Fremtidsplaner

Det her indlæg har intet med Israel at gøre. Det har noget at gøre med tiden efter Israel. Nemlig min fremtid.

Da det nu er to fantastiske sabbatsår siden jeg blev student, vil Bertel Haarder gerne hvis jeg begynder min uddannelse.
Så jeg tilfredsstiller ham og flytter til Århus for at påbegynde en universitetsuddannelse.

I år er der rekordmange ansøgere, og rekordmange afslag. Jeg har været meget spændt på hvor jeg mon ville blive optaget.

Mine prioriteter lyder
1. Antropologi
2: Religionsvidenskab
3: Idehistorie (bare fordi man skulle skrive 3 prioriteter)

Mit snit har været 0,1 fra antropologistudiets adgangskrav fra sidste år, så har ikke forventet at skulle begynde ude på Mosgaard.
I stedet har jeg søgt ene boliger nordpå ved universitet fordi jeg har været stensikker og godt tilfreds med tanken om at begynde på religionsvidenskab.
Efter 6 måneder i hovedstaden for verdens tre største monoteistiske religioner har jeg fået endnu større interesse for religion.

Så da min veninde fortalte mig hvordan jeg på nettet kunne opklare min fremtid, foregik det således over facebook chatten:

19.45: Cecilie: asssstriiid??
19:46: Mig: Yoyo!
19:46: Cecilie: hva så??
19:46: Mig: Er du kommet ind? Og hvor?
19:46: Cecilie: ja, på reli ? you ? håber håber hååber!
19:46: Mig: uhh, jeg ved det ikke endnu. Brevet bliver sendt til min mor som ikke er hjemme før i morgen. Men tror det også bliver rel
19:47: Cecilie: du kan tjekke snittene ?
19:47: Mig: jep, rel snit er 7,2 og mit er 8,9 (efter at gange)
19:47: Cecilie: altså håber self på at du får dit højeste ønske opfyldt, men også riiiimelig meget op at vi skal studere sammen
19:47: Mig: for antropologi er det 9,0
19:47: Cecilie: har du søgt stand by på antro? uuh spændende, der er stadig håb for antro ?
19:48: Mig: mit ønske er rel, det er det jeg har forberedt mig på siden jeg ansøgte - hvis jeg by any chance blev optaget på antro ville jeg stærk overveje at skifte over
19:48: Cecilie: okay, wow, spændende !
jeg er SÅ GLAD FOR REL!
19:49: Mig: hvor bliver det nice hvis vi begge kommer ind
19:49: Cecilie: så nice, håber håber hååååååber!
please.
19:49: Mig: samme her! Ej, hvor er det fedt at du er kommet ind på rel Var det også 1. prio?
19:49: Cecilie: wup, yep!
19:50: Mig: niceness!
19:50: Cecilie: ja det er så dejligt, men jeg VIL bare studere med dig
19:50: Mig: vi to er også et godt studieteam
19:51: Cecilie: det er jo det vi er, og så har jeg bare ideer om at vi skal ud og rejse til alle mulige spænende lande sammen
fx indien - billet 3000!
19:51: Mig: Uuuuuh, lyder slet ikke dårligt
jeg er så game. hvor ville jeg ønske jeg kunne få det brev nu. bare så jeg med sikkerhed kunne glæde mig
19:52: Cecilie: præcis, er også spændt. altså hvorfir har du ikke den internet kode fjolle ?
19:52: Mig: internet kode?
19:52: Cecilie: ja, selvbetjening ?
19:53: Mig: på optagelse.dk?
altså hvis det er digital signatur så har jeg det
19:53: Cecilie: https://mit.au.dk/
nej, gå derind, og så skriv glemt adgangskode, og dit brugernummer er dit cpr nummer
19:55Mig: jeg opretter bruger derinde nu
19:55: Cecilie: nice astrid
iih
19:57: Mig: what.....
19:57: Cecilie: ?
19:57: Mig: jeg er blevet optaget på antropologi
det havde jeg slet, slet ikke regnet med
19:58: Cecilie: fejl, jeg tænkte det faktisk nok, fordi når snittet er 9,0 er det fordi at alle er optaget med 9,0 og nogen med 8,9
med forfanden da
men så fik du da svaret
19:59: Mig: "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en studieplads på Antropologi og etnografi.
Ønsker du at modtage den tilbudte studieplads?"
jeg er i chock
19:59: Cecilie: haha, sweet
19:59: Mig: og i vildrede. er det dét jeg vil?
19:59: Cecilie: hvad vil du ?
ja, jeg foreslår jo nok reli - men oh my.
19:59: Mig: ved det ikke, må ringe til min far og fortælle det. smutter lige 10 minutter

Jeg ringede til min far. Og min mor. Og jeg er i vildrede.

Antropologi har været drømmeuddannelsen, og jeg er så uendeligt stolt af mig selv over jeg formåede at komme ind.
Men nu er jeg også i tvivl. Er det virkelig antropologi jeg ønsker, eller er mit hjerte begyndt at banke for religionsvidenskab?

Jeg må sove på det. Jeg ved ikke hvad jeg vælger.

Nishlam! Det er fuldbragt.

Jeg sidder nu med tårer i øjnene og en klump af melankoli i halsen.
Jeg har lige fuldendt min sidste arbejdsdag som volontør på Beit Tamar.
Og det er en meget ambivalent følelse jeg sidder tilbage med.

Jeg er glad for at jeg ikke længere skal udsætte min krop for det fysisk anstrengende arbejde, og at jeg ikke skal bruge hele min dag på arbejde.
Men jeg er meget sørgmodig ved tanken om at jeg ikke længere skal se de 6 unge mennesker, jeg er kommet til at værdsætte så højt.
De er ikke blot nogle handikappede mennesker jeg skal tage mig af. De er blevet min familie her på Beit Tamar, og de har fået en stor plads i mit hjerte.

Jeg har været volontør i Israel på Beit Tamar i Jerusalem 6 måneder, og det har været 6 oplevelsesrige måneder.
Det er så underligt at det er overstået. Resten af mit ophold i Israel er ferie.

Vi har taget afsked med mange herlige mennesker hernede, men afskeden med beboerne på Beit Tamar var den afsked som virkelig fik tårene frem i mine øjne.

Tirsdag blev der holdt en fest om formiddagen, hvor vores leder havde lavet et power point med billeder af os og beboerne.
Alle holdt taler om hvordan det har været, og vi fik af Beit Tamar en udtalelse og et stort foto af vores tid hernede.
Og af pigerne fik vi hver især nogle halskæder de selv havde været ude og købe og specielt havde udvalgt til os hver især.
Allerede dér snørede min hals sig sammen.
Sine og jeg fortalte også om, hvordan vi har haft det som volontører for pigerne, og da vi nåede finalen og viste dem et billede vi havde lavet til dem, begyndte samtlige af beboerne at græde. Eller "at hyle" er nok en bedre betegnelse.
Jeg selv fik også våde øjne og en dryppende næse.

Da jeg kom hjem fra den sidste aften i præstelejligheden onsdag aften, lå der også et brev og en gave fra min yndlingsmedarbejder, Ilana og hendes søster.
Brevet bragte straks tårer i mine øjne.

Dear Estherid,
Thank you for all your giving, without conditions and without limits.
You're one in a million.
Thank you,
For all that you have done for the residents of this home. For your gentle approach given with your whole heart, always. You give your most at all times, even beyond the call of duty and work hours, and at all times with happiness, respect and honour to the residents. You made it feel like we were one family. Your external beauty is matched by your wonderful and unique personality.
You were always willing and happy to help, even BEFORE we asked. You felt what was needed and responded with enthusiasm.
May God bless you and give you a life filled with all of his blessings, health and happiness and tranquility.
With lots of love and respect,
Ilana and Shlomit.

I dag fik jeg taget afsked med vores husmor, Chaya,
Vi har haft et had/kærlighedsforhold til hende.
Hun er det dejligste menneske og har et kæmpe hjerte, men er samtidig en krejler af første grad og den største martyr jeg længe er stødt på.
Da jeg skulle sige farvel og tak, forrådte mine øjne mig igen.

Da jeg fik fri i aftes, begyndte jeg langsomt at hulke. Min identitet som volontør på Beit Tamar er nu ovre, og jeg er nu blot Astrid på ferie i Israel.
Det er snart kun minderne jeg har tilbage.

Det er dog ikke den sidste afsked. Jeg tager med Beit Tamar til en fest søndag, hvor de alle deltager, og der får jeg mulighed for at sige et sidste farvel.
Hold fast mand, hvor bliver det hårdt.
Tænk sig at "arbejdsklienter" kan komme til at betyde så meget for en.

Arbejdsnarkoman

De sidste to dage har jeg haft et sindssygt program.

Mandag aften var Sines og min sidste aften sammen, så vi fejrede det med happy hour på Nadin og gratis drikkevarer hos Shlomi (medejer til Nadin og ejer af sin egen bar).
Det blev såmænd ikke så sent, var hjemme et kvarter efter midnat, men jeg havde fået alt for mange gratis drikkevarer grundet at det jo var den sidste aften. Og jeg havde dagvagt næste dag.

Så tirsdag morgen med dårlig motorik efter kun 4-5 timers søvn mødte jeg op til en forfærdelig morgenvagt.
Min kollega havde sovet over sig, så vi startede morgenen med at være bagud og vi havde endda med en ekstra beboer.

Jeg tog mig sammen og gik i gang med alene at tage den første beboer op. Jeg nåede også at tage to yderligere beboere op før min kollega var færdig med sin første, og i stedet for at færdiggøre det værelse hun var ved, går hun hen til en anden beboer, for den beboer er lettere. Og så går hun en halv time før, og overlader resten til mig.

Så står jeg der med tømmermænd og søvnmangel og må tage i alt 4 ud af 6 beboere op og færdiggøre det arbejde min kollega ikke nåede.

Det var dagvagt og ikke kun morgenvagt, så da Zlil, Etti og Liat bliver hentet, tager jeg med dem ud til deres arbejde på Maon Gilo. Planen er at jeg skal med Zlil i svømmehal.
Selve dagen på Gilo er hyggelig. Jeg skal ikke hjælpe nogen på toilet eller made nogen. Det eneste som er anstrengende, er tiden i poolen med Zlil, da jeg er helt alene om det.

Tilbage på Beit Tamar skal jeg skynde mig at give en beboer bad før vi har vores afskedsfest.
Og først klokken 16 har jeg fri.

Klokken 18.30 skal jeg afsted igen til et bryllup jeg først kommer hjem fra klokken halv to om natten.
Det er meningen jeg skal møde 6-16 næste dag, onsdag, men jeg får lov til først at møde kl 7.

I dag var jeg så på Hotel Regency med to beboere som skal i boblebad og have massage. Den ene beboer er meget stor og kræver en speciel lift.
Hvordan vi formåede at få hende i boblebad og op igen samt ind gennem den lille dør til massageværelset, forstår jeg ikke.
Jeg var game over da vi kom tilbage til Beit Tamar en halv time senere end planlagt.

Altså har jeg tirsdag arbejdet 6-14 + 14-16 + 17.30-01.30
og onsdag arbejdet 7-16.30.
I alt 8 timers søvn i løbet af 2 nætter.

Jeg har været game over, men det har også været nogle fantastiske arbejdstimer.
Og lets face it, jeg har jo kun en yderligere arbejdsdag tilbage, og så kan man lige så godt give sig 100 procent.

Et tjekket jødisk bryllup

Da en af workerne spurgte, om jeg kunne tænke mig at være Tehilas ledsager til sin brors bryllup, tog det mig ikke lang tid at sige JA!

Jeg har længe ønsket mig at opleve et jødisk bryllup. Og dette var den perfekte mulighed. At det var uden for arbejdstiden havde ingen betydning.

Min opgave var at tage mig af Tehila. Jeg skulle sørge for at hun fik den hjælp hun behøvede, således hendes forældre og søskende kunne nyde brylluppet. Men alle var meget hjælpsommelige.

Det var et virkelig tjekket bryllup og ene tjekkede gæster.
Da man ankom var der forskellige appetizers og åben bar. Man kunne vælge både sushi, mini fajitas og meget mere.

Alle gæster ankom ved otte tiden, og først klokken 21.30 kom bruden og gommen.
De gik op på en pavillion hvor deres nærmeste familie og en rabbiner ventede dem.
Selve vielsen tog et kvarter. Rabbineren sang velsignelser, de drak et glas vin og udvekslede ringe. Gommen holdt en traditionel tale om at han aldrig vil glemme hverken sin brud eller Jerusalem hvorefter han trampede et glas itu og alle brød ud i jubel og mazel tov mens technomusik spillede i højtalerne.

Festen flyttede ind i det moderne indrettede festlokale hvor dj's straks fyrede op for plader og dansegulvet fyldtes.

Der var ingen taler eller noget. Underholdningen var dans imellem retterne.
Efter forretten dæmpedes lyset og musikken blev højere. Gommen kom op på sine venners skuldre og bruden blev løftet op på en stol og alle dansede. Unge som gamle.
Og under den sidste dans var der en fælles traditionel kædedans.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af brylluppet. Jeg vidste godt at Tehilas familie ikke var religiøse, men jeg var ikke klar over hvor moderne de var.
Maden var eminent lækker, og ikke kosher. Det var ene technolignende hits som blev spillet på dansegulvet med dertilhørende lysshow og de religiøse gæster var udskiftet med transseksuelle, homoseksuelle og fashionistas.

Jeg er så glad for at jeg var med til dette bryllup. Det var en virkelig fed fest, selvom jeg var afsted som ansat til at passe Tehila, og selvom jeg ikke kendte nogen, endte jeg med at have en helt fantastisk aften.

Nadin Pub

Nadin Pub er et dejligt sted. Et rigtig dejligt sted hvor jeg har fået mange dejlige og få slørede minder.

Min første aften her var i øsende regnvejr til Purim med 15 andre unge fra en kibbutz. Og lige siden har jeg elsket stedet.

Nadin var scenen for Independence Day, "Jerusalem Night(s)" med Sine, Emmeli og Anne Maria, op til flere VM kampe, aftensbajer i happy hour med andre volontører og rigtig mange aftener med kvalitetshygge for Sine og Astrid.

Nadin har forsynet os med utallige bakker popcorn, rigeligt med Goldstar 1/2 liter drafts, en del shots, venskaber med de ansatte og andre glade stamgæster og ikke mindst mange skøre og dejlige minder.

Sine og jeg er blevet stamkunder på Nadin. Vi er altid sikret et bord når vi kommer. Uanset hvor proppet der er med mennesker.
Vi har fået en speciel status på Nadin. Og Nadin har fået en speciel status for os.

Turist i sin by

Mine dage tilbage i Jerusalem er ved at være talte, og det giver mig stress. Der er jo stadig så meget at nå, så meget at se, så meget at opleve.
Jeg har fundet min Lonely Planet og Turen Går Til frem, og skrevet op hvilke attraktioner jeg skal nå at se før jeg tager hjem.

Søndag og mandags to-do liste har bestået af

Citadellet og Davidstårnet
Davids grav
Davidsbyen
Hezekiah's Tunnel
Pool of Shiloah
Rockefeller Museum
Ethiopian Monastery
Sct. James Catheadral

Og jeg har fået tjekket det hele ud, og nu har næsten samtlige attraktioner i Lonely Planet et flueben.
Det eneste jeg mangler at se i Jerusalem er Vestmurstunellen og et lysshow på Citadellet som jeg skal se med min mor.
Derudover ønsker jeg også at gå en tur i Zoologisk Have og i det ultra ortodokse kvarter hvor jeg kan se Museum on the Seam.
Om jeg får tid til det hele ved jeg ikke, men jeg kan heldigvis altid komme tilbage.
Cimber Sterling lancerer nemlig fra november direkte forbindelse mellem København og Tel Aviv til 800 kr per vej. Oh yeah.

Indvandrer

Indvandrere går i underligt tøj, spiser underlig mad, som lugter, og så bor de i små enklaver, hvor de holder fast i deres egne traditioner fremfor at assimilere sig med samfundet og blandt andet lære landets sprog.

Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.

Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.

Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.

I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.

Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.

Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.

Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.

Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.

Mission: Honeymoon

Sine og jeg besluttede os for lang tid siden at vi skulle have nogle feriedage sammen, og der gik ikke lang tid før vi blev enige om at Dahab i Egypten, en laid back dykkerby for backpackere, skulle være vores destination.

Det blev senere besluttet at bruge 8 dage i midten af juli på det vi kalder vores honeymoon.
Vi er jo registrerede ægtefæller på udenrigsministeriets hjemmeside.

Vores honeymoon var eminent lækker.
Det vi fik vores 6 fulde dage til at gå med var at sole sig, læse, bade i poolen, snorkle ved revet hvor vi boede, snorkle ved the Blue Hole (google det, det er sygt sejt), dykke (mig) og spise lækker aftensmad hver aften til ingen penge.
Kun den sikre omgang dårlig mave ville vi gerne være foruden.

Jeg ved ikke hvad vi havde gjort uden nogen pool i Dahab. Der er nemlig ingen reelle strande.
Vi tilbragte flere timer ved poolen. Det var kun når vi snorklede, eller når jeg dykkede, at vi var væk fra den.
Det var så også helt vildt at snorkle. Det er jo i det famøse Røde Hav. Der var fisk i alverdens farver og flotte koraller.
Især snorkling ved the Blue Hole var en fed oplevelse.

Meget af det har jeg set før i Thailand, men jeg synes virkelig at underverdenen var flot. Det kriblede helt i mig efter at komme ud og dykke igen.
Få dage før vores hjemrejse besøgte jeg et af de mange dykkersteder, og jeg fik bestilt to dyk. Et refresh, da det er 15 måneder siden mit sidste dyk, og et fun dive.
Det var så fedt at være tilbage under vandet igen. Så fedt at jeg endte med at bestille endnu et dyk og dermed bruge 80€ på dykning.

Vi var faktisk vældigt sociale i Dahab.
På vejen fra grænsen til Dahab faldt vi i snak med to amerikanske piger og en tjekkisk fyr som vi var ude at spise med en aften, og på samme hotel som os boede Martin og Annette fra Tel Aviv også de første 4 dage.
Det var rigtig dejligt at have 4 dage med Martin og Annette. Det var enormt rart at de kunne vise os rundt i byen og tage os med på de lækre spisesteder, og det var fedt at have nogle at lege med i poolen og når vi skulle snorkle.

I Dahab var der mange danskere. Bare på vores hotel var vi i alt 8 danskere ud af nok 30 gæster. Og der var flere andre i byen. Vi faldt i snak med et andet ungt par som også boede på hotellet, og det endte med at vi sammen tog ud at spise en aften. Jeg tog også mine dyk samme sted som dem, så mit sidste fun dive blev sammen med dem.
Det var faktisk dejligt at selv da Martin og Annette var taget videre til Sharm El Sheik, var der stadig folk i byen som vi snakkede med.
Det bliver hurtigt lokalt når man tilbringer en uge i en lille ferieby, og jeg elskede det.

En af de første aftener stødte vi også på nogle danske drenge som vi hilste på, når vi gik forbi hinanden. De skulle med samme bus som os til Israel, og så var man også social der.

Det er også sjovt som danske turister opsøger hinanden når man er i udlandet.
Enten holder man sin mund når man passerer andre danskere, eller også standser man op og udbryder "Guuuud, er i også danskere?" selvom svaret er åbenlyst.
Det er som en uskreven regel at taler to parter dansk i udlandet, skal man hilse. Bare fordi man deler samme sprog, skal man lige chitchatte lidt med hinanden. Også selvom det er nogen man aldrig ville falde i snak med derhjemme.

So long, suckers!

Nu smutter jeg på 8 dages ferie i Dahab, Egypten. In your faces!

Din personlige tourguide, Astrid

Jeg har haft besøg af min bror fra tirsdag til søndag, og det har været fedt på alle tænkelige måder.

Det var utroligt skønt og samtidigt surrealistisk at se ham her i mit Israel.
Jeg har snakket og snakket om de ting jeg går og oplever hernede, og pludselig er han her og ser det. Jeg behøver ikke blot at beskrive med ord længere.
Nu har han set og oplevet min hverdag og hverdags fridage, og han ved lige hvad jeg snakker om når jeg nævner Etti, Nadin eller præstelejligheden (se, ingen af jer som læser dette, ved præcis hvad jeg snakker om).

Jeg oplevede intet nyt under Esbens besøg - pånær Ein Gedi Nature Reserve, Joeys Bar i Tel Aviv og Herodion i Bethlehem.
Noget som var vigtigt for mig, var at han oplevede det, som jeg går og oplever. Han skulle se de steder, hvor jeg hænger ud, og de mennesker jeg hænger ud med.
Og det var skønt at kunne vise hvor fedt jeg har det hernede.

Jeg havde forberedt mig godt før jeg fik besøg, og havde sammensat et stramt program.
Det var ret blæret at være den som havde styr på det hele, og den som vidste nøjagtigt hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer.
Jeg følte mig virkelig som min brors personlige guide, for jeg kunne fortælle om alt vi så. Det var nice.

Det er lækkert at vide at den by som var så fremmed da jeg ankom, kender jeg nu som min egen buskelomme.
Jeg vidste hvordan man kommer fra A til B.
Jeg vidste hvad vi så, og kunne fortælle om det.
Jeg kunne kommunikere med lokalbefolkningen på mere hebræisk, end jeg selv har været opmærksom på.

Jerusalem er blevet mit andet hjem. Hvor fedt er det ikke lige at det er sådan jeg har det?

Brudekjoler og chokoladefondue i Bethlehem

Hvor syret er det ikke lige at bo i Jerusalem, en af de vigtigste byer for mange religioner i verden. Og hvor syret er det ikke lige at man med en bybus kun tager 20 minutter om at komme til Bethlehem, en anden by som man har hørt meget om, især ved juletid.

Palæstina er meget billigere end Israel, og den arabiske kultur byder på meget fascinerende brudekjoler. Og da Eva er blevet forlovet med Jonathan hernede, er det meget oplagt at tage på tøsetur til Bethlehem og prøve hvide skrud til den kommende fest.

Jeg har haft en helt fantastisk tur til Bethlehem med Eva og Matilde. Vi var inde i en brudebutik hvor vi fik lov at vælge de kjoler som Eva skulle prøve for sjov. Og det var voldsomme kreationer de kunne tilbyde med puf, blonder, sten, tiara, slør og paraply.
Der var ikke nogen vinderkjole blandt stativerne, men vi havde en fornøjelig oplevelse og personalet var meget hjælpsommelige.

Da vi var færdige med brudekjoler gik turen til Cafe SiMa, en cafe med lækker mad til overkommelige priser og chokolade fondue. Da jeg var med Eva og Jonathan i Bethlehem under påsken, så vi fonduen og det blev besluttet at volontøserne skulle herhen sammen og dele en fondue. Og nøj hvor var det lækkert. Men hvordan skulle noget med chokolade ikke kunne være lækkert?

Vi slentrede også rundt i Bethlehem og fik købt billige tørklæder en mas, og nød egentlig bare at have en tøsedag sammen.

Kirke

Jeg har desværre ikke haft mulighed for at deltage i særligt mange gudstjenester, da jeg har arbejdet hver gang.
Og jeg er kommet frem til at "desværre" er det rette ord at bruge. Ikke fordi jeg føler et behov for at høre "Guds ord", men fordi jeg kan mærke at jeg faktisk nyder oplevelsen at gå i kirke hernede til trods for at jeg går under kategorien "kirkefremmed".

I dag var jeg for første gang taget i King of Kings. Jeg havde taget fri i dag, og havde dermed mulighed for at opleve en gudstjeneste i menigheden King of Kings.
Ingen af de andre volontører kunne, så jeg tog frivilligt alene afsted. Tilfældigvis dukkede ungarbejderen fra Joffihuset op, og jeg var ikke mutters alene i folkemængden.

King of Kings er placeret i en stor kongressal/et stort auditorium i midtbyen. Det starter med en times lovsang efterfulgt af en times prædiken.
Jeg må indrømme at prædikerne sjældent rammer mig. Jeg suger til mig hvad der bliver sagt. Jeg lytter interesseret og tænker over det, men jeg er sjældent enig. Det skyldes blot, at jeg ikke kan forholde mig til en almægtig skaber, som har en finger med i alt.
Jeg fascineres dog af de mennesker som inderligt tror på Gud og Jesus som deres frelser. Jeg berøres af at se folk som inderligt beder til noget så uhåndgribeligt som en Gud. I stedet for at tænke, hvor latterligt det er at dedikere sit liv til noget man ikke har et videnskabeligt bevis på, har jeg en stor respekt for deres tiltro.

Til trods for at prædikerne ikke rammer mig hvor hjertet bor, så nyder jeg som sagt at deltage i Gudstjenesterne.
Jeg tror måske det skyldes lovsangene. Det er ikke bare gamle salmer og et orgel, men det er et band og nye, moderne sange med en god melodi og et lækkert beat som spilles.
Især til de messiansk jødiske gudstjenester lever folk sig helt ind i det.
Man står med udstrakte hænder, mens man synger sange om, hvordan man vil tilbede Gud. Og stemningen er helt i top. Det er næsten som at være til koncert med mennesker som synger med og hopper i takt med musikken.

Noget andet jeg nyder og vil komme til at savne, er fællesskabet. Selvom det er Gud, som man er fælles om at samle sig om, så kan jeg godt lide det.

Jeg kan mærke med mig selv, at jeg godt kunne finde på at tage med til kirkelige arrangementer med mine volontørsøskende når jeg kommer til Århus.
Det er faktisk meget besynderligt. For hvordan kan man ønske at gå i kirke og høre lovsange, når man ikke tror på det som bliver sagt og sunget? Jeg har ikke selv noget konkret svar på hvorfor det er sådan. Jeg ved bare, at jeg fortsat ønsker at bevare det fællesskab, jeg har fået hernede. Også selvom det er fællesskabet om Gud og Jesus.

Det er forunderligt hvor påvirket man kan blive af at hænge ud med en præstefamilie og en flok unge kristne.

Tel Aviv

Jeg tilbragte fredag til lørdag i Tel Aviv.
Selvom det ikke er den typiske hovedstad med tonsvis af attraktioner, er det dejligt at besøge denne by.

I Jerusalem er man konstant omringet af religion, pånær fredag aften på Rivlin Street, en gade med barer som svagt giver en følelse af at være "hjemme" i Jomfru Ane Gade.
Bybilledet er præget af de religiøse, de ortodokse og de ultra ortodokse jøder med sort jakkesæt, slangekrøller og hovedbeklædning i form af en kippa eller en sort hat.
Det er ikke usædvanligt at se en person i bussen med toraen i hænderne og kroppen rokkende frem og tilbage, mens de inderligt ber til Gud.
Og altid før man skal ind til byen, overvejer man sin påklædning for at undgå misbilligende blikke. Det er tilladt at gå i korte shorts og stropbluser, men nogle gange har det også bare sine konsekvenser.

Jeg elsker at bo i Jerusalem. Det er så anderledes en by end alle andre byer jeg har oplevet.
Alligevel føler jeg en befriende udånding af lettelse når jeg stiger af bussen i Tel Aviv.
Jeg føler mig ikke undertryk i Jerusalem, men alligevel føler jeg mig bedre i stand til at slappe af i Tel Aviv.
Pludselig er jeg tilbage i den vestlige verden, hvor blandt andet folk går klædt efter temperaturen. Mændende bærer ikke lange silkekåber og kæmpe hatte af pels, og kvinderne bærer ikke lange nederdele og langærmede trøjer samt tørklæde eller paryk til at dække håret.
Man går i shorts og korte kjoler.

Man er tilbage til nutiden. Det er en by, hvor det ikke er gamle kirker og ruiner på to-do-listen, men hvor stranden er en af hovedattraktionerne.
Og det er bare indimellem enormt rart med enkelte pauser fra al den religion som omringer en i dagligdagen.

De sidste tider i Israel

Nu er der altså kun fyrre dage og fyrre nætter tilbage i det hellige land som flyder med mælk og honning.
Og kun en måned tilbage som volontør. Volontørarbjede er dog noget af det jeg skal bruge mindst tid på.

Min arbejdsplan for den sidste måned lyder:

1.7 Torsdag : Fridag (Strandtur til Netanya)
2.7 Fredag : (Tel Aviv efter arbejde)
3.7 Lørdag : Fridag (Tel Aviv)

4.7 Søndag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
5.7 Mandag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
6.7 Tirsdag : Ferie (Besøg af bror)
7.7 Onsdag : Ferie (Besøg af bror)
8.7 Torsdag : Ferie (Besøg af bror)
9.7 Fredag : Ferie (Besøg af bror)
10.7 Lørdag : Ferie (Besøg af bror)

11.7 Søndag : Fridag (Besøg af bror)
12.7 Mandag :
13.7 Tirsdag :
14.7 Onsdag : Fridag (Dahab med Sine)
15.7 Torsdag : Ferie (Dahab med Sine)
16.7 Fredag : Ferie (Dahab med Sine)
17.7 Lørdag : Ferie (Dahab med Sine)

18.7 Søndag : Fridag (Dahab med Sine)
19.7 Mandag : Fridag (Dahab med Sine)
20.7 Tirsdag : Ferie (Dahab med Sine)
21.7 Onsdag : Ferie (Dahab med Sine)
22.7 Torsdag :
23.7 Fredag :
24.7 Lørdag :

25.7 Søndag : Ferie
26.7 Mandag : Ferie
27.7 Tirsdag :
28.7 Onsdag :
29.7 Torsdag :
30.7 Fredag : Fridag (Afsked med volontørfamilie)
31.7 Lørdag : Fridag

Udover alle de feriedag og fridage som står på min kaldender, har jeg 3 feriedage tilbage som jeg skal nå at fyre af.
Det er bonus at gemme sine feriedage til det sidste, for pludselig får man en hel måned med uendeligt meget ferie.
Det eneste problem jeg har, er et luksusproblem; hvor vil jeg placere de sidste feriedage?