Advarsel: Denne blog er tiltænkt mine venner og familie og mig selv, når jeg vil se tilbage på mine oplevelser. I dette indlæg, kan jeg ikke undgå at udmelde nogle af mine holdninger. Hvis du ikke kan lide at læse hvad jeg skriver, så lad være.
I dag var min fridag, og så gik turen til Bethlehem med Eva og Jonathan, musallaha volontørerne som forsøger at skabe forsoning mellem israelere og palæstinensere.
Jeg var rigtig glad for at tage afsted med Eva og Jonathan, da de ofte har været i Bethlehem med deres arbejde, og dermed kunne fortælle mig rigtig meget om situationen mellem israelerne og palæstinenserne, og jeg sugede det hele til mig.
Bethlehem passet var lukket grundet Pesach, og derfor kunne vi kun tage et enkelt andet checkpoint.
I bussen kørte vi på en vej som kun israelere må køre på. Vejen til palæstinenserne bestod af en grusvej på et plateau nogle meter under os.
Vestbreden er meget anderledes end Israel. Omgivelserne gik fra at være en nydelig civilisation til et forsømt, fattigt land. Jeg kunne ikke undgå at mindes Laos og Cambodia når vi gik på vejene, og så de gamle lig de kaldte biler og haverne som var tilgroet med ukrudt og ragelse.
Grænsen mellem Israel og Palæstina er markeret af det som israelerne kalder "the safety fence", et sikkerhedshegn bestående af en 6 meter høj beton mur, som tårner op.
Dette "hegn" adskiller både israelere og palæstinensere samt palæstinensere fra deres egen familie. En ny mur er ved at blive bygget, og har man familie på den anden side, gælder det om at besøge dem nu, hvor man stadig kan komme forbi muren.
Vi tog med en taxa rundt i Bethlehem for at se street art (graffiti) udført af den anonyme britiske kunstner Banksy. Det meste var at finde på muren, som var prydet med politiske budskaber om ønske af fred og forsoning.
Især Banksys kunst har ofte politiske budskaber. Hans værker er blandt andet en autonom som kaster med blomster, en palæstinensisk pige som visiterer en israelsk soldat og en fredsdue med en sikkerhedsvest på og en rød markering af et sigtekorn.
Det rørte mig dybt at opleve denne mur, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over denne segregering af to folk.
Før jeg tog til Israel, forestillede jeg mig det land Jesus gik rundt i for 2000 år siden, hvor man stadig red på æsler og gik i bare tæer. Jeg lærte hurtigt at det ikke er tilfældet. At Israel er et moderne land ligesom resten af den vestlige verden.
Men da jeg oplevede "sikkerhedshegnet", kom jeg i tvivl om hvor moderne et samfund Israel er. Mon de er nået helt frem til 2010? For så vidt jeg kunne se, var de kun nået til 1961 i den kolde krig, hvor man byggede Berlinermuren. Og jeg tænker på hvornår de mon når til slutningen af 1989, hvor man indser at forsoning er bedre.
Israel er ikke længere "the under dog". Tværtimod. Det er dem som udgør majoriteten, og det er dem som har magten over de checkpoints som er mellem Jerusalem og Bethlehem.
Det kan være svært for en palæstinenser at få tilladelse til at komme ind i Israel, men en kristen palæstinenser er velkommen til deres religiøse festligheder såsom påsken. Dog må de kun komme igennem Bethlehem passet, og fordi Pesach rammer samme tid som Påske, er passet lukket, og de kan ikke passere.
At Bethlehem passet er lukket, lukker også af for turismen, hvilket er Bethlehems eneste reelle indtægt.
Vi faldt i snak med en butiksejer som bød os på the. Han fortalte at han havde lejlighed i Jerusalem, og at han hver eneste nat er nødsaget til at sove i sin lejlighed i tilfælde af at israelerne laver en razzia. Sker det, og han ikke er i sin lejlighed, kan de påstå at han ikke bor der, og dermed kan han miste sit pas i 8 år, hvor han ikke har mulighed for at rejse ind og ud af Israel.
Jeg er ked af at mit syn på Israel blev ændret så markant igår. Men hvad skal al den magtdemonstration til for? Det er ikke andet end spillen med musklerne fra Israels side. Hvor er medmennskeligheden? Hvorfor vende det blinde øje til?
Et af de 10 bud lyder "Elsk din næste som dig selv". Lider jøderne af et stort selvhad, eller glemmer de et af de 10 vigtigste punkter i deres religion - til trods for at deres religion er årsagen til at de kunne få Israel/Palæstina.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar