Færdig, finito, adios

"Litra od" er hebræisk og betyder "på gensyn".
Litra od er, hvad jeg har måttet sige til mine dejlige venner på Beit Tamar.

Afskedsfesten med Beit Tamar blev holdt tirsdag d. 27. juli.
Min sidste arbejdsdag på Beit Tamar var torsdag d. 29. juli.
Mit sidste sabbatsmåltid på Beit Tamar var fredag d. 30. juli.
1. august, i dag, var jeg med alle beboerne til en fest, og jeg har efterfølgende taget afsked med dem.

Det var meget underligt at skulle tage afsked med mine beboere i aftes.
Jeg har ikke blot været en volontør som har taget sig af deres praktiske nødvendigheder, jeg er også blevet deres veninde. Og omvendt.
Det tog mig over en time at sige farvel til dem, jeg kunne slet ikke løsrive mig.
Men med et ophævet hoved og røde øjne fik jeg givet det sidste kram, og satte mig ud på altanen med min tyske Kat og delte øl og minder.

I dag er det altså et halvt år siden jeg ankom til Jerusalem med store forventninger og et hamrende hjerte af nervøsitet for hvad der ventede mig.

Efter 6 berigende måneder hernede og 6 yderligere kilo på mave, lår og baller, er det ved at være slut.

Jeg har de sidste 6 måneder oplevet verdens tre største monoteistiske religioner på tæt hold, og det har virkelig været spændende. Det har været spændende at komme i kirke med de kristne og spise sabbatsmåltid med jøderne.
Den arabiske kultur har jeg desværre ikke haft stor mulighed for at komme helt tæt på, da Beit Tamar kun har jøder og volontører.

I løbet af det her halve år har jeg også fået rejst meget rundt og set det meste af hvad der er at se i Israel.
Alt fra All Inclusive hotel i Eilat til hardcore ørkentur i Negeve ørkenen, guidet ture til dødehavsområdet, party i Tel Aviv, chill i Haifa, tøsetur i Golanhøjderne, miniferie i Galilæa, udflugter til Bethlehem og Ramallah og meget, meget mere. Blandt andet har jeg rejst til både Jordan og Egypten.

Det har været 6 meget berigende og oplevelsesrige måneder. Jeg har fået udviddet min vennekreds med mange nye og meget anderledes venner, og jeg har fået udviddet mine horisonter.
Jeg ved nu at der rent faktisk findes indre missionske unge mennsker i nutidens Danmark, og jeg ved nu at de stadig er unge, almindelige mennsker ligesom mig. Selvom jeg nok er et dårligt eksemplar på normalitet.
Og jeg har nu fået et fantastisk forhold til 6 unge jødiske kørestolsbrugere, som jeg vil komme til at savne helt urimeligt meget.