Denne dag er det i Jerusalem en tradition at gå samme vej som Jesus gik i sin tid, nemlig Via Dolorosa.
Den danske vandring på Via Dolorosa foregik kl 8 om morgenen, så vi var tidligt afsted med bussen om morgenen. Der var mange mennesker allerede kl 8 om morgenen mens vi gik. Fik jeg pointeret at det var tidligt om morgenen? Ellers får i den lige en gang til, det var om morgenen - tidligt.
Det foregik således at vi gik fra station til station, hvor vi ved hver station havde oplæsning fra forskellige passager i biblen, hvor vandringen står beskrevet. Efter oplæsning sang vi en salme, og gik derefter videre til næste station. Således foregik hele vandringen som sluttede af med en prædiken i St. John's Chappel i Redeemers Church (den danske kirke).
Efter den danske vandring, var vi nogle stykker som ønskede at se den internationale vandring, som foregik kl 12. Det var umuligt at komme i nærheden i Via Dolorosa. Menneskemængden var massiv, og folk maste hinanden op ad de forskellige politiafskæringer.
Jeg og Emmeli (en pige fra organisationen Ordet og Israel) fiflede os foran til hegnet og kunne se en smule af optoget, da en mand klædt ud som Jesus med en tornekrone, kom bærende med et kæmpe kors i følgeskab af Simon som hjalp med at bære korset, jomfru Maria, Maria Magdalena og romere i armering samt en mand bærende på en kæmpe boom blaster. Folk gik helt grassat da dette optog blev udført, og man kunne ikke se noget for udstrakte hænder med kameraer.
Det er sjovt at se hvor forskellige grupperinger der findes inden for kristendommen, og hvor forskelligt troen praktiseres.
Det danske optog var meget stille, roligt og fredeligt, men der var nogle ortodokse præster af en eller anden art som var villige til at vælte alle ned på deres vej; en idiot havde fejlagtigt troet at han kunne køre i bil på Via Dolorosa i modsat retning af optoget, og da folk prøvede at få bilen fra fra massemængden, kom disse præster stormende ned af gaden med et enormt stort metalkors i stil med 3 meter langt. Og der var ingen nåde, de skulle vandre smertens vej, og det var her og nu. Koste hvad det ville, om så en lille etiopisk kvinde ville blive trampet ned under processen, skulle det ske.
Det er en kæmpe oplevelse at opleve påsken hernede, og på tæt hold se hvor vigtig en rolle religion spiller i mennesket. Folk valfarter fra nær og fjern for at opleve Jerusalem i denne tid. Det får en som mig til at tænke. Det må være utroligt at brænde så meget for noget, som man ikke kan bevise er virkeligt. Jeg er endnu ikke blevet religiøs mens jeg har været hernede, men jeg er begyndt at få en større forståelse for hvorfor det er så vigtigt for nogle mennsker at tro. I de mennesker jeg møder, kan jeg se at deres religion spiller en stor rolle i deres hverdag, og selvom det til tider skaber dem store frustrationer, finder de oftest også stor tilfredsstillelse i deres tro. Og det er fantastisk at betragte.
Hvor jeg dog virkelig håber på at komme ind på antropologistudiet i Århus så jeg kan få et erhverv ud af at betragte menneskers adfærd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar