Sine og jeg besluttede os for lang tid siden at vi skulle have nogle feriedage sammen, og der gik ikke lang tid før vi blev enige om at Dahab i Egypten, en laid back dykkerby for backpackere, skulle være vores destination.
Det blev senere besluttet at bruge 8 dage i midten af juli på det vi kalder vores honeymoon.
Vi er jo registrerede ægtefæller på udenrigsministeriets hjemmeside.
Vores honeymoon var eminent lækker.
Det vi fik vores 6 fulde dage til at gå med var at sole sig, læse, bade i poolen, snorkle ved revet hvor vi boede, snorkle ved the Blue Hole (google det, det er sygt sejt), dykke (mig) og spise lækker aftensmad hver aften til ingen penge.
Kun den sikre omgang dårlig mave ville vi gerne være foruden.
Jeg ved ikke hvad vi havde gjort uden nogen pool i Dahab. Der er nemlig ingen reelle strande.
Vi tilbragte flere timer ved poolen. Det var kun når vi snorklede, eller når jeg dykkede, at vi var væk fra den.
Det var så også helt vildt at snorkle. Det er jo i det famøse Røde Hav. Der var fisk i alverdens farver og flotte koraller.
Især snorkling ved the Blue Hole var en fed oplevelse.
Meget af det har jeg set før i Thailand, men jeg synes virkelig at underverdenen var flot. Det kriblede helt i mig efter at komme ud og dykke igen.
Få dage før vores hjemrejse besøgte jeg et af de mange dykkersteder, og jeg fik bestilt to dyk. Et refresh, da det er 15 måneder siden mit sidste dyk, og et fun dive.
Det var så fedt at være tilbage under vandet igen. Så fedt at jeg endte med at bestille endnu et dyk og dermed bruge 80€ på dykning.
Vi var faktisk vældigt sociale i Dahab.
På vejen fra grænsen til Dahab faldt vi i snak med to amerikanske piger og en tjekkisk fyr som vi var ude at spise med en aften, og på samme hotel som os boede Martin og Annette fra Tel Aviv også de første 4 dage.
Det var rigtig dejligt at have 4 dage med Martin og Annette. Det var enormt rart at de kunne vise os rundt i byen og tage os med på de lækre spisesteder, og det var fedt at have nogle at lege med i poolen og når vi skulle snorkle.
I Dahab var der mange danskere. Bare på vores hotel var vi i alt 8 danskere ud af nok 30 gæster. Og der var flere andre i byen. Vi faldt i snak med et andet ungt par som også boede på hotellet, og det endte med at vi sammen tog ud at spise en aften. Jeg tog også mine dyk samme sted som dem, så mit sidste fun dive blev sammen med dem.
Det var faktisk dejligt at selv da Martin og Annette var taget videre til Sharm El Sheik, var der stadig folk i byen som vi snakkede med.
Det bliver hurtigt lokalt når man tilbringer en uge i en lille ferieby, og jeg elskede det.
En af de første aftener stødte vi også på nogle danske drenge som vi hilste på, når vi gik forbi hinanden. De skulle med samme bus som os til Israel, og så var man også social der.
Det er også sjovt som danske turister opsøger hinanden når man er i udlandet.
Enten holder man sin mund når man passerer andre danskere, eller også standser man op og udbryder "Guuuud, er i også danskere?" selvom svaret er åbenlyst.
Det er som en uskreven regel at taler to parter dansk i udlandet, skal man hilse. Bare fordi man deler samme sprog, skal man lige chitchatte lidt med hinanden. Også selvom det er nogen man aldrig ville falde i snak med derhjemme.
torsdag den 22. juli 2010
onsdag den 14. juli 2010
mandag den 12. juli 2010
Din personlige tourguide, Astrid
Jeg har haft besøg af min bror fra tirsdag til søndag, og det har været fedt på alle tænkelige måder.
Det var utroligt skønt og samtidigt surrealistisk at se ham her i mit Israel.
Jeg har snakket og snakket om de ting jeg går og oplever hernede, og pludselig er han her og ser det. Jeg behøver ikke blot at beskrive med ord længere.
Nu har han set og oplevet min hverdag og hverdags fridage, og han ved lige hvad jeg snakker om når jeg nævner Etti, Nadin eller præstelejligheden (se, ingen af jer som læser dette, ved præcis hvad jeg snakker om).
Jeg oplevede intet nyt under Esbens besøg - pånær Ein Gedi Nature Reserve, Joeys Bar i Tel Aviv og Herodion i Bethlehem.
Noget som var vigtigt for mig, var at han oplevede det, som jeg går og oplever. Han skulle se de steder, hvor jeg hænger ud, og de mennesker jeg hænger ud med.
Og det var skønt at kunne vise hvor fedt jeg har det hernede.
Jeg havde forberedt mig godt før jeg fik besøg, og havde sammensat et stramt program.
Det var ret blæret at være den som havde styr på det hele, og den som vidste nøjagtigt hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer.
Jeg følte mig virkelig som min brors personlige guide, for jeg kunne fortælle om alt vi så. Det var nice.
Det er lækkert at vide at den by som var så fremmed da jeg ankom, kender jeg nu som min egen buskelomme.
Jeg vidste hvordan man kommer fra A til B.
Jeg vidste hvad vi så, og kunne fortælle om det.
Jeg kunne kommunikere med lokalbefolkningen på mere hebræisk, end jeg selv har været opmærksom på.
Jerusalem er blevet mit andet hjem. Hvor fedt er det ikke lige at det er sådan jeg har det?
Det var utroligt skønt og samtidigt surrealistisk at se ham her i mit Israel.
Jeg har snakket og snakket om de ting jeg går og oplever hernede, og pludselig er han her og ser det. Jeg behøver ikke blot at beskrive med ord længere.
Nu har han set og oplevet min hverdag og hverdags fridage, og han ved lige hvad jeg snakker om når jeg nævner Etti, Nadin eller præstelejligheden (se, ingen af jer som læser dette, ved præcis hvad jeg snakker om).
Jeg oplevede intet nyt under Esbens besøg - pånær Ein Gedi Nature Reserve, Joeys Bar i Tel Aviv og Herodion i Bethlehem.
Noget som var vigtigt for mig, var at han oplevede det, som jeg går og oplever. Han skulle se de steder, hvor jeg hænger ud, og de mennesker jeg hænger ud med.
Og det var skønt at kunne vise hvor fedt jeg har det hernede.
Jeg havde forberedt mig godt før jeg fik besøg, og havde sammensat et stramt program.
Det var ret blæret at være den som havde styr på det hele, og den som vidste nøjagtigt hvordan man skulle håndtere de forskellige situationer.
Jeg følte mig virkelig som min brors personlige guide, for jeg kunne fortælle om alt vi så. Det var nice.
Det er lækkert at vide at den by som var så fremmed da jeg ankom, kender jeg nu som min egen buskelomme.
Jeg vidste hvordan man kommer fra A til B.
Jeg vidste hvad vi så, og kunne fortælle om det.
Jeg kunne kommunikere med lokalbefolkningen på mere hebræisk, end jeg selv har været opmærksom på.
Jerusalem er blevet mit andet hjem. Hvor fedt er det ikke lige at det er sådan jeg har det?
mandag den 5. juli 2010
Brudekjoler og chokoladefondue i Bethlehem
Hvor syret er det ikke lige at bo i Jerusalem, en af de vigtigste byer for mange religioner i verden. Og hvor syret er det ikke lige at man med en bybus kun tager 20 minutter om at komme til Bethlehem, en anden by som man har hørt meget om, især ved juletid.
Palæstina er meget billigere end Israel, og den arabiske kultur byder på meget fascinerende brudekjoler. Og da Eva er blevet forlovet med Jonathan hernede, er det meget oplagt at tage på tøsetur til Bethlehem og prøve hvide skrud til den kommende fest.
Jeg har haft en helt fantastisk tur til Bethlehem med Eva og Matilde. Vi var inde i en brudebutik hvor vi fik lov at vælge de kjoler som Eva skulle prøve for sjov. Og det var voldsomme kreationer de kunne tilbyde med puf, blonder, sten, tiara, slør og paraply.
Der var ikke nogen vinderkjole blandt stativerne, men vi havde en fornøjelig oplevelse og personalet var meget hjælpsommelige.
Da vi var færdige med brudekjoler gik turen til Cafe SiMa, en cafe med lækker mad til overkommelige priser og chokolade fondue. Da jeg var med Eva og Jonathan i Bethlehem under påsken, så vi fonduen og det blev besluttet at volontøserne skulle herhen sammen og dele en fondue. Og nøj hvor var det lækkert. Men hvordan skulle noget med chokolade ikke kunne være lækkert?
Vi slentrede også rundt i Bethlehem og fik købt billige tørklæder en mas, og nød egentlig bare at have en tøsedag sammen.
Palæstina er meget billigere end Israel, og den arabiske kultur byder på meget fascinerende brudekjoler. Og da Eva er blevet forlovet med Jonathan hernede, er det meget oplagt at tage på tøsetur til Bethlehem og prøve hvide skrud til den kommende fest.
Jeg har haft en helt fantastisk tur til Bethlehem med Eva og Matilde. Vi var inde i en brudebutik hvor vi fik lov at vælge de kjoler som Eva skulle prøve for sjov. Og det var voldsomme kreationer de kunne tilbyde med puf, blonder, sten, tiara, slør og paraply.
Der var ikke nogen vinderkjole blandt stativerne, men vi havde en fornøjelig oplevelse og personalet var meget hjælpsommelige.
Da vi var færdige med brudekjoler gik turen til Cafe SiMa, en cafe med lækker mad til overkommelige priser og chokolade fondue. Da jeg var med Eva og Jonathan i Bethlehem under påsken, så vi fonduen og det blev besluttet at volontøserne skulle herhen sammen og dele en fondue. Og nøj hvor var det lækkert. Men hvordan skulle noget med chokolade ikke kunne være lækkert?
Vi slentrede også rundt i Bethlehem og fik købt billige tørklæder en mas, og nød egentlig bare at have en tøsedag sammen.
søndag den 4. juli 2010
Kirke
Jeg har desværre ikke haft mulighed for at deltage i særligt mange gudstjenester, da jeg har arbejdet hver gang.
Og jeg er kommet frem til at "desværre" er det rette ord at bruge. Ikke fordi jeg føler et behov for at høre "Guds ord", men fordi jeg kan mærke at jeg faktisk nyder oplevelsen at gå i kirke hernede til trods for at jeg går under kategorien "kirkefremmed".
I dag var jeg for første gang taget i King of Kings. Jeg havde taget fri i dag, og havde dermed mulighed for at opleve en gudstjeneste i menigheden King of Kings.
Ingen af de andre volontører kunne, så jeg tog frivilligt alene afsted. Tilfældigvis dukkede ungarbejderen fra Joffihuset op, og jeg var ikke mutters alene i folkemængden.
King of Kings er placeret i en stor kongressal/et stort auditorium i midtbyen. Det starter med en times lovsang efterfulgt af en times prædiken.
Jeg må indrømme at prædikerne sjældent rammer mig. Jeg suger til mig hvad der bliver sagt. Jeg lytter interesseret og tænker over det, men jeg er sjældent enig. Det skyldes blot, at jeg ikke kan forholde mig til en almægtig skaber, som har en finger med i alt.
Jeg fascineres dog af de mennesker som inderligt tror på Gud og Jesus som deres frelser. Jeg berøres af at se folk som inderligt beder til noget så uhåndgribeligt som en Gud. I stedet for at tænke, hvor latterligt det er at dedikere sit liv til noget man ikke har et videnskabeligt bevis på, har jeg en stor respekt for deres tiltro.
Til trods for at prædikerne ikke rammer mig hvor hjertet bor, så nyder jeg som sagt at deltage i Gudstjenesterne.
Jeg tror måske det skyldes lovsangene. Det er ikke bare gamle salmer og et orgel, men det er et band og nye, moderne sange med en god melodi og et lækkert beat som spilles.
Især til de messiansk jødiske gudstjenester lever folk sig helt ind i det.
Man står med udstrakte hænder, mens man synger sange om, hvordan man vil tilbede Gud. Og stemningen er helt i top. Det er næsten som at være til koncert med mennesker som synger med og hopper i takt med musikken.
Noget andet jeg nyder og vil komme til at savne, er fællesskabet. Selvom det er Gud, som man er fælles om at samle sig om, så kan jeg godt lide det.
Jeg kan mærke med mig selv, at jeg godt kunne finde på at tage med til kirkelige arrangementer med mine volontørsøskende når jeg kommer til Århus.
Det er faktisk meget besynderligt. For hvordan kan man ønske at gå i kirke og høre lovsange, når man ikke tror på det som bliver sagt og sunget? Jeg har ikke selv noget konkret svar på hvorfor det er sådan. Jeg ved bare, at jeg fortsat ønsker at bevare det fællesskab, jeg har fået hernede. Også selvom det er fællesskabet om Gud og Jesus.
Det er forunderligt hvor påvirket man kan blive af at hænge ud med en præstefamilie og en flok unge kristne.
Og jeg er kommet frem til at "desværre" er det rette ord at bruge. Ikke fordi jeg føler et behov for at høre "Guds ord", men fordi jeg kan mærke at jeg faktisk nyder oplevelsen at gå i kirke hernede til trods for at jeg går under kategorien "kirkefremmed".
I dag var jeg for første gang taget i King of Kings. Jeg havde taget fri i dag, og havde dermed mulighed for at opleve en gudstjeneste i menigheden King of Kings.
Ingen af de andre volontører kunne, så jeg tog frivilligt alene afsted. Tilfældigvis dukkede ungarbejderen fra Joffihuset op, og jeg var ikke mutters alene i folkemængden.
King of Kings er placeret i en stor kongressal/et stort auditorium i midtbyen. Det starter med en times lovsang efterfulgt af en times prædiken.
Jeg må indrømme at prædikerne sjældent rammer mig. Jeg suger til mig hvad der bliver sagt. Jeg lytter interesseret og tænker over det, men jeg er sjældent enig. Det skyldes blot, at jeg ikke kan forholde mig til en almægtig skaber, som har en finger med i alt.
Jeg fascineres dog af de mennesker som inderligt tror på Gud og Jesus som deres frelser. Jeg berøres af at se folk som inderligt beder til noget så uhåndgribeligt som en Gud. I stedet for at tænke, hvor latterligt det er at dedikere sit liv til noget man ikke har et videnskabeligt bevis på, har jeg en stor respekt for deres tiltro.
Til trods for at prædikerne ikke rammer mig hvor hjertet bor, så nyder jeg som sagt at deltage i Gudstjenesterne.
Jeg tror måske det skyldes lovsangene. Det er ikke bare gamle salmer og et orgel, men det er et band og nye, moderne sange med en god melodi og et lækkert beat som spilles.
Især til de messiansk jødiske gudstjenester lever folk sig helt ind i det.
Man står med udstrakte hænder, mens man synger sange om, hvordan man vil tilbede Gud. Og stemningen er helt i top. Det er næsten som at være til koncert med mennesker som synger med og hopper i takt med musikken.
Noget andet jeg nyder og vil komme til at savne, er fællesskabet. Selvom det er Gud, som man er fælles om at samle sig om, så kan jeg godt lide det.
Jeg kan mærke med mig selv, at jeg godt kunne finde på at tage med til kirkelige arrangementer med mine volontørsøskende når jeg kommer til Århus.
Det er faktisk meget besynderligt. For hvordan kan man ønske at gå i kirke og høre lovsange, når man ikke tror på det som bliver sagt og sunget? Jeg har ikke selv noget konkret svar på hvorfor det er sådan. Jeg ved bare, at jeg fortsat ønsker at bevare det fællesskab, jeg har fået hernede. Også selvom det er fællesskabet om Gud og Jesus.
Det er forunderligt hvor påvirket man kan blive af at hænge ud med en præstefamilie og en flok unge kristne.
lørdag den 3. juli 2010
Tel Aviv
Jeg tilbragte fredag til lørdag i Tel Aviv.
Selvom det ikke er den typiske hovedstad med tonsvis af attraktioner, er det dejligt at besøge denne by.
I Jerusalem er man konstant omringet af religion, pånær fredag aften på Rivlin Street, en gade med barer som svagt giver en følelse af at være "hjemme" i Jomfru Ane Gade.
Bybilledet er præget af de religiøse, de ortodokse og de ultra ortodokse jøder med sort jakkesæt, slangekrøller og hovedbeklædning i form af en kippa eller en sort hat.
Det er ikke usædvanligt at se en person i bussen med toraen i hænderne og kroppen rokkende frem og tilbage, mens de inderligt ber til Gud.
Og altid før man skal ind til byen, overvejer man sin påklædning for at undgå misbilligende blikke. Det er tilladt at gå i korte shorts og stropbluser, men nogle gange har det også bare sine konsekvenser.
Jeg elsker at bo i Jerusalem. Det er så anderledes en by end alle andre byer jeg har oplevet.
Alligevel føler jeg en befriende udånding af lettelse når jeg stiger af bussen i Tel Aviv.
Jeg føler mig ikke undertryk i Jerusalem, men alligevel føler jeg mig bedre i stand til at slappe af i Tel Aviv.
Pludselig er jeg tilbage i den vestlige verden, hvor blandt andet folk går klædt efter temperaturen. Mændende bærer ikke lange silkekåber og kæmpe hatte af pels, og kvinderne bærer ikke lange nederdele og langærmede trøjer samt tørklæde eller paryk til at dække håret.
Man går i shorts og korte kjoler.
Man er tilbage til nutiden. Det er en by, hvor det ikke er gamle kirker og ruiner på to-do-listen, men hvor stranden er en af hovedattraktionerne.
Og det er bare indimellem enormt rart med enkelte pauser fra al den religion som omringer en i dagligdagen.
Selvom det ikke er den typiske hovedstad med tonsvis af attraktioner, er det dejligt at besøge denne by.
I Jerusalem er man konstant omringet af religion, pånær fredag aften på Rivlin Street, en gade med barer som svagt giver en følelse af at være "hjemme" i Jomfru Ane Gade.
Bybilledet er præget af de religiøse, de ortodokse og de ultra ortodokse jøder med sort jakkesæt, slangekrøller og hovedbeklædning i form af en kippa eller en sort hat.
Det er ikke usædvanligt at se en person i bussen med toraen i hænderne og kroppen rokkende frem og tilbage, mens de inderligt ber til Gud.
Og altid før man skal ind til byen, overvejer man sin påklædning for at undgå misbilligende blikke. Det er tilladt at gå i korte shorts og stropbluser, men nogle gange har det også bare sine konsekvenser.
Jeg elsker at bo i Jerusalem. Det er så anderledes en by end alle andre byer jeg har oplevet.
Alligevel føler jeg en befriende udånding af lettelse når jeg stiger af bussen i Tel Aviv.
Jeg føler mig ikke undertryk i Jerusalem, men alligevel føler jeg mig bedre i stand til at slappe af i Tel Aviv.
Pludselig er jeg tilbage i den vestlige verden, hvor blandt andet folk går klædt efter temperaturen. Mændende bærer ikke lange silkekåber og kæmpe hatte af pels, og kvinderne bærer ikke lange nederdele og langærmede trøjer samt tørklæde eller paryk til at dække håret.
Man går i shorts og korte kjoler.
Man er tilbage til nutiden. Det er en by, hvor det ikke er gamle kirker og ruiner på to-do-listen, men hvor stranden er en af hovedattraktionerne.
Og det er bare indimellem enormt rart med enkelte pauser fra al den religion som omringer en i dagligdagen.
torsdag den 1. juli 2010
De sidste tider i Israel
Nu er der altså kun fyrre dage og fyrre nætter tilbage i det hellige land som flyder med mælk og honning.
Og kun en måned tilbage som volontør. Volontørarbjede er dog noget af det jeg skal bruge mindst tid på.
Min arbejdsplan for den sidste måned lyder:
1.7 Torsdag : Fridag (Strandtur til Netanya)
2.7 Fredag : (Tel Aviv efter arbejde)
3.7 Lørdag : Fridag (Tel Aviv)
4.7 Søndag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
5.7 Mandag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
6.7 Tirsdag : Ferie (Besøg af bror)
7.7 Onsdag : Ferie (Besøg af bror)
8.7 Torsdag : Ferie (Besøg af bror)
9.7 Fredag : Ferie (Besøg af bror)
10.7 Lørdag : Ferie (Besøg af bror)
11.7 Søndag : Fridag (Besøg af bror)
12.7 Mandag :
13.7 Tirsdag :
14.7 Onsdag : Fridag (Dahab med Sine)
15.7 Torsdag : Ferie (Dahab med Sine)
16.7 Fredag : Ferie (Dahab med Sine)
17.7 Lørdag : Ferie (Dahab med Sine)
18.7 Søndag : Fridag (Dahab med Sine)
19.7 Mandag : Fridag (Dahab med Sine)
20.7 Tirsdag : Ferie (Dahab med Sine)
21.7 Onsdag : Ferie (Dahab med Sine)
22.7 Torsdag :
23.7 Fredag :
24.7 Lørdag :
25.7 Søndag : Ferie
26.7 Mandag : Ferie
27.7 Tirsdag :
28.7 Onsdag :
29.7 Torsdag :
30.7 Fredag : Fridag (Afsked med volontørfamilie)
31.7 Lørdag : Fridag
Udover alle de feriedag og fridage som står på min kaldender, har jeg 3 feriedage tilbage som jeg skal nå at fyre af.
Det er bonus at gemme sine feriedage til det sidste, for pludselig får man en hel måned med uendeligt meget ferie.
Det eneste problem jeg har, er et luksusproblem; hvor vil jeg placere de sidste feriedage?
Og kun en måned tilbage som volontør. Volontørarbjede er dog noget af det jeg skal bruge mindst tid på.
Min arbejdsplan for den sidste måned lyder:
1.7 Torsdag : Fridag (Strandtur til Netanya)
2.7 Fredag : (Tel Aviv efter arbejde)
3.7 Lørdag : Fridag (Tel Aviv)
4.7 Søndag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
5.7 Mandag : Fridag (Tiberias eller Haifa eller hvad hjertet begærer)
6.7 Tirsdag : Ferie (Besøg af bror)
7.7 Onsdag : Ferie (Besøg af bror)
8.7 Torsdag : Ferie (Besøg af bror)
9.7 Fredag : Ferie (Besøg af bror)
10.7 Lørdag : Ferie (Besøg af bror)
11.7 Søndag : Fridag (Besøg af bror)
12.7 Mandag :
13.7 Tirsdag :
14.7 Onsdag : Fridag (Dahab med Sine)
15.7 Torsdag : Ferie (Dahab med Sine)
16.7 Fredag : Ferie (Dahab med Sine)
17.7 Lørdag : Ferie (Dahab med Sine)
18.7 Søndag : Fridag (Dahab med Sine)
19.7 Mandag : Fridag (Dahab med Sine)
20.7 Tirsdag : Ferie (Dahab med Sine)
21.7 Onsdag : Ferie (Dahab med Sine)
22.7 Torsdag :
23.7 Fredag :
24.7 Lørdag :
25.7 Søndag : Ferie
26.7 Mandag : Ferie
27.7 Tirsdag :
28.7 Onsdag :
29.7 Torsdag :
30.7 Fredag : Fridag (Afsked med volontørfamilie)
31.7 Lørdag : Fridag
Udover alle de feriedag og fridage som står på min kaldender, har jeg 3 feriedage tilbage som jeg skal nå at fyre af.
Det er bonus at gemme sine feriedage til det sidste, for pludselig får man en hel måned med uendeligt meget ferie.
Det eneste problem jeg har, er et luksusproblem; hvor vil jeg placere de sidste feriedage?
Abonner på:
Opslag (Atom)
