Jeg var omtalt i radioen i går.
Yup, den er god nok. Det var godt nok ikke på P3, men på Odense Studenterradio - som i mine øjne er næsten lige så sejt.
Ja, jeg kan det der med at mænge mig med offentligheden. Først bliver jeg bedste venner med Carsten Soulshock natten før jeg rejser til Israel. Vi blev så gode venner at jeg fik op til flere kindkys, da vi nemlig begge er nordjyder og han generelt bare synes enormt godt om mig. Respekt.
Og nu, eller det vil sige i går aftes, blev jeg nævnt og diskuteret i "Olæ - the radioshow" på Odense Studenterradio. Så tænker man måske, hvorfor i alverden er hun så populær, hende der Astrid. Det er simpelt: Jeg er så nizzle, at min buddy er en af værterne, Patrick C.
Showet hedder "Olæ - the radioshow", de sender hver anden fredag fra 19-20 på Odense Studenterradio - http://www.osr879.dk/ eller på FM 87,9.
Værterne er de to kække fyre Jørgen Bjørn Hansen og Patrick Cedergren.
Gør jer selv en tjeneste og tune in.
Dette indlæg er fuld af reklame, men de reklamerede for mig i går og det skal de lige have lidt credit for.
lørdag den 17. april 2010
onsdag den 14. april 2010
"I kiss you on your stomach so it will be good again"
Jeg kan ikke andet end at elske de piger jeg tager mig af hernede.
Jeg har haft en del maveproblemer efter vores tur til Sinai og Jordan, og da jeg er meget åben om alt, ved pigerne (og nu jer) også dette.
De sætter virkelig pris på os volontører og det arbejde vi udfører, så de vil os altid det bedste. Især når vi har det skidt, berører det dem dybt og de spørger altid ind til hvordan man har det, og kommer med bud på hvordan man bliver god igen.
Da jeg havde Moran i bad i morges og hun skulle bøje sig forover så jeg kunne tørre hendes ryg, tager hun fat i mig og kysser mig på maven hvorefter hun siger
"I kiss you on your stomach so it will be good again".
Selvom det blot var en simpel gestus, rørte det mig at se hvordan hun bekymrede sig om mit velbefindende, og jeg blev helt overvældet.
Jeg har haft en del maveproblemer efter vores tur til Sinai og Jordan, og da jeg er meget åben om alt, ved pigerne (og nu jer) også dette.
De sætter virkelig pris på os volontører og det arbejde vi udfører, så de vil os altid det bedste. Især når vi har det skidt, berører det dem dybt og de spørger altid ind til hvordan man har det, og kommer med bud på hvordan man bliver god igen.
Da jeg havde Moran i bad i morges og hun skulle bøje sig forover så jeg kunne tørre hendes ryg, tager hun fat i mig og kysser mig på maven hvorefter hun siger
"I kiss you on your stomach so it will be good again".
Selvom det blot var en simpel gestus, rørte det mig at se hvordan hun bekymrede sig om mit velbefindende, og jeg blev helt overvældet.
tirsdag den 13. april 2010
Qumran, Masada og Ein Gedi
Det er så blæret at bo i udlandet. Og så Israel af alle lande.
Det er vores fridag, og hvad gør man på sin fridag derhjemme? Jeg er normalt god til at være social, men jeg er også god til at ligge i sofaen og se den ene genudsendelse efter den anden med dårlige realityprogrammer, gerne Top Model og Project Catwalk.
Her bruges fridagene anderledes. Sammen med 7 andre volontører og Lise, tog vi på udflugt til Qumran, Masada og Ein Gedi.
Hvis jeg lige skal agere som lommeparlør, for jer som ikke har historien og geografien helt på plads, kan jeg fortælle at Qumran er det sted hvor dødehavsrullerne blev fundet, Masada er en gammel fæstning, hvor det siges at 900 jøder begik kollektivt selvmord for at undgå at romerne fik magten over dem. Samme sted havde kong Herodes til sommerhus. Ein Gedi er et af de steder, hvor det er muligt at bade ved Det Døde Hav.
Ved Qumran så vi de grotter, hvor man har fundet forskellige fragmenter fra dødehavsruller og livet i bjergene for over 2000 år siden.
Vi besteg Masada, da fæstningen er beliggende oppe på et bjerg. Et kort øjeblik overvejede jeg at tage liften op til toppen, men jeg er stædig og vil kunne svare at jeg gik op til Masadafæstningen - hvis nu jeg engang møder nogen som spørger mig.
Det var en times gåtur op i solens hede ved middagstid, men Negev-ørkenen er et smukt syn, så humøret led ingen last.
Hvis vi ikke havde haft Lise med som vores helt private audioguide, havde Masada ikke været særlig spændende, da det blot er gamle ruiner. Men Lise var med, og det var spændende at høre om hvordan man kunne leve i et overflodssamfund på toppen af et bjerg i ørkenen.
Masada ville være mit foretrukne hotel, hvis jeg havde levet for 2000 år siden. Ham Herodes havde sans for luksus med diverse spa og dampbade. Jeg kunne godt have været en af hans mange koner. Materialisme er lige mig.
Efter at have været kulturelle, blev det tid til at plaske rundt i Det Døde Hav. Det var så fedt!
Jeg har godt hørt at man flyder så let som ingenting. Men at det virkelig passede havde jeg ikke tænkt nærmere over.
Det er sandt. Man ligger vitterligt i havets overflade. Jeg kunne ligge på maven i vandet som om at jeg lå på en luftmadras. Men det var bare mit fedt og koncentrationen af salt i vandet som gjorde det muligt. Det var helt sikkert ikke min sidste gang ved dette hav.
Det eneste jeg skal have i mente, er nok at man ikke skal tage afsted efter en omgang Jordan-mave. Det har tendens til at svie bagi. Og så skal jeg nok lade være med at udpensle hvorfor for jer, men blot lade jeres fantasi sætte i gang.
Det er vores fridag, og hvad gør man på sin fridag derhjemme? Jeg er normalt god til at være social, men jeg er også god til at ligge i sofaen og se den ene genudsendelse efter den anden med dårlige realityprogrammer, gerne Top Model og Project Catwalk.
Her bruges fridagene anderledes. Sammen med 7 andre volontører og Lise, tog vi på udflugt til Qumran, Masada og Ein Gedi.
Hvis jeg lige skal agere som lommeparlør, for jer som ikke har historien og geografien helt på plads, kan jeg fortælle at Qumran er det sted hvor dødehavsrullerne blev fundet, Masada er en gammel fæstning, hvor det siges at 900 jøder begik kollektivt selvmord for at undgå at romerne fik magten over dem. Samme sted havde kong Herodes til sommerhus. Ein Gedi er et af de steder, hvor det er muligt at bade ved Det Døde Hav.
Ved Qumran så vi de grotter, hvor man har fundet forskellige fragmenter fra dødehavsruller og livet i bjergene for over 2000 år siden.
Vi besteg Masada, da fæstningen er beliggende oppe på et bjerg. Et kort øjeblik overvejede jeg at tage liften op til toppen, men jeg er stædig og vil kunne svare at jeg gik op til Masadafæstningen - hvis nu jeg engang møder nogen som spørger mig.
Det var en times gåtur op i solens hede ved middagstid, men Negev-ørkenen er et smukt syn, så humøret led ingen last.
Hvis vi ikke havde haft Lise med som vores helt private audioguide, havde Masada ikke været særlig spændende, da det blot er gamle ruiner. Men Lise var med, og det var spændende at høre om hvordan man kunne leve i et overflodssamfund på toppen af et bjerg i ørkenen.
Masada ville være mit foretrukne hotel, hvis jeg havde levet for 2000 år siden. Ham Herodes havde sans for luksus med diverse spa og dampbade. Jeg kunne godt have været en af hans mange koner. Materialisme er lige mig.
Efter at have været kulturelle, blev det tid til at plaske rundt i Det Døde Hav. Det var så fedt!
Jeg har godt hørt at man flyder så let som ingenting. Men at det virkelig passede havde jeg ikke tænkt nærmere over.
Det er sandt. Man ligger vitterligt i havets overflade. Jeg kunne ligge på maven i vandet som om at jeg lå på en luftmadras. Men det var bare mit fedt og koncentrationen af salt i vandet som gjorde det muligt. Det var helt sikkert ikke min sidste gang ved dette hav.
Det eneste jeg skal have i mente, er nok at man ikke skal tage afsted efter en omgang Jordan-mave. Det har tendens til at svie bagi. Og så skal jeg nok lade være med at udpensle hvorfor for jer, men blot lade jeres fantasi sætte i gang.
mandag den 12. april 2010
Holocaust Martyrs' and Heroes' Remembrance Day, 2010
I går, kl 20, startede mindedagen for holocaustens martyer og helte.
I og med at Israel er et land tildelt det jødiske folk som en form for plaster på såret efter deres forfølgelse under Anden Verdenskrig, berører holocausten dem alle dybt.
Der var et mindehøjtidelighedsshow i fjernsynet med sang, taler og portrætter af holocaustens ofre - alt sammen i en meget alvorlig og trist tone, og da jeg var på arbejde mens jeg så showet, fik jeg lov til at opleve hvilken effekt dette havde på vores beboere.
Hernede kan man mærke at det jødiske folk har en meget stærk nationalitetsfølelse. Den forfærdelige fortid har skabt et stort fællesskab. Selvom de piger som så showet stammer fra blandt andet Iran og Yemen, og ikke selv har familie som led under jødeforfølgelserne i Europa, berører det dem dybt hvad der engang skete for deres folk. Tårerne stod ud af øjnene på dem, og snottet løb.
Tænk hvis danskerne var ligeledes. De eneste tidspunkter jeg oplever sand nationalitetsfølelse blandt danskere, er når vi er nået langt i håndbold eller fodbold.
I dag valgte jeg at tage med Katharina (vores tyske roommate) og hendes tyske venner til mindehøjtideligheden i Yad Vashem, Holocaust museet. For at deltage, skulle man være skrevet på en gæsteliste, hvilket jeg ikke var. Men det lykkedes mig alligevel at komme med ind, fordi jeg fulgtes med tyskerne.
Mange stole var stillet op, og højtideligheden gik ud på at klokken 10 blev der holdt et minuts stilhed, hvorefter forskellige foreninger lagde en blomsterkrans ved Warsaw Ghetto Square.
Blandt publikum var præsidenten, premiere ministeren, repræsentants taleren for Knesset (Knesset = Christiansborg), overhovedet for højesteretten, borgmesteren, politichefen og mange, mange andre vigtige mennekser. Jeg er dog for lidt inde i den israelske politik til at opfatte hvem der var hvem.
Efter mindehøjtideligheden valgte jeg at se mig omkring på Yad Vashem.
Da min mor er skolelærer, har mine sommerferier altid indebåret kultur og historie. Og da vi i min familie altid har rejst meget, er det blevet til rigtig meget kultur og historie. Heriblandt har jeg oplevet mange af levnene fra Anden Verdenskrig, såsom Anne Franks hus, massegrave i nordmandiet og koncentrationslejre i både Tyskland, Frankrig og Tjekkiet.
Yad Vashem er ikke bygget på en en gammel KZ lejr eller noget der har noget med krigen at gøre. Alligevel var det en rørende oplevelse at se museet. Ikke fordi museet var meget bedre end andre museer, men nok fordi jeg kom den dag jeg kom. Det er en meget emotionel dag for jøderne, og at betragte museets turister en dag som denne, var meget gribende. Ikke et øje var tørt ved de fleste, og jeg tog helt mig selv i at blive berørt.
I og med at Israel er et land tildelt det jødiske folk som en form for plaster på såret efter deres forfølgelse under Anden Verdenskrig, berører holocausten dem alle dybt.
Der var et mindehøjtidelighedsshow i fjernsynet med sang, taler og portrætter af holocaustens ofre - alt sammen i en meget alvorlig og trist tone, og da jeg var på arbejde mens jeg så showet, fik jeg lov til at opleve hvilken effekt dette havde på vores beboere.
Hernede kan man mærke at det jødiske folk har en meget stærk nationalitetsfølelse. Den forfærdelige fortid har skabt et stort fællesskab. Selvom de piger som så showet stammer fra blandt andet Iran og Yemen, og ikke selv har familie som led under jødeforfølgelserne i Europa, berører det dem dybt hvad der engang skete for deres folk. Tårerne stod ud af øjnene på dem, og snottet løb.
Tænk hvis danskerne var ligeledes. De eneste tidspunkter jeg oplever sand nationalitetsfølelse blandt danskere, er når vi er nået langt i håndbold eller fodbold.
I dag valgte jeg at tage med Katharina (vores tyske roommate) og hendes tyske venner til mindehøjtideligheden i Yad Vashem, Holocaust museet. For at deltage, skulle man være skrevet på en gæsteliste, hvilket jeg ikke var. Men det lykkedes mig alligevel at komme med ind, fordi jeg fulgtes med tyskerne.
Mange stole var stillet op, og højtideligheden gik ud på at klokken 10 blev der holdt et minuts stilhed, hvorefter forskellige foreninger lagde en blomsterkrans ved Warsaw Ghetto Square.
Blandt publikum var præsidenten, premiere ministeren, repræsentants taleren for Knesset (Knesset = Christiansborg), overhovedet for højesteretten, borgmesteren, politichefen og mange, mange andre vigtige mennekser. Jeg er dog for lidt inde i den israelske politik til at opfatte hvem der var hvem.
Efter mindehøjtideligheden valgte jeg at se mig omkring på Yad Vashem.
Da min mor er skolelærer, har mine sommerferier altid indebåret kultur og historie. Og da vi i min familie altid har rejst meget, er det blevet til rigtig meget kultur og historie. Heriblandt har jeg oplevet mange af levnene fra Anden Verdenskrig, såsom Anne Franks hus, massegrave i nordmandiet og koncentrationslejre i både Tyskland, Frankrig og Tjekkiet.
Yad Vashem er ikke bygget på en en gammel KZ lejr eller noget der har noget med krigen at gøre. Alligevel var det en rørende oplevelse at se museet. Ikke fordi museet var meget bedre end andre museer, men nok fordi jeg kom den dag jeg kom. Det er en meget emotionel dag for jøderne, og at betragte museets turister en dag som denne, var meget gribende. Ikke et øje var tørt ved de fleste, og jeg tog helt mig selv i at blive berørt.
søndag den 11. april 2010
Spørge-Jørgen tager til Egypten og Jordan med de kristne
Sine og jeg har fiflet os til i alt 25 feriedage hernede, og det var på tide at få brugt nogle af dem. Sammen med Israel Missionen, Joffihuset, Ordet & Israel og Dicipelskolen i Tiberias var vi 40 unge som rejste til Egypten og Jordan fra 4-10 april.
Det var en ubeskrivelig oplevelse hvor vi blandt andet besteg Sinaibjerget, sov på toppen så vi kunne se solopgangen. Vi vandrede i en ørken, hvor vi sov i en beduinlejr. Vi red på kameler og så et camel race. Vi sov i sivhytter ned til Det Røde Hav. Vi var på jeep tur i Wadi Rum. Vi fik 
ikke-alkoholiske drikke og vandpibe i Aqaba. Vi vandrede rundt i Petra og vi legede S, P eller K i Amman. Og jeg har fået ufatteligt mange stempler i mit pas. Awesomeness!Jeg var meget spændt på at komme afsted. Jeg kendte ikke
særlig mange, og jeg vidste at jeg ville være noget anderledes end alle de andre. Dels fordi jeg er nordjyde (der var kun én mere udover mig af samme "nationalitet", alle andre kommer fra bibelstrædet - nemlig midt- og vestjylland) og dels fordi jeg ikke er kristen. 
Det sidste viste sig dog slet ikke at være nogen hindring for at møde det nye fællesskab. Det skabte mange spændende samtaler om livets store spørgsmål, og ofte kom spørgsmålet om hvorfor jeg så var taget til Israel, når det ikke var af religiøse årsager. Mit svar 
blev kortere og kortere for hver gang, og til sidst komprimerede jeg det til sætningen at det er fordi jeg fik fortalt at det var landet som flød med mælk og honning. Hernede er jeg den helt store Spørge-Jørgen, men ingen virker til at have noget imod det. Alle svarer gerne på mine store og små spørgsmål om deres tro, og jeg nyder at suge informationerne til mig.
Blandt andet har jeg fået udspurgt mange om synet på skabelsen, på ægteskab, på det at have sex før ægteskab, på at drikke sig fuld og på homoseksualitet.
Til trods for at jeg hovedsageligt rejser med unge fra Indre Mission og Lutheransk Mission, og de har de samme grundværdier, er alle de svar på de spørgsmål jeg stiller, forskellige fra individ til individ.
Det er det forunderlige ved at læse biblen. Det er som hvis en dansklærer beder sine elever om at analysere og fortolke en roman, og alle de stile læreren vil få tilbage, alle er forskellige. Det er forskelligt fra person til person hvad der bliver lagt mærke til og vægt på.
Jeg bør også snart selv begynde at læse lidt i min lommebibel på hverdagsdansk, så jeg kan få et endnu større indblik i hvorfor de kristne og jøderne ter sig som de gør.
fredag den 2. april 2010
Lang Fredag
For jer som ikke ved det, er Lang Fredag den dag hvor Jesu bar korset langs Via Dolorosa og op til Golgata, hvor han blev korsfæstet. Altså går den ud på andet, end at pleje tømmermænd fra torsdagsdruk.
Denne dag er det i Jerusalem en tradition at gå samme vej som Jesus gik i sin tid, nemlig Via Dolorosa.
Den danske vandring på Via Dolorosa foregik kl 8 om morgenen, så vi var tidligt afsted med bussen om morgenen. Der var mange mennesker allerede kl 8 om morgenen mens vi gik. Fik jeg pointeret at det var tidligt om morgenen? Ellers får i den lige en gang til, det var om morgenen - tidligt.
Det foregik således at vi gik fra station til station, hvor vi ved hver station havde oplæsning fra forskellige passager i biblen, hvor vandringen står beskrevet. Efter oplæsning sang vi en salme, og gik derefter videre til næste station. Således foregik hele vandringen som sluttede af med en prædiken i St. John's Chappel i Redeemers Church (den danske kirke).
Efter den danske vandring, var vi nogle stykker som ønskede at se den internationale vandring, som foregik kl 12. Det var umuligt at komme i nærheden i Via Dolorosa. Menneskemængden var massiv, og folk maste hinanden op ad de forskellige politiafskæringer.
Jeg og Emmeli (en pige fra organisationen Ordet og Israel) fiflede os foran til hegnet og kunne se en smule af optoget, da en mand klædt ud som Jesus med en tornekrone, kom bærende med et kæmpe kors i følgeskab af Simon som hjalp med at bære korset, jomfru Maria, Maria Magdalena og romere i armering samt en mand bærende på en kæmpe boom blaster. Folk gik helt grassat da dette optog blev udført, og man kunne ikke se noget for udstrakte hænder med kameraer.
Det er sjovt at se hvor forskellige grupperinger der findes inden for kristendommen, og hvor forskelligt troen praktiseres.
Det danske optog var meget stille, roligt og fredeligt, men der var nogle ortodokse præster af en eller anden art som var villige til at vælte alle ned på deres vej; en idiot havde fejlagtigt troet at han kunne køre i bil på Via Dolorosa i modsat retning af optoget, og da folk prøvede at få bilen fra fra massemængden, kom disse præster stormende ned af gaden med et enormt stort metalkors i stil med 3 meter langt. Og der var ingen nåde, de skulle vandre smertens vej, og det var her og nu. Koste hvad det ville, om så en lille etiopisk kvinde ville blive trampet ned under processen, skulle det ske.
Det er en kæmpe oplevelse at opleve påsken hernede, og på tæt hold se hvor vigtig en rolle religion spiller i mennesket. Folk valfarter fra nær og fjern for at opleve Jerusalem i denne tid. Det får en som mig til at tænke. Det må være utroligt at brænde så meget for noget, som man ikke kan bevise er virkeligt. Jeg er endnu ikke blevet religiøs mens jeg har været hernede, men jeg er begyndt at få en større forståelse for hvorfor det er så vigtigt for nogle mennsker at tro. I de mennesker jeg møder, kan jeg se at deres religion spiller en stor rolle i deres hverdag, og selvom det til tider skaber dem store frustrationer, finder de oftest også stor tilfredsstillelse i deres tro. Og det er fantastisk at betragte.
Hvor jeg dog virkelig håber på at komme ind på antropologistudiet i Århus så jeg kan få et erhverv ud af at betragte menneskers adfærd.
Denne dag er det i Jerusalem en tradition at gå samme vej som Jesus gik i sin tid, nemlig Via Dolorosa.
Den danske vandring på Via Dolorosa foregik kl 8 om morgenen, så vi var tidligt afsted med bussen om morgenen. Der var mange mennesker allerede kl 8 om morgenen mens vi gik. Fik jeg pointeret at det var tidligt om morgenen? Ellers får i den lige en gang til, det var om morgenen - tidligt.
Det foregik således at vi gik fra station til station, hvor vi ved hver station havde oplæsning fra forskellige passager i biblen, hvor vandringen står beskrevet. Efter oplæsning sang vi en salme, og gik derefter videre til næste station. Således foregik hele vandringen som sluttede af med en prædiken i St. John's Chappel i Redeemers Church (den danske kirke).
Efter den danske vandring, var vi nogle stykker som ønskede at se den internationale vandring, som foregik kl 12. Det var umuligt at komme i nærheden i Via Dolorosa. Menneskemængden var massiv, og folk maste hinanden op ad de forskellige politiafskæringer.
Jeg og Emmeli (en pige fra organisationen Ordet og Israel) fiflede os foran til hegnet og kunne se en smule af optoget, da en mand klædt ud som Jesus med en tornekrone, kom bærende med et kæmpe kors i følgeskab af Simon som hjalp med at bære korset, jomfru Maria, Maria Magdalena og romere i armering samt en mand bærende på en kæmpe boom blaster. Folk gik helt grassat da dette optog blev udført, og man kunne ikke se noget for udstrakte hænder med kameraer.
Det er sjovt at se hvor forskellige grupperinger der findes inden for kristendommen, og hvor forskelligt troen praktiseres.
Det danske optog var meget stille, roligt og fredeligt, men der var nogle ortodokse præster af en eller anden art som var villige til at vælte alle ned på deres vej; en idiot havde fejlagtigt troet at han kunne køre i bil på Via Dolorosa i modsat retning af optoget, og da folk prøvede at få bilen fra fra massemængden, kom disse præster stormende ned af gaden med et enormt stort metalkors i stil med 3 meter langt. Og der var ingen nåde, de skulle vandre smertens vej, og det var her og nu. Koste hvad det ville, om så en lille etiopisk kvinde ville blive trampet ned under processen, skulle det ske.
Det er en kæmpe oplevelse at opleve påsken hernede, og på tæt hold se hvor vigtig en rolle religion spiller i mennesket. Folk valfarter fra nær og fjern for at opleve Jerusalem i denne tid. Det får en som mig til at tænke. Det må være utroligt at brænde så meget for noget, som man ikke kan bevise er virkeligt. Jeg er endnu ikke blevet religiøs mens jeg har været hernede, men jeg er begyndt at få en større forståelse for hvorfor det er så vigtigt for nogle mennsker at tro. I de mennesker jeg møder, kan jeg se at deres religion spiller en stor rolle i deres hverdag, og selvom det til tider skaber dem store frustrationer, finder de oftest også stor tilfredsstillelse i deres tro. Og det er fantastisk at betragte.
Hvor jeg dog virkelig håber på at komme ind på antropologistudiet i Århus så jeg kan få et erhverv ud af at betragte menneskers adfærd.
torsdag den 1. april 2010
Skærtorsdag
Det er i dag skærtorsdag, den aften hvor Jesu holdte sin sidste nadver, bad i Getsetemans have og blev taget til fange af romerne.
Tjek lige ud, hvor god jeg er blevet til den kristne historie. Respekt til mig.
Vi fejrede skærtorsdag med en international gudstjeneste i Redeemer Church (hvori den danske kirke er placeret) i den gamle by.
Denne gudstjeneste foregik på flere forskellige sprog og derefter gik vi i et optog langs via Dolorosa, ud af byen, forbi Getseteman Have og op til Maria Magdalena kirken.
Under optoget, havde vi et sanghæfte med 17 sange, hvoraf jeg kendte absolut ingen. Lidt ærgerligt. Men heldigvis var jeg ikke den eneste.
Da vi ankom til Maria Magdalena kriken tændte vi lys mens der blev holdt andagt på henholdvis engelsk, tysk, dansk, arabisk og svensk.
Tjek lige ud, hvor god jeg er blevet til den kristne historie. Respekt til mig.
Vi fejrede skærtorsdag med en international gudstjeneste i Redeemer Church (hvori den danske kirke er placeret) i den gamle by.
Denne gudstjeneste foregik på flere forskellige sprog og derefter gik vi i et optog langs via Dolorosa, ud af byen, forbi Getseteman Have og op til Maria Magdalena kirken.
Under optoget, havde vi et sanghæfte med 17 sange, hvoraf jeg kendte absolut ingen. Lidt ærgerligt. Men heldigvis var jeg ikke den eneste.
Da vi ankom til Maria Magdalena kriken tændte vi lys mens der blev holdt andagt på henholdvis engelsk, tysk, dansk, arabisk og svensk.
Abonner på:
Opslag (Atom)
