Hverken Peder eller jeg havde nogle arbejdsplaner den dag, så vi blev enige om at deltage i dette projekt og mødte op i det østlige Jerusalem fredag kl. 12 og fik tildelt både en blå t-shirt, gule handsker og to plastiksække.
Mange mennesker var mødt op denne dag for at støtte op om projektet, så de arabiske gader var fyldt med mennesker i forskellige aldre og nationaliteter iført blå t-shirts og affaldssække, og som var godt i gang med at fjerne skrald fra gaderne. Og jeg kan sige jer at der var meget at fjerne. Det flød med skrald, til trods for at der lå containere med 200 meters afstand fra hinanden.
I starten blev der set på os med nysgerrige øjne, da vi kom en kæmpe flok marcherende ned ad gaderne med handsker og sække, men da det gik op for beboerne i området hvad vi havde gang i, fik vi venlige blikke og opmuntrende smil.
Nogle nabokoner kom med glas og iskoldt vand som forfriskning og nogle unge drenge på grænsen til teenagealderen kom og gav en hånd til.
Især var der en ung dreng som ikke ville lade mig, en kvinde, bære en tung madras alene. Han fejede mig væk og tog det hele selv og slæbte den hen til containeren, og da jeg i fælleshjælp med Peder skulle bære en fyldt skraldepose ned mod containeren, overtog han igen tjansen som en sand gentleman.
Det var dejligt at mærke hvordan at områdets beboere satte pris på vores indsats. De som stod for projektet fortalte, at da de ryddede op i området for et år siden, var de samme drenge som hjalp denne gang, slet ikke lige så hjælpsomme. Tværtimod havde de råbt op om at det var privat område samtidig med at de kastede sten mod de frivillige.
Peder oplevede at en dreng kastede sten imod ham. Da han fortalte mig det, spurgte jeg forarget om ikke han råbte af ungen. Men som Peder nu engang er, fortalte han at han blot havde trukket på skuldrene og bedt en bøn for drengen. En reaktion stik modsat min, hvis det var sket for mig.
Jeg er meget imponeret over de mennesker jeg er sammen med hernede. Tænk sig at have den mentale overskud og godhed blot at bede en bøn for de som forretter en, frem for at ønske at klappe dem en flad. Ikke at jeg nogensinde har udøvet korporlig afstraffelse mod noget som helst andet menneske, men ønsket om at give en lussing til et ubehøvlet menneske er ikke fremmed for mig. Jeg håber jeg kan lære af Peder og de andres mentalitet mens jeg er hernede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar