Indvandrer

Indvandrere går i underligt tøj, spiser underlig mad, som lugter, og så bor de i små enklaver, hvor de holder fast i deres egne traditioner fremfor at assimilere sig med samfundet og blandt andet lære landets sprog.

Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være som udlænding og skulle bosætte sig i et fremmed land med en helt anden mentalitet og helt andre værdier og synspunkter end hvad man finder i sit eget land.

Jeg er indvandrer. Eller tilflytter. Kald det hvad I vil, det går ud på det samme.

Selvom jeg køber tøj i urimeligt store mængder her i Israel, sammensætter jeg det stadig således, at en anden skandinaver sagtens vil kunne genkende mig som en artsfælle.
Et tørklæde, en nederdel som går til anklerne og en langærmet trøje med t-shirt udenpå er bare ikke et outfit, jeg vil smyge mig ned i.

I følge en israeler, som efterlever kosherreglerne, spiser jeg meget underligt mad.
Jeg spiser gerne svinekød i alverdens afarter. Både pølser, bacon, spegepølse og frikadeller går lige i hjertet på mig.
Jeg spiser også gerne skalddyr og har intet problem med at bælle et glas mælk dertil.

Jeg bor med en dansker, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at hænge ud i det danske fællesskab, hvor vi taler dansk, synger danske sange og hører dansk musik, laver danske jokes, ser danske film, fejrer danske traditioner, hepper på Danmark i Melodi Gran Prix og samles for at se Danmark spille i VM, mens vi spiser dansk slik og drikker danske øl.
Hvis ikke jeg arbejder om lørdagen, går jeg i den danske kirke og får en gudstjeneste på dansk.

Jeg overholder ikke sabbaten, jeg bebyrder ikke mig selv med at lære hebræisk, og jeg afprøver ikke koncerter med israelske kunstnere, til trods for at jeg elsker koncerter.
Jeg spiser velvilligt pita med hummus og falaffel, men jeg har også et køkken fyldt med danske varer. Og hver gang vi virkelig skal hygge, er det den danske slik, som vi tager frem.

Hvad er det, som gør det så vigtig for os at holde fast i det at være dansk?
Når man er væk hjemmefra, kan man ikke få nok dansk.
Det er det samme, som når danskere møder andre danskere på deres ferie. Man agerer som om, man er bedste venner. Bare fordi man har én ting tilfælles, nemlig sin nationalitet.

Når jeg hører folk beklage sig over, at indvandrerne i det danske samfund holder sammen i små grupper og holder fast i sine gamle værdier, kan jeg kun sige, at det selvfølgelig er sådan.
Man ville gøre det samme selv, hvis man blev revet ud af sine faste rammer og sat ind i et fremmed land med en fremmed kultur.
Jeg gør i hvert fald.