I Torkilds fodspor

Os volontører er rigtig glade for den danske filmperle "Blinkende Lygter". Især scenen hvor der pustes æg, har en særlig plads i vore hjerter, og da påsken er lige om hjørnet, har vi alle besluttet os for at samles og puste æg på god, gammeldags maner.

http://www.youtube.com/watch?v=E2WrE7SKmK4

Ovenstående link, er det eksempel på dansk kultur, vi alle prøvede at efterleve.

Vi var alle samlet hos Mette, og vi havde en vældig morsom aften. Jeg er totalt nede med det at puste æg.

Kender I det, når man ved en fejltagelse smider sine underbukser i toilettet?

Jeg får alt for lidt søvn hernede. Og det er min egen skyld. Nogle gange får det blot uheldige konsekvenser.

Da jeg i morges stod tidligt op (af egen fri vilje, fordi det var min fridag, og det skal udnyttes til fulde), var jeg åbenbart ikke vågnet helt op endnu.
Jeg var gået ind på badeværelset for at tage mit morgenbad, men så forkludrer jeg min morgenrutine.
Jeg plejer om morgenen at gå på toilet og smide mine snavsede underbukser til vask, men denne morgen går jeg ikke på toilet. I stedet smider jeg trusserne i toilettet, og først da de ligger i kummen og langsomt vædes til med væske, går det op for mig hvad jeg har gjort.
Jeg bander og svovler, får underbukserne fisket op og går i bad.
Heldigvis forvekslede jeg kun toilettet med vasketøjskurven, og ikke vasketøjskurven med toilettet. Så havde det været en helt anden, og noget mere ulækker fortælling jeg havde om morgenens strabadser.

Det er ikke altid lige nemt at se forskel på vasketøjskurven og toilettet. Begge har jo noget med vand at gøre.

At være langt hjemmefra

Så er det sket. Så er det krafteddermandme endelig sket at Flight of the Conchords kommer til Danmark og spiller på Vega. De spiller den 23. maj, og selvfølgelig er jeg ikke hjemme! Kæmpe fejl.
Jeg må se om jeg kan komme til en eller anden vild koncert hernede som kompensation, selvom det aldrig nogensinde kan måle sig med at høre Jemaine og Bret.

Moshes livsfilosofi

"Love is energy. If we don't have love, we don't have energy. And we need energy to live" / Moshe.

H&M kommer til byen

Folk er jublende glade her i Israel, for nu er de en del af den sande civilisation; de har fået H&M!

Da jeg først skulle møde kl 14 i dag, kunne jeg lige nå et smut i the Canyon/Jerusalem Mall.
Centeret var fyldt med mennesker. Jeg tænkte "nåh ja, det er fredag (tilsvarende vores lørdag), så alle har fri og kan shoppe". Men hvad jeg ikke havde tænkt over, var at tidligere i ugen var H&M åbnet.
Dette er store nyheder i Israel. I fjernsynet, aviserne og reklamerne har man ikke hørt om andet, og ved åbningen af butikken i Tel Aviv havde hundredvis af mennesker ligefrem stået flere timer i kø.

Da jeg kommer op på anden etage, ser jeg selv en massemængde af mennesker stående i kø foran en forretning med det velkendte røde logo bestående af 3 tegn, et H, et & og et M.

De var alle linet op som folk der står i kø til en fancy natclub i London med dørmænd som bestemmer hvornår der er plads til dig derinde.

Jeg kunne ikke skjule mit grin, og tog billeder af dette vanvittige syn. Det er jo bare en ganske almindelig H&M. Men folk var ellevilde. Jeg stillede mig selv op i køen, for dette ville jeg være en del af. Folk hev bunket af tøj til sig og da køen til omklædningsrummet var flere meter lang og bred, gav flere op og prøvede blot tøjet foran det nærmeste spejl i butikken.

Det morsomste ved det hele, er at udbuddet ikke engang var særlig stort. Butikken er kun på størrelse med den i City Syd i Aalborg og udbuddet godt det samme.

Men hey, nu er Israel lige så international som alle de europæiske lande, for nu har de H&M butikker, og ikke bare en, men hele to. Sådan!

Ørkenvandringen part 2, now featuring Jakob og de 10 volontører

"Men i ørkenen gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron og sagde til dem: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.« " 2. Mos. 16, 2-3.

Da jeg for flere år siden holdt som spejder, troede jeg at nu var det endelig færdig med vandreture med rygsække og overnatninger i telte samt mad over bål eller kokkereret i trangia. Det er ikke tilfældet.

Søndag aften tog vi hen til præstelejligheden for at overnatte, så vi dermed kunne komme tidligt afsted til Maktesh Ramon ørkenen næste dag.
Vi havde lejet 3 biler og fået fordelt proviant og telte i de forskellige rygsække. Alle bar rygsække i vægtklassen 10 til 22 kg, de fleste over 14 kg. Jeg var hardcore; min vejede 17 kg.

Afsted på turen havde vi Tel Aviv bilen med Anette og Martin, Lisbet og Thomas. Der var en bil med Jakob Præst, Simon og Matilde og der var den fede bil med Mette, Sine, Peder og undertegnede.
Køreturen var på 3 timer, så vi havde forskelligt musik med. Der var Depeche Mode, Kent og Keane, som blev spillet hver gang jeg fik magten over anlægget, og der var noget lovsangspjat som de andre satte på når jeg ikke sad på forsædet og kunne dominere. Vi lever jo i et demokrati, og ikke diktatur med mig på lederposten. Desværre.

Maktesh Ramon, en del af Negevørkenen, er et kæmpe krater med få similariteter til Gran Canyon. Vi parkerede bilerne i den ene ende af krateret første dag, startede ud med frokost og påbegyndte derefter vores ørkenvandring.
Jakob havde før spurgt om turen skulle være hardcore eller human.
Som tidligere nævnt, lever vi desværre i et demokrati, og da jeg var den eneste som stemte for en human tur, blev jeg nedstemt og dermed udsat for flertallets diktatur.
Og det var hardcore. Vi gik 15-20 km hver dag, og det indebar ikke bare bakke, men bjerg op og bjerg ned og usikkert underlag at gå på med tunge rygsække i høj sol og sandet blæsevejr.
Til trods for mælkesyrede ben, rygge og nakker, vabler på vores fødder og godmodigt brok, var det dog et helt fantastisk landskab som vi befandt os i. Klippeformationer i forskellige farver rangerende fra rød til hvid til sort til lilla og en helt klar, blå himmel.

Første aften blev det hurtigt koldt efter solen gik ned. Der blæste enormt meget, og vi havde ingen steder med læ, hvor vi kunne placere vores telte, og hvis man som pige ville på toilet, skulle man gå et pænt stykke vej for at kunne skjule sig bag et bjerg.
Men vores aften var skøn alligevel. Vi var færdige med at gå for denne dag og aftensmaden var helt fantastisk. Vi fik ris med pølseret lavet på trangia i mørke ved hjælp af pandelamper. Det var måske ikke et michelin måltid, men jeg giver det 5 kæmpe stjerner. Sulten er det bedste krydderi sammen med pølser.
Efter aftensmad lavede vi lejrbål, drak øl og cola og grillede skumfiduser. Kan det blive meget bedre?

Jeg har erfaret at man aldrig skal stole på Jakobs afstandsbedømmelser. Når vi spurgte hvor langt vi var nået, var det altid en tredjedel. Et par kilometer senere? Stadig kun en tredjedel plus lidt mere. Og efter yderligere tilbagelagte kilometer udbryder han at nu er det ved at være den tredjedel vi har gået.
På andendagen gik Martin, Peder og Jakob i forvejen for at hente bilerne. Planen var at de skulle gå en genvej på 10 km hen til bilerne og køre os i møde med dem, således vi andre kun skulle gå 5 km. Vejen var tidligere blevet vasket væk af regnen, så bilerne kunne kun køres 3 km, og vi nåede at gå næsten 10 og ikke 5 km før vi kom dem i møde.
Aldrig igen stoler jeg på Jakobs afstandsbedømmelse.

Vi kørte bilerne hen til den anden ende af krateret og parkerede dem ved en beduinlejr, hvor vi kunne fylde vores vandflasker op.
Denne dags vandring var meget mere vellykket end den forrige, som til Jakobs forsvar, havde været et eksperiment.
Vi gik på en bjergryg og havde den mest vidunderlige udsigt over hele krateret og bjergene som omringer det. Og tempoet var til at holde ud. Stien var nemlig relativ smal, og jeg førte an. Dermed var jeg med til at bestemme tempoet. Da vi kom ned fra bjergryggen, kom vi ned i et gammelt flodleje som førte os hen mod næste nats lejr, som var virkelig god. Vi havde læ fra smukke bjerge og fik sat en lejr op med telte og lejrbål med gentagelse af forrige aftens succes. Blot med en anden ret og mindre kulde.
Og til lejrbålet bidrog Martin med underholdningen; sin helt egen quiz med Beverly Hills 90 210 spørgsmål, hvilke Peder blandt andet var mester i at besvare. Og ja, der blev læst rigtigt. Quizzen er lavet af en fyr og en anden fyr var mester i at besvare. Hvem sagde kønsrolleforvirring?
Jeg kan virkelig ikke beskrive hvor god en vandring vi havde denne dag. Til trods for at vores kroppe var ømme af at vandre med rygsække, var det ikke noget man bed mærke i, når man så de overvældende spændende landskaber. Der var gode vibrationer fra alle og det var bare en helt igennem god dag.

Sidste dag i ørkenen startede med havregrød med chokolade. Derefter pakkede vi lejren ned, gik hen til bilerne og satte vores rygsække, så vi ikke skulle bære dem til vores bestigning af et meget, meget, meget stejlt bjerg.
Jeg lider i forskellige tilfælde af slem højdeskræk, og bestigningen af dette bjerg blev et af dem. Som sagt var det meget stejlt, i mine øjne gik det lodret opad. Og man havde intet skridsikkert fodfæste.
Det krævede meget energi og selvdisciplin at kravle op, for tænkte kun på hvordan jeg mon nogensinde ville kunne komme ned igen, men jeg klarede det og kom op på toppen til de andre som spiste pitabrød med nutella og drak cola.
Efter nogle hoppebilleder var taget, gik turen nedad igen, og Jakob guidede mig ned ved at gå foran mig. Dermed kom jeg ned uden problemer, og vi gik tilbage til bilerne og kørte hjem mod Jerusalem.

Jeg synes det var virkelig fedt at være med på ørkenturen, til trods for al det brok jeg af og til lukkede ud. Er stolt af mig selv for at have klaret det, men som min krop har det lige nu, skal jeg kun med igen hvis der bliver kortere distancer at skulle nedlægge og mere tid i lejren. Lige nu er min krop som en 90 årig kvindes med hofteskred. Og jeg er altså kun 21 år.

Jeg kan nu sætte mig fuldt ind i jødernes frustration over at skulle vandre rundt i ørkenen i 40 år. Og jeg vandrede kun i knap 3 dage. Jeg er overbevist om at Jakob også må have virkelig ondt af Moses, som ikke bare skulle lede 10 volontører rundt i 3 dage, men et helt folkefærd rundt i 40 år.

Eilat

Da vores husmoder, Chaya, fortalte os at vi skulle med arbejde til Eilat, og det betød at vi skulle fra et regnfyldt Jerusalem og sydpå til et solrigt Eilat, var vi lutter glade miner.

Vi havde en dejlig tur til Eilat, det var skønt at få lov at komme til Eilat, og det var alletiders at det blev med de unge på Beit Tamar, for på denne måde ville vi komme tættere på dem og få nogle oplevelser sammen med dem.
Men, og der kommer altid et men.
Vi var blevet forberedt på at skulle arbejde en del, men vi var slet ikke forberedt på hvor meget "en del" egentlig indebar.

Turen til Eilat forløb sig fra mandag til torsdag. Og mandag startede vi arbejdsdagen kl 6.30, og havde først fri kl 23.30, og vi havde ingen fritid fået denne dag. 17 timers non-stop arbejde. Flere af timerne bestod dog af at sidde i en bus, men jævnligt bliver man bedt om at give lidt vand, flytte på en fod eller blot at underholde.

Israelere har et ry for at være yderst utålmodige i forhold til fx en dansker. Og det er der altså ikke noget at sige til, når deres ventetid altid er så lang. Effektivitet er ikke essensen af arbejdsmoralen hernede.
Pigerne var alle klar til at komme afsted da klokken var 8 om morgenen, alligevel blev der kun ordnet småting hist og her da alle var klar, og da bussen endelig kom, gik der en milliard år (okay, overdrivelse fremmer forståelse) før de overhovedet begyndte at pakke den og sende pigerne op i bussen. Og da de endelig var kommet ind i bussen med en lift, skulle der lige bruges yderligere en time på at få alle spændt fast. Og vi taler om i alt 7 kørestolsbrugere. Klokken var næsten 11, før at alt var pakket, spændt og klart og turen gik sydpå.



Køreturen derned var helt vidunderlig. Vi kørte et langt stykke af vejen langs det døde hav og i et ørkenlandskab, og det levede fuldstændig op til mit indre billede af hvad Israel var. Ikke noget med moderne bygninger og larmende trafik. Nej, blot en sø og ørkenlandskab.
Det var ret vildt at befinde sig på verdens laveste punkt, og man fik hurtigt propper i ørene. Jeg glæder mig til at komme derned og bade. Det er blot en halv dagstur i bus fra Jerusalem.

Hotellet vi boede på, var ikke lige det mest velegnede for kørestolsbrugere. Hvis jeg fortæller at navnet på hotellet var Isrotel Sport Club, burde alarmklokkerne have ringet i vores leders ører. Men nej. Vi var blevet indlogeret på et sportsorienteret hotel med unge i kørestol som ikke dyrker anden sport end at løfte deres morgenkage fra tallerkenen til munden, hvilket ikke engang alle gør selv.
Det var rigtig bøvlet indrettet dette hotel. Sengene var virkelig lave, og dermed umulige og ubrugelige når pigerne skulle forflyttes til deres senge, og vi havde ingen lift, så måtte selv forflytte dem og gøre vores bedste for at undgå at gøre unødvendige bevægelser og dermed ødelægge vore rygge.
Det var helt galt hver gang pigerne ville fra lobbyen og ned til salonen. Der var ikke mere end 4 trins plateau forskel, men det var alligevel nok til at gøre det umuligt for beboerne at komme frem og tilbage uden at en ansat kom og hjalp med en oldgammel elevator som tog over 30 minutter for at få alle mand igennem.
På den anden side, var det et hotel med All Inclusive og et godt, stort udvalg til buffeten både til morgenmad, frokost og middagsmad samt mulighed for kage, is og drinks i alle de mængder man kunne ønske sig.
Og der var en pool med en bar. Hvad andet kan jeg sige end ordet "nice"?

Om aftenen var der forskelligt elendig underholdning på hotellet. Det var så elendig en underholdning at det var yderst underholdende, og vi havde svært ved at holde masken, for vores leder og de andre workere klappede i hænderne af begejstring. En aften var det børneunderholdning med eksempelvis stopdans og banko. En anden aften bestod af et latterligt par som delvis sang og delvis mimede til dårlige israleske schlagere og folk blev inviteret ud på dansegulvet til fælles dans på rad og række.
Ikke kun vores hotel bød på elendig underholdning, også søsterhotellet bød på et stort "spektakulært" show "that will leave you breathless". Måske jeg bare har set lidt for mange store, spektakulære shows i storbyer verden over, men dette var alt andet end i klasse med Broadway. Amatørartister i mærkelige forskellige shows uden nogen som helst sammenhæng til hinanden. Eksempelvis var en scene bestående af en mand og kvinde i et kontor, kvinden stripper til corsage og begynder derefter at jonglere bolde som forspil, og taber adskillige af boldene. Næst efter kommer 4 mænd med afbleget hår og avatarlignende kostumer og begynder akrobatik efterfulgt af et 80'er discoparty på rulleskøjter.



Når vi endelig fik fri sent om aftenen, kunne vi ikke komme hurtigt nok udenfor og sidde med benene oppe og med kolde drikkevarer i hånden.

Tirsdag havde vi 3 timer fri, og dem tilbragte vi med stor glæde ved poolen. Onsdag fik vi en time for os selv, også tilbragt ved poolen. Og efter 30 minutter tilbragt i en park med en mand, som skulle lære pigerne ikke at være bange for hunde, fik vi 3 timer mere til rådighed, hvor vi gik langs Eilats promenade.
Jeg har ikke rigtig set noget af Eilat, men tror til gengæld at den smule jeg så, også er den smule der er at se. Det er en dejlig by, men meget lig andre badebyer i Europa.



Torsdag oprandt dagen endelig hvor vi skulle tilbage til Jerusalem. Jeg ved godt jeg lyder ekstremt negativ i mine beretninger. Forstå mig ret, jeg nød at få muligheden for at komme sydpå og opleve Eilat, men jeg nød lige så meget at komme hjem igen til en weekend uden arbejde og uden at høre sætningen "Astrid, can you please ...".
Både Sine og jeg var ret så brugte efter 4 dages intens arbejde, og jeg formåede at lave et vred i min ryg under hjælp til et toiletbesøg og i forvejen værkede kroppen.
Så da vi kom hjem til kageklubben med de andre volontører, troede jeg næsten jeg var død og steget til himmels.