Vi havde en dejlig tur til Eilat, det var skønt at få lov at komme til Eilat, og det var alletiders at det blev med de unge på Beit Tamar, for på denne måde ville vi komme tættere på dem og få nogle oplevelser sammen med dem.
Men, og der kommer altid et men.
Vi var blevet forberedt på at skulle arbejde en del, men vi var slet ikke forberedt på hvor meget "en del" egentlig indebar.
Turen til Eilat forløb sig fra mandag til torsdag. Og mandag startede vi arbejdsdagen kl 6.30, og havde først fri kl 23.30, og vi havde ingen fritid fået denne dag. 17 timers non-stop arbejde. Flere af timerne bestod dog af at sidde i en bus, men jævnligt bliver man bedt om at give lidt vand, flytte på en fod eller blot at underholde.
Israelere har et ry for at være yderst utålmodige i forhold til fx en dansker. Og det er der altså ikke noget at sige til, når deres ventetid altid er så lang. Effektivitet er ikke essensen af arbejdsmoralen hernede.
Pigerne var alle klar til at komme afsted da klokken var 8 om morgenen, alligevel blev der kun ordnet småting hist og her da alle var klar, og da bussen endelig kom, gik der en milliard år (okay, overdrivelse fremmer forståelse) før de overhovedet begyndte at pakke den og sende pigerne op i bussen. Og da de endelig var kommet ind i bussen med en lift, skulle der lige bruges yderligere en time på at få alle spændt fast. Og vi taler om i alt 7 kørestolsbrugere. Klokken var næsten 11, før at alt var pakket, spændt og klart og turen gik sydpå.
Køreturen derned var helt vidunderlig. Vi kørte et langt stykke af vejen langs det døde hav og i et ørkenlandskab, og det levede fuldstændig op til mit indre billede af hvad Israel var. Ikke noget med moderne bygninger og larmende trafik. Nej, blot en sø og ørkenlandskab.
Det var ret vildt at befinde sig på verdens laveste punkt, og man fik hurtigt propper i ørene. Jeg glæder mig til at komme derned og bade. Det er blot en halv dagstur i bus fra Jerusalem.
Hotellet vi boede på, var ikke lige det mest velegnede for kørestolsbrugere. Hvis jeg fortæller at navnet på hotellet var Isrotel Sport Club, burde alarmklokkerne have ringet i vores leders ører. Men nej. Vi var blevet indlogeret på et sportsorienteret hotel med unge i kørestol som ikke dyrker anden sport end at løfte deres morgenkage fra tallerkenen til munden, hvilket ikke engang alle gør selv.
Det var rigtig bøvlet indrettet dette hotel. Sengene var virkelig lave, og dermed umulige og ubrugelige når pigerne skulle forflyttes til deres senge, og vi havde ingen lift, så måtte selv forflytte dem og gøre vores bedste for at undgå at gøre unødvendige bevægelser og dermed ødelægge vore rygge.
Det var helt galt hver gang pigerne ville fra lobbyen og ned til salonen. Der var ikke mere end 4 trins plateau forskel, men det var alligevel nok til at gøre det umuligt for beboerne at komme frem og tilbage uden at en ansat kom og hjalp med en oldgammel elevator som tog over 30 minutter for at få alle mand igennem.
På den anden side, var det et hotel med All Inclusive og et godt, stort udvalg til buffeten både til morgenmad, frokost og middagsmad samt mulighed for kage, is og drinks i alle de mængder man kunne ønske sig.
Og der var en pool med en bar. Hvad andet kan jeg sige end ordet "nice"?
Om aftenen var der forskelligt elendig underholdning på hotellet. Det var så elendig en underholdning at det var yderst underholdende, og vi havde svært ved at holde masken, for vores leder og de andre workere klappede i hænderne af begejstring. En aften var det børneunderholdning med eksempelvis stopdans og banko. En anden aften bestod af et latterligt par som delvis sang og delvis mimede til dårlige israleske schlagere og folk blev inviteret ud på dansegulvet til fælles dans på rad og række.
Ikke kun vores hotel bød på elendig underholdning, også søsterhotellet bød på et stort "spektakulært" show "that will leave you breathless". Måske jeg bare har set lidt for mange store, spektakulære shows i storbyer verden over, men dette var alt andet end i klasse med Broadway. Amatørartister i mærkelige forskellige shows uden nogen som helst sammenhæng til hinanden. Eksempelvis var en scene bestående af en mand og kvinde i et kontor, kvinden stripper til corsage og begynder derefter at jonglere bolde som forspil, og taber adskillige af boldene. Næst efter kommer 4 mænd med afbleget hår og avatarlignende kostumer og begynder akrobatik efterfulgt af et 80'er discoparty på rulleskøjter.
Når vi endelig fik fri sent om aftenen, kunne vi ikke komme hurtigt nok udenfor og sidde med benene oppe og med kolde drikkevarer i hånden.
Tirsdag havde vi 3 timer fri, og dem tilbragte vi med stor glæde ved poolen. Onsdag fik vi en time for os selv, også tilbragt ved poolen. Og efter 30 minutter tilbragt i en park med en mand, som skulle lære pigerne ikke at være bange for hunde, fik vi 3 timer mere til rådighed, hvor vi gik langs Eilats promenade.
Jeg har ikke rigtig set noget af Eilat, men tror til gengæld at den smule jeg så, også er den smule der er at se. Det er en dejlig by, men meget lig andre badebyer i Europa.
Torsdag oprandt dagen endelig hvor vi skulle tilbage til Jerusalem. Jeg ved godt jeg lyder ekstremt negativ i mine beretninger. Forstå mig ret, jeg nød at få muligheden for at komme sydpå og opleve Eilat, men jeg nød lige så meget at komme hjem igen til en weekend uden arbejde og uden at høre sætningen "Astrid, can you please ...".
Både Sine og jeg var ret så brugte efter 4 dages intens arbejde, og jeg formåede at lave et vred i min ryg under hjælp til et toiletbesøg og i forvejen værkede kroppen.
Så da vi kom hjem til kageklubben med de andre volontører, troede jeg næsten jeg var død og steget til himmels.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar