Nishlam! Det er fuldbragt.

Jeg sidder nu med tårer i øjnene og en klump af melankoli i halsen.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.

Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.

Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.

Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.

Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.

Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.

Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.

I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.

Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.

Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.