I og med at Israel er et land tildelt det jødiske folk som en form for plaster på såret efter deres forfølgelse under Anden Verdenskrig, berører holocausten dem alle dybt.
Der var et mindehøjtidelighedsshow i fjernsynet med sang, taler og portrætter af holocaustens ofre - alt sammen i en meget alvorlig og trist tone, og da jeg var på arbejde mens jeg så showet, fik jeg lov til at opleve hvilken effekt dette havde på vores beboere.
Hernede kan man mærke at det jødiske folk har en meget stærk nationalitetsfølelse. Den forfærdelige fortid har skabt et stort fællesskab. Selvom de piger som så showet stammer fra blandt andet Iran og Yemen, og ikke selv har familie som led under jødeforfølgelserne i Europa, berører det dem dybt hvad der engang skete for deres folk. Tårerne stod ud af øjnene på dem, og snottet løb.
Tænk hvis danskerne var ligeledes. De eneste tidspunkter jeg oplever sand nationalitetsfølelse blandt danskere, er når vi er nået langt i håndbold eller fodbold.
I dag valgte jeg at tage med Katharina (vores tyske roommate) og hendes tyske venner til mindehøjtideligheden i Yad Vashem, Holocaust museet. For at deltage, skulle man være skrevet på en gæsteliste, hvilket jeg ikke var. Men det lykkedes mig alligevel at komme med ind, fordi jeg fulgtes med tyskerne.
Mange stole var stillet op, og højtideligheden gik ud på at klokken 10 blev der holdt et minuts stilhed, hvorefter forskellige foreninger lagde en blomsterkrans ved Warsaw Ghetto Square.
Blandt publikum var præsidenten, premiere ministeren, repræsentants taleren for Knesset (Knesset = Christiansborg), overhovedet for højesteretten, borgmesteren, politichefen og mange, mange andre vigtige mennekser. Jeg er dog for lidt inde i den israelske politik til at opfatte hvem der var hvem.
Efter mindehøjtideligheden valgte jeg at se mig omkring på Yad Vashem.
Da min mor er skolelærer, har mine sommerferier altid indebåret kultur og historie. Og da vi i min familie altid har rejst meget, er det blevet til rigtig meget kultur og historie. Heriblandt har jeg oplevet mange af levnene fra Anden Verdenskrig, såsom Anne Franks hus, massegrave i nordmandiet og koncentrationslejre i både Tyskland, Frankrig og Tjekkiet.
Yad Vashem er ikke bygget på en en gammel KZ lejr eller noget der har noget med krigen at gøre. Alligevel var det en rørende oplevelse at se museet. Ikke fordi museet var meget bedre end andre museer, men nok fordi jeg kom den dag jeg kom. Det er en meget emotionel dag for jøderne, og at betragte museets turister en dag som denne, var meget gribende. Ikke et øje var tørt ved de fleste, og jeg tog helt mig selv i at blive berørt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar