokse jøder med sort jakkesæt, slangekrøller og hovedbeklædning i form af en kippa eller en sort hat.
Det er ikke usædvanligt at se en person i bussen med toraen i hænderne og kroppen rokkende frem og tilbage, mens de inderligt ber til Gud.
Og altid før man skal ind til byen, overvejer man sin påklædning for at undgå misbilligende blikke. Det er tilladt at gå i korte shorts og stropbluser, men nogle gange har det også bare sine konsekvenser.
Jeg elsker at bo i Jerusalem. Det er så anderledes en by end alle andre byer jeg har oplevet.
Alligevel føler jeg en befriende udånding af lettelse når jeg stiger af bussen i Tel Aviv.
Jeg føler mig ikke undertryk i Jerusalem, men alligevel føler jeg mig bedre i stand til at slappe af i Tel Aviv.
Pludselig er jeg tilbage i den vestlige verden, hvor blandt andet folk går klædt efter temperaturen. Mændende bærer ikke lange silkekåber og kæmpe hatte af pels, og kvinderne bærer ikke lange nederdele og langærmede trøjer samt tørklæde eller paryk til at dække håret.
Man går i shorts og korte kjoler.
Man er tilbage til nutiden. Det er en by, hvor det ikke er gamle kirker og ruiner på to-do-listen, men hvor stranden er en af hovedattraktionerne.
Og det er bare indimellem enormt rart med enkelte pauser fra al den religion som omringer en i dagligdagen.
torsdag den 1. juli 2010
De sidste tider i Israel
Nu er der altså kun fyrre dage og fyrre nætter tilbage i det hellige land som flyder med mælk og honning.
Og kun en måned tilbage som volontør. Volontørarbjede er dog noget af det jeg skal bruge mindst tid på.
Min arbejdsplan for den sidste måned lyder:
1.7 Torsdag : Fridag (Strandtur til Netanya)
2.7 Fredag : (Tel Aviv efter arbejde)
3.7 Lørdag : Fridag (Tel Aviv)
4.7 Søndag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
5.7 Mandag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
6.7 Tirsdag : Ferie (Besøg af bror)
7.7 Onsdag : Ferie (Besøg af bror)
8.7 Torsdag : Ferie (Besøg af bror)
9.7 Fredag : Ferie (Besøg af bror)
10.7 Lørdag : Ferie (Besøg af bror)
11.7 Søndag : Fridag (Besøg af bror)
12.7 Mandag :
13.7 Tirsdag :
14.7 Onsdag : Fridag (Dahab med Sine)
15.7 Torsdag : Ferie (Dahab med Sine)
16.7 Fredag : Ferie (Dahab med Sine)
17.7 Lørdag : Ferie (Dahab med Sine)
18.7 Søndag : Fridag (Dahab med Sine)
19.7 Mandag : Fridag (Dahab med Sine)
20.7 Tirsdag : Ferie (Dahab med Sine)
21.7 Onsdag : Ferie (Dahab med Sine)
22.7 Torsdag :
23.7 Fredag :
24.7 Lørdag :
25.7 Søndag : Ferie
26.7 Mandag : Ferie
27.7 Tirsdag :
28.7 Onsdag :
29.7 Torsdag :
30.7 Fredag : Fridag (Afsked med volontørfamilie)
31.7 Lørdag : Fridag
Udover alle de feriedag og fridage som står på min kaldender, har jeg 3 feriedage tilbage som jeg skal nå at fyre af.
Det er bonus at gemme sine feriedage til det sidste, for pludselig får man en hel måned med uendeligt meget ferie.
Det eneste problem jeg har, er et luksusproblem; hvor vil jeg placere de sidste feriedage?
Og kun en måned tilbage som volontør. Volontørarbjede er dog noget af det jeg skal bruge mindst tid på.
Min arbejdsplan for den sidste måned lyder:
1.7 Torsdag : Fridag (Strandtur til Netanya)
2.7 Fredag : (Tel Aviv efter arbejde)
3.7 Lørdag : Fridag (Tel Aviv)
4.7 Søndag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
5.7 Mandag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
6.7 Tirsdag : Ferie (Besøg af bror)
7.7 Onsdag : Ferie (Besøg af bror)
8.7 Torsdag : Ferie (Besøg af bror)
9.7 Fredag : Ferie (Besøg af bror)
10.7 Lørdag : Ferie (Besøg af bror)
11.7 Søndag : Fridag (Besøg af bror)
12.7 Mandag :
13.7 Tirsdag :
14.7 Onsdag : Fridag (Dahab med Sine)
15.7 Torsdag : Ferie (Dahab med Sine)
16.7 Fredag : Ferie (Dahab med Sine)
17.7 Lørdag : Ferie (Dahab med Sine)
18.7 Søndag : Fridag (Dahab med Sine)
19.7 Mandag : Fridag (Dahab med Sine)
20.7 Tirsdag : Ferie (Dahab med Sine)
21.7 Onsdag : Ferie (Dahab med Sine)
22.7 Torsdag :
23.7 Fredag :
24.7 Lørdag :
25.7 Søndag : Ferie
26.7 Mandag : Ferie
27.7 Tirsdag :
28.7 Onsdag :
29.7 Torsdag :
30.7 Fredag : Fridag (Afsked med volontørfamilie)
31.7 Lørdag : Fridag
Udover alle de feriedag og fridage som står på min kaldender, har jeg 3 feriedage tilbage som jeg skal nå at fyre af.
Det er bonus at gemme sine feriedage til det sidste, for pludselig får man en hel måned med uendeligt meget ferie.
Det eneste problem jeg har, er et luksusproblem; hvor vil jeg placere de sidste feriedage?
onsdag den 30. juni 2010
Fordele og ulemper ved at bo tæt på sit arbejde
Hvor er jeg til tider egentlig ubeskriveligt klam.
Jeg er et udpræget B-menneske. Hvorfor jeg så har formået at gå på et gymnasium, hvor jeg skulle med en bus 7.10 om morgenen, haft morgenvagter i tre år ved en bager og valgt et arbejde med mange 7-15 vagter på et plejehjem, er mig en gåde.
Jeg kan aldrig gå tidligt til ro om aftenen, og når det så bliver morgen og alarmen ringer, bliver der alt for ofte trykket på snooze.
Første 9 minutter er morgenbadet som droppes. De næste 9 minutter er morgenmaden som springes over. Og de sidste 9 minutter med smukkesering er ikke engang en del af skemaet. Jeg foretrækker søvn frem for skønhed. Dette resulterer jævnligt i, at jeg ligner en hængt kat eller det der er værre.
Min morgenrutine ved en morgenvagt er, at vækkeuret ringer 20 minutter før jeg skal møde. 16 af minutterne tilbringes under dynen. Fire af minutterne bruges på at komme op, famle efter en t-shirt og shorts og børste tænder.
Hvis det er rigtig slemt om morgenen, og jeg er rigtig træt, står jeg relativt hurtigt op og får noget tøj på (dette tager alt mellem 30 og 60 sekunder alt afhængigt af hvor groggy jeg er) og ligger mig straks tilbage i sengen igen. Jeg har alligevel fri 2-3 timer efter, hvor jeg kan børste tænder, gå i bad og skifte undertøj. Så hvorfor spilde søvn på det?
Jeg er virkelig blevet doven hvad angår mit udseende og min hygiejne før en morgenvagt. Jeg ved at jeg alligevel bare kan smutte på toiletpause undervejs og ordne det forsømte.
Det er virkelig lækkert at jeg kan gå til og fra arbejde hver gang jeg lyster. Har jeg valgt noget tøj som ikke er behageligt alligevel, kan jeg bare gå tilbage til værelset og skifte. Skal jeg have lidt creme på min solbrændte krop, kan jeg smutte "hjem" og ordne det og være tilbage på arbejdet 3 minutter efter. Det er meget belejligt.
På den anden side kan man aldrig komme helt på afstand af arbejdet og beboerne, i og med at vi bor på institutionen. Godt nok kan vi lukke vores dør ind til Volontørafdelingen, men en dør som kan lukkes, kan også åbnes.
Og en gang imellem får vi uventet besøg af en beboer, eller en worker kommer og beder os om hjælp. Det er ikke noget problem, men det ville også være rart med et privatliv når man har fri.
Jeg er et udpræget B-menneske. Hvorfor jeg så har formået at gå på et gymnasium, hvor jeg skulle med en bus 7.10 om morgenen, haft morgenvagter i tre år ved en bager og valgt et arbejde med mange 7-15 vagter på et plejehjem, er mig en gåde.
Jeg kan aldrig gå tidligt til ro om aftenen, og når det så bliver morgen og alarmen ringer, bliver der alt for ofte trykket på snooze.
Første 9 minutter er morgenbadet som droppes. De næste 9 minutter er morgenmaden som springes over. Og de sidste 9 minutter med smukkesering er ikke engang en del af skemaet. Jeg foretrækker søvn frem for skønhed. Dette resulterer jævnligt i, at jeg ligner en hængt kat eller det der er værre.
Min morgenrutine ved en morgenvagt er, at vækkeuret ringer 20 minutter før jeg skal møde. 16 af minutterne tilbringes under dynen. Fire af minutterne bruges på at komme op, famle efter en t-shirt og shorts og børste tænder.
Hvis det er rigtig slemt om morgenen, og jeg er rigtig træt, står jeg relativt hurtigt op og får noget tøj på (dette tager alt mellem 30 og 60 sekunder alt afhængigt af hvor groggy jeg er) og ligger mig straks tilbage i sengen igen. Jeg har alligevel fri 2-3 timer efter, hvor jeg kan børste tænder, gå i bad og skifte undertøj. Så hvorfor spilde søvn på det?
Jeg er virkelig blevet doven hvad angår mit udseende og min hygiejne før en morgenvagt. Jeg ved at jeg alligevel bare kan smutte på toiletpause undervejs og ordne det forsømte.
Det er virkelig lækkert at jeg kan gå til og fra arbejde hver gang jeg lyster. Har jeg valgt noget tøj som ikke er behageligt alligevel, kan jeg bare gå tilbage til værelset og skifte. Skal jeg have lidt creme på min solbrændte krop, kan jeg smutte "hjem" og ordne det og være tilbage på arbejdet 3 minutter efter. Det er meget belejligt.
På den anden side kan man aldrig komme helt på afstand af arbejdet og beboerne, i og med at vi bor på institutionen. Godt nok kan vi lukke vores dør ind til Volontørafdelingen, men en dør som kan lukkes, kan også åbnes.
Og en gang imellem får vi uventet besøg af en beboer, eller en worker kommer og beder os om hjælp. Det er ikke noget problem, men det ville også være rart med et privatliv når man har fri.
tirsdag den 29. juni 2010
Situationsfornemmelse
Alle de unge, som besøger og bor på Beit Tamar, lider af sygdommen CP (Cerebral Parese), altså lammelse vedrørende hjernen.
På spastikerforeningens hjemmeside står det beskrevet som den medicinske fællesbetegnelse for en bestemt type hjerneskade, som medfører motoriske funktionsforstyrrelser, kaldet spastiske lammelser.
Alle vores beboere har et fysisk motorisk handicap. Mange af dem er også dårlige til tal og retning, og få har kommunikationsmuligheder.
Som handicappet lever man et trygt, beskyttet liv. Der er altid nogen til at tage hånd om en, og altid en til at opfylde ens ønske om eksempelvis noget at drikke eller få flyttet på kroppen.
Dette medfører ofte at mange bliver selvcentrerede og egoistiske. Ikke at de er dårlige mennesker, de er blot vant til at få hvad de vil, når de vil. De har kun øje for sit eget behov, og er til tider blinde for andres.
Sådan er det meget med nogle af vores beboere. Det mangler situationsfornemmelse.
Et eksempel er, at jeg i dag trøster en beboer, som er brudt ud i gråd. Tårerne triller ned ad kinderne, og jeg gør, hvad jeg kan for at trøste hende. En anden beboer er ved at spise, og uden at ænse sin medbeboers tilstand, beder hun mig om at flytte på hendes tallerken så hun nemmere kan spise.
At jeg er travlt optaget med at trøste, rører hende ikke. I hendes verden er faktum, at hun ikke kan få mad på sin ske, fordi tallerkenen vender forkert. Hun kan kun se mig, som trøster den anden, idet Sine er i køkkenet. Og det er det, som hun opfatter. Hendes behov kræver øjeblikkelig tilfredsstillelse.
Dette er blot ét eksempel ud af mange hændelser.
Man kan være i gang med at made en beboer, og blive bedt af en anden om hjælp til bad.
Man kan være på vej til at hjælpe en med toilet, og straks tilføjer to andre, at de også skal på toilet bagefter.
Og man kan have spænet rundt i timer for at hjælpe med det ene og det andet, og endelig har man 5 minutter til sig selv. Man finder noget at drikke og sætter sig med et suk. I samme øjeblik kommer en beboer og beder om hjælp til noget.
Der er ingen situationsfornemmelse.
Jeg elsker dog pigerne alligevel. De er dejlige, selvom de indimellem er krævende.
Deres standardsætning lyder: "Astrid, can you please ... ?"
På spastikerforeningens hjemmeside står det beskrevet som den medicinske fællesbetegnelse for en bestemt type hjerneskade, som medfører motoriske funktionsforstyrrelser, kaldet spastiske lammelser.
Alle vores beboere har et fysisk motorisk handicap. Mange af dem er også dårlige til tal og retning, og få har kommunikationsmuligheder.
Som handicappet lever man et trygt, beskyttet liv. Der er altid nogen til at tage hånd om en, og altid en til at opfylde ens ønske om eksempelvis noget at drikke eller få flyttet på kroppen.
Dette medfører ofte at mange bliver selvcentrerede og egoistiske. Ikke at de er dårlige mennesker, de er blot vant til at få hvad de vil, når de vil. De har kun øje for sit eget behov, og er til tider blinde for andres.
Sådan er det meget med nogle af vores beboere. Det mangler situationsfornemmelse.
Et eksempel er, at jeg i dag trøster en beboer, som er brudt ud i gråd. Tårerne triller ned ad kinderne, og jeg gør, hvad jeg kan for at trøste hende. En anden beboer er ved at spise, og uden at ænse sin medbeboers tilstand, beder hun mig om at flytte på hendes tallerken så hun nemmere kan spise.
At jeg er travlt optaget med at trøste, rører hende ikke. I hendes verden er faktum, at hun ikke kan få mad på sin ske, fordi tallerkenen vender forkert. Hun kan kun se mig, som trøster den anden, idet Sine er i køkkenet. Og det er det, som hun opfatter. Hendes behov kræver øjeblikkelig tilfredsstillelse.
Dette er blot ét eksempel ud af mange hændelser.
Man kan være i gang med at made en beboer, og blive bedt af en anden om hjælp til bad.
Man kan være på vej til at hjælpe en med toilet, og straks tilføjer to andre, at de også skal på toilet bagefter.
Og man kan have spænet rundt i timer for at hjælpe med det ene og det andet, og endelig har man 5 minutter til sig selv. Man finder noget at drikke og sætter sig med et suk. I samme øjeblik kommer en beboer og beder om hjælp til noget.
Der er ingen situationsfornemmelse.
Jeg elsker dog pigerne alligevel. De er dejlige, selvom de indimellem er krævende.
Deres standardsætning lyder: "Astrid, can you please ... ?"
onsdag den 23. juni 2010
Vi elsker vort land
Sidste år fejrede jeg Sankt Hans i Mui Ne, på en strand, i Vietnam med min veninde.
I år fejrede jeg Sankt Hans i præstelejligheden i Jerusalem i Israel med alle Israel Missionens udsendte.
Denne aften var den sidste Shalom Night, og den sidste aften hvor vi alle var samlet, før vi spredes for alle vinde.
Aftenen stod på grill, afbrænding af heks med sang dertil og masser af underholdning.
Jerusalems volontører fik givet Jakob og Lise gaver samt en film om deres volontørbørn, og Jakob og Lise havde hver især lavet en quiz.
Vi sluttede af med noget lovsang og korte taler samt uddeling af diplomer.
Det var en rigtig dejlig aften, men den gjorde mig også opmærksom på at mit ophold nærmere sig enden mere og mere.
Man når hurtigt at knytte sig til andre mens man er afsted, men dem vi kender begynder så småt alle at rejse hjem, og det er meget underligt at være den som står tilbage.
Flere er rejst hjem undervejs i vores volontørforløb, heriblandt var Mette Amby som vi nåede at få mange gode oplevelser med, og det var virkelig underligt at sige farvel til hende, når nu hun var der fra starten.
Også pigerne Emmeli og Anne Maria forlod os. Det var to sjove piger, som vi ofte hang ud med idet de boede lige i nærheden og var friske på sladder og byture.
Heldigvis kom der relativt hurtigt en ny pige, Anne Marie, som var lige så festlig og farverig som de andre piger vi har måttet sige farvel til.
Det som bare er det helt store traume nu, er at rigtig mange omkring os tager hjem. Og størstedelen rejser på fredag.
Jakob og Lise rejser fredag. Det samme gør Anne Marie. Og ikke nok med det, alle Joffierne rejser også denne dag. Lisbeth fra Tel Aviv rejser søndag, og pludselig er man kun sin volontørfamilie tilbage, og Martin og Annette i Tel Aviv.
Det er en smule sørgeligt at tænke på alle de dejlige mennesker man ikke længere skal hænge ud med her i Israel.
Det er virkelig et held at jeg så til gengæld elsker mine medvolontører.
Og det er et held, at jeg har lækre ting på programmet de sidste uger her i det hellige land.
I år fejrede jeg Sankt Hans i præstelejligheden i Jerusalem i Israel med alle Israel Missionens udsendte.
Denne aften var den sidste Shalom Night, og den sidste aften hvor vi alle var samlet, før vi spredes for alle vinde.
Aftenen stod på grill, afbrænding af heks med sang dertil og masser af underholdning.
Jerusalems volontører fik givet Jakob og Lise gaver samt en film om deres volontørbørn, og Jakob og Lise havde hver især lavet en quiz.
Vi sluttede af med noget lovsang og korte taler samt uddeling af diplomer.
Det var en rigtig dejlig aften, men den gjorde mig også opmærksom på at mit ophold nærmere sig enden mere og mere.
Man når hurtigt at knytte sig til andre mens man er afsted, men dem vi kender begynder så småt alle at rejse hjem, og det er meget underligt at være den som står tilbage.
Flere er rejst hjem undervejs i vores volontørforløb, heriblandt var Mette Amby som vi nåede at få mange gode oplevelser med, og det var virkelig underligt at sige farvel til hende, når nu hun var der fra starten.
Også pigerne Emmeli og Anne Maria forlod os. Det var to sjove piger, som vi ofte hang ud med idet de boede lige i nærheden og var friske på sladder og byture.
Heldigvis kom der relativt hurtigt en ny pige, Anne Marie, som var lige så festlig og farverig som de andre piger vi har måttet sige farvel til.
Det som bare er det helt store traume nu, er at rigtig mange omkring os tager hjem. Og størstedelen rejser på fredag.
Jakob og Lise rejser fredag. Det samme gør Anne Marie. Og ikke nok med det, alle Joffierne rejser også denne dag. Lisbeth fra Tel Aviv rejser søndag, og pludselig er man kun sin volontørfamilie tilbage, og Martin og Annette i Tel Aviv.
Det er en smule sørgeligt at tænke på alle de dejlige mennesker man ikke længere skal hænge ud med her i Israel.
Det er virkelig et held at jeg så til gengæld elsker mine medvolontører.
Og det er et held, at jeg har lækre ting på programmet de sidste uger her i det hellige land.
tirsdag den 22. juni 2010
Crossroads
Shania Twains hit "Man, I feel like a woman", Danseorkesterets "Kom tilbage nu" og Ricky Martins "Living la vida loca" kører på fuld blæs i højtalerne, og tøserne Annette, Lisbeth, Sine og Astrid kører i deres lejede bil mod Golan Højderne i det nordlige Israel.
Det er essensen af den forrygende roadtrip jeg lige har haft.
Programmet lød, at søndag skulle vi starte ud med at bade et sted kaldet Sachne. Ord kan ikke beskrive dette sted. Sachne er naturlig formede vandbassiner. Det er en stor unik svimming pool med det klareste blå vand, som er helt frisk. Der var intet mere afslappende end at hoppe i vandet, der havde en helt tilpas temperatur.
En perfekt måde at starte ud med.
Efter Sachne gik turen mod Nazareth, hvor vi ville shoppe efter stilletter og andet gejl. Nazareth er dog en kristen by, og alt har lukket om søndagen - pånær et shoppingcenter, som vi selvfølgelig besøgte.
Mandag skulle vi vandre i naturreservatet Banias for at se vandfald. Det fede ved at vi kun var piger afsted, var at det var okay at tage en masse billeder. Først af den enkelte, så gruppebilleder, og så lige endnu et når håret ikke sad som det skulle.
Efter Banias, tog det sin tid at finde frem til en kibbutz, hvor vi skulle riverrafte på Jordanfloden. Efter lidt køren frem og tilbage, formåede vi dog at finde frem.
Det var ikke den helt vilde river rafting. Faktisk flød vi bare langs strømmen. Alligevel morede vi os gevaldigt.
Vi havde fællessang og vandkamp, og er du gal, hvor er der mange drenge og gamle mænd som falder for fire danske piger. Mange vi sejlede forbi, spurgte ind til hvor vi var fra og hvor gamle vi var, og især en båd med soldaterdrenge synes godt om vores båd. At følelserne ikke var gengældt, forstod de ikke, "Do you realize that most of the Israeli girls would die to be with me?".
Tirsdag morgen kørte vi hen til en ranch i Kursi, et sted i bjergene ned til Genesereth sø. Her skulle vi nemlig ride på heste.
Jeg var den eneste af os fire piger som nogensinde har reddet. Men det er 10 år siden jeg sidst har siddet i en saddel på en hesteryg.
Stemningen var høj og munter, selvom Sine og Lisbeth ikke var helt trygge ved de store dyr.
Det viste sig dog at være rigtig sjovt. Jeg følte mig helt malplaceret i starten, men jo længere tid vi red, des mere naturligt blev det for mig igen.
Vi red i bjergene imellem oliventræer og stenbrud med udsigt over søen, og selvom der var varmt, var der en lille brise som gjorde det udholdeligt.
Alle fire piger havde nydt at prøve at ride, selvom vi alle kunne gå for at være en Betinna på 12 år som læser Wendyblade og elsker sin hest, Musse.
Da vi ømme i vores bagdele drog videre i programmet, lød det på at besøge Ein Geve Kibbutz, en af de eneste tilbageværende kibbutzer som er en "rigtig" kibbutz.
Her spiste vi frokost og var på en lille togtur rundt i kibbutzen. Her var blandt andet kostalde, strudsefarm og bananplantage. Derudover så og hørte vi hvordan en kibbutz er sammenskruet.
Det var interessant endelig at se hvad en kibbutz egentlig er. Hver gang jeg har fortalt derhjemme at jeg skulle til Israel er jeg blevet spurgt om jeg så skulle i kibbutz. Har altid svaret nej, uden egentlig at vide hvad en kibbutz er. Nu har jeg set det. Sejt.
Før vi vendte skuden helt hjemad, tog vi en dukkert i Genesereth Sø.
Stranden var klam, og søbunden smattet, og det blæste helt vildt. Men jeg kan ikke have set søen to gange uden at have badet i den, så jeg sprang i bølgen blå.
En dukkert var dog også tiltrængt, for temperaturen var helt ekstremt høj. Sveden piblede konstant ned af os.
Det var så varmt at min fine stråhat, som jeg i dyre domme har købt, er skrumpet i varmen.
Alt i alt har jeg haft en rigtig god tur i selskab med Sine, Lisbeth og Annette. Det var skønt med kvalitetstid sammen, og vi har virkelig nydt hinandens selskab.
Og så er der intet bedre end en bil fyldt med tøser som af sine lungers fulde kraft, skråler "Man, I feel like a woman".
Det er essensen af den forrygende roadtrip jeg lige har haft.
Programmet lød, at søndag skulle vi starte ud med at bade et sted kaldet Sachne. Ord kan ikke beskrive dette sted. Sachne er naturlig formede vandbassiner. Det er en stor unik svimming pool med det klareste blå vand, som er helt frisk. Der var intet mere afslappende end at hoppe i vandet, der havde en helt tilpas temperatur.
En perfekt måde at starte ud med.
Efter Sachne gik turen mod Nazareth, hvor vi ville shoppe efter stilletter og andet gejl. Nazareth er dog en kristen by, og alt har lukket om søndagen - pånær et shoppingcenter, som vi selvfølgelig besøgte.
Mandag skulle vi vandre i naturreservatet Banias for at se vandfald. Det fede ved at vi kun var piger afsted, var at det var okay at tage en masse billeder. Først af den enkelte, så gruppebilleder, og så lige endnu et når håret ikke sad som det skulle.
Efter Banias, tog det sin tid at finde frem til en kibbutz, hvor vi skulle riverrafte på Jordanfloden. Efter lidt køren frem og tilbage, formåede vi dog at finde frem.
Det var ikke den helt vilde river rafting. Faktisk flød vi bare langs strømmen. Alligevel morede vi os gevaldigt.
Vi havde fællessang og vandkamp, og er du gal, hvor er der mange drenge og gamle mænd som falder for fire danske piger. Mange vi sejlede forbi, spurgte ind til hvor vi var fra og hvor gamle vi var, og især en båd med soldaterdrenge synes godt om vores båd. At følelserne ikke var gengældt, forstod de ikke, "Do you realize that most of the Israeli girls would die to be with me?".
Tirsdag morgen kørte vi hen til en ranch i Kursi, et sted i bjergene ned til Genesereth sø. Her skulle vi nemlig ride på heste.
Jeg var den eneste af os fire piger som nogensinde har reddet. Men det er 10 år siden jeg sidst har siddet i en saddel på en hesteryg.
Stemningen var høj og munter, selvom Sine og Lisbeth ikke var helt trygge ved de store dyr.
Det viste sig dog at være rigtig sjovt. Jeg følte mig helt malplaceret i starten, men jo længere tid vi red, des mere naturligt blev det for mig igen.
Vi red i bjergene imellem oliventræer og stenbrud med udsigt over søen, og selvom der var varmt, var der en lille brise som gjorde det udholdeligt.
Alle fire piger havde nydt at prøve at ride, selvom vi alle kunne gå for at være en Betinna på 12 år som læser Wendyblade og elsker sin hest, Musse.
Da vi ømme i vores bagdele drog videre i programmet, lød det på at besøge Ein Geve Kibbutz, en af de eneste tilbageværende kibbutzer som er en "rigtig" kibbutz.
Her spiste vi frokost og var på en lille togtur rundt i kibbutzen. Her var blandt andet kostalde, strudsefarm og bananplantage. Derudover så og hørte vi hvordan en kibbutz er sammenskruet.
Det var interessant endelig at se hvad en kibbutz egentlig er. Hver gang jeg har fortalt derhjemme at jeg skulle til Israel er jeg blevet spurgt om jeg så skulle i kibbutz. Har altid svaret nej, uden egentlig at vide hvad en kibbutz er. Nu har jeg set det. Sejt.
Før vi vendte skuden helt hjemad, tog vi en dukkert i Genesereth Sø.
Stranden var klam, og søbunden smattet, og det blæste helt vildt. Men jeg kan ikke have set søen to gange uden at have badet i den, så jeg sprang i bølgen blå.
En dukkert var dog også tiltrængt, for temperaturen var helt ekstremt høj. Sveden piblede konstant ned af os.
Det var så varmt at min fine stråhat, som jeg i dyre domme har købt, er skrumpet i varmen.
Alt i alt har jeg haft en rigtig god tur i selskab med Sine, Lisbeth og Annette. Det var skønt med kvalitetstid sammen, og vi har virkelig nydt hinandens selskab.
Og så er der intet bedre end en bil fyldt med tøser som af sine lungers fulde kraft, skråler "Man, I feel like a woman".
søndag den 20. juni 2010
Brunch på Givat'en
I dag holdt Sine og jeg brunch på Beit Tamar for Israel Missionens unge udsendt i Jerusalem i anledning af at vores volontørfamilie snart bliver forældreløse.
Jakob og Lise smutter nemlig til Danmark for at holde sommerferie.
Så dette var en mulighed for at være samlet alle sammen.
Til denne brunch har vi fået købt stort ind. Vi donerer noget af alt det danske mad vi har fået tilranet os fra Sines forældre og mine Danmarksbesøg, og så blev det mig som stod for bageriet.
Jeg fik bagt 3 rugbrød og mange havregrynsboller.
De som kender mig, ved at jeg ikke er ferm i et køkken. Det gælder i hvert fald hvad angår at følge opskrifter, men jeg vil godt vove at påstå at det blev ret så godt.
Menuen bestod af:
Scrambled eggs med svinepølser og svinebacon.
Pandekager.
Rugbrød.
Havregrynsboller.
Smør fra Lurpakke.
Marmelade.
Ost med agurk og peberfrugt.
Pålægschokolade.
Spegepølse.
Leverpostej.
Vandmelon.
Vindruer.
Appelsinjuice.
Dansk kaffe.
Hyldeblomstsaft.
... Virkelig alt hvad det danske hjerte begærer.
"Hallelujah" var et ord som ofte optrådte. Og det var nok meget passende.
Man kunne nemt tro, at man var død og opfaret til himmels. Det var virkelig lækkert og hjemligt, og bedst af alt, alle var enormt glade for vores danske brunch.
Det løb op til at blive en kende pebret fornøjelse, men det var alle pengene værd. Volontørernes ansigter som udtrykte salighed, var ikke til at sætte en pris på.
torsdag den 17. juni 2010
Det ku' ha' været dig
Jeg havde sat min computer til at spille sange fra hele mit iTunes bibliotek.
Jokerens sang "Det ku' ha' været dig" lød gennem højtalerne, og den kære Jesper har fat i noget.
Det kunne have været dig, som var i Israel nu.
Det kunne have været dig, som betalte for at dedikerede 6 måneder af dit liv til at hjælpe handicappede.
Det kunne have været mig, som læser til eksamen nu.
Det kunne have været dig, som sad i solskin og 30 grader.
Det kunne have været dig, som var brun uden brug af solarium.
Det kunne have været mig, som sad i dårligt sommervejr om drømte om strandvejr.
Det kunne have været dig, som spiste dig mæt i pita med hummus og falaffel eller kebab.
Det kunne have været dig, som kun betaler 9 kroner for en kæmpe, halv vandmelon.
Det kunne have været mig, som grillede svinepølser.
Det kunne have været dig, som kunne købe tøj, sko og smykker for ingen penge.
Det kunne have været dig, som kan gå i biografen for 50 kroner.
Det kunne have været mig, som fik billige øl på Lanternen eller i Gaden.
Det kunne have været dig, som oplever historiske og nutidige seværdigheder på sine fridage.
Det kunne have været dig, som lærer om jøder, kristne og muslimer på tæt hold.
Det kunne have været mig, som blot må nøjes med historiebøgerne, sociologi eller religion på universitetet.
Det kunne have været dig som var mig. Men det er det ikke.
Jokerens sang "Det ku' ha' været dig" lød gennem højtalerne, og den kære Jesper har fat i noget.
Det kunne have været dig, som var i Israel nu.
Det kunne have været dig, som betalte for at dedikerede 6 måneder af dit liv til at hjælpe handicappede.
Det kunne have været mig, som læser til eksamen nu.
Det kunne have været dig, som sad i solskin og 30 grader.
Det kunne have været dig, som var brun uden brug af solarium.
Det kunne have været mig, som sad i dårligt sommervejr om drømte om strandvejr.
Det kunne have været dig, som spiste dig mæt i pita med hummus og falaffel eller kebab.
Det kunne have været dig, som kun betaler 9 kroner for en kæmpe, halv vandmelon.
Det kunne have været mig, som grillede svinepølser.
Det kunne have været dig, som kunne købe tøj, sko og smykker for ingen penge.
Det kunne have været dig, som kan gå i biografen for 50 kroner.
Det kunne have været mig, som fik billige øl på Lanternen eller i Gaden.
Det kunne have været dig, som oplever historiske og nutidige seværdigheder på sine fridage.
Det kunne have været dig, som lærer om jøder, kristne og muslimer på tæt hold.
Det kunne have været mig, som blot må nøjes med historiebøgerne, sociologi eller religion på universitetet.
Det kunne have været dig som var mig. Men det er det ikke.
onsdag den 16. juni 2010
Skabskristen
"Astrid, du kunne faktisk godt gå for at være en sød og fornuftig indre missionsk pige"
Disse ord lød fra vores præst, Jakob, en fredag aften til Shalom Night i forbindelse med, at jeg blev bedt om at sætte ord på hvordan, det har været for mig som ikke-kristen at rejse sammen med en kristen organisation.
Hvorfra han har fået den opfattelse, kan jeg ikke lige lure, men jeg betragter det som en stor kompliment. Tror jeg.
Jeg har til tider overrasket hernede.
Nogle gange over min storslående uvidenhed til kristendommens historie og traditioner, men til tider har jeg også overrasket ved, at jeg vidste mere, end jeg får credit for.
Har i få tilfælde endda kunnet belære om kristne fabler med hvorfor rødkælken har et rødt bryst, og hvorfor at der ikke findes enhjørninge.
Under lovsang til aftenens åbne hus, overraskede jeg positivt.
Normalt plejer jeg at bede om at synge den samme sang hver gang. Også denne gang blev klassikeren spillet, men derefter fandt jeg en anden sang i sanghæftet:
"Ej, kan vi ikke synge 'I can only imagine'? Den kender jeg hjemmefra"
Hvortil Jakob svarer: "Ej, den tror jeg ikke du kender, Astrid"
"Vidste ikke det var en lovssang, men har fået den på min mobil af min veninde, Inger"
"Er du nu også sikker?"
Men det viste sig at jeg havde ret. Jeg kendte sangen, og den er på min mobil.
Og det viste sig, at det ikke er den eneste lovsang på min mobil. Peder nævner en musiker som synger lovsange, hvor jeg pludselig udbryder:
"Sara West? Laver hun lovsange? For hende har jeg også fået på min mobil af en veninde!"
Hvortil Jakob forbløffet svarer:
"Du er jo i virkeligheden en skabskristen"
Er jeg det? Gemmer der sig en kristen inde i mig som bare længes efter at bryde ud fra min hedenske krop?
Hvem ved? Jeg synes ikke jeg er blevet kristen hernede, men jeg har i hvert fald assimileret mig med mine omgivelser, samtidig med jeg holder fast i den, jeg er, og hvad jeg står for.
Jeg er åben og interesseret i at lytte til andres tro og holdninger, og til tider inspireres jeg.
Jeg tror på, at Jesus eksisterede. Jeg tror på at han var en mand, som for 2000 år siden gik rundt i Israel og prædikede om kærlighed.
Jeg lever efter de kristne værdier. Jeg tror på Jesus budskab, og hvad han stod for; at man skal behandle alle på lige fod, og elske sin næste som man elsker sig selv.
Jeg tror, at Jesus havde en vision. Ligesom Martin Luther King havde en drøm.
Og jeg tror på at han havde redskaberne til at gøre verden et bedre sted.
Om Jesus var Guds søn, og om han udførte mirakler, er jeg måske lidt for skeptisk anlagt til at tro på.
Disse ord lød fra vores præst, Jakob, en fredag aften til Shalom Night i forbindelse med, at jeg blev bedt om at sætte ord på hvordan, det har været for mig som ikke-kristen at rejse sammen med en kristen organisation.
Hvorfra han har fået den opfattelse, kan jeg ikke lige lure, men jeg betragter det som en stor kompliment. Tror jeg.
Jeg har til tider overrasket hernede.
Nogle gange over min storslående uvidenhed til kristendommens historie og traditioner, men til tider har jeg også overrasket ved, at jeg vidste mere, end jeg får credit for.
Har i få tilfælde endda kunnet belære om kristne fabler med hvorfor rødkælken har et rødt bryst, og hvorfor at der ikke findes enhjørninge.
Under lovsang til aftenens åbne hus, overraskede jeg positivt.
Normalt plejer jeg at bede om at synge den samme sang hver gang. Også denne gang blev klassikeren spillet, men derefter fandt jeg en anden sang i sanghæftet:
"Ej, kan vi ikke synge 'I can only imagine'? Den kender jeg hjemmefra"
Hvortil Jakob svarer: "Ej, den tror jeg ikke du kender, Astrid"
"Vidste ikke det var en lovssang, men har fået den på min mobil af min veninde, Inger"
"Er du nu også sikker?"
Men det viste sig at jeg havde ret. Jeg kendte sangen, og den er på min mobil.
Og det viste sig, at det ikke er den eneste lovsang på min mobil. Peder nævner en musiker som synger lovsange, hvor jeg pludselig udbryder:
"Sara West? Laver hun lovsange? For hende har jeg også fået på min mobil af en veninde!"
Hvortil Jakob forbløffet svarer:
"Du er jo i virkeligheden en skabskristen"
Er jeg det? Gemmer der sig en kristen inde i mig som bare længes efter at bryde ud fra min hedenske krop?
Hvem ved? Jeg synes ikke jeg er blevet kristen hernede, men jeg har i hvert fald assimileret mig med mine omgivelser, samtidig med jeg holder fast i den, jeg er, og hvad jeg står for.
Jeg er åben og interesseret i at lytte til andres tro og holdninger, og til tider inspireres jeg.
Jeg tror på, at Jesus eksisterede. Jeg tror på at han var en mand, som for 2000 år siden gik rundt i Israel og prædikede om kærlighed.
Jeg lever efter de kristne værdier. Jeg tror på Jesus budskab, og hvad han stod for; at man skal behandle alle på lige fod, og elske sin næste som man elsker sig selv.
Jeg tror, at Jesus havde en vision. Ligesom Martin Luther King havde en drøm.
Og jeg tror på at han havde redskaberne til at gøre verden et bedre sted.
Om Jesus var Guds søn, og om han udførte mirakler, er jeg måske lidt for skeptisk anlagt til at tro på.
tirsdag den 15. juni 2010
Ramallah, Palæstina
Eva og Jonathan, vores Musallahavolontører som arbejder med forsoning i Palæstina, inviterede Meet the People volontørerne og joffihusets volontører til Ramallah på guidet tur.
Det var en dejlig dag med forskellige, interessante oplevelser.
Det bliver blot en hurtig opremsning:
Vi så de fire løver i hjertet af byen. Byens såkaldte varetegn.
Vi besøgte Yassir Arafats grav.
Vi oplevede markedet, hvor vi fik gratis bananer, og de lyshårede piger fik blink.
Vi spiste arabisk mad i kæmpe portioner mad, og én bestilte vandpibe i troen om at det var en læskende drik.
Vi så the Danish House in Palestine, og konkluderede at det må være et meget fedt sted at bo som volontør.
Vi spiste arabisk is, som var i samme syntestiske farver som Friskos "Zapp" og havde en tyggegummilignende konsistens.
Vi besøgte the Palestinian Bible Center for unge.
Vi fik shoppet, og nogle piger fik købt sig ure fra Casio til suspekt billige priser.
Vi tog bussen tilbage mod Jerusalem og oplevede at gå igennem check pointet.
Jeg fik erfaret at Ramallah er en hyggelig og livlig by, som er et besøg værd. Det er en meget pænere by end Bethlehem idet at byen fungerer som "hovedstaden" i Palæstina, og dermed bliver der investeret mere her.
Hvis jeg skal sammenligne Bethlehem og Ramallah med andre oplevelser, vil jeg sige at Bethlehem minder om Cambodia i forhold til Ramallah, som er noget rigere og dermed minder om Vietnam.
Det var en god oplevelse at se mere til Palæstina. Og det var rart at se, at hele Palæstina ikke er i samme tilstand som Bethlehem, men at en mere velbeholdt by som Ramallah også eksisterer.
Det var en dejlig dag med forskellige, interessante oplevelser.
Det bliver blot en hurtig opremsning:
Vi så de fire løver i hjertet af byen. Byens såkaldte varetegn.
Vi besøgte Yassir Arafats grav.
Vi oplevede markedet, hvor vi fik gratis bananer, og de lyshårede piger fik blink.
Vi spiste arabisk mad i kæmpe portioner mad, og én bestilte vandpibe i troen om at det var en læskende drik.
Vi så the Danish House in Palestine, og konkluderede at det må være et meget fedt sted at bo som volontør.
Vi spiste arabisk is, som var i samme syntestiske farver som Friskos "Zapp" og havde en tyggegummilignende konsistens.
Vi besøgte the Palestinian Bible Center for unge.
Vi fik shoppet, og nogle piger fik købt sig ure fra Casio til suspekt billige priser.
Vi tog bussen tilbage mod Jerusalem og oplevede at gå igennem check pointet.
Jeg fik erfaret at Ramallah er en hyggelig og livlig by, som er et besøg værd. Det er en meget pænere by end Bethlehem idet at byen fungerer som "hovedstaden" i Palæstina, og dermed bliver der investeret mere her.
Hvis jeg skal sammenligne Bethlehem og Ramallah med andre oplevelser, vil jeg sige at Bethlehem minder om Cambodia i forhold til Ramallah, som er noget rigere og dermed minder om Vietnam.
Det var en god oplevelse at se mere til Palæstina. Og det var rart at se, at hele Palæstina ikke er i samme tilstand som Bethlehem, men at en mere velbeholdt by som Ramallah også eksisterer.
mandag den 14. juni 2010
Det søde liv
Jeg har kun det søde liv tilbage af mit ophold
Jeg har 58 dage tilbage i Israel, før turen går tilbage mod Danmark d. 9. august.
Om 49 dage afslutter jeg mit volontørarbejde.
Ud af de 58 dage, er det kun 22 dage, at jeg skal arbejde.
Resten af tiden udgøres af de to ugentlige fridage og de resterende feriedage jeg har sparet op.
Feriedagene går til
3 dages adventure i Golan højderne nordpå med Sine, Peder og de 3 Tel Aviv volontører Lisbeth, Annette og Martin.
6 dages oplevelser i Israel med min bror
8 dages afslapning, sol og dykning i Dahab, Sinaihalvøen i Egypten med Sine.
Og de sidste 9 dage, er ren og skær ferie med
3 dages hygge i Jerusalem med min mor
X antal dage med fest og strand i Tel Aviv med min kammerat Anders, som er den selvsamme person, der introducerede mig for Meet the People projektet.
You've gotta love this life. Aint it wonderful? Oh yes indeed.
Jeg har 58 dage tilbage i Israel, før turen går tilbage mod Danmark d. 9. august.
Om 49 dage afslutter jeg mit volontørarbejde.
Ud af de 58 dage, er det kun 22 dage, at jeg skal arbejde.
Resten af tiden udgøres af de to ugentlige fridage og de resterende feriedage jeg har sparet op.
Feriedagene går til
3 dages adventure i Golan højderne nordpå med Sine, Peder og de 3 Tel Aviv volontører Lisbeth, Annette og Martin.
6 dages oplevelser i Israel med min bror
8 dages afslapning, sol og dykning i Dahab, Sinaihalvøen i Egypten med Sine.
Og de sidste 9 dage, er ren og skær ferie med
3 dages hygge i Jerusalem med min mor
X antal dage med fest og strand i Tel Aviv med min kammerat Anders, som er den selvsamme person, der introducerede mig for Meet the People projektet.
You've gotta love this life. Aint it wonderful? Oh yes indeed.
lørdag den 12. juni 2010
England vs. America
Så er der VM. Ja tak!
I aftes var vi til Messiansk Gudstjeneste og senere ude at spise. Vi var færdige med at spise, da en af de mange kampe blev spillet.
Jeg er ikke den store boldentusiast, men de vigtige kampe ser jeg dog. Og "vigtig" indebærer Danmarks kampe og finalen.
Jeg vidste ikke hvem, der spillede i aftenens kamp, men på bargaden, en sidegade til Jaffa Street, havde samtlige barer storskærme sat op, og jeg kunne godt tænke mig at se en kamp med en kold fadøl i hånden. Så sammen med Sine og Jonathan, gik vi derhen. Og det kan jeg kun prise mig lykkelig for!
Det var England mod USA, og Kings Bar, en bar for enden af gaden ved et torv, var mere end fyldt op med unge, fulde og opstemte englændere og amerikanere, som skulle se kampen.
Få minutter inde i kampen scorede England et mål, og et kæmpe brøl lød fra de engelske jøder, som alle var klædt i hvidt og rødt, og med det engelske flag som kappe. Straks brød de ud i slagsange, og stemningen var sat.
Det var den vildeste fodboldkamp jeg nogensinde har oplevet. Ikke på grund af selve kampen, men på grund af mine omgivelser.
Folk råbte og hujede, og dissede modstanderen, og det gik vildt for sig. Den ene fornærmelse efter den anden lød i luften.
I starten var det hovedsageligt nationalsangen, slagord og sætninger såsom:
"USA, USA, USA!"
"Engeland, Engeland, Engeland!"
"If it weren't for us, you'd all speak german now"
"1966"
"1776"
Men aldrig havde jeg troet, at jeg ville høre unge jøder i Jerusalem råbe af deres lungers fulde kraft sætninger som:
"You pussy"
"Fuck my cock, you bitch"
"Shake your wanker"
"Fuck the queen"
"Obama is a packie"
"You are shit, and you know you are"
Det fede ved alle svinerierne af hinanden, var at de sprogmæssigt var på ligefod med hinanden. De talte samme sprog, blot forskellig accent.
Og så var det spændende at se, hvem der kom med de mest kreative kommentarer, hvilket var amerikanerne. De var perfekt selvfede til at de var sjove.
Flere gange virkede det til, at det lige var ved at kamme over mellem de to nationer, men stemningen var god, og alle var blot interesseret i en god kamp og muligheden for at svine hinanden til.
Der var intet bag det, andet end en fodboldkamp mellem to lande med en forhistorie.
Det er helt vildt så meget et spil kan gøre ved mennesker, men det var fucking awesome at opleve stemningen.
Undskyld mit sprog, men at være omringet i to timer af hujende amerikanere og englændere, har påvirket mit sprog.
I aftes var vi til Messiansk Gudstjeneste og senere ude at spise. Vi var færdige med at spise, da en af de mange kampe blev spillet.
Jeg er ikke den store boldentusiast, men de vigtige kampe ser jeg dog. Og "vigtig" indebærer Danmarks kampe og finalen.
Jeg vidste ikke hvem, der spillede i aftenens kamp, men på bargaden, en sidegade til Jaffa Street, havde samtlige barer storskærme sat op, og jeg kunne godt tænke mig at se en kamp med en kold fadøl i hånden. Så sammen med Sine og Jonathan, gik vi derhen. Og det kan jeg kun prise mig lykkelig for!
Det var England mod USA, og Kings Bar, en bar for enden af gaden ved et torv, var mere end fyldt op med unge, fulde og opstemte englændere og amerikanere, som skulle se kampen.
Få minutter inde i kampen scorede England et mål, og et kæmpe brøl lød fra de engelske jøder, som alle var klædt i hvidt og rødt, og med det engelske flag som kappe. Straks brød de ud i slagsange, og stemningen var sat.
Det var den vildeste fodboldkamp jeg nogensinde har oplevet. Ikke på grund af selve kampen, men på grund af mine omgivelser.
Folk råbte og hujede, og dissede modstanderen, og det gik vildt for sig. Den ene fornærmelse efter den anden lød i luften.
I starten var det hovedsageligt nationalsangen, slagord og sætninger såsom:
"USA, USA, USA!"
"Engeland, Engeland, Engeland!"
"If it weren't for us, you'd all speak german now"
"1966"
"1776"
Men aldrig havde jeg troet, at jeg ville høre unge jøder i Jerusalem råbe af deres lungers fulde kraft sætninger som:
"You pussy"
"Fuck my cock, you bitch"
"Shake your wanker"
"Fuck the queen"
"Obama is a packie"
"You are shit, and you know you are"
Det fede ved alle svinerierne af hinanden, var at de sprogmæssigt var på ligefod med hinanden. De talte samme sprog, blot forskellig accent.
Og så var det spændende at se, hvem der kom med de mest kreative kommentarer, hvilket var amerikanerne. De var perfekt selvfede til at de var sjove.
Flere gange virkede det til, at det lige var ved at kamme over mellem de to nationer, men stemningen var god, og alle var blot interesseret i en god kamp og muligheden for at svine hinanden til.
Der var intet bag det, andet end en fodboldkamp mellem to lande med en forhistorie.
Det er helt vildt så meget et spil kan gøre ved mennesker, men det var fucking awesome at opleve stemningen.
Undskyld mit sprog, men at være omringet i to timer af hujende amerikanere og englændere, har påvirket mit sprog.
fredag den 11. juni 2010
Shabbath Shalom
Allah/Jahve/Gud skabte verden på 6 dage og holdt den syvende dag hellig.
Afhængig af din religion, varierer dagen for hviledagen.
Muslimerne holder fredag hellig, jøderne holder lørdagen hellig og de kristne holder søndag hellig.
Israel er jødisk, så her holder man lørdagen hellig. Denne dag kaldes shabbath, og i Israel holdes hviledagen virkelig i hu.
Fra fredagens solnedgang til lørdagens solnedgang må man ikke arbejde, og man må ikke sætte andre i arbejde. Overhovedet.
Selvfølgelig er det hovedsageligt de religiøse som overholder dette, men en del ikke-religiøse overholder alligevel sabbaten af tradition. Ligesom mig. Selvom at jeg ikke er kristen, fejrer jeg jul og deltager i julegudstjeneste - for traditionens skyld.
"At arbejde" indebærer mere end at udføre sit normale arbejde.
Du må ikke gøre rent eller benytte transportmidler på sabbaten. Det er arbejde. Du må heller ikke se fjernsyn, bruge computer eller telefon.
At tænde eller slukke for kontakter er også forbudt. Når sabbatsmåltidet forberedes, har man på forhånd lavet måltidet, og før sabbaten begynder, har man nogle keramiske varmeplader man tænder og placerer maden på - og langsomt opvarmes måltidet.
På vores arbejde er de dog ikke så strikse over for volontørerne. Vi er tilladt at bruge mikrobølgeovn, at tænde og slukke lys og give beboerne et bad, da vi ikke er jøder.
Samme forståelse møder man ikke alle steder i Jerusalem. Jerusalem er nærmest religionernes hovedstad, og man møder mange ortodokse mennesker, især ortodokse jøder. Og de er ikke så åbensindet for andre mennesker, der ikke lever samme livsstil som dem.
Der er forskellige hændelser, som tydeligt viser deres foragt.
Det ene eksempel omhandler et dansk-australsk ægtepar som er bosat i det ortodokse kvarter. På en sabbat var de kørt et sted hen, og næste dag havde nogen skrabet en nøgle i lakeringen langs bilen. Man må jo ikke køre på sabbaten.
Det andet eksempel omhandler vores kære præstefrue, Lise. Hun var gået rundt i byens centrum iført shorts, der gik over knæene, og en stroptrøje. Det er tilladeligt at gå sådan klædt, da ikke alle indbyggere i Jerusalem er religiøse. Dog havde hun passeret en ortodoks jøde, som var blevet så stødt over hendes påklædning, at han spyttede efter hende.
Det er dog ikke alle i Israel som efterlever alle reglerne. Man kan sagtens møde mange unge mennesker i byen en fredag aften, og det er muligt at spise på restauranter der ikke er kosher.
Ellers vil jeg bare ønske jer alle en fredelig lørdag i morgen,
Shabbath Shalom.
Afhængig af din religion, varierer dagen for hviledagen.
Muslimerne holder fredag hellig, jøderne holder lørdagen hellig og de kristne holder søndag hellig.
Israel er jødisk, så her holder man lørdagen hellig. Denne dag kaldes shabbath, og i Israel holdes hviledagen virkelig i hu.
Fra fredagens solnedgang til lørdagens solnedgang må man ikke arbejde, og man må ikke sætte andre i arbejde. Overhovedet.
Selvfølgelig er det hovedsageligt de religiøse som overholder dette, men en del ikke-religiøse overholder alligevel sabbaten af tradition. Ligesom mig. Selvom at jeg ikke er kristen, fejrer jeg jul og deltager i julegudstjeneste - for traditionens skyld.
"At arbejde" indebærer mere end at udføre sit normale arbejde.
Du må ikke gøre rent eller benytte transportmidler på sabbaten. Det er arbejde. Du må heller ikke se fjernsyn, bruge computer eller telefon.
At tænde eller slukke for kontakter er også forbudt. Når sabbatsmåltidet forberedes, har man på forhånd lavet måltidet, og før sabbaten begynder, har man nogle keramiske varmeplader man tænder og placerer maden på - og langsomt opvarmes måltidet.
På vores arbejde er de dog ikke så strikse over for volontørerne. Vi er tilladt at bruge mikrobølgeovn, at tænde og slukke lys og give beboerne et bad, da vi ikke er jøder.
Samme forståelse møder man ikke alle steder i Jerusalem. Jerusalem er nærmest religionernes hovedstad, og man møder mange ortodokse mennesker, især ortodokse jøder. Og de er ikke så åbensindet for andre mennesker, der ikke lever samme livsstil som dem.
Der er forskellige hændelser, som tydeligt viser deres foragt.
Det ene eksempel omhandler et dansk-australsk ægtepar som er bosat i det ortodokse kvarter. På en sabbat var de kørt et sted hen, og næste dag havde nogen skrabet en nøgle i lakeringen langs bilen. Man må jo ikke køre på sabbaten.
Det andet eksempel omhandler vores kære præstefrue, Lise. Hun var gået rundt i byens centrum iført shorts, der gik over knæene, og en stroptrøje. Det er tilladeligt at gå sådan klædt, da ikke alle indbyggere i Jerusalem er religiøse. Dog havde hun passeret en ortodoks jøde, som var blevet så stødt over hendes påklædning, at han spyttede efter hende.
Det er dog ikke alle i Israel som efterlever alle reglerne. Man kan sagtens møde mange unge mennesker i byen en fredag aften, og det er muligt at spise på restauranter der ikke er kosher.
Ellers vil jeg bare ønske jer alle en fredelig lørdag i morgen,
Shabbath Shalom.
onsdag den 9. juni 2010
Krig og fred
Vi har ikke mærket til de uroligheder, som er foregået i Israel, mens vi har været her.
Alle problemerne med bosættelserne i Østjerusalem, og nu situationen med nødhjælpskonvojen, har vi endnu ikke mærket noget til.
Israel er dog klar over deres til tider upopulære status i andre landes øjne, og tager derfor sine forbehold.
Ligesom vi i Danmark årligt lader en sirene gå første onsdag i maj kl. 12, har de samme tradition i Israel. Deres krigssirene lød onsdag d. 26. maj 2010 kl 11.
Øvelsen indebærer, at når sirenen lyder, skal alle evakueres til et boltret sikkerhedsrum.
Vi har 90 sekunder til at få alle beboere i sikkerhed, og hvis ikke vi kan nå det, er det vigtigste, at vi placerer os i ly for vinduerne.
Det er til sådan en øvelse, og når man dagligt ser bevæbnede soldater i gaderne, at man bemærker, at man lever i et land i konflikt med sine naboer. Ellers lever vi i ro og mag.
De vildeste krige vi har, er enten kortspillet eller krigen mod de herreløse katte, som huserer containeren foran Beit Tamar.
Vores leder har nu taget kampen op imod dem. For de spiser vores skrald, og skider over alt, og det er ærligt talt ulækkert.
Som våben bruger hun peber. Hele terrassen til vores indgang er krydret med peber i vores leders håb om, at det vil holde kattene væk. Pebersprayen er overvurderet når man har en peberkværn!
Alle problemerne med bosættelserne i Østjerusalem, og nu situationen med nødhjælpskonvojen, har vi endnu ikke mærket noget til.
Israel er dog klar over deres til tider upopulære status i andre landes øjne, og tager derfor sine forbehold.
Ligesom vi i Danmark årligt lader en sirene gå første onsdag i maj kl. 12, har de samme tradition i Israel. Deres krigssirene lød onsdag d. 26. maj 2010 kl 11.
Øvelsen indebærer, at når sirenen lyder, skal alle evakueres til et boltret sikkerhedsrum.
Vi har 90 sekunder til at få alle beboere i sikkerhed, og hvis ikke vi kan nå det, er det vigtigste, at vi placerer os i ly for vinduerne.
Det er til sådan en øvelse, og når man dagligt ser bevæbnede soldater i gaderne, at man bemærker, at man lever i et land i konflikt med sine naboer. Ellers lever vi i ro og mag.
De vildeste krige vi har, er enten kortspillet eller krigen mod de herreløse katte, som huserer containeren foran Beit Tamar.
Vores leder har nu taget kampen op imod dem. For de spiser vores skrald, og skider over alt, og det er ærligt talt ulækkert.
Som våben bruger hun peber. Hele terrassen til vores indgang er krydret med peber i vores leders håb om, at det vil holde kattene væk. Pebersprayen er overvurderet når man har en peberkværn!
tirsdag den 8. juni 2010
Hvor er alle brevene?
Ja, hvor er alle brevene, spørger jeg bare?
Jævnligt får Sine et brev eller en pakke. Hvor er hilsnerne til mig?
Jeg tror ikke på, at den kære postmand ikke har kunnet finde mig alle 4 måneder, jeg har været her.
Jeg tror, det er de kære derhjemme, som ikke har kunnet finde frimærker eller en postkasse.
Her kommer et praj med en vognstang:
Min adresse er
Beit Tamar
Att.: Astrid Lund-Pedersen
Leaha Ben Porad 21
Giva'at Masu'a
Jerusalem 96408
ISRAEL.
Jeg ser frem til at få breve hjemmefra.
På forhånd tak, Astrid.
Jævnligt får Sine et brev eller en pakke. Hvor er hilsnerne til mig?
Jeg tror ikke på, at den kære postmand ikke har kunnet finde mig alle 4 måneder, jeg har været her.
Jeg tror, det er de kære derhjemme, som ikke har kunnet finde frimærker eller en postkasse.
Her kommer et praj med en vognstang:
Min adresse er
Beit Tamar
Att.: Astrid Lund-Pedersen
Leaha Ben Porad 21
Giva'at Masu'a
Jerusalem 96408
ISRAEL.
Jeg ser frem til at få breve hjemmefra.
På forhånd tak, Astrid.
mandag den 7. juni 2010
Street Art of J.lem
I Jerusalems sidegader, byder byen på spændende street art.
Jeg ville ønske jeg havde et bedre kamera og et bedre fototalent, men her kommer nogle fotos af en amatør med et simpelt digitalt kamera.
Klik på hvert billede for at se i fuld størrelse.
Jeg ville ønske jeg havde et bedre kamera og et bedre fototalent, men her kommer nogle fotos af en amatør med et simpelt digitalt kamera.
Klik på hvert billede for at se i fuld størrelse.
søndag den 6. juni 2010
Volontørvisum til volontøren
Endelig oprandt dagen hvor jeg opholder mig lovligt i Israel.
Som volontør skal jeg have et volontørvisum, men jeg har indtil i formiddags opholdt mig på turistvisum.
Det har været et værre bøvl med af få dette visum.
Det optimale var at vi fik visumet i starten af vores ophold, men ting tager tid. Især i Israel.
Blot deres opførelse af citytoget har stået på siden 1995, og de ser ud til at være alt andet end færdige. Der er konstant vejarbejde med tre vejarbejdere hver sted. En står og laver cement mens de to andre ser på. Og det er den vildeste aktion man kan observere.
No wonder at israelere har et ry for utålmodighed, når alt praktisk tager evigheder.
Jeg har været noget nervøs angående visum. Jeg har haft en del ind- og udrejser til landet. Fem for at være eksakt. Og det ser ikke så godt ud i passet med alle stemplerne når man kommer og skal have visum på ny.
De første 4 indrejser til landet har jeg fået 3 måneders turistvisum. Ikke helt uden problemer, men det er lykkes i sidste ende hver gang.
Dog fik jeg kun 2 ugers visum da jeg kom tilbage fra begravelse i Danmark. Det var ikke acceptabelt at jeg endnu ikke havde volontørvisum efter næsten 4 måneders ophold i landet. Heldigvis havde jeg en aftale med Dina Luati på visumkontoret i dag, 12 dage efter min sidste indrejse i landet. Og denne gang fik jeg mit visum!
Jeg havde oprindeligt min første aftale på visumkontoret d. 3. maj, men da jeg ikke havde en israelsk medical report, måtte jeg slukøret gå derfra med en ny aftale en måned efter.
I dag er lykkens dag. Jeg har fået mit visum, og om en måned kommer min bror til Jerusalem på en uges ferie.
torsdag den 3. juni 2010
Den gode, den onde og den grusomme.
Det er meget forskelligt hvilke reaktioner man får som volontør, pige og europæer her i Israel.
Der er de gode kommentarer.
Det er når folk hører at vi er volontører, og at vi gratis bruger vores tid på at hjælpe handicappede.
Mange overvældes af taknemmelighed eller glæde og udbryder "Bless you, bless you" og sætter virkelig pris på vores indsats.
Så er der "de onde" kommentarer.
Det er fra hankønnet at de kommer. Alle fra små drenge, til teenagere til gamle mænd.
Det er som sådan ikke onde kommentarer, men blot nedværdigende "komplimenter".
"Beautiful girl, looking for husbond? How many camels for you?", "Nice ass/body" og "You have beautiful eyes, how old are you?..." har blot været nogle af kommentarerne efterfulgt af elevatorblikket eller et slesk blink, hvor man ikke bare føler sig afklædt, men voldtaget af deres øjne.
Og til sidst men ikke mindst, de grusomme kommentarer.
Jeg er så glad for at jeg ikke er tysker, for de gange jeg er blevet forvekslet til at være tysk volontør, har det ikke været behageligt.
Kommentarer har været virkelig racistiske i form af "Scheiße, scheiße! Faschisten!", "Hitler!" og "Nazi!". Og kommentarerne kan udløses ved at vi blot sidder i bussen og snakker med hinanden.
Der er de gode kommentarer.
Det er når folk hører at vi er volontører, og at vi gratis bruger vores tid på at hjælpe handicappede.
Mange overvældes af taknemmelighed eller glæde og udbryder "Bless you, bless you" og sætter virkelig pris på vores indsats.
Så er der "de onde" kommentarer.
Det er fra hankønnet at de kommer. Alle fra små drenge, til teenagere til gamle mænd.
Det er som sådan ikke onde kommentarer, men blot nedværdigende "komplimenter".
"Beautiful girl, looking for husbond? How many camels for you?", "Nice ass/body" og "You have beautiful eyes, how old are you?..." har blot været nogle af kommentarerne efterfulgt af elevatorblikket eller et slesk blink, hvor man ikke bare føler sig afklædt, men voldtaget af deres øjne.
Og til sidst men ikke mindst, de grusomme kommentarer.
Jeg er så glad for at jeg ikke er tysker, for de gange jeg er blevet forvekslet til at være tysk volontør, har det ikke været behageligt.
Kommentarer har været virkelig racistiske i form af "Scheiße, scheiße! Faschisten!", "Hitler!" og "Nazi!". Og kommentarerne kan udløses ved at vi blot sidder i bussen og snakker med hinanden.
tirsdag den 1. juni 2010
Hvis blot mit liv var skrevet af Jane Austen
Mr. Darcy har smeltet hjerterne på Beit Tamars volontører.
Jeg har medbragt BBC's mini serie af Pride and Prejudice. En 6 timers lang filmatisering opdelt i 6 afsnit af Jane Austens roman af samme navn.
Sine, Katharina og jeg har 6 aftener tilbragt en times kvalitetstid sammen, hvor vi alle tre har sukket over mr. Darcy.
Det er skønt, at selvom vi arbejder forskellige timer, kan vi finde tid om aftenen til kvalitetshygge med smeltede hjerter.
Vi har lige set det sidste afsnit, og jeg kan ikke andet end at ønske jeg var Elizabeth Bennet og at jeg fik mr. Darcy.
Han er en langt større gentleman end de mænd i Israel som fløjter efter dig på gaden.
Hvis blot mit liv var skrevet af Jane Austen, ville jeg være sikker på at få mr. Darcy til sidst - så snart jeg har gennemlevet mr. Wickham og mr. Collins.
mandag den 31. maj 2010
Tyvstart på både sommer og weekend.
Sine og jeg har for første gang to fridage i streg, hvor der intet er på programmet disse dage.
Vi fandt Lonely Planet frem (for de som ikke er vante rejsende, er det en guidebog), og undersøgte hvor vi helst ville hen.
Prioriteten var strand, så vi kunne slappe af. Det trængte vi begge til. Og sol på vores kroppe. I tre uger har min krop ikke set solens lys.
Valget kom til at stå mellem Netanya og Haifa. Begge byer siges at have fantastiske strande.
Sine har i forvejen set Haifa med sine forældre, men jeg brugte mine bedste overtaleevner, og Haifa blev destinationen.
Det blev til to fantastiske dage. Jeg er faldet pladask for byen. Vi så intet kulturelt.
Vi tilbragte begge dage med cafeer, at slentre op og ned ad gaderne og at chille på stranden.
Det var lige hvad vi trængte til!
Når min bror, Esben, kommer og besøger mig om godt en måned, er det et must på programmet.
Jeg er alt andet end færdig med Haifa!
Vi fandt Lonely Planet frem (for de som ikke er vante rejsende, er det en guidebog), og undersøgte hvor vi helst ville hen.
Prioriteten var strand, så vi kunne slappe af. Det trængte vi begge til. Og sol på vores kroppe. I tre uger har min krop ikke set solens lys.
Valget kom til at stå mellem Netanya og Haifa. Begge byer siges at have fantastiske strande.
Sine har i forvejen set Haifa med sine forældre, men jeg brugte mine bedste overtaleevner, og Haifa blev destinationen.
Det blev til to fantastiske dage. Jeg er faldet pladask for byen. Vi så intet kulturelt.
Vi tilbragte begge dage med cafeer, at slentre op og ned ad gaderne og at chille på stranden.
Det var lige hvad vi trængte til!
Når min bror, Esben, kommer og besøger mig om godt en måned, er det et must på programmet.
Jeg er alt andet end færdig med Haifa!
lørdag den 29. maj 2010
Fuck Karneval, jeg skal se Melodi Grand Prix
Hvem gider Karneval når der er Melodi Grand Prix?
Ja, jeg spørger bare.
Hvem gider til karneval i semidårligt vejr i Aalborg og drikke sig fuld i et kostume forestillende Gilette Venus skraber eller baywatch, når man kan se Melodi Grand Prix i Jerusalem med de andre volontører og tilmed være i stand til at stemme på Danmark? Samtidig med at man spiser slik og popcorn!
Jeg skal se Melodi Grand Prix, og jeg skal stemme på Danmark. Bare fordi jeg kan!
Ja, jeg spørger bare.
Hvem gider til karneval i semidårligt vejr i Aalborg og drikke sig fuld i et kostume forestillende Gilette Venus skraber eller baywatch, når man kan se Melodi Grand Prix i Jerusalem med de andre volontører og tilmed være i stand til at stemme på Danmark? Samtidig med at man spiser slik og popcorn!
Jeg skal se Melodi Grand Prix, og jeg skal stemme på Danmark. Bare fordi jeg kan!
tirsdag den 25. maj 2010
From A to B
"Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og fra jord skal du igen opstå".
Jeg har igen været i Danmark. Denne gang for at høre disse ord.
Det er aldrig nemt at miste. Uanset hvad du mister. Om det er din pung, en du elsker eller dig selv.
Jeg har nu mistet to vigtige personer i mit liv, mens jeg har været i Israel. Det er i situationer som disse, at jeg virkelig har følt mig langt væk hjemmefra.
Jeg var godt klar over, at der ville være en reel risiko for, at jeg ikke ville se dem igen, når jeg kommer tilbage. Men man kan ikke rejse fra min familie i 6 måneder og forvente, at der ikke sker noget. Det ved jeg af erfaring. Så jeg tog afsted og håbede på det bedste.
Før jeg rejste til Israel, havde jeg dog tænkt meget over, hvordan jeg ville reagere, hvis nu jeg skulle miste. Hvad ville jeg gøre?
Hvad gør man egentlig, når man hører at en pårørende er gået bort, og du befinder dig langt, langt væk?
Jeg græd. En del.
Heldigvis dækker forsikringen i det sidste dødstilfælde, og jeg har ubesværet kunnet komme tilbage til ceremonien.
Det er under sørgelige omstændigheder at jeg igen var i Danmark, men min tid derhjemme var intet mindre end fantastisk.
Vejret var dejligt, alt er lige sprunget ud og jeg har tilbragt meget tid med mennesker jeg elsker og holder af.
Med undtagelse af en vigtig person.
Men livet går jo fra A til B.
Jeg har igen været i Danmark. Denne gang for at høre disse ord.
Det er aldrig nemt at miste. Uanset hvad du mister. Om det er din pung, en du elsker eller dig selv.
Jeg har nu mistet to vigtige personer i mit liv, mens jeg har været i Israel. Det er i situationer som disse, at jeg virkelig har følt mig langt væk hjemmefra.
Jeg var godt klar over, at der ville være en reel risiko for, at jeg ikke ville se dem igen, når jeg kommer tilbage. Men man kan ikke rejse fra min familie i 6 måneder og forvente, at der ikke sker noget. Det ved jeg af erfaring. Så jeg tog afsted og håbede på det bedste.
Før jeg rejste til Israel, havde jeg dog tænkt meget over, hvordan jeg ville reagere, hvis nu jeg skulle miste. Hvad ville jeg gøre?
Hvad gør man egentlig, når man hører at en pårørende er gået bort, og du befinder dig langt, langt væk?
Jeg græd. En del.
Heldigvis dækker forsikringen i det sidste dødstilfælde, og jeg har ubesværet kunnet komme tilbage til ceremonien.
Det er under sørgelige omstændigheder at jeg igen var i Danmark, men min tid derhjemme var intet mindre end fantastisk.
Vejret var dejligt, alt er lige sprunget ud og jeg har tilbragt meget tid med mennesker jeg elsker og holder af.
Med undtagelse af en vigtig person.
Men livet går jo fra A til B.
fredag den 14. maj 2010
Stay Classy
De ældre herrer her i Israel har stil. Jeg sad forleden i bussen og betragtede menneskerne, der steg af og på bussen, samt de mennesker som kommer gående forbi. Og pludselig slog det mig, hvor stilet de ældre mænd egentlig klæder sig.
De har oftest jakkesætsbukser på, pæne sko, en hvid skjorte gerne med et slips, en strikket vest, og som jakke en jakkesætsjakke.
For at fuldende deres look, bruges en sixpencekasket og solbriller (gerne raybans) til accessories. Og det er det sidste, som giver det virkelig stilede look.
Der er intet mere cool end en ældre herre, som sidder på en stol og betragter omgivelserne gennem sine tonede brilleglas, og har en stok i den ene hånd.
Disse herrer er bevis på, at selvom man ældes, kan det stadig gøres med stil. Kæmpe respekt dertil.
De har oftest jakkesætsbukser på, pæne sko, en hvid skjorte gerne med et slips, en strikket vest, og som jakke en jakkesætsjakke.
For at fuldende deres look, bruges en sixpencekasket og solbriller (gerne raybans) til accessories. Og det er det sidste, som giver det virkelig stilede look.
Der er intet mere cool end en ældre herre, som sidder på en stol og betragter omgivelserne gennem sine tonede brilleglas, og har en stok i den ene hånd.
Disse herrer er bevis på, at selvom man ældes, kan det stadig gøres med stil. Kæmpe respekt dertil.
torsdag den 13. maj 2010
Spa, full body massage og frokost på the Regency
En af grundene til at det er fedt at være volontør, er de aktiviteter, som en sjælden gang imellem arrangeres med beboerne.
I dag skulle jeg arbejde 9-22, altså 13 timer. Men fra 9-16 foregik på the Regency Jerusalem Hotel, et femstjernet hotel.
Med to af beboerne, vores tyske volontør Katharina og vores husmor Chaya tog vi afsted om morgenen. Og dagen gik med en olie massage, svømme i poolen og få en lækker frokost.
Den slags luksus må gerne finde sted noget oftere. Jeg er vild med det.
I dag skulle jeg arbejde 9-22, altså 13 timer. Men fra 9-16 foregik på the Regency Jerusalem Hotel, et femstjernet hotel.
Med to af beboerne, vores tyske volontør Katharina og vores husmor Chaya tog vi afsted om morgenen. Og dagen gik med en olie massage, svømme i poolen og få en lækker frokost.
Den slags luksus må gerne finde sted noget oftere. Jeg er vild med det.
onsdag den 12. maj 2010
100 dage i Israel
Ja, så er det i dag 100 dage siden, jeg satte min fod i Israel og påbegyndte en ny tilværelse og ny livsstil.
Jeg ville gerne opremse mine oplevelser og beskrive, hvordan det alt sammen har påvirket mig. Men det ville tage mig en krig at blive færdig, for på 100 dage har jeg fået ufatteligt mange oplevelser. Næsten hver dag har været et eventyr, og nogle dage har endda budt på flere.
Jeg har rejst rundt i to forskellige slags Israel. Jeg har rejst i det bibelske Israel med kæmpe kirker placeret der, hvor det siges at noget i Jesu liv fandt sted. Og jeg har rejst i det moderne Israel med gode shoppingfaciliteter, fancy all-inclusive hoteller og barer med øl og vandpibe.
Jeg har lært både kristne og jøder at kende. Jeg har fået be- og afkræftet forskellige fordomme, og lært enormt meget derudover.
Og generelt tror jeg bare, at jeg har lært rigtig meget om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg kan kalde dette min dannelsesrejse, men dette ophold er i hvert fald med til at udvikle min person, hvem jeg er, og hvad jeg står for.
Selvom jeg ikke falder udenfor fællesskabet overhovedet, er jeg på nogle punkter ret så anderledes, end de mennesker jeg omgås med. Mine synspunkter og min livsstil er en helt anden, og det får mig til at fundere meget over mit eget liv, når jeg oplever det i stor kontrast med andre. Jeg elsker mit liv. Selvfølgelig har jeg fucket op engang imellem, men det er også sine fejl, man lærer af. Jeg elsker virkelig mit liv, og min måde at leve det på. Alligevel har jeg fået øjenene op for gode værdier, jeg kan flette ind i mit liv.
Jeg har mødt op til flere som fortæller mig, at de beder for mig, og ved grædemuren har jeg flere gange fået en rød snor om håndleddet som symbol på velsignelse. Nogen vil måske blive blive fortørnet og fornærmet over, at kristne føler sig nødsaget til at bede for dig, og at en rabbiner vil velsigne dig. Som om du er "en fortabt sjæl". Men sådan er det slet ikke. Faktisk sætter jeg stor pris på det. Det er et tegn på at vedkommende ønsker det bedste for mig.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på mine tanker omkring det. Kun ét ord falder mig ind, nemlig taknemmelighed. Jeg går stadig rundt med min røde snor om håndleddet. For jeg synes, det er en dejlig tanke, der står bag. Så de af jer som har mig med i jeres aftenbøn, bliv endelig ved. Jeg er jer dybt taknemmelig for jeres omtanke.
Jeg ville gerne opremse mine oplevelser og beskrive, hvordan det alt sammen har påvirket mig. Men det ville tage mig en krig at blive færdig, for på 100 dage har jeg fået ufatteligt mange oplevelser. Næsten hver dag har været et eventyr, og nogle dage har endda budt på flere.
Jeg har rejst rundt i to forskellige slags Israel. Jeg har rejst i det bibelske Israel med kæmpe kirker placeret der, hvor det siges at noget i Jesu liv fandt sted. Og jeg har rejst i det moderne Israel med gode shoppingfaciliteter, fancy all-inclusive hoteller og barer med øl og vandpibe.
Jeg har lært både kristne og jøder at kende. Jeg har fået be- og afkræftet forskellige fordomme, og lært enormt meget derudover.
Og generelt tror jeg bare, at jeg har lært rigtig meget om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg kan kalde dette min dannelsesrejse, men dette ophold er i hvert fald med til at udvikle min person, hvem jeg er, og hvad jeg står for.
Selvom jeg ikke falder udenfor fællesskabet overhovedet, er jeg på nogle punkter ret så anderledes, end de mennesker jeg omgås med. Mine synspunkter og min livsstil er en helt anden, og det får mig til at fundere meget over mit eget liv, når jeg oplever det i stor kontrast med andre. Jeg elsker mit liv. Selvfølgelig har jeg fucket op engang imellem, men det er også sine fejl, man lærer af. Jeg elsker virkelig mit liv, og min måde at leve det på. Alligevel har jeg fået øjenene op for gode værdier, jeg kan flette ind i mit liv.
Jeg har mødt op til flere som fortæller mig, at de beder for mig, og ved grædemuren har jeg flere gange fået en rød snor om håndleddet som symbol på velsignelse. Nogen vil måske blive blive fortørnet og fornærmet over, at kristne føler sig nødsaget til at bede for dig, og at en rabbiner vil velsigne dig. Som om du er "en fortabt sjæl". Men sådan er det slet ikke. Faktisk sætter jeg stor pris på det. Det er et tegn på at vedkommende ønsker det bedste for mig.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på mine tanker omkring det. Kun ét ord falder mig ind, nemlig taknemmelighed. Jeg går stadig rundt med min røde snor om håndleddet. For jeg synes, det er en dejlig tanke, der står bag. Så de af jer som har mig med i jeres aftenbøn, bliv endelig ved. Jeg er jer dybt taknemmelig for jeres omtanke.
tirsdag den 11. maj 2010
"Why are you a volunteer, and where's a golden star that I can give you?"
På flyet fra Frankfurt til Tel Aviv, for godt en uge siden, kom jeg til at sidde ved siden af en forretningsherre, som spurgte mig, hvad jeg skulle i Israel.
Jeg fortalte, at jeg var volontør i Jerusalem, og jo mere jeg fortalte om volontørarbejdet, des større blev hans øjne, og des længere ned faldt hans underkæbe.
Da han med forundring spurgte mig, hvorfor jeg gør det arbejde, jeg gør, var det dog ikke svært for mig at komme med et svar.
Godt nok bor jeg på en institution 9 km fra centrum. Vi har 2 busser som går fra os og ind til byen, og det tager en times tid at komme ind til centrum. Vi har ingen cykler til rådighed. Skal man møde i den gamle by et sted før guidet tur, skal vi gerne sætte 1,5 times transport af på at kunne nå det.
Jeg arbejder 40 timer om ugen, og får kun 600 shekel (900 kr) om måneden - men det er derfor det kaldes frivilligt arbejde.
Oprindeligt skulle vi kun arbejde 35 timer og få 14 fridage, men vi har fået en times mere arbejde om dagen, og optjener dermed 6 yderligere fridage.
Vores arbejdsvagter er ofte splittede, hvilket betyder, at vi gerne møder 6-8 og igen fra 14-20 eller 16-22, og så klokken 6 igen næste morgen. Især sabbaten er træls, der lyder en vagt ofte 11-14 + 17-22. Altså bruges en hel dag på arbejde. Det gør det meget begrænset, hvad man har af muligheder for socialt samvær med de andre volontører, som alle gerne arbejder 7-15. Hvis vi vil til et socialt arrangement om aftenen, kan det som regel kun lade sig gøre, hvis det falder på en af vores to ugentlige fridage.
Arbejdet består i at tage pigerne op om morgenen, tage dem på toilet når de trænger, bade dem, made dem og gøre alt hvad de beder om - hente ting, flytte på dem eller spille vendespil med dem.
Vi er 3 volontører på Beit Tamar. Og vi deler alle det samme værelse. Sine og Katharina deler køjeseng, mens jeg sover på sofaen. Det kan godt virke lidt trængt indimellem, men vi er rigtig gode til at give hinanden plads og vise hensyn. Vi kommer alle rigtig godt ud af det med hinanden.
Maden får vi fra institutionen. En gang om ugen køber vores husmor forskellige varer ind. Hovedsageligt får vi brød, hummus, mælk, frugter og grøntsager. Beder vi specifikt om nyt nutella eller kyllingesnitzler, kan det som regel også fås.
Ellers spiser vi for det meste, mens vi arbejder.
Til morgenmad spiser de kage, småkager eller kiks.
Til middagsmad får vi mad fra Gilo, en større institution. Der er ikke megen variation i menuen. Det er enten kylling, hakkebøffer eller lammekød (80% af lammet er dog brusk og fedt), og som tilbehør pasta penne i tomatsovs, olierede ris eller kartoffelmos uden mælk tilsat (alt er kosher, kød og mælk må ikke blandes). Grøntsagerne er enten syltede agurker, rødkål eller udkogte gulerødder.
Al maden søber i olie, og når det skal varmes op, er det altid i en mikrobølgeovn. Oftest kan ingen af de unge lide maden, og så varmer de kyllingesnitzler i mikroen og spiser pitabrød med hummus til.
Til aftensmad får de mælkeprodukter. Som regel er det brød, tun og 7 forskellige slags oste. Sine og jeg er ikke de store ostemadsfans, så vi har fundet et fantastisk alternativ; sandwich med avokado og spejlæg tilsat Læsø-salt. Den er en fryd for smagsløgene.
At være volontør falder mig dog meget naturligt.
For det første har jeg altid ønsket at udføre noget humanitært frivilligt arbejde, og da jeg hørte om volontørarbejde i Israel, lød det som en meget god idé i mine ører.
For det andet har jeg allerede lavet backpackerrejsen i Asien, som de fleste andre nyudsprungne studenter, og jeg ville et sted hen, som er anderledes. Ingen i min omgangskreds er kristne, så ingen af mine venner har nogensinde været i Israel. Helt ærligt så troede jeg ikke, det var muligt at komme herned med alle de uroligheder, man har hørt om i medierne. Men det var muligt.
For det tredje så interesserer jeg mig umådeligt meget for både samfundsfag, sociologi, religion og psykologi. Og man må sige at Israel, ikke mindst Jerusalem, har meget af dette at byde på.
Og jeg er glad for at være her i Israel som volontør. Jeg ved udemærket, at jeg ikke redder verden, eller gør den til et bedre sted med det jeg gør, men jeg ved, at de unge som jeg tager mig af, sætter enorm stor pris på at jeg er her for dem. Og for mig, så opvejer deres taknemmelighed alt det som udefra set kan virke utiltalende.
Til trods for at jeg får gennemsnitligt mindre end 5 kroner i timen, at jeg bor 9 km og over en time i bus fra centrum, at jeg kan bruge en hel dag på at arbejde og vente på at arbejde igen, at jeg deler værelse med 2 andre piger og er den som sover på sofaen, og at maden på institutionen ikke er noget at råbe hurra for, så ER det fedt at være volontør.
Der er så meget mere til det end som så. Men jeg vil nu stadig meget gerne have en guldstjerne for min indsats.
Jeg fortalte, at jeg var volontør i Jerusalem, og jo mere jeg fortalte om volontørarbejdet, des større blev hans øjne, og des længere ned faldt hans underkæbe.
Da han med forundring spurgte mig, hvorfor jeg gør det arbejde, jeg gør, var det dog ikke svært for mig at komme med et svar.
Godt nok bor jeg på en institution 9 km fra centrum. Vi har 2 busser som går fra os og ind til byen, og det tager en times tid at komme ind til centrum. Vi har ingen cykler til rådighed. Skal man møde i den gamle by et sted før guidet tur, skal vi gerne sætte 1,5 times transport af på at kunne nå det.
Jeg arbejder 40 timer om ugen, og får kun 600 shekel (900 kr) om måneden - men det er derfor det kaldes frivilligt arbejde.
Oprindeligt skulle vi kun arbejde 35 timer og få 14 fridage, men vi har fået en times mere arbejde om dagen, og optjener dermed 6 yderligere fridage.
Vores arbejdsvagter er ofte splittede, hvilket betyder, at vi gerne møder 6-8 og igen fra 14-20 eller 16-22, og så klokken 6 igen næste morgen. Især sabbaten er træls, der lyder en vagt ofte 11-14 + 17-22. Altså bruges en hel dag på arbejde. Det gør det meget begrænset, hvad man har af muligheder for socialt samvær med de andre volontører, som alle gerne arbejder 7-15. Hvis vi vil til et socialt arrangement om aftenen, kan det som regel kun lade sig gøre, hvis det falder på en af vores to ugentlige fridage.
Arbejdet består i at tage pigerne op om morgenen, tage dem på toilet når de trænger, bade dem, made dem og gøre alt hvad de beder om - hente ting, flytte på dem eller spille vendespil med dem.
Vi er 3 volontører på Beit Tamar. Og vi deler alle det samme værelse. Sine og Katharina deler køjeseng, mens jeg sover på sofaen. Det kan godt virke lidt trængt indimellem, men vi er rigtig gode til at give hinanden plads og vise hensyn. Vi kommer alle rigtig godt ud af det med hinanden.
Maden får vi fra institutionen. En gang om ugen køber vores husmor forskellige varer ind. Hovedsageligt får vi brød, hummus, mælk, frugter og grøntsager. Beder vi specifikt om nyt nutella eller kyllingesnitzler, kan det som regel også fås.
Ellers spiser vi for det meste, mens vi arbejder.
Til morgenmad spiser de kage, småkager eller kiks.
Til middagsmad får vi mad fra Gilo, en større institution. Der er ikke megen variation i menuen. Det er enten kylling, hakkebøffer eller lammekød (80% af lammet er dog brusk og fedt), og som tilbehør pasta penne i tomatsovs, olierede ris eller kartoffelmos uden mælk tilsat (alt er kosher, kød og mælk må ikke blandes). Grøntsagerne er enten syltede agurker, rødkål eller udkogte gulerødder.
Al maden søber i olie, og når det skal varmes op, er det altid i en mikrobølgeovn. Oftest kan ingen af de unge lide maden, og så varmer de kyllingesnitzler i mikroen og spiser pitabrød med hummus til.
Til aftensmad får de mælkeprodukter. Som regel er det brød, tun og 7 forskellige slags oste. Sine og jeg er ikke de store ostemadsfans, så vi har fundet et fantastisk alternativ; sandwich med avokado og spejlæg tilsat Læsø-salt. Den er en fryd for smagsløgene.
At være volontør falder mig dog meget naturligt.
For det første har jeg altid ønsket at udføre noget humanitært frivilligt arbejde, og da jeg hørte om volontørarbejde i Israel, lød det som en meget god idé i mine ører.
For det andet har jeg allerede lavet backpackerrejsen i Asien, som de fleste andre nyudsprungne studenter, og jeg ville et sted hen, som er anderledes. Ingen i min omgangskreds er kristne, så ingen af mine venner har nogensinde været i Israel. Helt ærligt så troede jeg ikke, det var muligt at komme herned med alle de uroligheder, man har hørt om i medierne. Men det var muligt.
For det tredje så interesserer jeg mig umådeligt meget for både samfundsfag, sociologi, religion og psykologi. Og man må sige at Israel, ikke mindst Jerusalem, har meget af dette at byde på.
Og jeg er glad for at være her i Israel som volontør. Jeg ved udemærket, at jeg ikke redder verden, eller gør den til et bedre sted med det jeg gør, men jeg ved, at de unge som jeg tager mig af, sætter enorm stor pris på at jeg er her for dem. Og for mig, så opvejer deres taknemmelighed alt det som udefra set kan virke utiltalende.
Til trods for at jeg får gennemsnitligt mindre end 5 kroner i timen, at jeg bor 9 km og over en time i bus fra centrum, at jeg kan bruge en hel dag på at arbejde og vente på at arbejde igen, at jeg deler værelse med 2 andre piger og er den som sover på sofaen, og at maden på institutionen ikke er noget at råbe hurra for, så ER det fedt at være volontør.
Der er så meget mere til det end som så. Men jeg vil nu stadig meget gerne have en guldstjerne for min indsats.
mandag den 10. maj 2010
Skype og facebook er mine bedste venner
Jeg vil gerne give en kæmpe hyldest til opfinderen af skype og skaberne af facebook.
Hvis man vælger at tage 6 måneder til udlandet, er man godt dum, hvis ikke man medbringer en computer, eller i hvert fald sørger for at have en computer til rådighed.
Internettet er uundværligt. Facebook og skype er den bedste måde at holde sig opdateret på livet derhjemme. Jeg kan i hvert fald ikke leve uden. Hvis nettet har været nede i blot 4 timer, har panikken bredt sig i både Sine og jeg, og når nettet kommer tilbage igen danses en jubeldans.
Bare i dag, en helt almindelig dag, har jeg været på skype fra kl 22 til nu. Altså over 4 timer.
Længe leve skype, og længe leve mine veninder, som ikke har bedre ting at foretage sig natten til mandag end at udveksle sladder med mig.
Hvis man vælger at tage 6 måneder til udlandet, er man godt dum, hvis ikke man medbringer en computer, eller i hvert fald sørger for at have en computer til rådighed.
Internettet er uundværligt. Facebook og skype er den bedste måde at holde sig opdateret på livet derhjemme. Jeg kan i hvert fald ikke leve uden. Hvis nettet har været nede i blot 4 timer, har panikken bredt sig i både Sine og jeg, og når nettet kommer tilbage igen danses en jubeldans.
Bare i dag, en helt almindelig dag, har jeg været på skype fra kl 22 til nu. Altså over 4 timer.
Længe leve skype, og længe leve mine veninder, som ikke har bedre ting at foretage sig natten til mandag end at udveksle sladder med mig.
torsdag den 6. maj 2010
"Seminar" i Galilæa med volontørfamilien
Jeg er lige kommet tilbage fra en virkelig god tur til Galilæa med min volontørfamilie bestående af 7 volontører fra Jerusalem og 4 fra Tel Aviv. Derudover deltog også Sines forældre, da de er i Israel pt.Det var en rigtig spændende tur med alverdens seværdigheder på programmet.
Vi besøgte Yardanit Baptist site ved Jordanfloden, stedet hvor Johannes døberen døbte Jesus, og folk valfarter til for selv at blive døbt.
Vi så Tabgha, Peter’s Primacy og Kapernaum. Religiøse seværdigheder med blandt andet den by Jesus siges at være vokset op i.
Vi så Saligprisningernes Bjerg, hvor Jesus siges at have holdt Bjergprædiken.
Vi så Jesusbåden og fik en sejltur på Sejltur på Geneserat sø. Det var denne sø Jesus gik på. Jeg forsøgte mig også, og det lykkedes da næsten. I hvert fald de steder hvor jeg havde sten under mig.
Vi var i Nazareth, hvor vi så Bebudelseskirken og Nazareth Village.
Vi så Tel Hazor, en gammel by, som er på Unescos liste over verdensarv.
Og sidst, men ikke mindst, var vi på vandring i Yehudia Nature Reserve med den smukkeste natur jeg længe har set. Vi gik mellem to bjerge langs et vandfald og tæt bevokset med træer fyldt med lyserøde blomster, og nogle steder var der ingen sti, men kun en stige, som man skulle klatre nedad, og derfra hoppe ned i floden for at komme videre på stien. Det var en rigtig god oplevelse. Det var både smukt og til dels fysisk udfordrende.
Generelt var det en rigtig dejlig tur, hvor vi fik mulighed for at "gå i Jesus fodspor" og at hygge med de andre volontører. Vi boede i et guesthouse med hjemelavet pool og det var indrettet således at vi følte vi alle delte det samme hjem. Det var præcis som at opleve Kevins familie fra filmene "Alene Hjemme".
Det er dejligt at selvom jeg lige har tilbragt 5 dage i Danmark med min biologiske familie, føler jeg nu at jeg har tilbragt 3 dage med min anden familie, nemlig min volontørfamilie.
Så er man da priviligeret, hvis man kan påstå at man har hele to forskellige familier.
Abonner på:
Opslag (Atom)
