Ørkenvandringen part 2, now featuring Jakob og de 10 volontører

"Men i ørkenen gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron og sagde til dem: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.« " 2. Mos. 16, 2-3.

Da jeg for flere år siden holdt som spejder, troede jeg at nu var det endelig færdig med vandreture med rygsække og overnatninger i telte samt mad over bål eller kokkereret i trangia. Det er ikke tilfældet.

Søndag aften tog vi hen til præstelejligheden for at overnatte, så vi dermed kunne komme tidligt afsted til Maktesh Ramon ørkenen næste dag.
Vi havde lejet 3 biler og fået fordelt proviant og telte i de forskellige rygsække. Alle bar rygsække i vægtklassen 10 til 22 kg, de fleste over 14 kg. Jeg var hardcore; min vejede 17 kg.

Afsted på turen havde vi Tel Aviv bilen med Anette og Martin, Lisbet og Thomas. Der var en bil med Jakob Præst, Simon og Matilde og der var den fede bil med Mette, Sine, Peder og undertegnede.
Køreturen var på 3 timer, så vi havde forskelligt musik med. Der var Depeche Mode, Kent og Keane, som blev spillet hver gang jeg fik magten over anlægget, og der var noget lovsangspjat som de andre satte på når jeg ikke sad på forsædet og kunne dominere. Vi lever jo i et demokrati, og ikke diktatur med mig på lederposten. Desværre.

Maktesh Ramon, en del af Negevørkenen, er et kæmpe krater med få similariteter til Gran Canyon. Vi parkerede bilerne i den ene ende af krateret første dag, startede ud med frokost og påbegyndte derefter vores ørkenvandring.
Jakob havde før spurgt om turen skulle være hardcore eller human.
Som tidligere nævnt, lever vi desværre i et demokrati, og da jeg var den eneste som stemte for en human tur, blev jeg nedstemt og dermed udsat for flertallets diktatur.
Og det var hardcore. Vi gik 15-20 km hver dag, og det indebar ikke bare bakke, men bjerg op og bjerg ned og usikkert underlag at gå på med tunge rygsække i høj sol og sandet blæsevejr.
Til trods for mælkesyrede ben, rygge og nakker, vabler på vores fødder og godmodigt brok, var det dog et helt fantastisk landskab som vi befandt os i. Klippeformationer i forskellige farver rangerende fra rød til hvid til sort til lilla og en helt klar, blå himmel.

Første aften blev det hurtigt koldt efter solen gik ned. Der blæste enormt meget, og vi havde ingen steder med læ, hvor vi kunne placere vores telte, og hvis man som pige ville på toilet, skulle man gå et pænt stykke vej for at kunne skjule sig bag et bjerg.
Men vores aften var skøn alligevel. Vi var færdige med at gå for denne dag og aftensmaden var helt fantastisk. Vi fik ris med pølseret lavet på trangia i mørke ved hjælp af pandelamper. Det var måske ikke et michelin måltid, men jeg giver det 5 kæmpe stjerner. Sulten er det bedste krydderi sammen med pølser.
Efter aftensmad lavede vi lejrbål, drak øl og cola og grillede skumfiduser. Kan det blive meget bedre?

Jeg har erfaret at man aldrig skal stole på Jakobs afstandsbedømmelser. Når vi spurgte hvor langt vi var nået, var det altid en tredjedel. Et par kilometer senere? Stadig kun en tredjedel plus lidt mere. Og efter yderligere tilbagelagte kilometer udbryder han at nu er det ved at være den tredjedel vi har gået.
På andendagen gik Martin, Peder og Jakob i forvejen for at hente bilerne. Planen var at de skulle gå en genvej på 10 km hen til bilerne og køre os i møde med dem, således vi andre kun skulle gå 5 km. Vejen var tidligere blevet vasket væk af regnen, så bilerne kunne kun køres 3 km, og vi nåede at gå næsten 10 og ikke 5 km før vi kom dem i møde.
Aldrig igen stoler jeg på Jakobs afstandsbedømmelse.

Vi kørte bilerne hen til den anden ende af krateret og parkerede dem ved en beduinlejr, hvor vi kunne fylde vores vandflasker op.
Denne dags vandring var meget mere vellykket end den forrige, som til Jakobs forsvar, havde været et eksperiment.
Vi gik på en bjergryg og havde den mest vidunderlige udsigt over hele krateret og bjergene som omringer det. Og tempoet var til at holde ud. Stien var nemlig relativ smal, og jeg førte an. Dermed var jeg med til at bestemme tempoet. Da vi kom ned fra bjergryggen, kom vi ned i et gammelt flodleje som førte os hen mod næste nats lejr, som var virkelig god. Vi havde læ fra smukke bjerge og fik sat en lejr op med telte og lejrbål med gentagelse af forrige aftens succes. Blot med en anden ret og mindre kulde.
Og til lejrbålet bidrog Martin med underholdningen; sin helt egen quiz med Beverly Hills 90 210 spørgsmål, hvilke Peder blandt andet var mester i at besvare. Og ja, der blev læst rigtigt. Quizzen er lavet af en fyr og en anden fyr var mester i at besvare. Hvem sagde kønsrolleforvirring?
Jeg kan virkelig ikke beskrive hvor god en vandring vi havde denne dag. Til trods for at vores kroppe var ømme af at vandre med rygsække, var det ikke noget man bed mærke i, når man så de overvældende spændende landskaber. Der var gode vibrationer fra alle og det var bare en helt igennem god dag.

Sidste dag i ørkenen startede med havregrød med chokolade. Derefter pakkede vi lejren ned, gik hen til bilerne og satte vores rygsække, så vi ikke skulle bære dem til vores bestigning af et meget, meget, meget stejlt bjerg.
Jeg lider i forskellige tilfælde af slem højdeskræk, og bestigningen af dette bjerg blev et af dem. Som sagt var det meget stejlt, i mine øjne gik det lodret opad. Og man havde intet skridsikkert fodfæste.
Det krævede meget energi og selvdisciplin at kravle op, for tænkte kun på hvordan jeg mon nogensinde ville kunne komme ned igen, men jeg klarede det og kom op på toppen til de andre som spiste pitabrød med nutella og drak cola.
Efter nogle hoppebilleder var taget, gik turen nedad igen, og Jakob guidede mig ned ved at gå foran mig. Dermed kom jeg ned uden problemer, og vi gik tilbage til bilerne og kørte hjem mod Jerusalem.

Jeg synes det var virkelig fedt at være med på ørkenturen, til trods for al det brok jeg af og til lukkede ud. Er stolt af mig selv for at have klaret det, men som min krop har det lige nu, skal jeg kun med igen hvis der bliver kortere distancer at skulle nedlægge og mere tid i lejren. Lige nu er min krop som en 90 årig kvindes med hofteskred. Og jeg er altså kun 21 år.

Jeg kan nu sætte mig fuldt ind i jødernes frustration over at skulle vandre rundt i ørkenen i 40 år. Og jeg vandrede kun i knap 3 dage. Jeg er overbevist om at Jakob også må have virkelig ondt af Moses, som ikke bare skulle lede 10 volontører rundt i 3 dage, men et helt folkefærd rundt i 40 år.