Fordele og ulemper ved at bo tæt på sit arbejde

Hvor er jeg til tider egentlig ubeskriveligt klam.

Jeg er et udpræget B-menneske. Hvorfor jeg så har formået at gå på et gymnasium, hvor jeg skulle med en bus 7.10 om morgenen, haft morgenvagter i tre år ved en bager og valgt et arbejde med mange 7-15 vagter på et plejehjem, er mig en gåde.

Jeg kan aldrig gå tidligt til ro om aftenen, og når det så bliver morgen og alarmen ringer, bliver der alt for ofte trykket på snooze.
Første 9 minutter er morgenbadet som droppes. De næste 9 minutter er morgenmaden som springes over. Og de sidste 9 minutter med smukkesering er ikke engang en del af skemaet. Jeg foretrækker søvn frem for skønhed. Dette resulterer jævnligt i, at jeg ligner en hængt kat eller det der er værre.

Min morgenrutine ved en morgenvagt er, at vækkeuret ringer 20 minutter før jeg skal møde. 16 af minutterne tilbringes under dynen. Fire af minutterne bruges på at komme op, famle efter en t-shirt og shorts og børste tænder.
Hvis det er rigtig slemt om morgenen, og jeg er rigtig træt, står jeg relativt hurtigt op og får noget tøj på (dette tager alt mellem 30 og 60 sekunder alt afhængigt af hvor groggy jeg er) og ligger mig straks tilbage i sengen igen. Jeg har alligevel fri 2-3 timer efter, hvor jeg kan børste tænder, gå i bad og skifte undertøj. Så hvorfor spilde søvn på det?

Jeg er virkelig blevet doven hvad angår mit udseende og min hygiejne før en morgenvagt. Jeg ved at jeg alligevel bare kan smutte på toiletpause undervejs og ordne det forsømte.

Det er virkelig lækkert at jeg kan gå til og fra arbejde hver gang jeg lyster. Har jeg valgt noget tøj som ikke er behageligt alligevel, kan jeg bare gå tilbage til værelset og skifte. Skal jeg have lidt creme på min solbrændte krop, kan jeg smutte "hjem" og ordne det og være tilbage på arbejdet 3 minutter efter. Det er meget belejligt.

På den anden side kan man aldrig komme helt på afstand af arbejdet og beboerne, i og med at vi bor på institutionen. Godt nok kan vi lukke vores dør ind til Volontørafdelingen, men en dør som kan lukkes, kan også åbnes.
Og en gang imellem får vi uventet besøg af en beboer, eller en worker kommer og beder os om hjælp. Det er ikke noget problem, men det ville også være rart med et privatliv når man har fri.

Situationsfornemmelse

Alle de unge, som besøger og bor på Beit Tamar, lider af sygdommen CP (Cerebral Parese), altså lammelse vedrørende hjernen.

På spastikerforeningens hjemmeside står det beskrevet som den medicinske fællesbetegnelse for en bestemt type hjerneskade, som medfører motoriske funktionsforstyrrelser, kaldet spastiske lammelser.

Alle vores beboere har et fysisk motorisk handicap. Mange af dem er også dårlige til tal og retning, og få har kommunikationsmuligheder.

Som handicappet lever man et trygt, beskyttet liv. Der er altid nogen til at tage hånd om en, og altid en til at opfylde ens ønske om eksempelvis noget at drikke eller få flyttet på kroppen.
Dette medfører ofte at mange bliver selvcentrerede og egoistiske. Ikke at de er dårlige mennesker, de er blot vant til at få hvad de vil, når de vil. De har kun øje for sit eget behov, og er til tider blinde for andres.

Sådan er det meget med nogle af vores beboere. Det mangler situationsfornemmelse.

Et eksempel er, at jeg i dag trøster en beboer, som er brudt ud i gråd. Tårerne triller ned ad kinderne, og jeg gør, hvad jeg kan for at trøste hende. En anden beboer er ved at spise, og uden at ænse sin medbeboers tilstand, beder hun mig om at flytte på hendes tallerken så hun nemmere kan spise.
At jeg er travlt optaget med at trøste, rører hende ikke. I hendes verden er faktum, at hun ikke kan få mad på sin ske, fordi tallerkenen vender forkert. Hun kan kun se mig, som trøster den anden, idet Sine er i køkkenet. Og det er det, som hun opfatter. Hendes behov kræver øjeblikkelig tilfredsstillelse.

Dette er blot ét eksempel ud af mange hændelser.
Man kan være i gang med at made en beboer, og blive bedt af en anden om hjælp til bad.
Man kan være på vej til at hjælpe en med toilet, og straks tilføjer to andre, at de også skal på toilet bagefter.
Og man kan have spænet rundt i timer for at hjælpe med det ene og det andet, og endelig har man 5 minutter til sig selv. Man finder noget at drikke og sætter sig med et suk. I samme øjeblik kommer en beboer og beder om hjælp til noget.

Der er ingen situationsfornemmelse.

Jeg elsker dog pigerne alligevel. De er dejlige, selvom de indimellem er krævende.
Deres standardsætning lyder: "Astrid, can you please ... ?"

Vi elsker vort land

Sidste år fejrede jeg Sankt Hans i Mui Ne, på en strand, i Vietnam med min veninde.
I år fejrede jeg Sankt Hans i præstelejligheden i Jerusalem i Israel med alle Israel Missionens udsendte.

Denne aften var den sidste Shalom Night, og den sidste aften hvor vi alle var samlet, før vi spredes for alle vinde.

Aftenen stod på grill, afbrænding af heks med sang dertil og masser af underholdning.
Jerusalems volontører fik givet Jakob og Lise gaver samt en film om deres volontørbørn, og Jakob og Lise havde hver især lavet en quiz.
Vi sluttede af med noget lovsang og korte taler samt uddeling af diplomer.

Det var en rigtig dejlig aften, men den gjorde mig også opmærksom på at mit ophold nærmere sig enden mere og mere.
Man når hurtigt at knytte sig til andre mens man er afsted, men dem vi kender begynder så småt alle at rejse hjem, og det er meget underligt at være den som står tilbage.

Flere er rejst hjem undervejs i vores volontørforløb, heriblandt var Mette Amby som vi nåede at få mange gode oplevelser med, og det var virkelig underligt at sige farvel til hende, når nu hun var der fra starten.
Også pigerne Emmeli og Anne Maria forlod os. Det var to sjove piger, som vi ofte hang ud med idet de boede lige i nærheden og var friske på sladder og byture.
Heldigvis kom der relativt hurtigt en ny pige, Anne Marie, som var lige så festlig og farverig som de andre piger vi har måttet sige farvel til.

Det som bare er det helt store traume nu, er at rigtig mange omkring os tager hjem. Og størstedelen rejser på fredag.
Jakob og Lise rejser fredag. Det samme gør Anne Marie. Og ikke nok med det, alle Joffierne rejser også denne dag. Lisbeth fra Tel Aviv rejser søndag, og pludselig er man kun sin volontørfamilie tilbage, og Martin og Annette i Tel Aviv.

Det er en smule sørgeligt at tænke på alle de dejlige mennesker man ikke længere skal hænge ud med her i Israel.
Det er virkelig et held at jeg så til gengæld elsker mine medvolontører.
Og det er et held, at jeg har lækre ting på programmet de sidste uger her i det hellige land.

Crossroads

Shania Twains hit "Man, I feel like a woman", Danseorkesterets "Kom tilbage nu" og Ricky Martins "Living la vida loca" kører på fuld blæs i højtalerne, og tøserne Annette, Lisbeth, Sine og Astrid kører i deres lejede bil mod Golan Højderne i det nordlige Israel.
Det er essensen af den forrygende roadtrip jeg lige har haft.

Programmet lød, at søndag skulle vi starte ud med at bade et sted kaldet Sachne. Ord kan ikke beskrive dette sted. Sachne er naturlig formede vandbassiner. Det er en stor unik svimming pool med det klareste blå vand, som er helt frisk. Der var intet mere afslappende end at hoppe i vandet, der havde en helt tilpas temperatur.
En perfekt måde at starte ud med.


Efter Sachne gik turen mod Nazareth, hvor vi ville shoppe efter stilletter og andet gejl. Nazareth er dog en kristen by, og alt har lukket om søndagen - pånær et shoppingcenter, som vi selvfølgelig besøgte.


Mandag skulle vi vandre i naturreservatet Banias for at se vandfald. Det fede ved at vi kun var piger afsted, var at det var okay at tage en masse billeder. Først af den enkelte, så gruppebilleder, og så lige endnu et når håret ikke sad som det skulle.


Efter Banias, tog det sin tid at finde frem til en kibbutz, hvor vi skulle riverrafte på Jordanfloden. Efter lidt køren frem og tilbage, formåede vi dog at finde frem.
Det var ikke den helt vilde river rafting. Faktisk flød vi bare langs strømmen. Alligevel morede vi os gevaldigt.
Vi havde fællessang og vandkamp, og er du gal, hvor er der mange drenge og gamle mænd som falder for fire danske piger. Mange vi sejlede forbi, spurgte ind til hvor vi var fra og hvor gamle vi var, og især en båd med soldaterdrenge synes godt om vores båd. At følelserne ikke var gengældt, forstod de ikke, "Do you realize that most of the Israeli girls would die to be with me?".


Tirsdag morgen kørte vi hen til en ranch i Kursi, et sted i bjergene ned til Genesereth sø. Her skulle vi nemlig ride på heste.
Jeg var den eneste af os fire piger som nogensinde har reddet. Men det er 10 år siden jeg sidst har siddet i en saddel på en hesteryg.
Stemningen var høj og munter, selvom Sine og Lisbeth ikke var helt trygge ved de store dyr.
Det viste sig dog at være rigtig sjovt. Jeg følte mig helt malplaceret i starten, men jo længere tid vi red, des mere naturligt blev det for mig igen.
Vi red i bjergene imellem oliventræer og stenbrud med udsigt over søen, og selvom der var varmt, var der en lille brise som gjorde det udholdeligt.
Alle fire piger havde nydt at prøve at ride, selvom vi alle kunne gå for at være en Betinna på 12 år som læser Wendyblade og elsker sin hest, Musse.


Da vi ømme i vores bagdele drog videre i programmet, lød det på at besøge Ein Geve Kibbutz, en af de eneste tilbageværende kibbutzer som er en "rigtig" kibbutz.
Her spiste vi frokost og var på en lille togtur rundt i kibbutzen. Her var blandt andet kostalde, strudsefarm og bananplantage. Derudover så og hørte vi hvordan en kibbutz er sammenskruet.
Det var interessant endelig at se hvad en kibbutz egentlig er. Hver gang jeg har fortalt derhjemme at jeg skulle til Israel er jeg blevet spurgt om jeg så skulle i kibbutz. Har altid svaret nej, uden egentlig at vide hvad en kibbutz er. Nu har jeg set det. Sejt.


Før vi vendte skuden helt hjemad, tog vi en dukkert i Genesereth Sø.
Stranden var klam, og søbunden smattet, og det blæste helt vildt. Men jeg kan ikke have set søen to gange uden at have badet i den, så jeg sprang i bølgen blå.
En dukkert var dog også tiltrængt, for temperaturen var helt ekstremt høj. Sveden piblede konstant ned af os.
Det var så varmt at min fine stråhat, som jeg i dyre domme har købt, er skrumpet i varmen.


Alt i alt har jeg haft en rigtig god tur i selskab med Sine, Lisbeth og Annette. Det var skønt med kvalitetstid sammen, og vi har virkelig nydt hinandens selskab.

Og så er der intet bedre end en bil fyldt med tøser som af sine lungers fulde kraft, skråler "Man, I feel like a woman".

Brunch på Givat'en

I dag holdt Sine og jeg brunch på Beit Tamar for Israel Missionens unge udsendt i Jerusalem i anledning af at vores volontørfamilie snart bliver forældreløse.
Jakob og Lise smutter nemlig til Danmark for at holde sommerferie.
Så dette var en mulighed for at være samlet alle sammen.

Til denne brunch har vi fået købt stort ind. Vi donerer noget af alt det danske mad vi har fået tilranet os fra Sines forældre og mine Danmarksbesøg, og så blev det mig som stod for bageriet.
Jeg fik bagt 3 rugbrød og mange havregrynsboller.
De som kender mig, ved at jeg ikke er ferm i et køkken. Det gælder i hvert fald hvad angår at følge opskrifter, men jeg vil godt vove at påstå at det blev ret så godt.

Menuen bestod af:

Scrambled eggs med svinepølser og svinebacon.
Pandekager.
Rugbrød.
Havregrynsboller.
Smør fra Lurpakke.
Marmelade.
Ost med agurk og peberfrugt.
Pålægschokolade.
Spegepølse.
Leverpostej.
Vandmelon.
Vindruer.
Appelsinjuice.
Dansk kaffe.
Hyldeblomstsaft.

... Virkelig alt hvad det danske hjerte begærer.


"Hallelujah" var et ord som ofte optrådte. Og det var nok meget passende.
Man kunne nemt tro, at man var død og opfaret til himmels. Det var virkelig lækkert og hjemligt, og bedst af alt, alle var enormt glade for vores danske brunch.

Det løb op til at blive en kende pebret fornøjelse, men det var alle pengene værd. Volontørernes ansigter som udtrykte salighed, var ikke til at sætte en pris på.

Det ku' ha' været dig

Jeg havde sat min computer til at spille sange fra hele mit iTunes bibliotek.
Jokerens sang "Det ku' ha' været dig" lød gennem højtalerne, og den kære Jesper har fat i noget.

Det kunne have været dig, som var i Israel nu.
Det kunne have været dig, som betalte for at dedikerede 6 måneder af dit liv til at hjælpe handicappede.
Det kunne have været mig, som læser til eksamen nu.

Det kunne have været dig, som sad i solskin og 30 grader.
Det kunne have været dig, som var brun uden brug af solarium.
Det kunne have været mig, som sad i dårligt sommervejr om drømte om strandvejr.

Det kunne have været dig, som spiste dig mæt i pita med hummus og falaffel eller kebab.
Det kunne have været dig, som kun betaler 9 kroner for en kæmpe, halv vandmelon.
Det kunne have været mig, som grillede svinepølser.

Det kunne have været dig, som kunne købe tøj, sko og smykker for ingen penge.
Det kunne have været dig, som kan gå i biografen for 50 kroner.
Det kunne have været mig, som fik billige øl på Lanternen eller i Gaden.

Det kunne have været dig, som oplever historiske og nutidige seværdigheder på sine fridage.
Det kunne have været dig, som lærer om jøder, kristne og muslimer på tæt hold.
Det kunne have været mig, som blot må nøjes med historiebøgerne, sociologi eller religion på universitetet.

Det kunne have været dig som var mig. Men det er det ikke.

Skabskristen

"Astrid, du kunne faktisk godt gå for at være en sød og fornuftig indre missionsk pige"
Disse ord lød fra vores præst, Jakob, en fredag aften til Shalom Night i forbindelse med, at jeg blev bedt om at sætte ord på hvordan, det har været for mig som ikke-kristen at rejse sammen med en kristen organisation.
Hvorfra han har fået den opfattelse, kan jeg ikke lige lure, men jeg betragter det som en stor kompliment. Tror jeg.

Jeg har til tider overrasket hernede.
Nogle gange over min storslående uvidenhed til kristendommens historie og traditioner, men til tider har jeg også overrasket ved, at jeg vidste mere, end jeg får credit for.
Har i få tilfælde endda kunnet belære om kristne fabler med hvorfor rødkælken har et rødt bryst, og hvorfor at der ikke findes enhjørninge.

Under lovsang til aftenens åbne hus, overraskede jeg positivt.
Normalt plejer jeg at bede om at synge den samme sang hver gang. Også denne gang blev klassikeren spillet, men derefter fandt jeg en anden sang i sanghæftet:

"Ej, kan vi ikke synge 'I can only imagine'? Den kender jeg hjemmefra"
Hvortil Jakob svarer: "Ej, den tror jeg ikke du kender, Astrid"
"Vidste ikke det var en lovssang, men har fået den på min mobil af min veninde, Inger"
"Er du nu også sikker?"
Men det viste sig at jeg havde ret. Jeg kendte sangen, og den er på min mobil.

Og det viste sig, at det ikke er den eneste lovsang på min mobil. Peder nævner en musiker som synger lovsange, hvor jeg pludselig udbryder:

"Sara West? Laver hun lovsange? For hende har jeg også fået på min mobil af en veninde!"
Hvortil Jakob forbløffet svarer:
"Du er jo i virkeligheden en skabskristen"

Er jeg det? Gemmer der sig en kristen inde i mig som bare længes efter at bryde ud fra min hedenske krop?
Hvem ved? Jeg synes ikke jeg er blevet kristen hernede, men jeg har i hvert fald assimileret mig med mine omgivelser, samtidig med jeg holder fast i den, jeg er, og hvad jeg står for.
Jeg er åben og interesseret i at lytte til andres tro og holdninger, og til tider inspireres jeg.

Jeg tror på, at Jesus eksisterede. Jeg tror på at han var en mand, som for 2000 år siden gik rundt i Israel og prædikede om kærlighed.
Jeg lever efter de kristne værdier. Jeg tror på Jesus budskab, og hvad han stod for; at man skal behandle alle på lige fod, og elske sin næste som man elsker sig selv.
Jeg tror, at Jesus havde en vision. Ligesom Martin Luther King havde en drøm.
Og jeg tror på at han havde redskaberne til at gøre verden et bedre sted.
Om Jesus var Guds søn, og om han udførte mirakler, er jeg måske lidt for skeptisk anlagt til at tro på.

Ramallah, Palæstina

Eva og Jonathan, vores Musallahavolontører som arbejder med forsoning i Palæstina, inviterede Meet the People volontørerne og joffihusets volontører til Ramallah på guidet tur.

Det var en dejlig dag med forskellige, interessante oplevelser.
Det bliver blot en hurtig opremsning:

Vi så de fire løver i hjertet af byen. Byens såkaldte varetegn.
Vi besøgte Yassir Arafats grav.
Vi oplevede markedet, hvor vi fik gratis bananer, og de lyshårede piger fik blink.
Vi spiste arabisk mad i kæmpe portioner mad, og én bestilte vandpibe i troen om at det var en læskende drik.
Vi så the Danish House in Palestine, og konkluderede at det må være et meget fedt sted at bo som volontør.
Vi spiste arabisk is, som var i samme syntestiske farver som Friskos "Zapp" og havde en tyggegummilignende konsistens.
Vi besøgte the Palestinian Bible Center for unge.
Vi fik shoppet, og nogle piger fik købt sig ure fra Casio til suspekt billige priser.
Vi tog bussen tilbage mod Jerusalem og oplevede at gå igennem check pointet.

Jeg fik erfaret at Ramallah er en hyggelig og livlig by, som er et besøg værd. Det er en meget pænere by end Bethlehem idet at byen fungerer som "hovedstaden" i Palæstina, og dermed bliver der investeret mere her.
Hvis jeg skal sammenligne Bethlehem og Ramallah med andre oplevelser, vil jeg sige at Bethlehem minder om Cambodia i forhold til Ramallah, som er noget rigere og dermed minder om Vietnam.

Det var en god oplevelse at se mere til Palæstina. Og det var rart at se, at hele Palæstina ikke er i samme tilstand som Bethlehem, men at en mere velbeholdt by som Ramallah også eksisterer.

Det søde liv

Jeg har kun det søde liv tilbage af mit ophold

Jeg har 58 dage tilbage i Israel, før turen går tilbage mod Danmark d. 9. august.
Om 49 dage afslutter jeg mit volontørarbejde.
Ud af de 58 dage, er det kun 22 dage, at jeg skal arbejde.
Resten af tiden udgøres af de to ugentlige fridage og de resterende feriedage jeg har sparet op.

Feriedagene går til
3 dages adventure i Golan højderne nordpå med Sine, Peder og de 3 Tel Aviv volontører Lisbeth, Annette og Martin.
6 dages oplevelser i Israel med min bror
8 dages afslapning, sol og dykning i Dahab, Sinaihalvøen i Egypten med Sine.

Og de sidste 9 dage, er ren og skær ferie med
3 dages hygge i Jerusalem med min mor
X antal dage med fest og strand i Tel Aviv med min kammerat Anders, som er den selvsamme person, der introducerede mig for Meet the People projektet.

You've gotta love this life. Aint it wonderful? Oh yes indeed.

England vs. America

Så er der VM. Ja tak!

I aftes var vi til Messiansk Gudstjeneste og senere ude at spise. Vi var færdige med at spise, da en af de mange kampe blev spillet.
Jeg er ikke den store boldentusiast, men de vigtige kampe ser jeg dog. Og "vigtig" indebærer Danmarks kampe og finalen.

Jeg vidste ikke hvem, der spillede i aftenens kamp, men på bargaden, en sidegade til Jaffa Street, havde samtlige barer storskærme sat op, og jeg kunne godt tænke mig at se en kamp med en kold fadøl i hånden. Så sammen med Sine og Jonathan, gik vi derhen. Og det kan jeg kun prise mig lykkelig for!


Det var England mod USA, og Kings Bar, en bar for enden af gaden ved et torv, var mere end fyldt op med unge, fulde og opstemte englændere og amerikanere, som skulle se kampen.
Få minutter inde i kampen scorede England et mål, og et kæmpe brøl lød fra de engelske jøder, som alle var klædt i hvidt og rødt, og med det engelske flag som kappe. Straks brød de ud i slagsange, og stemningen var sat.


Det var den vildeste fodboldkamp jeg nogensinde har oplevet. Ikke på grund af selve kampen, men på grund af mine omgivelser.

Folk råbte og hujede, og dissede modstanderen, og det gik vildt for sig. Den ene fornærmelse efter den anden lød i luften.
I starten var det hovedsageligt nationalsangen, slagord og sætninger såsom:

"USA, USA, USA!"
"Engeland, Engeland, Engeland!"
"If it weren't for us, you'd all speak german now"
"1966"
"1776"

Men aldrig havde jeg troet, at jeg ville høre unge jøder i Jerusalem råbe af deres lungers fulde kraft sætninger som:

"You pussy"
"Fuck my cock, you bitch"
"Shake your wanker"
"Fuck the queen"
"Obama is a packie"
"You are shit, and you know you are"

Det fede ved alle svinerierne af hinanden, var at de sprogmæssigt var på ligefod med hinanden. De talte samme sprog, blot forskellig accent.
Og så var det spændende at se, hvem der kom med de mest kreative kommentarer, hvilket var amerikanerne. De var perfekt selvfede til at de var sjove.


Flere gange virkede det til, at det lige var ved at kamme over mellem de to nationer, men stemningen var god, og alle var blot interesseret i en god kamp og muligheden for at svine hinanden til.
Der var intet bag det, andet end en fodboldkamp mellem to lande med en forhistorie.

Det er helt vildt så meget et spil kan gøre ved mennesker, men det var fucking awesome at opleve stemningen.
Undskyld mit sprog, men at være omringet i to timer af hujende amerikanere og englændere, har påvirket mit sprog.

Shabbath Shalom

Allah/Jahve/Gud skabte verden på 6 dage og holdt den syvende dag hellig.
Afhængig af din religion, varierer dagen for hviledagen.
Muslimerne holder fredag hellig, jøderne holder lørdagen hellig og de kristne holder søndag hellig.

Israel er jødisk, så her holder man lørdagen hellig. Denne dag kaldes shabbath, og i Israel holdes hviledagen virkelig i hu.
Fra fredagens solnedgang til lørdagens solnedgang må man ikke arbejde, og man må ikke sætte andre i arbejde. Overhovedet.
Selvfølgelig er det hovedsageligt de religiøse som overholder dette, men en del ikke-religiøse overholder alligevel sabbaten af tradition. Ligesom mig. Selvom at jeg ikke er kristen, fejrer jeg jul og deltager i julegudstjeneste - for traditionens skyld.

"At arbejde" indebærer mere end at udføre sit normale arbejde.
Du må ikke gøre rent eller benytte transportmidler på sabbaten. Det er arbejde. Du må heller ikke se fjernsyn, bruge computer eller telefon.
At tænde eller slukke for kontakter er også forbudt. Når sabbatsmåltidet forberedes, har man på forhånd lavet måltidet, og før sabbaten begynder, har man nogle keramiske varmeplader man tænder og placerer maden på - og langsomt opvarmes måltidet.

På vores arbejde er de dog ikke så strikse over for volontørerne. Vi er tilladt at bruge mikrobølgeovn, at tænde og slukke lys og give beboerne et bad, da vi ikke er jøder.
Samme forståelse møder man ikke alle steder i Jerusalem. Jerusalem er nærmest religionernes hovedstad, og man møder mange ortodokse mennesker, især ortodokse jøder. Og de er ikke så åbensindet for andre mennesker, der ikke lever samme livsstil som dem.

Der er forskellige hændelser, som tydeligt viser deres foragt.
Det ene eksempel omhandler et dansk-australsk ægtepar som er bosat i det ortodokse kvarter. På en sabbat var de kørt et sted hen, og næste dag havde nogen skrabet en nøgle i lakeringen langs bilen. Man må jo ikke køre på sabbaten.
Det andet eksempel omhandler vores kære præstefrue, Lise. Hun var gået rundt i byens centrum iført shorts, der gik over knæene, og en stroptrøje. Det er tilladeligt at gå sådan klædt, da ikke alle indbyggere i Jerusalem er religiøse. Dog havde hun passeret en ortodoks jøde, som var blevet så stødt over hendes påklædning, at han spyttede efter hende.

Det er dog ikke alle i Israel som efterlever alle reglerne. Man kan sagtens møde mange unge mennesker i byen en fredag aften, og det er muligt at spise på restauranter der ikke er kosher.

Ellers vil jeg bare ønske jer alle en fredelig lørdag i morgen,
Shabbath Shalom.

Krig og fred

Vi har ikke mærket til de uroligheder, som er foregået i Israel, mens vi har været her.
Alle problemerne med bosættelserne i Østjerusalem, og nu situationen med nødhjælpskonvojen, har vi endnu ikke mærket noget til.

Israel er dog klar over deres til tider upopulære status i andre landes øjne, og tager derfor sine forbehold.
Ligesom vi i Danmark årligt lader en sirene gå første onsdag i maj kl. 12, har de samme tradition i Israel. Deres krigssirene lød onsdag d. 26. maj 2010 kl 11.

Øvelsen indebærer, at når sirenen lyder, skal alle evakueres til et boltret sikkerhedsrum.
Vi har 90 sekunder til at få alle beboere i sikkerhed, og hvis ikke vi kan nå det, er det vigtigste, at vi placerer os i ly for vinduerne.
Det er til sådan en øvelse, og når man dagligt ser bevæbnede soldater i gaderne, at man bemærker, at man lever i et land i konflikt med sine naboer. Ellers lever vi i ro og mag.

De vildeste krige vi har, er enten kortspillet eller krigen mod de herreløse katte, som huserer containeren foran Beit Tamar.
Vores leder har nu taget kampen op imod dem. For de spiser vores skrald, og skider over alt, og det er ærligt talt ulækkert.
Som våben bruger hun peber. Hele terrassen til vores indgang er krydret med peber i vores leders håb om, at det vil holde kattene væk. Pebersprayen er overvurderet når man har en peberkværn!

Hvor er alle brevene?

Ja, hvor er alle brevene, spørger jeg bare?

Jævnligt får Sine et brev eller en pakke. Hvor er hilsnerne til mig?
Jeg tror ikke på, at den kære postmand ikke har kunnet finde mig alle 4 måneder, jeg har været her.
Jeg tror, det er de kære derhjemme, som ikke har kunnet finde frimærker eller en postkasse.

Her kommer et praj med en vognstang:

Min adresse er

Beit Tamar
Att.: Astrid Lund-Pedersen
Leaha Ben Porad 21
Giva'at Masu'a
Jerusalem 96408
ISRAEL.

Jeg ser frem til at få breve hjemmefra.

På forhånd tak, Astrid.

Street Art of J.lem

I Jerusalems sidegader, byder byen på spændende street art.

Jeg ville ønske jeg havde et bedre kamera og et bedre fototalent, men her kommer nogle fotos af en amatør med et simpelt digitalt kamera.

Klik på hvert billede for at se i fuld størrelse.

Volontørvisum til volontøren

Endelig oprandt dagen hvor jeg opholder mig lovligt i Israel.
Som volontør skal jeg have et volontørvisum, men jeg har indtil i formiddags opholdt mig på turistvisum.

Det har været et værre bøvl med af få dette visum.
Det optimale var at vi fik visumet i starten af vores ophold, men ting tager tid. Især i Israel.
Blot deres opførelse af citytoget har stået på siden 1995, og de ser ud til at være alt andet end færdige. Der er konstant vejarbejde med tre vejarbejdere hver sted. En står og laver cement mens de to andre ser på. Og det er den vildeste aktion man kan observere.
No wonder at israelere har et ry for utålmodighed, når alt praktisk tager evigheder.

Jeg har været noget nervøs angående visum. Jeg har haft en del ind- og udrejser til landet. Fem for at være eksakt. Og det ser ikke så godt ud i passet med alle stemplerne når man kommer og skal have visum på ny.
De første 4 indrejser til landet har jeg fået 3 måneders turistvisum. Ikke helt uden problemer, men det er lykkes i sidste ende hver gang.
Dog fik jeg kun 2 ugers visum da jeg kom tilbage fra begravelse i Danmark. Det var ikke acceptabelt at jeg endnu ikke havde volontørvisum efter næsten 4 måneders ophold i landet. Heldigvis havde jeg en aftale med Dina Luati på visumkontoret i dag, 12 dage efter min sidste indrejse i landet. Og denne gang fik jeg mit visum!

Jeg havde oprindeligt min første aftale på visumkontoret d. 3. maj, men da jeg ikke havde en israelsk medical report, måtte jeg slukøret gå derfra med en ny aftale en måned efter.

I dag er lykkens dag. Jeg har fået mit visum, og om en måned kommer min bror til Jerusalem på en uges ferie.

Den gode, den onde og den grusomme.

Det er meget forskelligt hvilke reaktioner man får som volontør, pige og europæer her i Israel.

Der er de gode kommentarer.
Det er når folk hører at vi er volontører, og at vi gratis bruger vores tid på at hjælpe handicappede.
Mange overvældes af taknemmelighed eller glæde og udbryder "Bless you, bless you" og sætter virkelig pris på vores indsats.

Så er der "de onde" kommentarer.
Det er fra hankønnet at de kommer. Alle fra små drenge, til teenagere til gamle mænd.
Det er som sådan ikke onde kommentarer, men blot nedværdigende "komplimenter".
"Beautiful girl, looking for husbond? How many camels for you?", "Nice ass/body" og "You have beautiful eyes, how old are you?..." har blot været nogle af kommentarerne efterfulgt af elevatorblikket eller et slesk blink, hvor man ikke bare føler sig afklædt, men voldtaget af deres øjne.

Og til sidst men ikke mindst, de grusomme kommentarer.
Jeg er så glad for at jeg ikke er tysker, for de gange jeg er blevet forvekslet til at være tysk volontør, har det ikke været behageligt.
Kommentarer har været virkelig racistiske i form af "Scheiße, scheiße! Faschisten!", "Hitler!" og "Nazi!". Og kommentarerne kan udløses ved at vi blot sidder i bussen og snakker med hinanden.

Hvis blot mit liv var skrevet af Jane Austen

Mr. Darcy har smeltet hjerterne på Beit Tamars volontører.

Jeg har medbragt BBC's mini serie af Pride and Prejudice. En 6 timers lang filmatisering opdelt i 6 afsnit af Jane Austens roman af samme navn.

Sine, Katharina og jeg har 6 aftener tilbragt en times kvalitetstid sammen, hvor vi alle tre har sukket over mr. Darcy.
Det er skønt, at selvom vi arbejder forskellige timer, kan vi finde tid om aftenen til kvalitetshygge med smeltede hjerter.

Vi har lige set det sidste afsnit, og jeg kan ikke andet end at ønske jeg var Elizabeth Bennet og at jeg fik mr. Darcy.
Han er en langt større gentleman end de mænd i Israel som fløjter efter dig på gaden.

Hvis blot mit liv var skrevet af Jane Austen, ville jeg være sikker på at få mr. Darcy til sidst - så snart jeg har gennemlevet mr. Wickham og mr. Collins.