Jeg har fået den bedste velkomst i Danmark.
Det var en lang rejse hjem. Var endt i byen med hollænderne fra mit hostel, og skulle op klokken 7 næste morgen for at komme tilbage til Beit Tamar og hente min bagage.
Jeg fik pakket alt mit lort som hovedsageligt bestod af tøj, tørklæder og sko. Og der var meget lort.
Jeg har skrevet personlige breve til alle beboerne og lagde det på deres senge, og jeg fik brugt mine sidste 11 shekel på en lille pakke hummus og en dåsecola. Så kunne det ikke blive en mere israelsk diæt.
Min husmor var på arbejde, og jeg sad med hende og hyggede mens jeg ventede på min lufthavnstaxa.
Det var meget hyggeligt, og utroligt dejligt at få en god mulighed for at sige farvel og tak for et godt halvt år.
Jeg fik en lille klump i halsen, da taxaen kørte ud af indkørslen til Beit Tamar, men det var slet ikke så slemt som frygtet.
Jeg er blevet indstillet på at skulle hjem, og mine sidste dage i Tel Aviv har skubbet de sidste 6 måneder ud i periferien af min bevidsthed.
Selve akten i lufthaven med check in og alt som hører dertil i det israelske system gik nogenlunde smertefrit.
Mine meget tætpakkede tasker skulle åbnes og rodes igennem, og jeg var lige ved ikke at måtte få min hummus med. Kun fordi jeg med panik i øjnene fortalte at det var min madpakke til resten af dagen, forbarmede pigerne ved security sig over mig.
På min billet står der at vi må have 30 kg med, og på flyselskabets hjemmeside står at 32 kg kan gå igennem uden betaling, at man må have 8 kg håndbagage og en computertaske op til 4 kg.
Mine tasker vejede henholdsvis 20 kg og 12 kg og min håndbagage vejede 8 kg, hvor min computertaske vejede 4 kg.
Damen ved skranken var pissed off, og sagde jeg kun måtte have 20 plus 8 kg med, men jeg endte mirakuløst nok at få det alt med uden ekstra betaling.
Efter 3 timers søvn, transport fra klokken 7 og frem til 22.30 (23.30 min tid) blev jeg taget imod i Kastrup af min far, mine to kusiner og min veninde der alle stod med flag og kæmpe smil.
Min far kørte os alle ud til mine kusiners lejlighed i København, og så blev der ellers åbnet op for øllene og sladderen og turen gik mod byen.
Aftenen før jeg tog til Israel, var jeg på hardcore druk på Floss i det indre København med de samme piger. Jeg mødte blandt andet Carsten Soulchock og mistede størstedelen af min hukommelse fra aftenen. Klokken 7 næste morgen i Kastrup lufthavn var jeg stadig beruset og bagstiv da vi boardede.
Det blev aftalt at min rejse til Israel skulle fuldendes med samme slags bytur når jeg kom hjem. Og det lykkedes.
Jeg var hjemme klokken 5 dansk tid, og det var herligt at feste i Danmark igen med mine kusiner og veninder.
Jeg var hverken beruset eller bagstiv da min far hentede mig i den lille sorte sportsvogn næste formiddag, men tømmermændene levede i bedste velgående. Heldigvis var det den slags bytur som var alle ildelugtende prutter og en dundrende hovedpine værd.
Jeg er tilbage, og jeg er klar til fest med mine veninder og rustur på universitetet.
Bring it on, den sidste uge har jeg varmet godt op, og er nu ready.
tirsdag den 10. august 2010
søndag den 8. august 2010
Beach & Party
Jeg elsker, elsker, elsker Tel Aviv.
Hvis jeg skulle flytte til en hovedstad 6 måneder, ville jeg dog aldrig vælge denne by, for der er for lidt at se, for lidt at opleve.
Så hellere New York, Sydney eller Tokyo. En by med et "Y", for så lyder det så eksotisk. Sæby. Kan I høre den eksotiske klang i navnet? Det er i hvert fald langt væk. Fra mig.
Efter en hverdag med en arbejdsuge på 40 timer, velvidende at jeg skal hjem til et stress af praktiske opgaver med flytning til Århus og påbegyndelse af studie på Antropologi og etnografi (ja, jeg har besluttet mig), lovede jeg mig selv at mine sidste dage i Israel skulle bruges på strand og fest i Tel Aviv.
Jeg vidste godt at ingen af mine medvolontører ville joine denne plan, men jeg ville bo på et hostel, og sådan et sted skal man virkelig være socialt handicappet hvis man ikke møder nogen.
Lucky for me så skrev min kammerat Anders (den selvsamme Anders som fik mig til Israel) at han skulle til Mellemøsten med sine to fætre, og at de fløj fra Tel Aviv d. 9 august (samme dag som mig, blot 12 timer tidligere).
Jeg har haft nogle vidunderlige dage i Tel Aviv.
Jeg har vitterligt ikke lavet andet end at ligge på en strandseng om dagen, og gå på store nightclubs om natten.
Det var et fuldtidsarbejde at ligge på stranden. Ikke engang markedet eller shoppingcentrene har jeg besøgt, og jeg har kun læst tre sider i min bog. Jeg har bare dovnet den af.
Om aftenen når man var færdig på stranden, og drengene var færdige med at smukkesere sig, var det tid til aftensmad og partytime.
Jeg er vant til at gå i byen med mine veninder, men det var meget underholdende at gå i byen med drengene. Man kom ikke ind som nogle af de første, og man blev ikke tilbudt gratis drikkevarer, men man slap for den evindelige interesse fra hankøn idet man fulgtes med tre styk.
Hver aften blev der festet til den lyse morgen, og hver morgen var jeg på stranden klokken elleve og stegede mens drengene sov på vores hostel.
Det var rart at få varmet op til rustur.
Jeg elsker at gå i byen, og jeg elsker endnu mere at gå i byen i udlandet.
Det har været godt med strand og fest før jeg skal hjem. Jerusalem er kommet på afstand i min bevidsthed.
Lige nu føles det blot som en lækker sommerferie.
Men jeg smutter igen, jeg er blevet inviteret til øl og mad af nogle hollændere på mit hostel.
Cheers
Hvis jeg skulle flytte til en hovedstad 6 måneder, ville jeg dog aldrig vælge denne by, for der er for lidt at se, for lidt at opleve.
Så hellere New York, Sydney eller Tokyo. En by med et "Y", for så lyder det så eksotisk. Sæby. Kan I høre den eksotiske klang i navnet? Det er i hvert fald langt væk. Fra mig.
Efter en hverdag med en arbejdsuge på 40 timer, velvidende at jeg skal hjem til et stress af praktiske opgaver med flytning til Århus og påbegyndelse af studie på Antropologi og etnografi (ja, jeg har besluttet mig), lovede jeg mig selv at mine sidste dage i Israel skulle bruges på strand og fest i Tel Aviv.
Jeg vidste godt at ingen af mine medvolontører ville joine denne plan, men jeg ville bo på et hostel, og sådan et sted skal man virkelig være socialt handicappet hvis man ikke møder nogen.
Lucky for me så skrev min kammerat Anders (den selvsamme Anders som fik mig til Israel) at han skulle til Mellemøsten med sine to fætre, og at de fløj fra Tel Aviv d. 9 august (samme dag som mig, blot 12 timer tidligere).
Jeg har haft nogle vidunderlige dage i Tel Aviv.
Jeg har vitterligt ikke lavet andet end at ligge på en strandseng om dagen, og gå på store nightclubs om natten.
Det var et fuldtidsarbejde at ligge på stranden. Ikke engang markedet eller shoppingcentrene har jeg besøgt, og jeg har kun læst tre sider i min bog. Jeg har bare dovnet den af.
Om aftenen når man var færdig på stranden, og drengene var færdige med at smukkesere sig, var det tid til aftensmad og partytime.
Jeg er vant til at gå i byen med mine veninder, men det var meget underholdende at gå i byen med drengene. Man kom ikke ind som nogle af de første, og man blev ikke tilbudt gratis drikkevarer, men man slap for den evindelige interesse fra hankøn idet man fulgtes med tre styk.
Hver aften blev der festet til den lyse morgen, og hver morgen var jeg på stranden klokken elleve og stegede mens drengene sov på vores hostel.
Det var rart at få varmet op til rustur.
Jeg elsker at gå i byen, og jeg elsker endnu mere at gå i byen i udlandet.
Det har været godt med strand og fest før jeg skal hjem. Jerusalem er kommet på afstand i min bevidsthed.
Lige nu føles det blot som en lækker sommerferie.
Men jeg smutter igen, jeg er blevet inviteret til øl og mad af nogle hollændere på mit hostel.
Cheers
torsdag den 5. august 2010
Kom og se mit Jerusalem
Peder, Simon og Matilde rejste alle hjem d. 31. juli efter vores volontørophold sluttede.
Jeg valgte at blive i Israel halvanden uge længere.
Min mor kom til Jerusalem mandag morgen og tilbragte tre fulde dage med mig. Tre dage lyder måske ikke af så meget, men jeg sætter bare uendelig stor pris på at hun tog sig tiden og økonomien til at besøge mig i mit Jerusalem, mens det stadig er mit.
Det var helt igennem fantastisk at have tre hele dage, hvor det kun var min mor og jeg sammen. Og hvor jeg havde mulighed for at vise hende hvordan jeg har levet det sidste halve år.
Ligesom at det var nice at have Esben til at kigge forbi.
Da hun ankom, fik hun en typisk israelsk morgenmad bestående at kage og sødt brød samt lidt vandmelon, og jeg fik vist hende rundt på Beit Tamar, hvor hun have mulighed for at se mit nye hjem og få af beboerne.
Vi havde et stramt program, hvor jeg fik vist hende det døde hav, jeg tæskede hende igennem alle attraktionerne i Jerusalem, specielt i den gamle by, og jeg havde hende med til Bethleham så hun fik oplevet Vestbredden og så den mur som adskiller Israel fra Palæstina.
Min mor var hardcore og holdt godt ud til trods for det tjeppe tempo og den høje temperatur.
Hun er folkeskolelærer, og jeg er vant til fra barnsben af altid at have været på kultiverende sommerferier. Min familie har altid rejst meget, specielt i Europa, da min far har firmabil. Og til trods for 3 uger i sydens sol hver sommer, har jeg aldrig været brun når jeg kom hjem. Halvdelen af tiden er altid tilbragt i diverse byer, hovedstæder såvel som gamle byer med bymure, og på museer og udstillinger.
Min mor har altid været opsat på at få sine børn til at lære og opleve den verden de lever i. Og programmet har altid været stramt.
Storbysferier var altid det hårdeste. Ud af døren klokken 8 om morgenen og først hjemme igen ved midnatstid. Det var hardcore.
Jeg er blevet meget præget af dette. Min trofaste makker når jeg skal et nyt sted hen, er altid min guidebog og en plan med 10 forskellige punkter på.
Og da min mor kom til Jerusalem, havde jeg også planlangt ned til mindste detalje, hvad vi skulle se, hvor det var, og hvordan man kommer fra A til B.
Og det lykkedes. Min mor lever stadig, og hun har nu en masse på opleveren.
Nu bliver det rart med strand og fest i Tel Aviv de sidste dage.
Jeg valgte at blive i Israel halvanden uge længere.
Min mor kom til Jerusalem mandag morgen og tilbragte tre fulde dage med mig. Tre dage lyder måske ikke af så meget, men jeg sætter bare uendelig stor pris på at hun tog sig tiden og økonomien til at besøge mig i mit Jerusalem, mens det stadig er mit.
Det var helt igennem fantastisk at have tre hele dage, hvor det kun var min mor og jeg sammen. Og hvor jeg havde mulighed for at vise hende hvordan jeg har levet det sidste halve år.
Ligesom at det var nice at have Esben til at kigge forbi.
Da hun ankom, fik hun en typisk israelsk morgenmad bestående at kage og sødt brød samt lidt vandmelon, og jeg fik vist hende rundt på Beit Tamar, hvor hun have mulighed for at se mit nye hjem og få af beboerne.
Vi havde et stramt program, hvor jeg fik vist hende det døde hav, jeg tæskede hende igennem alle attraktionerne i Jerusalem, specielt i den gamle by, og jeg havde hende med til Bethleham så hun fik oplevet Vestbredden og så den mur som adskiller Israel fra Palæstina.
Min mor var hardcore og holdt godt ud til trods for det tjeppe tempo og den høje temperatur.
Hun er folkeskolelærer, og jeg er vant til fra barnsben af altid at have været på kultiverende sommerferier. Min familie har altid rejst meget, specielt i Europa, da min far har firmabil. Og til trods for 3 uger i sydens sol hver sommer, har jeg aldrig været brun når jeg kom hjem. Halvdelen af tiden er altid tilbragt i diverse byer, hovedstæder såvel som gamle byer med bymure, og på museer og udstillinger.
Min mor har altid været opsat på at få sine børn til at lære og opleve den verden de lever i. Og programmet har altid været stramt.
Storbysferier var altid det hårdeste. Ud af døren klokken 8 om morgenen og først hjemme igen ved midnatstid. Det var hardcore.
Jeg er blevet meget præget af dette. Min trofaste makker når jeg skal et nyt sted hen, er altid min guidebog og en plan med 10 forskellige punkter på.
Og da min mor kom til Jerusalem, havde jeg også planlangt ned til mindste detalje, hvad vi skulle se, hvor det var, og hvordan man kommer fra A til B.
Og det lykkedes. Min mor lever stadig, og hun har nu en masse på opleveren.
Nu bliver det rart med strand og fest i Tel Aviv de sidste dage.
søndag den 1. august 2010
Færdig, finito, adios
"Litra od" er hebræisk og betyder "på gensyn".
Litra od er, hvad jeg har måttet sige til mine dejlige venner på Beit Tamar.
Afskedsfesten med Beit Tamar blev holdt tirsdag d. 27. juli.
Min sidste arbejdsdag på Beit Tamar var torsdag d. 29. juli.
Mit sidste sabbatsmåltid på Beit Tamar var fredag d. 30. juli.
1. august, i dag, var jeg med alle beboerne til en fest, og jeg har efterfølgende taget afsked med dem.
Det var meget underligt at skulle tage afsked med mine beboere i aftes.
Jeg har ikke blot været en volontør som har taget sig af deres praktiske nødvendigheder, jeg er også blevet deres veninde. Og omvendt.
Det tog mig over en time at sige farvel til dem, jeg kunne slet ikke løsrive mig.
Men med et ophævet hoved og røde øjne fik jeg givet det sidste kram, og satte mig ud på altanen med min tyske Kat og delte øl og minder.
I dag er det altså et halvt år siden jeg ankom til Jerusalem med store forventninger og et hamrende hjerte af nervøsitet for hvad der ventede mig.
Efter 6 berigende måneder hernede og 6 yderligere kilo på mave, lår og baller, er det ved at være slut.
Jeg har de sidste 6 måneder oplevet verdens tre største monoteistiske religioner på tæt hold, og det har virkelig været spændende. Det har været spændende at komme i kirke med de kristne og spise sabbatsmåltid med jøderne.
Den arabiske kultur har jeg desværre ikke haft stor mulighed for at komme helt tæt på, da Beit Tamar kun har jøder og volontører.
I løbet af det her halve år har jeg også fået rejst meget rundt og set det meste af hvad der er at se i Israel.
Alt fra All Inclusive hotel i Eilat til hardcore ørkentur i Negeve ørkenen, guidet ture til dødehavsområdet, party i Tel Aviv, chill i Haifa, tøsetur i Golanhøjderne, miniferie i Galilæa, udflugter til Bethlehem og Ramallah og meget, meget mere. Blandt andet har jeg rejst til både Jordan og Egypten.
Det har været 6 meget berigende og oplevelsesrige måneder. Jeg har fået udviddet min vennekreds med mange nye og meget anderledes venner, og jeg har fået udviddet mine horisonter.
Jeg ved nu at der rent faktisk findes indre missionske unge mennsker i nutidens Danmark, og jeg ved nu at de stadig er unge, almindelige mennsker ligesom mig. Selvom jeg nok er et dårligt eksemplar på normalitet.
Og jeg har nu fået et fantastisk forhold til 6 unge jødiske kørestolsbrugere, som jeg vil komme til at savne helt urimeligt meget.
Litra od er, hvad jeg har måttet sige til mine dejlige venner på Beit Tamar.
Afskedsfesten med Beit Tamar blev holdt tirsdag d. 27. juli.
Min sidste arbejdsdag på Beit Tamar var torsdag d. 29. juli.
Mit sidste sabbatsmåltid på Beit Tamar var fredag d. 30. juli.
1. august, i dag, var jeg med alle beboerne til en fest, og jeg har efterfølgende taget afsked med dem.
Det var meget underligt at skulle tage afsked med mine beboere i aftes.
Jeg har ikke blot været en volontør som har taget sig af deres praktiske nødvendigheder, jeg er også blevet deres veninde. Og omvendt.
Det tog mig over en time at sige farvel til dem, jeg kunne slet ikke løsrive mig.
Men med et ophævet hoved og røde øjne fik jeg givet det sidste kram, og satte mig ud på altanen med min tyske Kat og delte øl og minder.
I dag er det altså et halvt år siden jeg ankom til Jerusalem med store forventninger og et hamrende hjerte af nervøsitet for hvad der ventede mig.
Efter 6 berigende måneder hernede og 6 yderligere kilo på mave, lår og baller, er det ved at være slut.
Jeg har de sidste 6 måneder oplevet verdens tre største monoteistiske religioner på tæt hold, og det har virkelig været spændende. Det har været spændende at komme i kirke med de kristne og spise sabbatsmåltid med jøderne.
Den arabiske kultur har jeg desværre ikke haft stor mulighed for at komme helt tæt på, da Beit Tamar kun har jøder og volontører.
I løbet af det her halve år har jeg også fået rejst meget rundt og set det meste af hvad der er at se i Israel.
Alt fra All Inclusive hotel i Eilat til hardcore ørkentur i Negeve ørkenen, guidet ture til dødehavsområdet, party i Tel Aviv, chill i Haifa, tøsetur i Golanhøjderne, miniferie i Galilæa, udflugter til Bethlehem og Ramallah og meget, meget mere. Blandt andet har jeg rejst til både Jordan og Egypten.
Det har været 6 meget berigende og oplevelsesrige måneder. Jeg har fået udviddet min vennekreds med mange nye og meget anderledes venner, og jeg har fået udviddet mine horisonter.
Jeg ved nu at der rent faktisk findes indre missionske unge mennsker i nutidens Danmark, og jeg ved nu at de stadig er unge, almindelige mennsker ligesom mig. Selvom jeg nok er et dårligt eksemplar på normalitet.
Og jeg har nu fået et fantastisk forhold til 6 unge jødiske kørestolsbrugere, som jeg vil komme til at savne helt urimeligt meget.
fredag den 30. juli 2010
Fremtidsplaner
Det her indlæg har intet med Israel at gøre. Det har noget at gøre med tiden efter Israel. Nemlig min fremtid.
Da det nu er to fantastiske sabbatsår siden jeg blev student, vil Bertel Haarder gerne hvis jeg begynder min uddannelse.
Så jeg tilfredsstiller ham og flytter til Århus for at påbegynde en universitetsuddannelse.
I år er der rekordmange ansøgere, og rekordmange afslag. Jeg har været meget spændt på hvor jeg mon ville blive optaget.
Mine prioriteter lyder
1. Antropologi
2: Religionsvidenskab
3: Idehistorie (bare fordi man skulle skrive 3 prioriteter)
Mit snit har været 0,1 fra antropologistudiets adgangskrav fra sidste år, så har ikke forventet at skulle begynde ude på Mosgaard.
I stedet har jeg søgt ene boliger nordpå ved universitet fordi jeg har været stensikker og godt tilfreds med tanken om at begynde på religionsvidenskab.
Efter 6 måneder i hovedstaden for verdens tre største monoteistiske religioner har jeg fået endnu større interesse for religion.
Så da min veninde fortalte mig hvordan jeg på nettet kunne opklare min fremtid, foregik det således over facebook chatten:
19.45: Cecilie: asssstriiid??
19:46: Mig: Yoyo!
19:46: Cecilie: hva så??
19:46: Mig: Er du kommet ind? Og hvor?
19:46: Cecilie: ja, på reli ? you ? håber håber hååber!
19:46: Mig: uhh, jeg ved det ikke endnu. Brevet bliver sendt til min mor som ikke er hjemme før i morgen. Men tror det også bliver rel
19:47: Cecilie: du kan tjekke snittene ?
19:47: Mig: jep, rel snit er 7,2 og mit er 8,9 (efter at gange)
19:47: Cecilie: altså håber self på at du får dit højeste ønske opfyldt, men også riiiimelig meget op at vi skal studere sammen
19:47: Mig: for antropologi er det 9,0
19:47: Cecilie: har du søgt stand by på antro? uuh spændende, der er stadig håb for antro ?
19:48: Mig: mit ønske er rel, det er det jeg har forberedt mig på siden jeg ansøgte - hvis jeg by any chance blev optaget på antro ville jeg stærk overveje at skifte over
19:48: Cecilie: okay, wow, spændende !
jeg er SÅ GLAD FOR REL!
19:49: Mig: hvor bliver det nice hvis vi begge kommer ind
19:49: Cecilie: så nice, håber håber hååååååber!
please.
19:49: Mig: samme her! Ej, hvor er det fedt at du er kommet ind på rel Var det også 1. prio?
19:49: Cecilie: wup, yep!
19:50: Mig: niceness!
19:50: Cecilie: ja det er så dejligt, men jeg VIL bare studere med dig
19:50: Mig: vi to er også et godt studieteam
19:51: Cecilie: det er jo det vi er, og så har jeg bare ideer om at vi skal ud og rejse til alle mulige spænende lande sammen
fx indien - billet 3000!
19:51: Mig: Uuuuuh, lyder slet ikke dårligt
jeg er så game. hvor ville jeg ønske jeg kunne få det brev nu. bare så jeg med sikkerhed kunne glæde mig
19:52: Cecilie: præcis, er også spændt. altså hvorfir har du ikke den internet kode fjolle ?
19:52: Mig: internet kode?
19:52: Cecilie: ja, selvbetjening ?
19:53: Mig: på optagelse.dk?
altså hvis det er digital signatur så har jeg det
19:53: Cecilie: https://mit.au.dk/
nej, gå derind, og så skriv glemt adgangskode, og dit brugernummer er dit cpr nummer
19:55Mig: jeg opretter bruger derinde nu
19:55: Cecilie: nice astrid
iih
19:57: Mig: what.....
19:57: Cecilie: ?
19:57: Mig: jeg er blevet optaget på antropologi
det havde jeg slet, slet ikke regnet med
19:58: Cecilie: fejl, jeg tænkte det faktisk nok, fordi når snittet er 9,0 er det fordi at alle er optaget med 9,0 og nogen med 8,9
med forfanden da
men så fik du da svaret
19:59: Mig: "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en studieplads på Antropologi og etnografi.
Ønsker du at modtage den tilbudte studieplads?"
jeg er i chock
19:59: Cecilie: haha, sweet
19:59: Mig: og i vildrede. er det dét jeg vil?
19:59: Cecilie: hvad vil du ?
ja, jeg foreslår jo nok reli - men oh my.
19:59: Mig: ved det ikke, må ringe til min far og fortælle det. smutter lige 10 minutter
Jeg ringede til min far. Og min mor. Og jeg er i vildrede.
Antropologi har været drømmeuddannelsen, og jeg er så uendeligt stolt af mig selv over jeg formåede at komme ind.
Men nu er jeg også i tvivl. Er det virkelig antropologi jeg ønsker, eller er mit hjerte begyndt at banke for religionsvidenskab?
Jeg må sove på det. Jeg ved ikke hvad jeg vælger.
Da det nu er to fantastiske sabbatsår siden jeg blev student, vil Bertel Haarder gerne hvis jeg begynder min uddannelse.
Så jeg tilfredsstiller ham og flytter til Århus for at påbegynde en universitetsuddannelse.
I år er der rekordmange ansøgere, og rekordmange afslag. Jeg har været meget spændt på hvor jeg mon ville blive optaget.
Mine prioriteter lyder
1. Antropologi
2: Religionsvidenskab
3: Idehistorie (bare fordi man skulle skrive 3 prioriteter)
Mit snit har været 0,1 fra antropologistudiets adgangskrav fra sidste år, så har ikke forventet at skulle begynde ude på Mosgaard.
I stedet har jeg søgt ene boliger nordpå ved universitet fordi jeg har været stensikker og godt tilfreds med tanken om at begynde på religionsvidenskab.
Efter 6 måneder i hovedstaden for verdens tre største monoteistiske religioner har jeg fået endnu større interesse for religion.
Så da min veninde fortalte mig hvordan jeg på nettet kunne opklare min fremtid, foregik det således over facebook chatten:
19.45: Cecilie: asssstriiid??
19:46: Mig: Yoyo!
19:46: Cecilie: hva så??
19:46: Mig: Er du kommet ind? Og hvor?
19:46: Cecilie: ja, på reli ? you ? håber håber hååber!
19:46: Mig: uhh, jeg ved det ikke endnu. Brevet bliver sendt til min mor som ikke er hjemme før i morgen. Men tror det også bliver rel
19:47: Cecilie: du kan tjekke snittene ?
19:47: Mig: jep, rel snit er 7,2 og mit er 8,9 (efter at gange)
19:47: Cecilie: altså håber self på at du får dit højeste ønske opfyldt, men også riiiimelig meget op at vi skal studere sammen
19:47: Mig: for antropologi er det 9,0
19:47: Cecilie: har du søgt stand by på antro? uuh spændende, der er stadig håb for antro ?
19:48: Mig: mit ønske er rel, det er det jeg har forberedt mig på siden jeg ansøgte - hvis jeg by any chance blev optaget på antro ville jeg stærk overveje at skifte over
19:48: Cecilie: okay, wow, spændende !
jeg er SÅ GLAD FOR REL!
19:49: Mig: hvor bliver det nice hvis vi begge kommer ind
19:49: Cecilie: så nice, håber håber hååååååber!
please.
19:49: Mig: samme her! Ej, hvor er det fedt at du er kommet ind på rel Var det også 1. prio?
19:49: Cecilie: wup, yep!
19:50: Mig: niceness!
19:50: Cecilie: ja det er så dejligt, men jeg VIL bare studere med dig
19:50: Mig: vi to er også et godt studieteam
19:51: Cecilie: det er jo det vi er, og så har jeg bare ideer om at vi skal ud og rejse til alle mulige spænende lande sammen
fx indien - billet 3000!
19:51: Mig: Uuuuuh, lyder slet ikke dårligt
jeg er så game. hvor ville jeg ønske jeg kunne få det brev nu. bare så jeg med sikkerhed kunne glæde mig
19:52: Cecilie: præcis, er også spændt. altså hvorfir har du ikke den internet kode fjolle ?
19:52: Mig: internet kode?
19:52: Cecilie: ja, selvbetjening ?
19:53: Mig: på optagelse.dk?
altså hvis det er digital signatur så har jeg det
19:53: Cecilie: https://mit.au.dk/
nej, gå derind, og så skriv glemt adgangskode, og dit brugernummer er dit cpr nummer
19:55Mig: jeg opretter bruger derinde nu
19:55: Cecilie: nice astrid
iih
19:57: Mig: what.....
19:57: Cecilie: ?
19:57: Mig: jeg er blevet optaget på antropologi
det havde jeg slet, slet ikke regnet med
19:58: Cecilie: fejl, jeg tænkte det faktisk nok, fordi når snittet er 9,0 er det fordi at alle er optaget med 9,0 og nogen med 8,9
med forfanden da
men så fik du da svaret
19:59: Mig: "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en studieplads på Antropologi og etnografi.
Ønsker du at modtage den tilbudte studieplads?"
jeg er i chock
19:59: Cecilie: haha, sweet
19:59: Mig: og i vildrede. er det dét jeg vil?
19:59: Cecilie: hvad vil du ?
ja, jeg foreslår jo nok reli - men oh my.
19:59: Mig: ved det ikke, må ringe til min far og fortælle det. smutter lige 10 minutter
Jeg ringede til min far. Og min mor. Og jeg er i vildrede.
Antropologi har været drømmeuddannelsen, og jeg er så uendeligt stolt af mig selv over jeg formåede at komme ind.
Men nu er jeg også i tvivl. Er det virkelig antropologi jeg ønsker, eller er mit hjerte begyndt at banke for religionsvidenskab?
Jeg må sove på det. Jeg ved ikke hvad jeg vælger.
torsdag den 29. juli 2010
Nishlam! Det er fuldbragt.
Jeg sidder nu med tårer i øjnene og en klump af melankoli i halsen.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.
Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.
Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.
Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.
Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.
Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.
Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.
I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.
Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.
Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.
Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.
Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.
Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.
Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.
Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.
Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.
I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.
Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.
Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.
onsdag den 28. juli 2010
Arbejdsnarkoman
De sidste to dage har jeg haft et sindssygt program.
Mandag aften var Sines og min sidste aften sammen, så vi fejrede det med happy hour på Nadin og gratis drikkevarer hos Shlomi (medejer til Nadin og ejer af sin egen bar).
Det blev såmænd ikke så sent, var hjemme et kvarter efter midnat, men jeg havde fået alt for mange gratis drikkevarer grundet at det jo var den sidste aften. Og jeg havde dagvagt næste dag.
Så tirsdag morgen med dårlig motorik efter kun 4-5 timers søvn mødte jeg op til en forfærdelig morgenvagt.
Min kollega havde sovet over sig, så vi startede morgenen med at være bagud og vi havde endda med en ekstra beboer.
Jeg tog mig sammen og gik i gang med alene at tage den første beboer op. Jeg nåede også at tage to yderligere beboere op før min kollega var færdig med sin første, og i stedet for at færdiggøre det værelse hun var ved, går hun hen til en anden beboer, for den beboer er lettere. Og så går hun en halv time før, og overlader resten til mig.
Så står jeg der med tømmermænd og søvnmangel og må tage i alt 4 ud af 6 beboere op og færdiggøre det arbejde min kollega ikke nåede.
Det var dagvagt og ikke kun morgenvagt, så da Zlil, Etti og Liat bliver hentet, tager jeg med dem ud til deres arbejde på Maon Gilo. Planen er at jeg skal med Zlil i svømmehal.
Selve dagen på Gilo er hyggelig. Jeg skal ikke hjælpe nogen på toilet eller made nogen. Det eneste som er anstrengende, er tiden i poolen med Zlil, da jeg er helt alene om det.
Tilbage på Beit Tamar skal jeg skynde mig at give en beboer bad før vi har vores afskedsfest.
Og først klokken 16 har jeg fri.
Klokken 18.30 skal jeg afsted igen til et bryllup jeg først kommer hjem fra klokken halv to om natten.
Det er meningen jeg skal møde 6-16 næste dag, onsdag, men jeg får lov til først at møde kl 7.
I dag var jeg så på Hotel Regency med to beboere som skal i boblebad og have massage. Den ene beboer er meget stor og kræver en speciel lift.
Hvordan vi formåede at få hende i boblebad og op igen samt ind gennem den lille dør til massageværelset, forstår jeg ikke.
Jeg var game over da vi kom tilbage til Beit Tamar en halv time senere end planlagt.
Altså har jeg tirsdag arbejdet 6-14 + 14-16 + 17.30-01.30
og onsdag arbejdet 7-16.30.
I alt 8 timers søvn i løbet af 2 nætter.
Jeg har været game over, men det har også været nogle fantastiske arbejdstimer.
Og lets face it, jeg har jo kun en yderligere arbejdsdag tilbage, og så kan man lige så godt give sig 100 procent.
Mandag aften var Sines og min sidste aften sammen, så vi fejrede det med happy hour på Nadin og gratis drikkevarer hos Shlomi (medejer til Nadin og ejer af sin egen bar).
Det blev såmænd ikke så sent, var hjemme et kvarter efter midnat, men jeg havde fået alt for mange gratis drikkevarer grundet at det jo var den sidste aften. Og jeg havde dagvagt næste dag.
Så tirsdag morgen med dårlig motorik efter kun 4-5 timers søvn mødte jeg op til en forfærdelig morgenvagt.
Min kollega havde sovet over sig, så vi startede morgenen med at være bagud og vi havde endda med en ekstra beboer.
Jeg tog mig sammen og gik i gang med alene at tage den første beboer op. Jeg nåede også at tage to yderligere beboere op før min kollega var færdig med sin første, og i stedet for at færdiggøre det værelse hun var ved, går hun hen til en anden beboer, for den beboer er lettere. Og så går hun en halv time før, og overlader resten til mig.
Så står jeg der med tømmermænd og søvnmangel og må tage i alt 4 ud af 6 beboere op og færdiggøre det arbejde min kollega ikke nåede.
Det var dagvagt og ikke kun morgenvagt, så da Zlil, Etti og Liat bliver hentet, tager jeg med dem ud til deres arbejde på Maon Gilo. Planen er at jeg skal med Zlil i svømmehal.
Selve dagen på Gilo er hyggelig. Jeg skal ikke hjælpe nogen på toilet eller made nogen. Det eneste som er anstrengende, er tiden i poolen med Zlil, da jeg er helt alene om det.
Tilbage på Beit Tamar skal jeg skynde mig at give en beboer bad før vi har vores afskedsfest.
Og først klokken 16 har jeg fri.
Klokken 18.30 skal jeg afsted igen til et bryllup jeg først kommer hjem fra klokken halv to om natten.
Det er meningen jeg skal møde 6-16 næste dag, onsdag, men jeg får lov til først at møde kl 7.
I dag var jeg så på Hotel Regency med to beboere som skal i boblebad og have massage. Den ene beboer er meget stor og kræver en speciel lift.
Hvordan vi formåede at få hende i boblebad og op igen samt ind gennem den lille dør til massageværelset, forstår jeg ikke.
Jeg var game over da vi kom tilbage til Beit Tamar en halv time senere end planlagt.
Altså har jeg tirsdag arbejdet 6-14 + 14-16 + 17.30-01.30
og onsdag arbejdet 7-16.30.
I alt 8 timers søvn i løbet af 2 nætter.
Jeg har været game over, men det har også været nogle fantastiske arbejdstimer.
Og lets face it, jeg har jo kun en yderligere arbejdsdag tilbage, og så kan man lige så godt give sig 100 procent.
Abonner på:
Opslag (Atom)
