Tyvstart på både sommer og weekend.

Sine og jeg har for første gang to fridage i streg, hvor der intet er på programmet disse dage.

Vi fandt Lonely Planet frem (for de som ikke er vante rejsende, er det en guidebog), og undersøgte hvor vi helst ville hen.

Prioriteten var strand, så vi kunne slappe af. Det trængte vi begge til. Og sol på vores kroppe. I tre uger har min krop ikke set solens lys.
Valget kom til at stå mellem Netanya og Haifa. Begge byer siges at have fantastiske strande.
Sine har i forvejen set Haifa med sine forældre, men jeg brugte mine bedste overtaleevner, og Haifa blev destinationen.

Det blev til to fantastiske dage. Jeg er faldet pladask for byen. Vi så intet kulturelt.
Vi tilbragte begge dage med cafeer, at slentre op og ned ad gaderne og at chille på stranden.
Det var lige hvad vi trængte til!

Når min bror, Esben, kommer og besøger mig om godt en måned, er det et must på programmet.
Jeg er alt andet end færdig med Haifa!

Fuck Karneval, jeg skal se Melodi Grand Prix

Hvem gider Karneval når der er Melodi Grand Prix?
Ja, jeg spørger bare.

Hvem gider til karneval i semidårligt vejr i Aalborg og drikke sig fuld i et kostume forestillende Gilette Venus skraber eller baywatch, når man kan se Melodi Grand Prix i Jerusalem med de andre volontører og tilmed være i stand til at stemme på Danmark? Samtidig med at man spiser slik og popcorn!

Jeg skal se Melodi Grand Prix, og jeg skal stemme på Danmark. Bare fordi jeg kan!

From A to B

"Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og fra jord skal du igen opstå".
Jeg har igen været i Danmark. Denne gang for at høre disse ord.

Det er aldrig nemt at miste. Uanset hvad du mister. Om det er din pung, en du elsker eller dig selv.
Jeg har nu mistet to vigtige personer i mit liv, mens jeg har været i Israel. Det er i situationer som disse, at jeg virkelig har følt mig langt væk hjemmefra.

Jeg var godt klar over, at der ville være en reel risiko for, at jeg ikke ville se dem igen, når jeg kommer tilbage. Men man kan ikke rejse fra min familie i 6 måneder og forvente, at der ikke sker noget. Det ved jeg af erfaring. Så jeg tog afsted og håbede på det bedste.
Før jeg rejste til Israel, havde jeg dog tænkt meget over, hvordan jeg ville reagere, hvis nu jeg skulle miste. Hvad ville jeg gøre?
Hvad gør man egentlig, når man hører at en pårørende er gået bort, og du befinder dig langt, langt væk?
Jeg græd. En del.

Heldigvis dækker forsikringen i det sidste dødstilfælde, og jeg har ubesværet kunnet komme tilbage til ceremonien.

Det er under sørgelige omstændigheder at jeg igen var i Danmark, men min tid derhjemme var intet mindre end fantastisk.
Vejret var dejligt, alt er lige sprunget ud og jeg har tilbragt meget tid med mennesker jeg elsker og holder af.
Med undtagelse af en vigtig person.

Men livet går jo fra A til B.

Stay Classy

De ældre herrer her i Israel har stil. Jeg sad forleden i bussen og betragtede menneskerne, der steg af og på bussen, samt de mennesker som kommer gående forbi. Og pludselig slog det mig, hvor stilet de ældre mænd egentlig klæder sig.


De har oftest jakkesætsbukser på, pæne sko, en hvid skjorte gerne med et slips, en strikket vest, og som jakke en jakkesætsjakke.
For at fuldende deres look, bruges en sixpencekasket og solbriller (gerne raybans) til accessories. Og det er det sidste, som giver det virkelig stilede look.
Der er intet mere cool end en ældre herre, som sidder på en stol og betragter omgivelserne gennem sine tonede brilleglas, og har en stok i den ene hånd.


Disse herrer er bevis på, at selvom man ældes, kan det stadig gøres med stil. Kæmpe respekt dertil.

Spa, full body massage og frokost på the Regency

En af grundene til at det er fedt at være volontør, er de aktiviteter, som en sjælden gang imellem arrangeres med beboerne.

I dag skulle jeg arbejde 9-22, altså 13 timer. Men fra 9-16 foregik på the Regency Jerusalem Hotel, et femstjernet hotel.

Med to af beboerne, vores tyske volontør Katharina og vores husmor Chaya tog vi afsted om morgenen. Og dagen gik med en olie massage, svømme i poolen og få en lækker frokost.
Den slags luksus må gerne finde sted noget oftere. Jeg er vild med det.

100 dage i Israel

Ja, så er det i dag 100 dage siden, jeg satte min fod i Israel og påbegyndte en ny tilværelse og ny livsstil.

Jeg ville gerne opremse mine oplevelser og beskrive, hvordan det alt sammen har påvirket mig. Men det ville tage mig en krig at blive færdig, for på 100 dage har jeg fået ufatteligt mange oplevelser. Næsten hver dag har været et eventyr, og nogle dage har endda budt på flere.

Jeg har rejst rundt i to forskellige slags Israel. Jeg har rejst i det bibelske Israel med kæmpe kirker placeret der, hvor det siges at noget i Jesu liv fandt sted. Og jeg har rejst i det moderne Israel med gode shoppingfaciliteter, fancy all-inclusive hoteller og barer med øl og vandpibe.

Jeg har lært både kristne og jøder at kende. Jeg har fået be- og afkræftet forskellige fordomme, og lært enormt meget derudover.

Og generelt tror jeg bare, at jeg har lært rigtig meget om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg kan kalde dette min dannelsesrejse, men dette ophold er i hvert fald med til at udvikle min person, hvem jeg er, og hvad jeg står for.
Selvom jeg ikke falder udenfor fællesskabet overhovedet, er jeg på nogle punkter ret så anderledes, end de mennesker jeg omgås med. Mine synspunkter og min livsstil er en helt anden, og det får mig til at fundere meget over mit eget liv, når jeg oplever det i stor kontrast med andre. Jeg elsker mit liv. Selvfølgelig har jeg fucket op engang imellem, men det er også sine fejl, man lærer af. Jeg elsker virkelig mit liv, og min måde at leve det på. Alligevel har jeg fået øjenene op for gode værdier, jeg kan flette ind i mit liv.

Jeg har mødt op til flere som fortæller mig, at de beder for mig, og ved grædemuren har jeg flere gange fået en rød snor om håndleddet som symbol på velsignelse. Nogen vil måske blive blive fortørnet og fornærmet over, at kristne føler sig nødsaget til at bede for dig, og at en rabbiner vil velsigne dig. Som om du er "en fortabt sjæl". Men sådan er det slet ikke. Faktisk sætter jeg stor pris på det. Det er et tegn på at vedkommende ønsker det bedste for mig.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på mine tanker omkring det. Kun ét ord falder mig ind, nemlig taknemmelighed. Jeg går stadig rundt med min røde snor om håndleddet. For jeg synes, det er en dejlig tanke, der står bag. Så de af jer som har mig med i jeres aftenbøn, bliv endelig ved. Jeg er jer dybt taknemmelig for jeres omtanke.

"Why are you a volunteer, and where's a golden star that I can give you?"

På flyet fra Frankfurt til Tel Aviv, for godt en uge siden, kom jeg til at sidde ved siden af en forretningsherre, som spurgte mig, hvad jeg skulle i Israel.
Jeg fortalte, at jeg var volontør i Jerusalem, og jo mere jeg fortalte om volontørarbejdet, des større blev hans øjne, og des længere ned faldt hans underkæbe.
Da han med forundring spurgte mig, hvorfor jeg gør det arbejde, jeg gør, var det dog ikke svært for mig at komme med et svar.

Godt nok bor jeg på en institution 9 km fra centrum. Vi har 2 busser som går fra os og ind til byen, og det tager en times tid at komme ind til centrum. Vi har ingen cykler til rådighed. Skal man møde i den gamle by et sted før guidet tur, skal vi gerne sætte 1,5 times transport af på at kunne nå det.

Jeg arbejder 40 timer om ugen, og får kun 600 shekel (900 kr) om måneden - men det er derfor det kaldes frivilligt arbejde.
Oprindeligt skulle vi kun arbejde 35 timer og få 14 fridage, men vi har fået en times mere arbejde om dagen, og optjener dermed 6 yderligere fridage.
Vores arbejdsvagter er ofte splittede, hvilket betyder, at vi gerne møder 6-8 og igen fra 14-20 eller 16-22, og så klokken 6 igen næste morgen. Især sabbaten er træls, der lyder en vagt ofte 11-14 + 17-22. Altså bruges en hel dag på arbejde. Det gør det meget begrænset, hvad man har af muligheder for socialt samvær med de andre volontører, som alle gerne arbejder 7-15. Hvis vi vil til et socialt arrangement om aftenen, kan det som regel kun lade sig gøre, hvis det falder på en af vores to ugentlige fridage.
Arbejdet består i at tage pigerne op om morgenen, tage dem på toilet når de trænger, bade dem, made dem og gøre alt hvad de beder om - hente ting, flytte på dem eller spille vendespil med dem.

Vi er 3 volontører på Beit Tamar. Og vi deler alle det samme værelse. Sine og Katharina deler køjeseng, mens jeg sover på sofaen. Det kan godt virke lidt trængt indimellem, men vi er rigtig gode til at give hinanden plads og vise hensyn. Vi kommer alle rigtig godt ud af det med hinanden.

Maden får vi fra institutionen. En gang om ugen køber vores husmor forskellige varer ind. Hovedsageligt får vi brød, hummus, mælk, frugter og grøntsager. Beder vi specifikt om nyt nutella eller kyllingesnitzler, kan det som regel også fås.
Ellers spiser vi for det meste, mens vi arbejder.
Til morgenmad spiser de kage, småkager eller kiks.
Til middagsmad får vi mad fra Gilo, en større institution. Der er ikke megen variation i menuen. Det er enten kylling, hakkebøffer eller lammekød (80% af lammet er dog brusk og fedt), og som tilbehør pasta penne i tomatsovs, olierede ris eller kartoffelmos uden mælk tilsat (alt er kosher, kød og mælk må ikke blandes). Grøntsagerne er enten syltede agurker, rødkål eller udkogte gulerødder.
Al maden søber i olie, og når det skal varmes op, er det altid i en mikrobølgeovn. Oftest kan ingen af de unge lide maden, og så varmer de kyllingesnitzler i mikroen og spiser pitabrød med hummus til.
Til aftensmad får de mælkeprodukter. Som regel er det brød, tun og 7 forskellige slags oste. Sine og jeg er ikke de store ostemadsfans, så vi har fundet et fantastisk alternativ; sandwich med avokado og spejlæg tilsat Læsø-salt. Den er en fryd for smagsløgene.

At være volontør falder mig dog meget naturligt.
For det første har jeg altid ønsket at udføre noget humanitært frivilligt arbejde, og da jeg hørte om volontørarbejde i Israel, lød det som en meget god idé i mine ører.
For det andet har jeg allerede lavet backpackerrejsen i Asien, som de fleste andre nyudsprungne studenter, og jeg ville et sted hen, som er anderledes. Ingen i min omgangskreds er kristne, så ingen af mine venner har nogensinde været i Israel. Helt ærligt så troede jeg ikke, det var muligt at komme herned med alle de uroligheder, man har hørt om i medierne. Men det var muligt.
For det tredje så interesserer jeg mig umådeligt meget for både samfundsfag, sociologi, religion og psykologi. Og man må sige at Israel, ikke mindst Jerusalem, har meget af dette at byde på.

Og jeg er glad for at være her i Israel som volontør. Jeg ved udemærket, at jeg ikke redder verden, eller gør den til et bedre sted med det jeg gør, men jeg ved, at de unge som jeg tager mig af, sætter enorm stor pris på at jeg er her for dem. Og for mig, så opvejer deres taknemmelighed alt det som udefra set kan virke utiltalende.

Til trods for at jeg får gennemsnitligt mindre end 5 kroner i timen, at jeg bor 9 km og over en time i bus fra centrum, at jeg kan bruge en hel dag på at arbejde og vente på at arbejde igen, at jeg deler værelse med 2 andre piger og er den som sover på sofaen, og at maden på institutionen ikke er noget at råbe hurra for, så ER det fedt at være volontør.
Der er så meget mere til det end som så. Men jeg vil nu stadig meget gerne have en guldstjerne for min indsats.