Da en af workerne spurgte, om jeg kunne tænke mig at være Tehilas ledsager til sin brors bryllup, tog det mig ikke lang tid at sige JA!
Jeg har længe ønsket mig at opleve et jødisk bryllup. Og dette var den perfekte mulighed. At det var uden for arbejdstiden havde ingen betydning.
Min opgave var at tage mig af Tehila. Jeg skulle sørge for at hun fik den hjælp hun behøvede, således hendes forældre og søskende kunne nyde brylluppet. Men alle var meget hjælpsommelige.
Det var et virkelig tjekket bryllup og ene tjekkede gæster.
Da man ankom var der forskellige appetizers og åben bar. Man kunne vælge både sushi, mini fajitas og meget mere.
Alle gæster ankom ved otte tiden, og først klokken 21.30 kom bruden og gommen.
De gik op på en pavillion hvor deres nærmeste familie og en rabbiner ventede dem.
Selve vielsen tog et kvarter. Rabbineren sang velsignelser, de drak et glas vin og udvekslede ringe. Gommen holdt en traditionel tale om at han aldrig vil glemme hverken sin brud eller Jerusalem hvorefter han trampede et glas itu og alle brød ud i jubel og mazel tov mens technomusik spillede i højtalerne.
Festen flyttede ind i det moderne indrettede festlokale hvor dj's straks fyrede op for plader og dansegulvet fyldtes.
Der var ingen taler eller noget. Underholdningen var dans imellem retterne.
Efter forretten dæmpedes lyset og musikken blev højere. Gommen kom op på sine venners skuldre og bruden blev løftet op på en stol og alle dansede. Unge som gamle.
Og under den sidste dans var der en fælles traditionel kædedans.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af brylluppet. Jeg vidste godt at Tehilas familie ikke var religiøse, men jeg var ikke klar over hvor moderne de var.
Maden var eminent lækker, og ikke kosher. Det var ene technolignende hits som blev spillet på dansegulvet med dertilhørende lysshow og de religiøse gæster var udskiftet med transseksuelle, homoseksuelle og fashionistas.
Jeg er så glad for at jeg var med til dette bryllup. Det var en virkelig fed fest, selvom jeg var afsted som ansat til at passe Tehila, og selvom jeg ikke kendte nogen, endte jeg med at have en helt fantastisk aften.
tirsdag den 27. juli 2010
mandag den 26. juli 2010
Nadin Pub
Nadin Pub er et dejligt sted. Et rigtig dejligt sted hvor jeg har fået mange dejlige og få slørede minder.
Min første aften her var i øsende regnvejr til Purim med 15 andre unge fra en kibbutz. Og lige siden har jeg elsket stedet.
Nadin var scenen for Independence Day, "Jerusalem Night(s)" med Sine, Emmeli og Anne Maria, op til flere VM kampe, aftensbajer i happy hour med andre volontører og rigtig mange aftener med kvalitetshygge for Sine og Astrid.
Nadin har forsynet os med utallige bakker popcorn, rigeligt med Goldstar 1/2 liter drafts, en del shots, venskaber med de ansatte og andre glade stamgæster og ikke mindst mange skøre og dejlige minder.
Sine og jeg er blevet stamkunder på Nadin. Vi er altid sikret et bord når vi kommer. Uanset hvor proppet der er med mennesker.
Vi har fået en speciel status på Nadin. Og Nadin har fået en speciel status for os.
Min første aften her var i øsende regnvejr til Purim med 15 andre unge fra en kibbutz. Og lige siden har jeg elsket stedet.
Nadin var scenen for Independence Day, "Jerusalem Night(s)" med Sine, Emmeli og Anne Maria, op til flere VM kampe, aftensbajer i happy hour med andre volontører og rigtig mange aftener med kvalitetshygge for Sine og Astrid.
Nadin har forsynet os med utallige bakker popcorn, rigeligt med Goldstar 1/2 liter drafts, en del shots, venskaber med de ansatte og andre glade stamgæster og ikke mindst mange skøre og dejlige minder.
Sine og jeg er blevet stamkunder på Nadin. Vi er altid sikret et bord når vi kommer. Uanset hvor proppet der er med mennesker.
Vi har fået en speciel status på Nadin. Og Nadin har fået en speciel status for os.
søndag den 25. juli 2010
Turist i sin by
Mine dage tilbage i Jerusalem er ved at være talte, og det giver mig stress. Der er jo stadig så meget at nå, så meget at se, så meget at opleve.
Jeg har fundet min Lonely Planet og Turen Går Til frem, og skrevet op hvilke attraktioner jeg skal nå at se før jeg tager hjem.
Søndag og mandags to-do liste har bestået af
Citadellet og Davidstårnet
Davids grav
Davidsbyen
Hezekiah's Tunnel
Pool of Shiloah
Rockefeller Museum
Ethiopian Monastery
Sct. James Catheadral
Og jeg har fået tjekket det hele ud, og nu har næsten samtlige attraktioner i Lonely Planet et flueben.
Det eneste jeg mangler at se i Jerusalem er Vestmurstunellen og et lysshow på Citadellet som jeg skal se med min mor.
Derudover ønsker jeg også at gå en tur i Zoologisk Have og i det ultra ortodokse kvarter hvor jeg kan se Museum on the Seam.
Om jeg får tid til det hele ved jeg ikke, men jeg kan heldigvis altid komme tilbage.
Cimber Sterling lancerer nemlig fra november direkte forbindelse mellem København og Tel Aviv til 800 kr per vej. Oh yeah.
Jeg har fundet min Lonely Planet og Turen Går Til frem, og skrevet op hvilke attraktioner jeg skal nå at se før jeg tager hjem.
Søndag og mandags to-do liste har bestået af
Citadellet og Davidstårnet
Davids grav
Davidsbyen
Hezekiah's Tunnel
Pool of Shiloah
Rockefeller Museum
Ethiopian Monastery
Sct. James Catheadral
Og jeg har fået tjekket det hele ud, og nu har næsten samtlige attraktioner i Lonely Planet et flueben.
Det eneste jeg mangler at se i Jerusalem er Vestmurstunellen og et lysshow på Citadellet som jeg skal se med min mor.
Derudover ønsker jeg også at gå en tur i Zoologisk Have og i det ultra ortodokse kvarter hvor jeg kan se Museum on the Seam.
Om jeg får tid til det hele ved jeg ikke, men jeg kan heldigvis altid komme tilbage.
Cimber Sterling lancerer nemlig fra november direkte forbindelse mellem København og Tel Aviv til 800 kr per vej. Oh yeah.
fredag den 23. juli 2010
Indvandrer
Indvandrere går i underligt tøj, spiser underlig mad, som lugter, og så bor de i små enklaver, hvor de holder fast i deres egne traditioner fremfor at assimilere sig med samfundet og blandt andet lære landets sprog.
Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.
Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.
Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.
I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.
Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.
Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.
Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.
Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.
Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.
Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.
Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.
I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.
Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.
Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.
Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.
Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.
torsdag den 22. juli 2010
Mission: Honeymoon
Sine og jeg besluttede os for lang tid siden at vi skulle have nogle feriedage sammen, og der gik ikke lang tid før vi blev enige om at Dahab i Egypten, en laid back dykkerby for backpackere, skulle være vores destination.
Det blev senere besluttet at bruge 8 dage i midten af juli på det vi kalder vores honeymoon.
Vi er jo registrerede ægtefæller på udenrigsministeriets hjemmeside.
Vores honeymoon var eminent lækker.
Det vi fik vores 6 fulde dage til at gå med var at sole sig, læse, bade i poolen, snorkle ved revet hvor vi boede, snorkle ved the Blue Hole (google det, det er sygt sejt), dykke (mig) og spise lækker aftensmad hver aften til ingen penge.
Kun den sikre omgang dårlig mave ville vi gerne være foruden.
Jeg ved ikke hvad vi havde gjort uden nogen pool i Dahab. Der er nemlig ingen reelle strande.
Vi tilbragte flere timer ved poolen. Det var kun når vi snorklede, eller når jeg dykkede, at vi var væk fra den.
Det var så også helt vildt at snorkle. Det er jo i det famøse Røde Hav. Der var fisk i alverdens farver og flotte koraller.
Især snorkling ved the Blue Hole var en fed oplevelse.
Meget af det har jeg set før i Thailand, men jeg synes virkelig at underverdenen var flot. Det kriblede helt i mig efter at komme ud og dykke igen.
Få dage før vores hjemrejse besøgte jeg et af de mange dykkersteder, og jeg fik bestilt to dyk. Et refresh, da det er 15 måneder siden mit sidste dyk, og et fun dive.
Det var så fedt at være tilbage under vandet igen. Så fedt at jeg endte med at bestille endnu et dyk og dermed bruge 80€ på dykning.
Vi var faktisk vældigt sociale i Dahab.
På vejen fra grænsen til Dahab faldt vi i snak med to amerikanske piger og en tjekkisk fyr som vi var ude at spise med en aften, og på samme hotel som os boede Martin og Annette fra Tel Aviv også de første 4 dage.
Det var rigtig dejligt at have 4 dage med Martin og Annette. Det var enormt rart at de kunne vise os rundt i byen og tage os med på de lækre spisesteder, og det var fedt at have nogle at lege med i poolen og når vi skulle snorkle.
I Dahab var der mange danskere. Bare på vores hotel var vi i alt 8 danskere ud af nok 30 gæster. Og der var flere andre i byen. Vi faldt i snak med et andet ungt par som også boede på hotellet, og det endte med at vi sammen tog ud at spise en aften. Jeg tog også mine dyk samme sted som dem, så mit sidste fun dive blev sammen med dem.
Det var faktisk dejligt at selv da Martin og Annette var taget videre til Sharm El Sheik, var der stadig folk i byen som vi snakkede med.
Det bliver hurtigt lokalt når man tilbringer en uge i en lille ferieby, og jeg elskede det.
En af de første aftener stødte vi også på nogle danske drenge som vi hilste på, når vi gik forbi hinanden. De skulle med samme bus som os til Israel, og så var man også social der.
Det er også sjovt som danske turister opsøger hinanden når man er i udlandet.
Enten holder man sin mund når man passerer andre danskere, eller også standser man op og udbryder "Guuuud, er i også danskere?" selvom svaret er åbenlyst.
Det er som en uskreven regel at taler to parter dansk i udlandet, skal man hilse. Bare fordi man deler samme sprog, skal man lige chitchatte lidt med hinanden. Også selvom det er nogen man aldrig ville falde i snak med derhjemme.
Det blev senere besluttet at bruge 8 dage i midten af juli på det vi kalder vores honeymoon.
Vi er jo registrerede ægtefæller på udenrigsministeriets hjemmeside.
Vores honeymoon var eminent lækker.
Det vi fik vores 6 fulde dage til at gå med var at sole sig, læse, bade i poolen, snorkle ved revet hvor vi boede, snorkle ved the Blue Hole (google det, det er sygt sejt), dykke (mig) og spise lækker aftensmad hver aften til ingen penge.
Kun den sikre omgang dårlig mave ville vi gerne være foruden.
Jeg ved ikke hvad vi havde gjort uden nogen pool i Dahab. Der er nemlig ingen reelle strande.
Vi tilbragte flere timer ved poolen. Det var kun når vi snorklede, eller når jeg dykkede, at vi var væk fra den.
Det var så også helt vildt at snorkle. Det er jo i det famøse Røde Hav. Der var fisk i alverdens farver og flotte koraller.
Især snorkling ved the Blue Hole var en fed oplevelse.
Meget af det har jeg set før i Thailand, men jeg synes virkelig at underverdenen var flot. Det kriblede helt i mig efter at komme ud og dykke igen.
Få dage før vores hjemrejse besøgte jeg et af de mange dykkersteder, og jeg fik bestilt to dyk. Et refresh, da det er 15 måneder siden mit sidste dyk, og et fun dive.
Det var så fedt at være tilbage under vandet igen. Så fedt at jeg endte med at bestille endnu et dyk og dermed bruge 80€ på dykning.
Vi var faktisk vældigt sociale i Dahab.
På vejen fra grænsen til Dahab faldt vi i snak med to amerikanske piger og en tjekkisk fyr som vi var ude at spise med en aften, og på samme hotel som os boede Martin og Annette fra Tel Aviv også de første 4 dage.
Det var rigtig dejligt at have 4 dage med Martin og Annette. Det var enormt rart at de kunne vise os rundt i byen og tage os med på de lækre spisesteder, og det var fedt at have nogle at lege med i poolen og når vi skulle snorkle.
I Dahab var der mange danskere. Bare på vores hotel var vi i alt 8 danskere ud af nok 30 gæster. Og der var flere andre i byen. Vi faldt i snak med et andet ungt par som også boede på hotellet, og det endte med at vi sammen tog ud at spise en aften. Jeg tog også mine dyk samme sted som dem, så mit sidste fun dive blev sammen med dem.
Det var faktisk dejligt at selv da Martin og Annette var taget videre til Sharm El Sheik, var der stadig folk i byen som vi snakkede med.
Det bliver hurtigt lokalt når man tilbringer en uge i en lille ferieby, og jeg elskede det.
En af de første aftener stødte vi også på nogle danske drenge som vi hilste på, når vi gik forbi hinanden. De skulle med samme bus som os til Israel, og så var man også social der.
Det er også sjovt som danske turister opsøger hinanden når man er i udlandet.
Enten holder man sin mund når man passerer andre danskere, eller også standser man op og udbryder "Guuuud, er i også danskere?" selvom svaret er åbenlyst.
Det er som en uskreven regel at taler to parter dansk i udlandet, skal man hilse. Bare fordi man deler samme sprog, skal man lige chitchatte lidt med hinanden. Også selvom det er nogen man aldrig ville falde i snak med derhjemme.
onsdag den 14. juli 2010
mandag den 12. juli 2010
Din personlige tourguide, Astrid
Jeg har haft besøg af min bror fra tirsdag til søndag, og det har været fedt på alle tænkelige måder.
Det var utroligt skønt og samtidigt surrealistisk at se ham her i mit Israel.
Jeg har snakket og snakket om de ting jeg går og oplever hernede, og pludselig er han her og ser det. Jeg behøver ikke blot at beskrive med ord længere.
Nu har han set og oplevet min hverdag og hverdags fridage, og han ved lige hvad jeg snakker om når jeg nævner Etti, Nadin eller præstelejligheden (se, ingen af jer som læser dette, ved præcis hvad jeg snakker om).
Jeg oplevede intet nyt under Esbens besøg - pånær Ein Gedi Nature Reserve, Joeys Bar i Tel Aviv og Herodion i Bethlehem.
Noget som var vigtigt for mig, var at han oplevede det, som jeg går og oplever. Han skulle se de steder, hvor jeg hænger ud, og de mennesker jeg hænger ud med.
Og det var skønt at kunne vise hvor fedt jeg har det hernede.
Jeg havde forberedt mig godt før jeg fik besøg, og havde sammensat et stramt program.
Det var ret blæret at være den som havde styr på det hele, og den som vidste nøjagtigt hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer.
Jeg følte mig virkelig som min brors personlige guide, for jeg kunne fortælle om alt vi så. Det var nice.
Det er lækkert at vide at den by som var så fremmed da jeg ankom, kender jeg nu som min egen buskelomme.
Jeg vidste hvordan man kommer fra A til B.
Jeg vidste hvad vi så, og kunne fortælle om det.
Jeg kunne kommunikere med lokalbefolkningen på mere hebræisk, end jeg selv har været opmærksom på.
Jerusalem er blevet mit andet hjem. Hvor fedt er det ikke lige at det er sådan jeg har det?
Det var utroligt skønt og samtidigt surrealistisk at se ham her i mit Israel.
Jeg har snakket og snakket om de ting jeg går og oplever hernede, og pludselig er han her og ser det. Jeg behøver ikke blot at beskrive med ord længere.
Nu har han set og oplevet min hverdag og hverdags fridage, og han ved lige hvad jeg snakker om når jeg nævner Etti, Nadin eller præstelejligheden (se, ingen af jer som læser dette, ved præcis hvad jeg snakker om).
Jeg oplevede intet nyt under Esbens besøg - pånær Ein Gedi Nature Reserve, Joeys Bar i Tel Aviv og Herodion i Bethlehem.
Noget som var vigtigt for mig, var at han oplevede det, som jeg går og oplever. Han skulle se de steder, hvor jeg hænger ud, og de mennesker jeg hænger ud med.
Og det var skønt at kunne vise hvor fedt jeg har det hernede.
Jeg havde forberedt mig godt før jeg fik besøg, og havde sammensat et stramt program.
Det var ret blæret at være den som havde styr på det hele, og den som vidste nøjagtigt hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer.
Jeg følte mig virkelig som min brors personlige guide, for jeg kunne fortælle om alt vi så. Det var nice.
Det er lækkert at vide at den by som var så fremmed da jeg ankom, kender jeg nu som min egen buskelomme.
Jeg vidste hvordan man kommer fra A til B.
Jeg vidste hvad vi så, og kunne fortælle om det.
Jeg kunne kommunikere med lokalbefolkningen på mere hebræisk, end jeg selv har været opmærksom på.
Jerusalem er blevet mit andet hjem. Hvor fedt er det ikke lige at det er sådan jeg har det?
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
