Situationsfornemmelse

Alle de unge, som besøger og bor på Beit Tamar, lider af sygdommen CP (Cerebral Parese), altså lammelse vedrørende hjernen.

På spastikerforeningens hjemmeside står det beskrevet som den medicinske fællesbetegnelse for en bestemt type hjerneskade, som medfører motoriske funktionsforstyrrelser, kaldet spastiske lammelser.

Alle vores beboere har et fysisk motorisk handicap. Mange af dem er også dårlige til tal og retning, og få har kommunikationsmuligheder.

Som handicappet lever man et trygt, beskyttet liv. Der er altid nogen til at tage hånd om en, og altid en til at opfylde ens ønske om eksempelvis noget at drikke eller få flyttet på kroppen.
Dette medfører ofte at mange bliver selvcentrerede og egoistiske. Ikke at de er dårlige mennesker, de er blot vant til at få hvad de vil, når de vil. De har kun øje for sit eget behov, og er til tider blinde for andres.

Sådan er det meget med nogle af vores beboere. Det mangler situationsfornemmelse.

Et eksempel er, at jeg i dag trøster en beboer, som er brudt ud i gråd. Tårerne triller ned ad kinderne, og jeg gør, hvad jeg kan for at trøste hende. En anden beboer er ved at spise, og uden at ænse sin medbeboers tilstand, beder hun mig om at flytte på hendes tallerken så hun nemmere kan spise.
At jeg er travlt optaget med at trøste, rører hende ikke. I hendes verden er faktum, at hun ikke kan få mad på sin ske, fordi tallerkenen vender forkert. Hun kan kun se mig, som trøster den anden, idet Sine er i køkkenet. Og det er det, som hun opfatter. Hendes behov kræver øjeblikkelig tilfredsstillelse.

Dette er blot ét eksempel ud af mange hændelser.
Man kan være i gang med at made en beboer, og blive bedt af en anden om hjælp til bad.
Man kan være på vej til at hjælpe en med toilet, og straks tilføjer to andre, at de også skal på toilet bagefter.
Og man kan have spænet rundt i timer for at hjælpe med det ene og det andet, og endelig har man 5 minutter til sig selv. Man finder noget at drikke og sætter sig med et suk. I samme øjeblik kommer en beboer og beder om hjælp til noget.

Der er ingen situationsfornemmelse.

Jeg elsker dog pigerne alligevel. De er dejlige, selvom de indimellem er krævende.
Deres standardsætning lyder: "Astrid, can you please ... ?"