Jeg ville gerne opremse mine oplevelser og beskrive, hvordan det alt sammen har påvirket mig. Men det ville tage mig en krig at blive færdig, for på 100 dage har jeg fået ufatteligt mange oplevelser. Næsten hver dag har været et eventyr, og nogle dage har endda budt på flere.
Jeg har rejst rundt i to forskellige slags Israel. Jeg har rejst i det bibelske Israel med kæmpe kirker placeret der, hvor det siges at noget i Jesu liv fandt sted. Og jeg har rejst i det moderne Israel med gode shoppingfaciliteter, fancy all-inclusive hoteller og barer med øl og vandpibe.
Jeg har lært både kristne og jøder at kende. Jeg har fået be- og afkræftet forskellige fordomme, og lært enormt meget derudover.
Og generelt tror jeg bare, at jeg har lært rigtig meget om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg kan kalde dette min dannelsesrejse, men dette ophold er i hvert fald med til at udvikle min person, hvem jeg er, og hvad jeg står for.
Selvom jeg ikke falder udenfor fællesskabet overhovedet, er jeg på nogle punkter ret så anderledes, end de mennesker jeg omgås med. Mine synspunkter og min livsstil er en helt anden, og det får mig til at fundere meget over mit eget liv, når jeg oplever det i stor kontrast med andre. Jeg elsker mit liv. Selvfølgelig har jeg fucket op engang imellem, men det er også sine fejl, man lærer af. Jeg elsker virkelig mit liv, og min måde at leve det på. Alligevel har jeg fået øjenene op for gode værdier, jeg kan flette ind i mit liv.
Jeg har mødt op til flere som fortæller mig, at de beder for mig, og ved grædemuren har jeg flere gange fået en rød snor om håndleddet som symbol på velsignelse. Nogen vil måske blive blive fortørnet og fornærmet over, at kristne føler sig nødsaget til at bede for dig, og at en rabbiner vil velsigne dig. Som om du er "en fortabt sjæl". Men sådan er det slet ikke. Faktisk sætter jeg stor pris på det. Det er et tegn på at vedkommende ønsker det bedste for mig.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på mine tanker omkring det. Kun ét ord falder mig ind, nemlig taknemmelighed. Jeg går stadig rundt med min røde snor om håndleddet. For jeg synes, det er en dejlig tanke, der står bag. Så de af jer som har mig med i jeres aftenbøn, bliv endelig ved. Jeg er jer dybt taknemmelig for jeres omtanke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar