Velkommen hjem

Jeg har fået den bedste velkomst i Danmark.

Det var en lang rejse hjem. Var endt i byen med hollænderne fra mit hostel, og skulle op klokken 7 næste morgen for at komme tilbage til Beit Tamar og hente min bagage.

Jeg fik pakket alt mit lort som hovedsageligt bestod af tøj, tørklæder og sko. Og der var meget lort.
Jeg har skrevet personlige breve til alle beboerne og lagde det på deres senge, og jeg fik brugt mine sidste 11 shekel på en lille pakke hummus og en dåsecola. Så kunne det ikke blive en mere israelsk diæt.

Min husmor var på arbejde, og jeg sad med hende og hyggede mens jeg ventede på min lufthavnstaxa.
Det var meget hyggeligt, og utroligt dejligt at få en god mulighed for at sige farvel og tak for et godt halvt år.

Jeg fik en lille klump i halsen, da taxaen kørte ud af indkørslen til Beit Tamar, men det var slet ikke så slemt som frygtet.
Jeg er blevet indstillet på at skulle hjem, og mine sidste dage i Tel Aviv har skubbet de sidste 6 måneder ud i periferien af min bevidsthed.

Selve akten i lufthaven med check in og alt som hører dertil i det israelske system gik nogenlunde smertefrit.
Mine meget tætpakkede tasker skulle åbnes og rodes igennem, og jeg var lige ved ikke at måtte få min hummus med. Kun fordi jeg med panik i øjnene fortalte at det var min madpakke til resten af dagen, forbarmede pigerne ved security sig over mig.

På min billet står der at vi må have 30 kg med, og på flyselskabets hjemmeside står at 32 kg kan gå igennem uden betaling, at man må have 8 kg håndbagage og en computertaske op til 4 kg.
Mine tasker vejede henholdsvis 20 kg og 12 kg og min håndbagage vejede 8 kg, hvor min computertaske vejede 4 kg.
Damen ved skranken var pissed off, og sagde jeg kun måtte have 20 plus 8 kg med, men jeg endte mirakuløst nok at få det alt med uden ekstra betaling.

Efter 3 timers søvn, transport fra klokken 7 og frem til 22.30 (23.30 min tid) blev jeg taget imod i Kastrup af min far, mine to kusiner og min veninde der alle stod med flag og kæmpe smil.

Min far kørte os alle ud til mine kusiners lejlighed i København, og så blev der ellers åbnet op for øllene og sladderen og turen gik mod byen.
Aftenen før jeg tog til Israel, var jeg på hardcore druk på Floss i det indre København med de samme piger. Jeg mødte blandt andet Carsten Soulchock og mistede størstedelen af min hukommelse fra aftenen. Klokken 7 næste morgen i Kastrup lufthavn var jeg stadig beruset og bagstiv da vi boardede.

Det blev aftalt at min rejse til Israel skulle fuldendes med samme slags bytur når jeg kom hjem. Og det lykkedes.
Jeg var hjemme klokken 5 dansk tid, og det var herligt at feste i Danmark igen med mine kusiner og veninder.
Jeg var hverken beruset eller bagstiv da min far hentede mig i den lille sorte sportsvogn næste formiddag, men tømmermændene levede i bedste velgående. Heldigvis var det den slags bytur som var alle ildelugtende prutter og en dundrende hovedpine værd.

Jeg er tilbage, og jeg er klar til fest med mine veninder og rustur på universitetet.
Bring it on, den sidste uge har jeg varmet godt op, og er nu ready.

Beach & Party

Jeg elsker, elsker, elsker Tel Aviv.

Hvis jeg skulle flytte til en hovedstad 6 måneder, ville jeg dog aldrig vælge denne by, for der er for lidt at se, for lidt at opleve.
Så hellere New York, Sydney eller Tokyo. En by med et "Y", for så lyder det så eksotisk. Sæby. Kan I høre den eksotiske klang i navnet? Det er i hvert fald langt væk. Fra mig.

Efter en hverdag med en arbejdsuge på 40 timer, velvidende at jeg skal hjem til et stress af praktiske opgaver med flytning til Århus og påbegyndelse af studie på Antropologi og etnografi (ja, jeg har besluttet mig), lovede jeg mig selv at mine sidste dage i Israel skulle bruges på strand og fest i Tel Aviv.

Jeg vidste godt at ingen af mine medvolontører ville joine denne plan, men jeg ville bo på et hostel, og sådan et sted skal man virkelig være socialt handicappet hvis man ikke møder nogen.
Lucky for me så skrev min kammerat Anders (den selvsamme Anders som fik mig til Israel) at han skulle til Mellemøsten med sine to fætre, og at de fløj fra Tel Aviv d. 9 august (samme dag som mig, blot 12 timer tidligere).

Jeg har haft nogle vidunderlige dage i Tel Aviv.
Jeg har vitterligt ikke lavet andet end at ligge på en strandseng om dagen, og gå på store nightclubs om natten.
Det var et fuldtidsarbejde at ligge på stranden. Ikke engang markedet eller shoppingcentrene har jeg besøgt, og jeg har kun læst tre sider i min bog. Jeg har bare dovnet den af.
Om aftenen når man var færdig på stranden, og drengene var færdige med at smukkesere sig, var det tid til aftensmad og partytime.
Jeg er vant til at gå i byen med mine veninder, men det var meget underholdende at gå i byen med drengene. Man kom ikke ind som nogle af de første, og man blev ikke tilbudt gratis drikkevarer, men man slap for den evindelige interesse fra hankøn idet man fulgtes med tre styk.

Hver aften blev der festet til den lyse morgen, og hver morgen var jeg på stranden klokken elleve og stegede mens drengene sov på vores hostel.

Det var rart at få varmet op til rustur.
Jeg elsker at gå i byen, og jeg elsker endnu mere at gå i byen i udlandet.

Det har været godt med strand og fest før jeg skal hjem. Jerusalem er kommet på afstand i min bevidsthed.
Lige nu føles det blot som en lækker sommerferie.

Men jeg smutter igen, jeg er blevet inviteret til øl og mad af nogle hollændere på mit hostel.

Cheers

Kom og se mit Jerusalem

Peder, Simon og Matilde rejste alle hjem d. 31. juli efter vores volontørophold sluttede.
Jeg valgte at blive i Israel halvanden uge længere.

Min mor kom til Jerusalem mandag morgen og tilbragte tre fulde dage med mig. Tre dage lyder måske ikke af så meget, men jeg sætter bare uendelig stor pris på at hun tog sig tiden og økonomien til at besøge mig i mit Jerusalem, mens det stadig er mit.

Det var helt igennem fantastisk at have tre hele dage, hvor det kun var min mor og jeg sammen. Og hvor jeg havde mulighed for at vise hende hvordan jeg har levet det sidste halve år.
Ligesom at det var nice at have Esben til at kigge forbi.

Da hun ankom, fik hun en typisk israelsk morgenmad bestående at kage og sødt brød samt lidt vandmelon, og jeg fik vist hende rundt på Beit Tamar, hvor hun have mulighed for at se mit nye hjem og få af beboerne.
Vi havde et stramt program, hvor jeg fik vist hende det døde hav, jeg tæskede hende igennem alle attraktionerne i Jerusalem, specielt i den gamle by, og jeg havde hende med til Bethleham så hun fik oplevet Vestbredden og så den mur som adskiller Israel fra Palæstina.

Min mor var hardcore og holdt godt ud til trods for det tjeppe tempo og den høje temperatur.
Hun er folkeskolelærer, og jeg er vant til fra barnsben af altid at have været på kultiverende sommerferier. Min familie har altid rejst meget, specielt i Europa, da min far har firmabil. Og til trods for 3 uger i sydens sol hver sommer, har jeg aldrig været brun når jeg kom hjem. Halvdelen af tiden er altid tilbragt i diverse byer, hovedstæder såvel som gamle byer med bymure, og på museer og udstillinger.
Min mor har altid været opsat på at få sine børn til at lære og opleve den verden de lever i. Og programmet har altid været stramt.
Storbysferier var altid det hårdeste. Ud af døren klokken 8 om morgenen og først hjemme igen ved midnatstid. Det var hardcore.

Jeg er blevet meget præget af dette. Min trofaste makker når jeg skal et nyt sted hen, er altid min guidebog og en plan med 10 forskellige punkter på.
Og da min mor kom til Jerusalem, havde jeg også planlangt ned til mindste detalje, hvad vi skulle se, hvor det var, og hvordan man kommer fra A til B.
Og det lykkedes. Min mor lever stadig, og hun har nu en masse på opleveren.
Nu bliver det rart med strand og fest i Tel Aviv de sidste dage.

Færdig, finito, adios

"Litra od" er hebræisk og betyder "på gensyn".
Litra od er, hvad jeg har måttet sige til mine dejlige venner på Beit Tamar.

Afskedsfesten med Beit Tamar blev holdt tirsdag d. 27. juli.
Min sidste arbejdsdag på Beit Tamar var torsdag d. 29. juli.
Mit sidste sabbatsmåltid på Beit Tamar var fredag d. 30. juli.
1. august, i dag, var jeg med alle beboerne til en fest, og jeg har efterfølgende taget afsked med dem.

Det var meget underligt at skulle tage afsked med mine beboere i aftes.
Jeg har ikke blot været en volontør som har taget sig af deres praktiske nødvendigheder, jeg er også blevet deres veninde. Og omvendt.
Det tog mig over en time at sige farvel til dem, jeg kunne slet ikke løsrive mig.
Men med et ophævet hoved og røde øjne fik jeg givet det sidste kram, og satte mig ud på altanen med min tyske Kat og delte øl og minder.

I dag er det altså et halvt år siden jeg ankom til Jerusalem med store forventninger og et hamrende hjerte af nervøsitet for hvad der ventede mig.

Efter 6 berigende måneder hernede og 6 yderligere kilo på mave, lår og baller, er det ved at være slut.

Jeg har de sidste 6 måneder oplevet verdens tre største monoteistiske religioner på tæt hold, og det har virkelig været spændende. Det har været spændende at komme i kirke med de kristne og spise sabbatsmåltid med jøderne.
Den arabiske kultur har jeg desværre ikke haft stor mulighed for at komme helt tæt på, da Beit Tamar kun har jøder og volontører.

I løbet af det her halve år har jeg også fået rejst meget rundt og set det meste af hvad der er at se i Israel.
Alt fra All Inclusive hotel i Eilat til hardcore ørkentur i Negeve ørkenen, guidet ture til dødehavsområdet, party i Tel Aviv, chill i Haifa, tøsetur i Golanhøjderne, miniferie i Galilæa, udflugter til Bethlehem og Ramallah og meget, meget mere. Blandt andet har jeg rejst til både Jordan og Egypten.

Det har været 6 meget berigende og oplevelsesrige måneder. Jeg har fået udviddet min vennekreds med mange nye og meget anderledes venner, og jeg har fået udviddet mine horisonter.
Jeg ved nu at der rent faktisk findes indre missionske unge mennsker i nutidens Danmark, og jeg ved nu at de stadig er unge, almindelige mennsker ligesom mig. Selvom jeg nok er et dårligt eksemplar på normalitet.
Og jeg har nu fået et fantastisk forhold til 6 unge jødiske kørestolsbrugere, som jeg vil komme til at savne helt urimeligt meget.