søndag den 28. februar 2010

Purim, baby!

Purim er en jødisk udklædningsfest. Hvorfor de klæder sig ud, ved jeg ikke. Men til Purim fejrer de at Esther (fra Esthers bog i det gamle testamente) reddede det jødiske folk. Og til Purim gælder det om at drikke så meget, at du ikke kan se forskel på helten og den onde, onde modstander. Selv de ortodokse jøder siges at drikke sig fra sans og samling denne dag, som egentlig først er søndag d. 28 februar.
Man kan købe udklædningstøj mange steder, og Sine og jeg har købt godt ind til denne fest. Sine har købt ind til et Peter Pan kostume, og jeg kunne ikke helt bestemme mig. I skrivende stund er jeg i besiddelse af en rød klovnenæse, en platinblond paryk, en kaptajns hat samt to piber.

Purimfest for de gakkede


















I søndags (d. 21. februar) var vi til Purimfest med tre af vores beboere på et fancy hotel i den nordlige del af byen. Sine og jeg var alene afsted som ansvarshavende for vores tre unge, og kun en af dem kan gøre sig forståelig på engelsk.
Det var en vældig morsom aften, hvor alle virkede mere eller mindre skøre. Her var både kørestolsbrugere, udviklingshæmmede, mongoler og folk jeg antager må have en form for aspergers eller mangel af sociale kompetencer.
Sine og jeg havde begge klovnenæser på, og straks kom en ung, glad fyr hen til os og roste vores fantastiske udklædning og ville hellere end gerne at vi satte os sammen med ham og hans ven. Så det gjorde vi selvfølgelig, og det var vældig hyggeligt. De var meget snakkesagelige og interesserede i at fortælle om dem selv. Vi kunne godt mærke at de ikke var helt gennembagte, men de var herlige.

Før vi skulle spise, skulle alle ud på dansegulvet foran en scene med en DJ pult og danse. Så det gjorde vi. Sine og jeg tog hver vores pige i kørestol og dansede rundt på dansegulvet med alle de andre.
Efter vores svingom med Slil, Mona og en masse andre glade mennesker, var det tid til at gå til bords og få pitabrød med hummus og kyllingeschnitzel med pastasalat. Et typisk måltid vi får serveret hernede.

Kort efter spisning kom vi til udkåring af det bedste kostume, lidt mere dans og derefter dessert.
Det var ikke nogen særlig lang aften, fra kl 19.30 til 21.30, men vi morede os gevaldigt og pigerne vi havde med, syntes også virke til at nyde det i fulde drag.

Purimfest for volontørerne


















Én purimfest er ikke nok. Fredag fejrede vi også Purim hos præsteparret Jakob og Lise med de andre MTP volontører og nogle frivillige fra Jakobs arbejde, norske Johannes og finske Johanne og Talvikka.
Sine, Mette og jeg kom i god tid, da vi ikke kan tage en bus alt for sent om fredagen, for om eftermiddagen starter Sabbaten jo, og der stopper trafikken.
Vi fik the og en jødisk version af et pain au chocolat, og så prinsesse film med døtrene Rebekka og Hannah. Jeg elsker det, simpelthen elsker det.
Efter en film både med Jasmin fra Aladdin og Auora fra Tornerose, blev det tid til at forberede aftensmad: Burgere og guacamole. Kan I sige mums?
Kl. 18.30 startede Purim aftenen, og alle var klædt ud;
Jeg var skipper, Sine var Peter Pan, Mette var sørøver, Peder var en Zombiebrud, Simon var klovn, Mathilde engel, Lise en bi, Jakob havde afro, Talvikka var lampens ånd og Johanne var udklædt som kineser. Johannes var dog bare Johannes.
Det var et vældig lækkert måltid, og min mave kunne slet ikke indeholde mere - udover de saltfisk og fastelavnsboller som blev serveret til dessert. Oh yeah baby. Denne aften var et kulinarisk paradis for Astrids smagsløg.
Efter middagen sang vi nogle lovsange, spillede spil og hyggede til sent ud på aftenen. Først kl halv 2 var vi tilbage i kærlighedshybelen.
Det var en fantastisk purimaften.









Purim med kibbutzen

Dette var en helt fantastisk Purim, lige i min ånd.
Det øsede ned med regn, men Sine og jeg trodsede vejret, tog træningsbukser, varm sweater og regnjakker på, og tog bussen ind til den gamle by.
Vi vidste ikke præcis hvor vi kunne finde en synagoge, eller hvornår det startede, men vi satsede på at kunne finde et sted. Vi stødte da også på to nydelige damer, som var på vej til synagoge, og vi fik lov til at følge dem.
Vi kom ind i et lille lokale med hvide hvælvinger og opdelt efter køn. Os kvinder skulle sidde bag og forhæng og kunne dermed kun høre rabbineren læse højt af Esthers bog.
Mange var udklædte, selv ældre kvinder havde paryk og maling i ansigtet. Vi var gennemblødte, men det glemte vi snart, for vi skulle holde øje med hver gang de nævnte Hamans navn under oplæsning af Esthers bog. Der gjaldt det jo om at larme og huje.
En virkelig sød pige fra Sydafrika satte sig ved siden af os og viste os med fingeren hvor i teksten var vi, og efter "gudstjenesten" anbefalede hun os at tage til "the Herritage" og snakke med Moish angående et program, så det gjorde vi, uden at vide helt præcis hvad det var.
The Herritage viste sig at være et jødisk hostel, og Moish var der ikke da vi ankom, så vi blev vist hen til opholdsstuen, som var flydt med unge mennesker fra en kibbutz, som vi faldt i snak med.
Moish kom, men programmet viste sig kun at være for jøder, så det kunne vi ikke deltage i. Til gengæld ville kibbutzgruppen ud at fejre Purim, og de spurgte om ikke vi ville med. Og jo, det ville vi egentlig gerne.
Først skulle vi lige høre endnu en oplæsning af Esthers bog, men før og efter fik vi serveret vodka med icetea, ikke omvendt. Og så gik turen mod hovedgågaden, Ben Yehuda og hen til en af barerne på sidegaderne, hvor vi både fik øl, tequila og vandpibe. Det var lige mig, og heldigvis gad Sine godt lade mig få denne aften. Og vi morede os big time.

Vi har haft 3 vidt forskellige Purimfester hernede, og alle var fantastiske. Purim er en fed tradition, som jeg virkelig godt kan relatere til. Men jeg er også en stor fan af den danske fastelavn, og der er visse ligheder.
Forhåbentlig er det ikke sidste gang jeg oplever denne fest.

2 kommentarer:

  1. Hej Astrid

    Sjovt st høre om de forskellige purimfester, I har deltaget i, og alt det andet I oplever. Jeg lever mig fuldt ud ind i det - er der næsten, og er selvfølgelig misundelig, men også super glad for at høre jeres begejstring over byen. Hils de andre!

    Kh. Mette fra IU

    SvarSlet
  2. jeg er glad for at høre du oplever så mange forskellige ting k.h. bedstemor

    SvarSlet