"Why are you a volunteer, and where's a golden star that I can give you?"

På flyet fra Frankfurt til Tel Aviv, for godt en uge siden, kom jeg til at sidde ved siden af en forretningsherre, som spurgte mig, hvad jeg skulle i Israel.
Jeg fortalte, at jeg var volontør i Jerusalem, og jo mere jeg fortalte om volontørarbejdet, des større blev hans øjne, og des længere ned faldt hans underkæbe.
Da han med forundring spurgte mig, hvorfor jeg gør det arbejde, jeg gør, var det dog ikke svært for mig at komme med et svar.

Godt nok bor jeg på en institution 9 km fra centrum. Vi har 2 busser som går fra os og ind til byen, og det tager en times tid at komme ind til centrum. Vi har ingen cykler til rådighed. Skal man møde i den gamle by et sted før guidet tur, skal vi gerne sætte 1,5 times transport af på at kunne nå det.

Jeg arbejder 40 timer om ugen, og får kun 600 shekel (900 kr) om måneden - men det er derfor det kaldes frivilligt arbejde.
Oprindeligt skulle vi kun arbejde 35 timer og få 14 fridage, men vi har fået en times mere arbejde om dagen, og optjener dermed 6 yderligere fridage.
Vores arbejdsvagter er ofte splittede, hvilket betyder, at vi gerne møder 6-8 og igen fra 14-20 eller 16-22, og så klokken 6 igen næste morgen. Især sabbaten er træls, der lyder en vagt ofte 11-14 + 17-22. Altså bruges en hel dag på arbejde. Det gør det meget begrænset, hvad man har af muligheder for socialt samvær med de andre volontører, som alle gerne arbejder 7-15. Hvis vi vil til et socialt arrangement om aftenen, kan det som regel kun lade sig gøre, hvis det falder på en af vores to ugentlige fridage.
Arbejdet består i at tage pigerne op om morgenen, tage dem på toilet når de trænger, bade dem, made dem og gøre alt hvad de beder om - hente ting, flytte på dem eller spille vendespil med dem.

Vi er 3 volontører på Beit Tamar. Og vi deler alle det samme værelse. Sine og Katharina deler køjeseng, mens jeg sover på sofaen. Det kan godt virke lidt trængt indimellem, men vi er rigtig gode til at give hinanden plads og vise hensyn. Vi kommer alle rigtig godt ud af det med hinanden.

Maden får vi fra institutionen. En gang om ugen køber vores husmor forskellige varer ind. Hovedsageligt får vi brød, hummus, mælk, frugter og grøntsager. Beder vi specifikt om nyt nutella eller kyllingesnitzler, kan det som regel også fås.
Ellers spiser vi for det meste, mens vi arbejder.
Til morgenmad spiser de kage, småkager eller kiks.
Til middagsmad får vi mad fra Gilo, en større institution. Der er ikke megen variation i menuen. Det er enten kylling, hakkebøffer eller lammekød (80% af lammet er dog brusk og fedt), og som tilbehør pasta penne i tomatsovs, olierede ris eller kartoffelmos uden mælk tilsat (alt er kosher, kød og mælk må ikke blandes). Grøntsagerne er enten syltede agurker, rødkål eller udkogte gulerødder.
Al maden søber i olie, og når det skal varmes op, er det altid i en mikrobølgeovn. Oftest kan ingen af de unge lide maden, og så varmer de kyllingesnitzler i mikroen og spiser pitabrød med hummus til.
Til aftensmad får de mælkeprodukter. Som regel er det brød, tun og 7 forskellige slags oste. Sine og jeg er ikke de store ostemadsfans, så vi har fundet et fantastisk alternativ; sandwich med avokado og spejlæg tilsat Læsø-salt. Den er en fryd for smagsløgene.

At være volontør falder mig dog meget naturligt.
For det første har jeg altid ønsket at udføre noget humanitært frivilligt arbejde, og da jeg hørte om volontørarbejde i Israel, lød det som en meget god idé i mine ører.
For det andet har jeg allerede lavet backpackerrejsen i Asien, som de fleste andre nyudsprungne studenter, og jeg ville et sted hen, som er anderledes. Ingen i min omgangskreds er kristne, så ingen af mine venner har nogensinde været i Israel. Helt ærligt så troede jeg ikke, det var muligt at komme herned med alle de uroligheder, man har hørt om i medierne. Men det var muligt.
For det tredje så interesserer jeg mig umådeligt meget for både samfundsfag, sociologi, religion og psykologi. Og man må sige at Israel, ikke mindst Jerusalem, har meget af dette at byde på.

Og jeg er glad for at være her i Israel som volontør. Jeg ved udemærket, at jeg ikke redder verden, eller gør den til et bedre sted med det jeg gør, men jeg ved, at de unge som jeg tager mig af, sætter enorm stor pris på at jeg er her for dem. Og for mig, så opvejer deres taknemmelighed alt det som udefra set kan virke utiltalende.

Til trods for at jeg får gennemsnitligt mindre end 5 kroner i timen, at jeg bor 9 km og over en time i bus fra centrum, at jeg kan bruge en hel dag på at arbejde og vente på at arbejde igen, at jeg deler værelse med 2 andre piger og er den som sover på sofaen, og at maden på institutionen ikke er noget at råbe hurra for, så ER det fedt at være volontør.
Der er så meget mere til det end som så. Men jeg vil nu stadig meget gerne have en guldstjerne for min indsats.