Shabbath Shalom

Allah/Jahve/Gud skabte verden på 6 dage og holdt den syvende dag hellig.
Afhængig af din religion, varierer dagen for hviledagen.
Muslimerne holder fredag hellig, jøderne holder lørdagen hellig og de kristne holder søndag hellig.

Israel er jødisk, så her holder man lørdagen hellig. Denne dag kaldes shabbath, og i Israel holdes hviledagen virkelig i hu.
Fra fredagens solnedgang til lørdagens solnedgang må man ikke arbejde, og man må ikke sætte andre i arbejde. Overhovedet.
Selvfølgelig er det hovedsageligt de religiøse som overholder dette, men en del ikke-religiøse overholder alligevel sabbaten af tradition. Ligesom mig. Selvom at jeg ikke er kristen, fejrer jeg jul og deltager i julegudstjeneste - for traditionens skyld.

"At arbejde" indebærer mere end at udføre sit normale arbejde.
Du må ikke gøre rent eller benytte transportmidler på sabbaten. Det er arbejde. Du må heller ikke se fjernsyn, bruge computer eller telefon.
At tænde eller slukke for kontakter er også forbudt. Når sabbatsmåltidet forberedes, har man på forhånd lavet måltidet, og før sabbaten begynder, har man nogle keramiske varmeplader man tænder og placerer maden på - og langsomt opvarmes måltidet.

På vores arbejde er de dog ikke så strikse over for volontørerne. Vi er tilladt at bruge mikrobølgeovn, at tænde og slukke lys og give beboerne et bad, da vi ikke er jøder.
Samme forståelse møder man ikke alle steder i Jerusalem. Jerusalem er nærmest religionernes hovedstad, og man møder mange ortodokse mennesker, især ortodokse jøder. Og de er ikke så åbensindet for andre mennesker, der ikke lever samme livsstil som dem.

Der er forskellige hændelser, som tydeligt viser deres foragt.
Det ene eksempel omhandler et dansk-australsk ægtepar som er bosat i det ortodokse kvarter. På en sabbat var de kørt et sted hen, og næste dag havde nogen skrabet en nøgle i lakeringen langs bilen. Man må jo ikke køre på sabbaten.
Det andet eksempel omhandler vores kære præstefrue, Lise. Hun var gået rundt i byens centrum iført shorts, der gik over knæene, og en stroptrøje. Det er tilladeligt at gå sådan klædt, da ikke alle indbyggere i Jerusalem er religiøse. Dog havde hun passeret en ortodoks jøde, som var blevet så stødt over hendes påklædning, at han spyttede efter hende.

Det er dog ikke alle i Israel som efterlever alle reglerne. Man kan sagtens møde mange unge mennesker i byen en fredag aften, og det er muligt at spise på restauranter der ikke er kosher.

Ellers vil jeg bare ønske jer alle en fredelig lørdag i morgen,
Shabbath Shalom.

Krig og fred

Vi har ikke mærket til de uroligheder, som er foregået i Israel, mens vi har været her.
Alle problemerne med bosættelserne i Østjerusalem, og nu situationen med nødhjælpskonvojen, har vi endnu ikke mærket noget til.

Israel er dog klar over deres til tider upopulære status i andre landes øjne, og tager derfor sine forbehold.
Ligesom vi i Danmark årligt lader en sirene gå første onsdag i maj kl. 12, har de samme tradition i Israel. Deres krigssirene lød onsdag d. 26. maj 2010 kl 11.

Øvelsen indebærer, at når sirenen lyder, skal alle evakueres til et boltret sikkerhedsrum.
Vi har 90 sekunder til at få alle beboere i sikkerhed, og hvis ikke vi kan nå det, er det vigtigste, at vi placerer os i ly for vinduerne.
Det er til sådan en øvelse, og når man dagligt ser bevæbnede soldater i gaderne, at man bemærker, at man lever i et land i konflikt med sine naboer. Ellers lever vi i ro og mag.

De vildeste krige vi har, er enten kortspillet eller krigen mod de herreløse katte, som huserer containeren foran Beit Tamar.
Vores leder har nu taget kampen op imod dem. For de spiser vores skrald, og skider over alt, og det er ærligt talt ulækkert.
Som våben bruger hun peber. Hele terrassen til vores indgang er krydret med peber i vores leders håb om, at det vil holde kattene væk. Pebersprayen er overvurderet når man har en peberkværn!

Hvor er alle brevene?

Ja, hvor er alle brevene, spørger jeg bare?

Jævnligt får Sine et brev eller en pakke. Hvor er hilsnerne til mig?
Jeg tror ikke på, at den kære postmand ikke har kunnet finde mig alle 4 måneder, jeg har været her.
Jeg tror, det er de kære derhjemme, som ikke har kunnet finde frimærker eller en postkasse.

Her kommer et praj med en vognstang:

Min adresse er

Beit Tamar
Att.: Astrid Lund-Pedersen
Leaha Ben Porad 21
Giva'at Masu'a
Jerusalem 96408
ISRAEL.

Jeg ser frem til at få breve hjemmefra.

På forhånd tak, Astrid.

Street Art of J.lem

I Jerusalems sidegader, byder byen på spændende street art.

Jeg ville ønske jeg havde et bedre kamera og et bedre fototalent, men her kommer nogle fotos af en amatør med et simpelt digitalt kamera.

Klik på hvert billede for at se i fuld størrelse.

Volontørvisum til volontøren

Endelig oprandt dagen hvor jeg opholder mig lovligt i Israel.
Som volontør skal jeg have et volontørvisum, men jeg har indtil i formiddags opholdt mig på turistvisum.

Det har været et værre bøvl med af få dette visum.
Det optimale var at vi fik visumet i starten af vores ophold, men ting tager tid. Især i Israel.
Blot deres opførelse af citytoget har stået på siden 1995, og de ser ud til at være alt andet end færdige. Der er konstant vejarbejde med tre vejarbejdere hver sted. En står og laver cement mens de to andre ser på. Og det er den vildeste aktion man kan observere.
No wonder at israelere har et ry for utålmodighed, når alt praktisk tager evigheder.

Jeg har været noget nervøs angående visum. Jeg har haft en del ind- og udrejser til landet. Fem for at være eksakt. Og det ser ikke så godt ud i passet med alle stemplerne når man kommer og skal have visum på ny.
De første 4 indrejser til landet har jeg fået 3 måneders turistvisum. Ikke helt uden problemer, men det er lykkes i sidste ende hver gang.
Dog fik jeg kun 2 ugers visum da jeg kom tilbage fra begravelse i Danmark. Det var ikke acceptabelt at jeg endnu ikke havde volontørvisum efter næsten 4 måneders ophold i landet. Heldigvis havde jeg en aftale med Dina Luati på visumkontoret i dag, 12 dage efter min sidste indrejse i landet. Og denne gang fik jeg mit visum!

Jeg havde oprindeligt min første aftale på visumkontoret d. 3. maj, men da jeg ikke havde en israelsk medical report, måtte jeg slukøret gå derfra med en ny aftale en måned efter.

I dag er lykkens dag. Jeg har fået mit visum, og om en måned kommer min bror til Jerusalem på en uges ferie.

Den gode, den onde og den grusomme.

Det er meget forskelligt hvilke reaktioner man får som volontør, pige og europæer her i Israel.

Der er de gode kommentarer.
Det er når folk hører at vi er volontører, og at vi gratis bruger vores tid på at hjælpe handicappede.
Mange overvældes af taknemmelighed eller glæde og udbryder "Bless you, bless you" og sætter virkelig pris på vores indsats.

Så er der "de onde" kommentarer.
Det er fra hankønnet at de kommer. Alle fra små drenge, til teenagere til gamle mænd.
Det er som sådan ikke onde kommentarer, men blot nedværdigende "komplimenter".
"Beautiful girl, looking for husbond? How many camels for you?", "Nice ass/body" og "You have beautiful eyes, how old are you?..." har blot været nogle af kommentarerne efterfulgt af elevatorblikket eller et slesk blink, hvor man ikke bare føler sig afklædt, men voldtaget af deres øjne.

Og til sidst men ikke mindst, de grusomme kommentarer.
Jeg er så glad for at jeg ikke er tysker, for de gange jeg er blevet forvekslet til at være tysk volontør, har det ikke været behageligt.
Kommentarer har været virkelig racistiske i form af "Scheiße, scheiße! Faschisten!", "Hitler!" og "Nazi!". Og kommentarerne kan udløses ved at vi blot sidder i bussen og snakker med hinanden.

Hvis blot mit liv var skrevet af Jane Austen

Mr. Darcy har smeltet hjerterne på Beit Tamars volontører.

Jeg har medbragt BBC's mini serie af Pride and Prejudice. En 6 timers lang filmatisering opdelt i 6 afsnit af Jane Austens roman af samme navn.

Sine, Katharina og jeg har 6 aftener tilbragt en times kvalitetstid sammen, hvor vi alle tre har sukket over mr. Darcy.
Det er skønt, at selvom vi arbejder forskellige timer, kan vi finde tid om aftenen til kvalitetshygge med smeltede hjerter.

Vi har lige set det sidste afsnit, og jeg kan ikke andet end at ønske jeg var Elizabeth Bennet og at jeg fik mr. Darcy.
Han er en langt større gentleman end de mænd i Israel som fløjter efter dig på gaden.

Hvis blot mit liv var skrevet af Jane Austen, ville jeg være sikker på at få mr. Darcy til sidst - så snart jeg har gennemlevet mr. Wickham og mr. Collins.