Purim, baby!

Purim er en jødisk udklædningsfest. Hvorfor de klæder sig ud, ved jeg ikke. Men til Purim fejrer de at Esther (fra Esthers bog i det gamle testamente) reddede det jødiske folk. Og til Purim gælder det om at drikke så meget, at du ikke kan se forskel på helten og den onde, onde modstander. Selv de ortodokse jøder siges at drikke sig fra sans og samling denne dag, som egentlig først er søndag d. 28 februar.
Man kan købe udklædningstøj mange steder, og Sine og jeg har købt godt ind til denne fest. Sine har købt ind til et Peter Pan kostume, og jeg kunne ikke helt bestemme mig. I skrivende stund er jeg i besiddelse af en rød klovnenæse, en platinblond paryk, en kaptajns hat samt to piber.

Purimfest for de gakkede


















I søndags (d. 21. februar) var vi til Purimfest med tre af vores beboere på et fancy hotel i den nordlige del af byen. Sine og jeg var alene afsted som ansvarshavende for vores tre unge, og kun en af dem kan gøre sig forståelig på engelsk.
Det var en vældig morsom aften, hvor alle virkede mere eller mindre skøre. Her var både kørestolsbrugere, udviklingshæmmede, mongoler og folk jeg antager må have en form for aspergers eller mangel af sociale kompetencer.
Sine og jeg havde begge klovnenæser på, og straks kom en ung, glad fyr hen til os og roste vores fantastiske udklædning og ville hellere end gerne at vi satte os sammen med ham og hans ven. Så det gjorde vi selvfølgelig, og det var vældig hyggeligt. De var meget snakkesagelige og interesserede i at fortælle om dem selv. Vi kunne godt mærke at de ikke var helt gennembagte, men de var herlige.

Før vi skulle spise, skulle alle ud på dansegulvet foran en scene med en DJ pult og danse. Så det gjorde vi. Sine og jeg tog hver vores pige i kørestol og dansede rundt på dansegulvet med alle de andre.
Efter vores svingom med Slil, Mona og en masse andre glade mennesker, var det tid til at gå til bords og få pitabrød med hummus og kyllingeschnitzel med pastasalat. Et typisk måltid vi får serveret hernede.

Kort efter spisning kom vi til udkåring af det bedste kostume, lidt mere dans og derefter dessert.
Det var ikke nogen særlig lang aften, fra kl 19.30 til 21.30, men vi morede os gevaldigt og pigerne vi havde med, syntes også virke til at nyde det i fulde drag.

Purimfest for volontørerne


















Én purimfest er ikke nok. Fredag fejrede vi også Purim hos præsteparret Jakob og Lise med de andre MTP volontører og nogle frivillige fra Jakobs arbejde, norske Johannes og finske Johanne og Talvikka.
Sine, Mette og jeg kom i god tid, da vi ikke kan tage en bus alt for sent om fredagen, for om eftermiddagen starter Sabbaten jo, og der stopper trafikken.
Vi fik the og en jødisk version af et pain au chocolat, og så prinsesse film med døtrene Rebekka og Hannah. Jeg elsker det, simpelthen elsker det.
Efter en film både med Jasmin fra Aladdin og Auora fra Tornerose, blev det tid til at forberede aftensmad: Burgere og guacamole. Kan I sige mums?
Kl. 18.30 startede Purim aftenen, og alle var klædt ud;
Jeg var skipper, Sine var Peter Pan, Mette var sørøver, Peder var en Zombiebrud, Simon var klovn, Mathilde engel, Lise en bi, Jakob havde afro, Talvikka var lampens ånd og Johanne var udklædt som kineser. Johannes var dog bare Johannes.
Det var et vældig lækkert måltid, og min mave kunne slet ikke indeholde mere - udover de saltfisk og fastelavnsboller som blev serveret til dessert. Oh yeah baby. Denne aften var et kulinarisk paradis for Astrids smagsløg.
Efter middagen sang vi nogle lovsange, spillede spil og hyggede til sent ud på aftenen. Først kl halv 2 var vi tilbage i kærlighedshybelen.
Det var en fantastisk purimaften.









Purim med kibbutzen

Dette var en helt fantastisk Purim, lige i min ånd.
Det øsede ned med regn, men Sine og jeg trodsede vejret, tog træningsbukser, varm sweater og regnjakker på, og tog bussen ind til den gamle by.
Vi vidste ikke præcis hvor vi kunne finde en synagoge, eller hvornår det startede, men vi satsede på at kunne finde et sted. Vi stødte da også på to nydelige damer, som var på vej til synagoge, og vi fik lov til at følge dem.
Vi kom ind i et lille lokale med hvide hvælvinger og opdelt efter køn. Os kvinder skulle sidde bag og forhæng og kunne dermed kun høre rabbineren læse højt af Esthers bog.
Mange var udklædte, selv ældre kvinder havde paryk og maling i ansigtet. Vi var gennemblødte, men det glemte vi snart, for vi skulle holde øje med hver gang de nævnte Hamans navn under oplæsning af Esthers bog. Der gjaldt det jo om at larme og huje.
En virkelig sød pige fra Sydafrika satte sig ved siden af os og viste os med fingeren hvor i teksten var vi, og efter "gudstjenesten" anbefalede hun os at tage til "the Herritage" og snakke med Moish angående et program, så det gjorde vi, uden at vide helt præcis hvad det var.
The Herritage viste sig at være et jødisk hostel, og Moish var der ikke da vi ankom, så vi blev vist hen til opholdsstuen, som var flydt med unge mennesker fra en kibbutz, som vi faldt i snak med.
Moish kom, men programmet viste sig kun at være for jøder, så det kunne vi ikke deltage i. Til gengæld ville kibbutzgruppen ud at fejre Purim, og de spurgte om ikke vi ville med. Og jo, det ville vi egentlig gerne.
Først skulle vi lige høre endnu en oplæsning af Esthers bog, men før og efter fik vi serveret vodka med icetea, ikke omvendt. Og så gik turen mod hovedgågaden, Ben Yehuda og hen til en af barerne på sidegaderne, hvor vi både fik øl, tequila og vandpibe. Det var lige mig, og heldigvis gad Sine godt lade mig få denne aften. Og vi morede os big time.

Vi har haft 3 vidt forskellige Purimfester hernede, og alle var fantastiske. Purim er en fed tradition, som jeg virkelig godt kan relatere til. Men jeg er også en stor fan af den danske fastelavn, og der er visse ligheder.
Forhåbentlig er det ikke sidste gang jeg oplever denne fest.

Jeg burde blogge noget mere

... jeg finder bare ikke lige tiden til det.

Jeg burde skrive om vores tur til gravkirken og gravhaven.
Jeg burde skrive om min 3 timers lange gratis guidet tour, men det gider jeg ikke.
Jeg burde skrive om Sines og min tur til Tel Aviv.
Jeg burde beskrive mit første bibelstudie.
Jeg burde beskrive mit israelske besøg hos Morans familie. Men det bliver ikke lige gjort.
Jeg burde skrive om Purimfesten på et fancy hotel med 3 beboere. Det må vente til et andet indlæg.
Jeg burde skrive om vores tur til Oliebjerget.
Jeg burde skrive noget mere om hverdagslivet og arbejdet hernede. Måske gør jeg det på et andet tidspunkt.
Der er så meget andet jeg også burde skrive om, men jeg får det ikke gjort.
I stedet spiser jeg kage med de andre volontører, hvor vi vurderer hvor god en kage er på en skala fra 1 til 5.

Gravkirken og Gravhaven.

Begge steder siges at være det sted hvor Jesus blev korsfæstet og begravet. Jeg var meget spændt på at skulle se disse steder, og havde forberedt mig ved at læse i min gave fra Sine og Peder. Nemlig Bibelen i lommestørrelse og på hverdagsdansk, så jeg kan medbringe den på tur og forstå hvad der står.

I bussen på vej ind til byen gennemgår jeg så min viden med Sine om Jesus sidste dage, og finder ud af at min mor har bildt mig forskellige historier ind i min barndom. Jeg har lært Bibelen. Plus bonusfabler.
Dette erfarede jeg da Sine grinede af mig og så uforstående på mig, da jeg kom til Jesus gang på Via Dolorosa og jeg fortæller om rødkælken som synger for Jesus mens den fjerner en torn fra kransen om hans hoved og får en bloddråbe på sig.
Da jeg erfarede at denne historie blot var en fabel, blev jeg straks nødt til at spørge om historien om hvorfor enhjørninger ikke eksisterer så også blot var en fabel. Sine havde aldrig hørt om at disse ikke nåede med på Noahs Ark, men derimod druknede og blev til havskummet på bølgerne.
Jeg ved godt at at bibelhistorien ikke er min stærke side, men pludselig fandt jeg ud af at meget af det jeg troede jeg vidste, blot er fabler som medfører grin fra de som kender til Bibelens historier. Tak for det, mor!

Vi tog ind til den gamle by i Jerusalem, hvor Gravkirken er placeret. Jeg ved ikke hvad jeg forventede af at stå i kirken, måske en eller anden religiøs åbenbaring eller et kæmpe sug i maven. Men jeg må med skam melde at jeg ikke rigtig følte noget. Jeg ville rigtig gerne, men det var simpelthen for svært at få ind i hovedet at man stod og så på den klippe hvorpå korset var og at man stod i det man sagde var Jesus grav.
I mit indre syn, ser jeg Golgata værende en bakke udenfor bymuren med 3 kors og graven værende en grotte i en klippe på en øde mark.
Her var Golgata ind ad kirken og 20 meter op ad trappen til højre, og bum. Så står man og ser på 3 afmærkninger i gulvet, hvor det siges at korsene stod.
Ned af trappen igen og 65 meter i den anden retning, ser man så et kapel ovenpå det sted, hvor det siges at Jesus var begravet og blev fundet af Maria Magdalena. Kapellet var nok 2x1 meter og virkelig klaustrofobisk. Det var svært at forestille sig at Maria Magdalena ikke kunne finde Jesus inde i graven ved første øjekast. Hun måtte have været i en seriøs mangel af briller, for der var ikke så meget plads Jesus kunne udfolde sig på.
Det var en vild oplevelse at se Gravkirken, men som jeg har prøvet at beskrive, var det svært at forholde sig til at det var i denne kæmpe kirke at det hele foregik.

Efter Gravkirken skulle vi se Gravhaven, et andet bud på hvor Jesus blev korsfæstet og begravet. Der er megen diskussion om hvor det hele efter sigende skulle have fundet sted, og Gravhaven er vist nok taberen. Men idet at Gravhaven rent faktisk er en have, og grotten hvor Jesus skulle være begravet var en mindre grotte i klippen, kunne jeg meget bedre forholde mig til dette sted. Det var meget fredfyldt til trods for de mange turistgrupper.

Tel Aviv

Jeg har faktisk ikke så meget at sige om Tel Aviv endnu. Til trods for at vi var afsted fra kl 8 om morgenen til kl 10 om aftenen (deraf er 4 timer brugt på transport).
Det eneste vi oplevede, var en masse butikker og boder på markeder som fik os til at bruge en masse penge. Begges rygsække var proppet med nyt bras.
Jeg lovede mig selv højt og helligt ikke at købe for meget den første måned hernede. Det har jeg slet ikke kunnet overholde. Jeg har jævnligt købt stort ind hernede. Jeg kan ikke styre mig. Jeg elsker ikke at bruge penge, men jeg ELSKER at købe nye ting.

Bibelstudie

Jeg ved godt hvad I tænker, jer derhjemme som kender mig. Astrid plus bibelstudie er ikke lige en ligning I havde set gå op. Men det er sandt nok, jeg har været til mit livs første bibelstudie.
Det var faktisk meget interessant. Først skulle vi definere vores tro og beskrive baggrunden for den over for hinanden og så havde Jakob, den danske præst, fundet et stykke i Biblen som vi alle skulle læse, reflektere over det og derefter fortælle hinanden hvad vi hver især får ud af det.
Jeg kunne ikke helt finde ud af det, men det var spændende at opleve hvordan de andre tolkede hvad de læste.
Efter at have læst stykket i Bibelen, så vi en kortfilm der omhandlede det samme efterfulgt af kage. Mmh, ja. Kage.

Oliebjerget

Jeg vil så gerne kunne beskrive denne dags oplevelser, men vi så ufatteligt mange steder og det er allerede ved at blive en lang smøre, så vil prøve at gøre det kortfattet.
Lise, vores volontørkoordinator og Jakobs kone, mødte os volontører (Sine, Peder, mig og ægteparret Simon og Mathilde i starten af tyverne som ankom onsdag d. 17) foran Liongate i den gamle by tæt på Oliebjerget og herfra gik vi opad bjerget.
Første stop var Mariæ Gravkirke, hvor det siges at jomfru Maria blev begravet.
Næste stop: Discipelgrotten, Grotha Getseteman, hvor Judas forrådte Jesus med et kys. Her gav også jeg Sine et kys, men har endnu ikke forrådt hende.
Herefter så vi Getsetemans Have. Det var faktisk en ret stor oplevelse, for selvom den var meget sirlig, var der mange oliventræer og man kunne godt forestille sig at det var her Jesus mødte sine disciple natten til Langfredag. Det eneste som ikke passede ind i mit indre billede, var at det var højlys dag.
Ved Getsetemans Have lå også All Nations Church. Ifølge traditionen bad Jesus og kæmpede med sin dødsangst ved klippen inde i kirken. Da vi kom herind var en spansk præst ved at bede. Det var sjovt at jeg kunne forstå små brudstykker af hans bøn og forstod da han sagde Fader Vor.
Længere op ad bjerget kom vi til den russsisk ortodokse kirke kaldet Maria Magdalene, navngivet efter Zar Alexander den Tredjes mor. Templet var dybt imponerende set udefra, men inden i kunne den godt trænge til en kærlig hånd.
Næst efter Maria Magdalene kirken gik vi op ad bjerget forbi de mest attråværdige gravpladser for jøder og hen til en udsigtspost over Jerusalem og Kedrondalen ved Dominus Flevit-kapellet.
Endnu et stykke godt op ad bakke, ankom vil til Pater Noster kirken, Fadervor-kirken. Denne kirke er placeret hvor det siges at Jesus lærte Fadervor. Hvem havde gættet det? Her stod fader vor på mere end 60 sprog.
Til sidst, men ikke mindst, så vi Mosque og the Ascension, Himmelfartshelligdommen, hvor man siger at Jesus for til Himmels. Dette sted er arabisk ejet, da muslimerne også tror på at Jesus var en stor profet, dog ikke lige så stor som Mohammed. Inde i denne kirke finder man også noget som liger et fodaftryk i en sten, og dette fodaftryk siges at være Jesus.


Jeg håber at jer som læser bloggen, er tilfreds nok med at jeg ikke går mere i detaljer, for så ville jeg aldrig blive færdig med at beskrive og det vil blive et meter langt blogindlæg - endnu længere faktisk, når nu at der er nogen som insisterer på at få billeder med.

Der er stadig flere ting jeg burde skrive noget om, og hvis jeg har overskuddet til det skal I nok få lov at læse om det i et andet blogindlæg. Men hvem ved, der er så meget kage hernede som skal smages. Og alle ved at intet skal komme imellem mig og et stykke kage.

Blå mænd

Til den messianske gudstjeneste i lørdags fortalte en mand om projekt ELY som har til formål at rydde op i to timer i den arabiske bydel i det østlige Jerusalem.
Hverken Peder eller jeg havde nogle arbejdsplaner den dag, så vi blev enige om at deltage i dette projekt og mødte op i det østlige Jerusalem fredag kl. 12 og fik tildelt både en blå t-shirt, gule handsker og to plastiksække.



Mange mennesker var mødt op denne dag for at støtte op om projektet, så de arabiske gader var fyldt med mennesker i forskellige aldre og nationaliteter iført blå t-shirts og affaldssække, og som var godt i gang med at fjerne skrald fra gaderne. Og jeg kan sige jer at der var meget at fjerne. Det flød med skrald, til trods for at der lå containere med 200 meters afstand fra hinanden.



I starten blev der set på os med nysgerrige øjne, da vi kom en kæmpe flok marcherende ned ad gaderne med handsker og sække, men da det gik op for beboerne i området hvad vi havde gang i, fik vi venlige blikke og opmuntrende smil.
Nogle nabokoner kom med glas og iskoldt vand som forfriskning og nogle unge drenge på grænsen til teenagealderen kom og gav en hånd til.
Især var der en ung dreng som ikke ville lade mig, en kvinde, bære en tung madras alene. Han fejede mig væk og tog det hele selv og slæbte den hen til containeren, og da jeg i fælleshjælp med Peder skulle bære en fyldt skraldepose ned mod containeren, overtog han igen tjansen som en sand gentleman.



Det var dejligt at mærke hvordan at områdets beboere satte pris på vores indsats. De som stod for projektet fortalte, at da de ryddede op i området for et år siden, var de samme drenge som hjalp denne gang, slet ikke lige så hjælpsomme. Tværtimod havde de råbt op om at det var privat område samtidig med at de kastede sten mod de frivillige.
Peder oplevede at en dreng kastede sten imod ham. Da han fortalte mig det, spurgte jeg forarget om ikke han råbte af ungen. Men som Peder nu engang er, fortalte han at han blot havde trukket på skuldrene og bedt en bøn for drengen. En reaktion stik modsat min, hvis det var sket for mig.

Jeg er meget imponeret over de mennesker jeg er sammen med hernede. Tænk sig at have den mentale overskud og godhed blot at bede en bøn for de som forretter en, frem for at ønske at klappe dem en flad. Ikke at jeg nogensinde har udøvet korporlig afstraffelse mod noget som helst andet menneske, men ønsket om at give en lussing til et ubehøvlet menneske er ikke fremmed for mig. Jeg håber jeg kan lære af Peder og de andres mentalitet mens jeg er hernede.

Fødselsdag i det forjættede land

Så skete det. Jeg fyldte 21 år. Og så endda i Jerusalem. Jeg forbereder jer på endnu et langt blogindlæg.

Fredag aften blev tilbragt med Shalom-aften hos præsteparret i selskab af de andre MTP-volontører (Meet the People, som er navnet på organisationen) og ægteparret Cecilie og Jeremy, der er repræsentanter for Dansk-jødisk venskab.
Da klokken var 3 minutter over midnat sang de fødselsdagssang for mig, og Lise fandt gaven frem fra hende og Jakob; en lækker pakke med showergel, deo og håndcreme samt en Carlsberg. Tænk sig at de allerede kender mig godt nok til at vide at øl er en af vejene frem til mit hjerte.

Min far og bedstemor ringede til mig da klokken var 12 i Danmark og sang for mig. Jeg blev utrolig glad, selvom min bedstemor ved en fejl havde fået en sovepille kl 18, havde hun holdt ud og holdt sig oppe til at kunne synge for mig ved midnat. Må ærligt erkende at i det øjeblik følte jeg et lille stik af hjemve. I år er første gang jeg fejrer år uden min familie.

Da Sine og jeg kom tilbage til Kærlighedshybelen, vores hjem, åbnede jeg en kold Tuborg, satte mig på vores tv-seng og reflekterede over mit 21. år og konkluderede at det har været awesome. Så tak til jer som har medvirket dette.



Til trods for at mit 21. år har været et vildt og heftigt år, blev jeg belønnet med lækkert vejr - både her og derhjemme.
Sine "vækkede" mig med fødselsdagssang, danske flag og fødselsdagsgave på sengen.
Morgenmaden tog vi på vores terrasse i solen med over 20 grader. Morgenmaden bestod af sabbatbrød, frisk frugt og chokoladecroissanter med Sine som bad en fødselsdagsbøn for mig og jeg kunne åbne min medbragte fødselsdagsgave fra Ann-Sofie. Det hele var så lækkert og jeg kunne ikke andet end at smile over hele fremøren.



Til frokost lavede vi guacamole med BBQ pringles, varmede pitabrød og lavede en lækker salat hvortil jeg drak endnu en af mine tuborg, som jeg købte på supermakedet forleden. Det hele var simpelthen så lækkert.

Vi skulle have spist noget kage til dessert, men vi var alt for forspiste. Kagen havde jeg ellers fået af workeren Elena og nogle af pigerne vi tager os af. Sammen med kagen fik jeg også chokolader, et duftlys med vaniljeduft og farverige balloner.

Ved 4tiden begyndte vi at gå imod byen, for vi skulle til en messiansk gudstjeneste kl 18, og på sabbatten er det en god ide at gå i god tid, i tilfældet at man ikke lige finder en taxa med det samme. Vi kom i rigtig god tid ind til byen, så Sine og jeg satte os på en cafe mens vi ventede på at klokken nærmede sig 18.

Den messianske gudstjeneste er nok noget af den mest syrede gudstjeneste jeg nogensinde har oplevet. Nu er jeg jo heller ikke så erfaren en kirkegænger, men denne gudstjeneste fortjener virkelig at blive beskrevet. Desværre kunne jeg ikke få mig til at tage billeder, så må beskrive det så godt jeg kan.

Udefra set, ligner bygningen en tilfældig kontorbygning. Oppe på 2. sal kommer man ind i et stort rum med rækker af lilla stole rettet imod en scene, og man bliver taget imod af nogle mennesker som udleverer et headset til os som ikke forstår hebraisk og derfor skal have den på engelsk.

Gudstjenesten startede med en times intens lovsang. Bandet bestod at en trommespiller i sit spillebur, en vokalist, et keyboard, guitar, bas, citar, bongotrommer og klarinet. Teksterne til sangene stod på storskærm på hebraisk-hebraisk, hebraisk med latinske bogstaver og til sidst en engelsk undertekst.

Folk gik fuldstændigt amok under lovsangen:

Der var hippiekvinden der dansede som om hun gennemgik en spirituel oplevelse.

Der var de unge fyre som hoppede rundt som var de til en hard core rockkoncert.

Der var børnene som dansede rundt i rundkreds

Der var den 40 årige mandlige jomfru med lyse lammekrøller, briller, en polo t-shirt proppet godt ned i cowboysbukserne, som dækkede over en lidt for rund kvindeformet numse og en mobil hængende i et etui på bæltet - overraskende nok var der en vielsesring på fingeren.

Der var den raffinerede bedstemor som førte an i en kædedans rundt i hele lokalet.

Der var en 70 årig gammel mand i bordeauxfarvet skjorte som dansede rundt i cirkler som små piger der prøver at danse ballet til musik.

Folk stod og bad inderligt til sangene og adskillige stod med armene rakt op og fremad. Alle levede sig 100 % ind i gudstjenesten.

Efter lovsang, kom prædiken. Den handlede om gavmildhed og tog udgangspunkt i både bibelcitater og prædikantens egne livserfaringer. Det var et meget spændende emne, men prædiken tog simpelthen en evighed, så mistede fokus helt til sidst. Det var lidt ærgerligt.

Efter en to timers lang gudstjeneste var vi (jeg, Sine, Peder, Mette og Lise) klar til at spise aftensmad på Foccacia Bar. Det var super lækkert, men desværre havde jeg ikke plads i maven til kage som dessert - og jer som kender mig, ved at jeg virkelig skal have været mæt så.

For at komme til vores bus, gik vi gennem Ben Yehuda (den centrale gågade) som vrimlede med liv, nu hvor sabbaten var ovre. Der var mennesker over alt, musik blev spillet forskellige steder og vi gik rundt uden jakker. Det var ikke til at fatte at det kun var februar, nærmere betegnet min fødselsdag.

Min 21. fødselsdag kan kun siges at have været rigtig god.

En ordentlig omgang information om livet hernede

På tide med et blogindlæg
Nu er det vist på tide at jeg får skrevet lidt på denne blog, når nu jeg har reklameret så meget for den.
Vil lige starte med også at reklamere for Sines blog, hun har indtil videre skrevet langt flere indlæg end mig.
http://lillesinerejste.blogspot.com/

At komme frem

Rejsen mod Israel havde startede allerede søndag d. 31. januar kl 11 om formiddagen, hvor jeg forlod Sæby for at flyve fra Aab til KBH. Mandag morgen kl 4.45 hentede onkel Henning mig i KBH og sammen med kusinerne blev jeg kørt til Kastrup, hvor jeg mødtes med Sine og Peder, mine rejsekammerater de næste 6 måneder. Herfra fløj vi til Wien og videre til Tel-Aviv.
Tel-Aviv var rigtig smuk når man så ud over byen fra flyet, og da vi kom ud af lufthavnen glemte man straks alt om sne og kulde i lille Danmark. Der var høj sol og 20 grader - et bravour af en velkomst fra Israels side.
Vores volontør-koordinator, Lise Bach, som også er præsteviven, kørte os til præsteboligen. Her fik Sine og jeg vores første opgave - nemlig at finde supermarkedet og købe havregryn. Det lykkes, men det var alligevel noget af en mission at finde morgenmadsprodukterne. De lå nemlig spredt 4 forskellige steder i butikken.

Den første dag i Jerusalem

Tirsdag blev vi kørt til vores nye adresse, Beit Tamar på Leah Protar 21, Giv'at Masu'a, Jerusalem. Vores husmoder Haia tog varmt imod os og viste os et penthouse af en lejlighed. Vi har en hel nybygget fløj for os selv. Her er så stort at det giver ekko når vi taler.
Herefter hentede vi Peder på hans institution, San Simon, og kørte ind til byen. Først hovedgågaden Ben Yahuda, hvor vi fik købt israelske simkort. Derefter tog vi ind til den gamle bydel. Her mødte vi den anden danske volontør, Mette, som bliver her til foråret.
Vi fandt et sted med falaffel. Første falaffel faldt i god jord. Det er et pita med forskellige grøntsager og snask (dressing) og falaffelkugler bestående af friturestegte kikærter. Det lyder klamt, men var virkelig mums.
Herefter fik vi en lille rundtur i den gamle by med Grædemuren, Via Dolorosa og boder i massevis. Det var helt ufatteligt at befinde sig et så historisk sted velvidende hvor meget af den vestlige kultur bygger på historien som foregik her for 2-3000 år siden.

Den første arbejdsdag
Sine og jeg var ikke helt sikre på hvornår vi skulle arbejde, så for en sikkerhedsskyld mødte vi kl 6 og blev modtaget af Elena, en fantastisk kvinde som blev ved med at fortælle hvor højt hun elskede os volontører fra Danmark.
Elena viste os hvordan hun hjalp dem op om morgenen, hvorefter hun forklarer at vi slet ikke skal gøre det på den måde. Så hvordan morgenrytmen præcis foregår var vi stadig ikke helt sikre på.
På Beit Tamar er der 6 fastboende unge i alderen 21-27. Det er henholdsvis 5 kvinder og 1 mand, og heldigvis er de alle rigtig gode til engelsk. De er alle rigtig glade for vores hjælp og undskylder hver gang de beder om hjælp og takker bagefter. Det er lidt underligt at vænne sig til den evindelige høflighed, men formodentligt justerer begge parter sig til hinanden.

Nyttige hebraiske ord
Allerede første dag fik vi nogle af beboerne til at lære os forskellige hebraiske gloser. De mest nyttige er

* Shalom = hej / farvel / fred
* Mash lo mech / manish ma = hvordan går det?
* Beseider = fint
* Tov = godt
* Todah = tak
* Quien = ja
* Lo = nej
* Joffi = smukt / flot
* Jallah = skynd dig
* Rega = vent et øjeblik
* Shababa = fantastsik (slang)
* Ma = hvad?
* Bevakasha = værsgo / please

Allerede nu går det overraskende godt med at huske de forskellige vendinger. Og det hjælper at kunne dem, for ofte når man spørger på engelsk, svarer de andre workers med et hebraisk "ja" eller "nej" eller andre af ovennævnte gloser.
Jeg er blevet flydende til sproget når jeg kommer hjem ;)

En dansk gudstjeneste i Jerusalem - på en lørdag

Da jeg rejser med Israelmissionens Unge, kan jeg ikke helt komme uden om at der er en del kristne skikke jeg kommer til at følge. I lørdags, på sabbatten, var der gudstjeneste i den danske kirke beliggende i den gamle bydel kl 16.
Sine og jeg skulle arbejde fra 11-13 og 19-21, så at komme frem og tilbage til gudstejenesten ville være lidt af en bedrift. For på sabbatten lukker al transport, og vi bor ca 5 km fra centrum i fugleflugt, og Jerusalem er meget kuperet. Bare at komme med bus fra Giv'at Masu'a (vores område) og ind til den gamle bydel tager en hel time.
Man kan tage taxa, men da det er sabbat vrimler her ikke just med disse, så vi tog traveskoene på og begyndte at gå ind mod byen. Det tog sin tid, for vi bor helt uden for turistkortet. Vi må derfor have et ekstra kort i brug, men dette viste ikke nok af området, så vi måtte gå en kæmpe omvej for at blive på kortet og dermed kunne følge med i vejen. Efter en times trav op og ned af bakker med resultatet af kun at være nået godt 1/3 af vejen, fandt vi endelig en taxa som kørte os resten af vejen.
Vi kunne selvfølgelig ikke finde kirken, så vi fandt frem til grædemuren hvorfra Peder måtte hente os.


En meget anderledes gudstjeneste

For det første befandt jeg mig i Jerusalem
For det andet var det ikke en kæmpe hvidkalket kirke som jeg kender det fra Sæby.
For det tredje var præsten ung, nemlig Jakob på 31, som jeg allerede kender pga Lise, vores koordinator.
For det fjerde fik jeg et kram af præsten, idet jeg jo allerede kendte ham.
For det femte var der storskærm i kirken med tekster til lovsange akkompagneret af præsten iført en guitar og Peder på bass.

Men jeg må erkende at jeg virkelig syntes godt om gudstjenesten. Selvom jeg ikke selv er troende, var det enormt spændende at høre prædiken og høre måden hvorpå bibelens ord blev formidlet.
Det er ikke som jeg husker det fra gudstjenesterne i Sæby kirke, men dem hører jeg også kun til jul og tilbage til dengang jeg gik til konfirmationsforberedelse.

Generelt har jeg et godt indtryk af Israel, Jerusalem, Beit Tamar og menneskene omkring mig. Jeg er sikker på at jeg får 6 spændende måneder med masser af gode minder.

Hold jer muntre derhjemme og drik en øl for mig. Man kan få både Carlsberg og Tuborg hernede, men det er ikke helt det samme.

Cheers