Kirke

Jeg har desværre ikke haft mulighed for at deltage i særligt mange gudstjenester, da jeg har arbejdet hver gang.
Og jeg er kommet frem til at "desværre" er det rette ord at bruge. Ikke fordi jeg føler et behov for at høre "Guds ord", men fordi jeg kan mærke at jeg faktisk nyder oplevelsen at gå i kirke hernede til trods for at jeg går under kategorien "kirkefremmed".

I dag var jeg for første gang taget i King of Kings. Jeg havde taget fri i dag, og havde dermed mulighed for at opleve en gudstjeneste i menigheden King of Kings.
Ingen af de andre volontører kunne, så jeg tog frivilligt alene afsted. Tilfældigvis dukkede ungarbejderen fra Joffihuset op, og jeg var ikke mutters alene i folkemængden.

King of Kings er placeret i en stor kongressal/et stort auditorium i midtbyen. Det starter med en times lovsang efterfulgt af en times prædiken.
Jeg må indrømme at prædikerne sjældent rammer mig. Jeg suger til mig hvad der bliver sagt. Jeg lytter interesseret og tænker over det, men jeg er sjældent enig. Det skyldes blot, at jeg ikke kan forholde mig til en almægtig skaber, som har en finger med i alt.
Jeg fascineres dog af de mennesker som inderligt tror på Gud og Jesus som deres frelser. Jeg berøres af at se folk som inderligt beder til noget så uhåndgribeligt som en Gud. I stedet for at tænke, hvor latterligt det er at dedikere sit liv til noget man ikke har et videnskabeligt bevis på, har jeg en stor respekt for deres tiltro.

Til trods for at prædikerne ikke rammer mig hvor hjertet bor, så nyder jeg som sagt at deltage i Gudstjenesterne.
Jeg tror måske det skyldes lovsangene. Det er ikke bare gamle salmer og et orgel, men det er et band og nye, moderne sange med en god melodi og et lækkert beat som spilles.
Især til de messiansk jødiske gudstjenester lever folk sig helt ind i det.
Man står med udstrakte hænder, mens man synger sange om, hvordan man vil tilbede Gud. Og stemningen er helt i top. Det er næsten som at være til koncert med mennesker som synger med og hopper i takt med musikken.

Noget andet jeg nyder og vil komme til at savne, er fællesskabet. Selvom det er Gud, som man er fælles om at samle sig om, så kan jeg godt lide det.

Jeg kan mærke med mig selv, at jeg godt kunne finde på at tage med til kirkelige arrangementer med mine volontørsøskende når jeg kommer til Århus.
Det er faktisk meget besynderligt. For hvordan kan man ønske at gå i kirke og høre lovsange, når man ikke tror på det som bliver sagt og sunget? Jeg har ikke selv noget konkret svar på hvorfor det er sådan. Jeg ved bare, at jeg fortsat ønsker at bevare det fællesskab, jeg har fået hernede. Også selvom det er fællesskabet om Gud og Jesus.

Det er forunderligt hvor påvirket man kan blive af at hænge ud med en præstefamilie og en flok unge kristne.